Anmeldelser - J. P. E. Hartmann

Af
| DMT Årgang 66 (1991-1992) nr. 06 - side 214-214

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Dan Fog: Hartmann-kaíalog. Fortegnelse over J. P. E. Hartmanns trykte kompositioner. XV + 189 s. Kr. 175 + nnoms.

Af NIELS MARTIN JENSEN

I rækken af sine højst fortjenstfulde fortegnelser over danske guldalderkomponisters (samt Griegs) trykte værker er Dan Fog nu nået til J. P. E. Hartmanns store og svært overskuelige produktion. Bortset fra, at de første binds høje ambitionsniveau med tematiske fortegnelser er forladt, og en litteraturfortegnelse er udeladt, er format, udstyr og anlæg det samme som i Kuhlau-, Weyse-, Grieg-, Gade-og Heise-katalogerne. Efter en indledende systematisk værkoversigt og en oversigt over værker med og uden opus-numre, bringes den udførlige fortegnelse over de trykte værker; i Hartmann-katalogen er de ikke opstillet efter kompositioner med og uden opus-numre (de sidste er i overtal hos Hartmann), men i systematisk rækkefølge og indenfor hver gruppe ordnet kronologisk efter udgivelsestidspunkt. Fortegnelsen slutter med titel- og tekstsamt person-index.

228 numre omfatter katalogen, når samlinger og addenda medtages. Til Hartmanns produktion skal så føjes de utrykte værker, som Dan Fog ifølge sin begrænsning ikke medtager (med en enkelt undtagelse: Operafragmentet ""Kong Sau T måtte åbenbart med og åbner for studiet af ufuldendte opera-projekter fra dansk guldalder); nogle kan dog ses af den indledende opusfortegnelse, resten må hentes i Alfred Nielsens og Sven Lunns værkfortegnelser i Richard Hoves Hart-mann-monografi (1934). Det er og bliver en påfaldende kendsgerning, at vi stadig må savne trykte udgaver af Hartmanns to symfonier (op. 17 og op. 48 b), og selvom Gade og Hartmann i deres produktion delte det offentlige musikliv imellem sig -Hartmann fik kirken og teatret (og studentersangen), Gade koncertsalen - er det bemærkelsesværdigt, hvor trægt den samtidige udbredelse af Hartmanns musik forløb sammenlignet med Gades: Hans musik til Oehlenschlägers ""Guldhornene"" op. 11 (1832) måtte vente 38 år på sin udgivelse, ""Hakon Jarl""- ouverturen, opført med succes i København og Leipzig 1844, forelå indtil 1932 kun i klaverudtog, og centrale værker til forståelse af Hartmanns nordiske tone som skuespilmusikken til Oehlenschlager-tragedierne ""Olaf den Hellige"" op. 23 (1838) og ""Knud den Store"" op. 28 (1839) er stadig utrykte.

Om alt dette og meget mere oplyser den foreliggende Hartmann-fortegnelse. Det er ubilligt at savne noget i betragtning af, hvad vi i løbet af 15 år har fået fra Dan Fogs myreflittige hænder. Jeg ville dog gerne have haft litteraturfortegnelse og forkortelsesliste bibeholdt (FU?, NU?, Orig?, Sep?, TO? og Var?), og især ville jeg ønske, at kompo-sitionstidspunkter også her var angivet med større forbehold. Når de ikke bygger på primære kildestudier (originalmanuskripter, breve osv.), er det problematisk, at anføre dem med lige så stor sikkerhed, som tidspunkterne for de trykte værkers fremkomst, hvis dateringer det fremfor alt er Dan Fogs fortjeneste at have muliggjort med den størst mulige præcision. Men vi siger først og fremmest tak for endnu et værdifuldt bidrag til belysning af dansk guldaldermusik.