Bronius Kutavicius

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 03 - side 92-92

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

En præsentation af den 60-årige litauiske komponist


Af Ona Narbutienè

Da "Pantheistisk Oratorium" af Bronius Kutavicius i 1970 hørtes for første gang (ved en lukket' koncert for medlemmer af komponistforeningen), var meningerne meget delte. De yngre kolleger var betaget af det nye i værket og af den måde, menneskestemmerne blev benyttet på. De konservative komponister, som levede fastlåst i den sovjetiske realisme, var forfærdede over en sådan dristighed! Men Kutavicius' gamle lærer sagde: »Du har fundet din vej. Følg den, Kutavicius, og lyt ikke til hvad der bliver sagt.«

Og Kutavicius fulgte denne sin vej, rolig og besindig som han er. Det var ikke altid let i den sovjetiske tid, thi hans musik kunne ikke indpasses i den 'nødvendige retning', og værkernes emner - fra Litauens fortid, hvor nutiden blev anskuet fra en symbolsk synsvinkel, var overhovedet ikke noget man ønskede. Men ved hans koncerter var der altid overfyldt. Anerkendelsen blev støt større, og da den politiske situation lettede, og der blev udspændt tættere kontakter med udlandet, kunne hans musik høres i mange europæiske lande.

Hans første skridt på musikkens vej havde været anderledes enkle. Som bondesøn kom han sent til musikken. De første indtryk var folkesange, som moderen sang, og landsbymusikanternes musiceren. Så fulgte musikskolen i byen Panevèzys, hvor han lærte at spille violin og også besøgte korlederklassen. Studierne ved konservatoriet i Vilnius afsluttede han i 1964

(1959-64), 32 år gammel. Her studerede han komposition hos professor Anatanas Raciunas. Allerede de første selvstændige arbejder viste, at , Kutavicius' 'stemme' i i den litauiske musik i er meget personlig, i "Sonate for bratsch l og klaver" (1968) var det første højdepunkt ! i hans tidlige perio- i de. Den blev spillet meget og blev også det første af hans værker, der blev opført uden for hans hjemlands grænser. I dag ville vi sige: Ikke typisk for Kutavicius. Dodekafoni og aleato-rik træffer vi ganske vist også senere, men musikkens ekspressionistiske karakter var noget, som senere er blevet ham fremmed. Derpå fulgte sangcyklussen "Ved bredden" for sopran og fire brat-scher (1971) - og her 'fødtes' den Kutavicius, vi kender i dag, om hvis værker man kan sige: Der er få noder, men megen mening. I "Ved bredden" løser han et problem, som lige siden har været aktuelt for ham: tone og rum! Den samme tone klinger forskelligt fra forskellig afstand. Fire bratscher forskelligt anbragt på scenen 'komponerer' et klangrum, der er meget mere dynamisk end ved en traditionel opstilling. Disse idéer blev ført videre i mange andre værker, som f.eks. "Lille skuespil" for syngende skuespillerinde, to violiner og to klaverer - men ganske særligt i hans oratorier.

Teatralske elementer - som det at interpreterne bevæger sig - bliver et vigtigt udtryksmiddel, som findes i mange af hans værker. Omvendt viser de to operaer -børneoperaen "Den knoklede gamle mand på jernbjerget" og "Den grønne fugl Strazdelis" -adskillige oratoriske elementer.

Arkaisk, fast forbundet med folkets rødder, men tillige med det moderne - med disse ord kan grundlaget for hans skaben tegnes.

Hans kontakt med den litauiske folkemusik er intim -men helt personlig. Det viser et af hans kendteste værker af denne type tydeligt: "Dzukiske variationer" for kammerorkester og tonebånd.

Kutavicius' musik spænder vidt - fra små børnesange og musik for spillemandsorkester til komplicerede strygekvartetter. Men selv i den mindste sang genkender vi straks Bronius Kutavicius - hans fantasi, hans utraditionelle musikalske tænkemåde, hans egenartede natur.

Oversættelse fra tysk: Per Erland Rasmussen

Årgang 67/1992-1993, nr. 03