Efter Cage

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 03 - side 73-73

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

De falder med skræmmende korte intervaller for tiden. Messiaen, Nono, Scelsi, Feldman, Copland, Krenek. Og nu Gage. Den lille mand med det store hestegrin, anarkisten John Cage, har været her og er gået igen. Han blev ikke firs, kun næsten. Typisk Cage'sk, kunne man morbidt fristes til at sige, lige som festivaler havde sat alle sejl til og brugt store summer for at fejre hans 80-års fødselsdag med tilsteværelse og medvirken af komponisten himself, så går han hen og dør.

Mere end nogen anden har Gage mindet os om, at kunst og liv holder op. Hans egen død midt i august var, som det står at læse i artiklen på de følgende sider, i næsten chokerende overensstemmelse med hans liv: »Livet igennem huskede han os igen og igen på, at intet er givet på forhånd, og at dét som ikke kan forudsiges er mere interessant og levende end dét som kan. Hans musik - ikke mindst den han skrev i de seneste år - varer længe og holder pludseligt op; musikerne lægger instrumenterne fra sig eller de elektroniske lydgivere slukkes.«

Cage er den komponist, der med størst vedholdenhed har sagt, at han ikke har noget at sige og insisteret på at blive ved med at sige, at han ikke har noget at sige. Han arbejdede på kanten af stilhed og er uden tvivl den kunstner, som har leveret det mest substantielle angreb på den central-europæiske modernismes tro på det afrundede i sig selv hvilende værk med en indre logisk sammenhæng. De store fortællinger i det europæiske hus er ikke de samme efter Cage's uvoldelige angreb. Hans ikke-værker og udogmatiske kunstsyn bevirkede i 60'erne, at selv de mest kompromisløse og værktro komponister i en periode måtte se sig påvirket af den Cage, der i sit kunstneriske virke netop ikke ønskede at danne skole, at være normdan-nende. Alligevel fik han som olding vismandsstatus og et hav af epigoner. Og modstandere. Som den ledende kritiker på Washington Times svarede mig, da jeg for nylig spurgte, hvad han havde skrevet i sin Cage-nekrolog: »John Gage er død. Et kapitel er afsluttet. Vi må håbe, at noget lignende aldrig mere gentager sig i historien.«

Komponister har efterlignet ham, kritikere har gjort grin med ham, intellektuelle har været hånlige overfor hans teorier, tusindvis har læst hans bøger. Komponisten og kritikeren Tom Johnson sagde for tyve år siden, at hvis Gage nåede at blive 80, kunne det måske komme så vidt, at publikum i hans hjemby, New York, ville respektere hans musik, lige så meget som de gør det med anden musik. Efter nærmere eftertanke måtte Johnson trække sin profeti tilbage: »Nej, det vil nok alligevel ikke være tilfældet, til den tid vil C age uden tvivl have fundet nye måder at angribe vores sanser på, nye måder at sætte spørgsmålstegn ved vores værdier og derved få os til at tænke.« Det var et klogt tilbagetog; Cage var alt for uforudsigelig til at kunne passe helte-habitten. Hvilket må siges at være højst uamerikansk. Og alligevel har han med sin kunst indskrevet sig som nøglefigur i det 20. århundredes musikhistorie i kraft af sin indflydelse på instrumentalteatret, Pop Art, happening, multi-media, minimalisme, concept art og hvad de ellers kalder det alt sammen derovre. Og dét på at fortælle at han ikke har noget at sige.

Anders Beyer

Årgang 67/1992-1993, nr. 03