Filosoffernes musik

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 03 - side 105-105

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Philosophia,, årgang 20, nr. 3-4. Institut for Filosofi, Århus Universitet, u.a.


Af Søren Møller Sørensen

Tidskriftet "Philosophia", der har adresse på Filosofisk Institut i Århus, har barsiet med et dobbeltnummer med to temaer: "teknologi og filosofi" og "musik og filosofi".

Under sidstnævnte tema har redaktionen samlet 6 artikler af meget svingende kvalitet. Carl Erik Kühls bidrag "Karolines Kulokk" er skrevet med vid og sprogligt overskud. Det drejer sig om en spøjs filosofisk refleksion over betydningen af det rum, hvori der musiceres, i forbindelse med henholdsvis den autonome koncert-saismusik og forskellige former for funktionel musik. Titlen henviser til en norsk sæterjentes ko-kald, der analyseres som et eksempel på en funktionel musik, hvor musikudøvelsens konkrete rum er nærværende og musikalsk relevant, hvad ifølge forfatteren ikke er tilfældet i den kontemplativt tilegnede koncertsalsmusik. Jeg må antage, at artiklen indeholder en filosofisk intention, der er skjult for mig. Til vores forståelse af relationerne mellem funktionsbundet musik og musik, der som autonom gør krav på at blive hørt for sin egen skyld, bidrager den ikke meget.

Vagn Holmboes "Musik i perspektiv" er aldeles ufilosofisk og falder lidt uden for sammenhængen. Holmboe gør sig mistrøstige betragtninger over den aktuelle musikkulturelle situation og fraværet af alment accepterede kvalitetsnormer.

Peter Fuur Andersen tilfører ikke diskussionen af vores sammensatte musikkulturelle situation noget nyt ved sit forsøg på at kaste nyt lys på musikbegrebet med hjælp fra sprogteorierne i Ludwig Wittgensteins "Philosophische Untersuchungen".

Hans Goetz er i artiklen "Musik, menneske, filosofi" på jagt efter præmisserne for de kvalitetsnormer, som også Holmboe efterlyser. Goetz søger hjælp i sin egen teori om menneskets 'ontiske behov', hvortil kreativiteten hører. Musik, der imødekommer 'de ontiske behov' er god musik, synes han at mene. Men vi bliver ikke klogere på musikken ved at opfinde et behov, som den kan indfri. Michael Busk-Jespersens "Musik og følelser" er et anakronistisk opgør med 'følelses-æstetikken', og som hos Peter Fuur Andersen er den filosofiske reference den sene Wittgenstein.

Først i den teologistuderende Peter K. Westergaards "Filosofiens musikalske takt" er vi tilbage ved en filosofisk tekst, som kan tages alvorligt. Nu er emnet imidlertid også et nyt. Det drejer sig ikke længere om filosofiske refleksioner over musikken og musikbegrebet men om et forsøg på at sammenfatte Wittgensteins spredte overvejelser over sine filosofiske teksters musikalske aspekter. Westergaards tekst gør fint fyldest som et stykke filosofihistorie og bidrager til vores forståelse af Wittgenstein som et fintfølende menneske med kunstnerisk begavelse og kunstnerisk tilgang til sit filosofiske arbejde.

Årgang 67/1992-1993, nr. 03