Nogle hemmeligheder i "Den magiske sanskritcirkel"

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 03 - side 93-96

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

En analyse af Bronius Kutavicius' komposition "Den magiske sanskritcirkel" (1990)


Af Inga Jasinskaitè-Jankauskienè

For "Den magiske sanskritcirker såvel som for andre kompositioner af Bronius Kutavicius er ritualkarakteren, den panteistiske behandling af tid og rum og overfloden af symboler på forskellige niveauer de mest typiske træk. Den polske musikvidenskabsmand Krzysztof Droba skriver i det polske musikforlag PWM's folder:

»Kutavicius har ved at søge tilbage til folkekunstens kilder kunnet gøre tiden til noget helligt påny og formået at tilføre den en magisk eller rituel dimension. Kutavicius' oratorier "Verdenstræet" (1986), "Panteistisk Oratorium" (1970) og "De sidste hedenske riter" (1978) er sådanne kompositioner.«

Kutavicius er en af de moderne komponister, i hvis skaberværk det er muligt at fornemme en mytisk tænkemåde. At tænke mytisk er karakteristisk for litauerne, som lever med i og grunder over myternes rige univers. Sort og hvidt er for dem ikke modsætninger - men eksisterer side om side. Tilsvarende med liv og død, fordi døden Tier' betyder liv 'dér' - i fortiden såvel som i fremtiden. Følelsen af at være et led i universets evige, cirklende bevægelse er det vigtigste i tilværelsen. "Den magiske sanskritcirker synes ikke mindst at handle om det.

Sædvanen tro begynder Kutavicius' komposition med titlen. Herom siger han:

»Cirklen er kompositionens essens. Alting gentages ligesom i orientalsk filosofi efter så og så mange århundreder, efter tusinder af år.«(1)

Og det hedder videre: »Denne komposition skrev jeg som en slags 'sjælemusik', og det er derfor jeg ønskede at give tonesproget en universel dimension. Idéen med gentagelsen, symbolet på 'livscirk-len', fik mening gennem de endeløse kanons i nogle af stemmerne.(2)

Digteren Sigitas Geda, hvis digt indgår i "Den magiske sanskrit-cirkel", skriver i partituret:

»Litauen - er for en tid reinkarnationens sted...Tidens og rummets parametre forandres. Alting sker og det mange steder... Det er en mangestemmig verdensfuga... Den klinger i cirklers og ovalers form...«(3)

Sådanne forklaringer udgør kun en del af den erkendelsens vej, der fører ind til "Den magiske sanskritcirker. Vil man gå hele vejen, tvinges man til at undersøge partituret. Det er særlig interessant, fordi dette er noteret med forskellige former for grafisk udtryk. Af disse gentager det første, midterste og sidste samme tekstur, timbre og intonationer(4) kun med mindre ændringer. A betegner vi disse tre symmetrisk anbragte afsnit. Udtrykt i bogstaver forløber "Den magiske sanskritcirkel" som vist i eks. 1.

De tre genkommende A-afsnit omkranser to tredelte forløb bestående af 2.-S.-4. og 6.-7.- 8. afsnit. Disse tredelte forløb danner afgrænsede områder, hvis sidste dele (4. og 8. afsnit) er kanons. Denne opdeling med to slags rum i musikken (de symmetrisk placerede omkransede forløb BCD og OEF og de omkransende afsnit A, A1 og A2) er emnet for det, der nu følger.

Vi kan opfatte kompositionen grafisk eller skematisk som vist i eks. 2 på næste side. Eksemplet viser tre trekanter. De to små - inde i den store tredie - er anbragt over for hinanden som binære poler, der er spejlvendt i forhold til hinanden. Disse trekanters toppe (B og F) står diametralt modsat, og toppene er de tredelte områders hovedafsnit.

Hovedafsnittet B kalder vi 'Solen', fordi partiturets stemmer her tegner en sol. Her er også BCD-forlø-bets energiske del. De to følgende afsnit (C og D) er som satelliter til 'Solen'. 3. afsnit er som en skygge -det klinger meget lyst med små klokker og danner bindeled mellem t Sol'-afsnittet og 4. afsnit. I partituret er det formet nærmest som et tekstil-ornament. Det sidste af de tre afsnit (D) er en fortsættelse af 'Sol'-afsnittet. Der er den samme energi (ff, uendeligt rum) og den samme successive indsats af stemmerne.

Idéen med at fylde hele rummet ud med klange, som tog sin begyndelse i 'Sol'-afsnittet, foldes nu helt ud. Slægtskabet mellem 2. og 4. afsnit ses rent grafisk i partituret: 2. afsnit har solens form, mens 4. afsnit minder om de sekskantede honningceller i et bistade. Solen er energiens kilde, og honning et resultat af denne energi (se nodeeksempel (eks. 3 på side 95).

Modpolen til dette første tredelte forløb finder vi som nævnt i 6.-8. afsnit. Den centrale del er her 8. afsnit (F) - 'Stjernen' (se eks. 4 på side 96). De to forudgående afsnit peger begge henimod denne stjerne. 6. afsnit er en kortere variant af 'Skyggen' og indleder OEF-om-rådet. Dets ornamentlignende form, instrumentationen med små klokker og intonationerne er som før. Ovenpå de lyse klokkeklange udgør 7. afsnit (E) en kontrast. Lad os kalde E 'Trinene' - for i partituret ser man en trappe af parvise stemmer.

Her begynder kompositionen at blive dramatisk. De ostinate træblæserstemmers skalamæssige tonemateriale danner snart et cluster, og træblæserne spiller ff. Kulminationen er nær. Men det endelige mål for udviklingen kommer først i 8. afsnit, 'Stjernen', C1EF-områdets hovedafsnit. Dettes form er den sekskantede stjernes (se eks. 4). Mens de bevæger sig ad de (node)linier, som danner en stor sekskantet stjerne med tolv trekanter indeni, snævrer musikere og sangere musikken ind dynamisk fra ff til pp. Og de kommer nær ved det punkt, der er døden. Kun én gang i hele kompositionen forekommer pp - og det er her i 8. afsnit. Vi ser her et rum, der gradvist lukker sig - i modsætning til 'Sol'-afsnittet. Er det døden?, kunne man spørge. Herom har Kutavicius sagt:

»Det er samme hemmelighed -dødens hemmelighed. Sanskritcirklen er - som ingen af mine øvrige kompositioner - meget dramatisk, tragisk, et sted mellem liv og død. Jeg ser ingen optimisme dér, og jeg ved ikke hvorfor.« (5)

Hans ord synes at bekræfte den fortolkning, som fremlægges i denne analyse. De synes også at TDe-vise' idéen med modsatstillede trekanter. Denne idé viste sig frugtbar i og med, at den kunne føre fra kompositionens grafiske plan og over i det betydningsmæssige. Komponisten har talt om sit forsøg på at nå det universelle i netop dette værk. Og det universelle får liv og mening gennem kompositionens form, der kan siges at være summen af tre trekanter (se eks. 5).

To af disse udgør som nævnt de omkransede forløb (2.-4. og 6.-8. afsnit). Den store tredie trekant er de genkommende, omkransende A-afsnit (1., 5. og 9. afsnit). Formens statiske karakter er med til at fremhæve det universelle. Den er ladet med enkel symbolik.

Hvor findes begrundelsen for at se 1., 5. og 9. afsnit som en krans om hele værket? Det er nemlig ikke nok at sige, at disse afsnit ligner hinanden meget, hvad tekstur, intonationer og timbre angår. Også instrumentationen har stor betydning. Kutavicius bruger nemlig et nyt 'instrument', et gammelt høstredskab - hørskætten.(6)

»På min gård i Dzukija fandt jeg hørskætten, som var lavet af en trækasse og søm. Når jeg rørte ved den, lød det som sjælemusik. Det var en ubestemmelig lyd, men den mindede om vind der blæste gennem sømmene. Man kan ikke fremkalde denne musik med andre instrumenter - kun med disse u-traditionelle instrumenter.«(7)

Ved hjælp af dem skaber Kutavicius (i 1., 5. og 9. afsnit) et tidløst rum, som er kompositionens sjæl. Men behandlingen af tiden er speciel. F. eks. skal hver enkelt medvirkende spille polyrytmisk med sig selv i ottendedele eller seksten-dedele. Den enkelte stemmes mi-kroverden er blot et led i helhedens makroverden, bundet og i afsnit A med klar retning mod 'Solen' (2. afsnit), omend i forskellige tempi og rytmer. Målet er at mødes i 'Solen'. Herunder bliver de rytmiske værdier gradvist mindre og mindre, indtil de noteres som punkter i partituret, stænk af støv, der fylder universet. Rummet bliver på den måde større. Det er kosmos og mytisk tidsopfattelse. Det universelle i den mytiske tid får en særlig understregning gennem hørskætterne og den særlige strukturelle intonation i 1. afsnit, som bygger på arkaiske udformninger af tertsen og sekunden hentet fra den litauiske folkemusik. Afsnittets særlige atmosfære er altså resultat af visse konstante tegn i instrumentation, intonation og tekstur, som senere genetableres - i 5. og 9. afsnit.

En sekskant inden i en trekant -sådan ser "Den magiske sanskrit-cirke Fs form ud. Symbolikken heri lader sig forklare - men der er mere end én forklaring. Det er vigtigt at se formen som det, den er, nemlig en alt andet end statisk fremadskriden. Når man således bevæger sig gennem værket, bliver de trekantede former cirkulære, og en cirkelform begynder at tone frem. I formoversigten så vi på lighederne mellem afsnittene i kompositionen. I formen, som den opleves når vi bevæger os gennem værket, bliver forskellene vigtigere. Først og fremmest vil vi lede efter forskelle i de ensartede afsnit A, A1 og A2. Disse gentagne afsnit viser nemlig bevægelsens retning. I 1. afsnit afslører alle tegn en målbevidst skynden sig mod 'Solen'. Det emotionelle niveau forbliver derefter uændret indtil A1. Her er instrumentationen, teksturen og systemet af intonationer som nævnt principielt de samme, men der er også forskelle: Dynamikken er svagere (mf i stedet for ff; mf forekommer kun her), teksturen er fyldigere og dybereliggende, og hvad det intonationsmæssige angår, dominerer tertsintervallet. På baggrund af disse iagttagelser, kan vi fastslå , at 5. afsnit åbner for noget nyt. Der sker et kvalitativt spring. I 1. afsnit spredtes støvpartiklerne ligesom solens stråler, men i 5. afsnit flyder energien langsomt ud i de efterfølgende lange linier. »Linien er punktet i bevægelse«, som Kandinsky sagde. Man ser og hører en bred strøm af lyde. Afsnittet bevæger sig ned fra himmelen og åbner dermed for det klangrum, som danner ramme om det andet tredelte forløb (6.-8. afsnit). Dette skift af rum og tid i 5. afsnit genspejles i en verslinie fra digtet "Den magiske sanskrit-cirke F:

»I den anden verden lyttede jeg efter lærken.«

7. og 8. afsnit tiltrækker sig specielt lytterens opmærksomhed på grund af træinstrumenterne skuduciai (der minder om panfløjter), birbynes (der ligner klarinetter) og skrabalai (en slags xylofoner), som her introduceres. Teksturen svulmer gradvist op til et cluster, og det er ligesom om bevægelsen går i stå. Dette indtryk fremhæves af dynamikken, der skifter fra ff til pp, og af den lukkede form: kanonen i 'Stjernen'. Som nævnt er det den grafiske form, der giver dette billede af gradvis formørkelse og diminution. Bevægelsen har retning mod døden -mod den omvendte trekants nedadrettede top. Men døden er relativ, for den bremser ikke cirklens bevægelse.

Det sidste afsnit (9) viser tilstedeværelsen af stor vitalitet. Man genkender elementer fra 1. og 5. afsnit: instrumentationen med hørskætter, teksturen med punkter og linier og den fremherskende intonation byggende på tertsintervallet. Det vigtigste i dette afsnit er selve op-hørsprocessen - klangene dør ud, så snart de har lydt. Nye er de konsonerende lodrette linier i parallelbevægelse. Dynamikken er p. Og så er der lyden af klokker -symbolet på skæbnen. Måske peger alt dette mod en ny tunnel, der fører til et nyt rum...?

De omkransende afsnit (A, A1 og A2) viser bevægelsens vej oppefra og ned - gennem kompositionens statiske og ikke-statiske former. Mere alment udtrykt kan man sige, at livets, dødens og universets trekanter (hhv. 2. - 4., 6. - 8. og L, 5. og 9. afsnit) udgør kompositionens statiske form. I det forløb, der danner 2. - 4. afsnit, hvor 'Solen' dominerer, pulserer stor energi. Det er livets forløb. Det andet, hvor 'Stjernen' dominerer, dødens.

Trekanternes spidser bliver som følge af den fortsatte bevægel-sesproces i den grafiske gengivelse nu i stedet runde, som en cirkel, der ikke lukkes. I virkeligheden er det en spiral uden nogen klar begyndelse eller ende (se eks. 6).

De gentagne afsnit (l, 5 og 9) er spiralens ringe. Broer, som fører videre til nye sfærer og tider.

Fodnoter:

(1). Gaidamaviciuté, Ruta (1991). Pokalbis su kompozitorium B. Kutavicium (Samtale med komponisten B. Kutavicius, The Fields of Culture, 4) p. 33-39. Vilnius: Spauda.

(2) Partituret til "Den magiske cirkel".

(3) Ibid.

(4) Udtrykket intonation er almindeligt i østeuropæisk musiklitteratur. Intonationer handler om musikkens (specielt melodiens) og de musikalske strukturers udtryks- og indholdsside - forstået som afspejling af forhold uden for musikken selv. I denne artikel anvendes ordet 'intonation', når der tales om melodi-intervaller. O.a.

(5) Gaidamaviciuté, Ruta. Ibid. p. 37.

(6) Hørskætter brugtes til at skætte hør, dvs. til at fjerne de træagtige dele af stænglerne. O.a.

(7) Ibid. p. 36.

Artiklen er oversat til engelsk fra: Inga Jasisskaité: Kai kurios "Magisko san-skrito rato" paslaptys, arba Idomus zaidimas su trikampiais. Vilnius: Spauda 1991. Oversat fra engelsk og forkortet til DMT af Per Erland Rasmussen.

"Den magiske sanskritcirker opføres ved MUSIKHØST 92 af Vilnius Ny Musik Ensemble. Det sker lørdag d. 21. november kl 20.00 i Odense Koncerths. Koncerten transmitteres i DR, P2 den 24. november kl. 21.30.

Årgang 67/1992-1993, nr. 03