Ny Carl Nielsen-bog

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 03 - side 104-105

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Birgit Bjørnum & Klaus Møllerhøj: Carl Nielsens samling.

Katalog over komponistens musikhåndskrifter i Det Kongelige Bibliotek. / The Carl Nielsen Collection. A catalogue of the Composers' Musical Manuscripts in the Royal Library. Danish Humanist Texts and Studies. Ed. Erland Kolding Nielsen. Det Kongelige Bibliotek/Museum Tusculanums Forlag 1992. 301 sider (inkl. diverse registre og 23 sider plancher). Pris Kr. 375,00. ISBN 87 7289 179 3.

Af Jørgen I. Jensen

Mindre end 14 dage før Carl Nielsen døde i efteråret 1931, rettede Det Kongelige Bibliotek en henvendelse til "Maškaráde", som netop på den tid blev genoptaget på Det Kongelige Teater. Violinisten Thorkild Nielsen har gengivet en typisk Carl Nielsen-replik i den forbindelse: »Jeg har ledt efter det og fundet blyantspartituret og afrevne lapper, men det ville de allerhelst have - det er nogle løjerlige folk, disse biblioteksmennesker.«

Hermed var begyndelsen gjort til indsamling af Carl Nielsens manuskripter og skitser. I de følgende år blev saml ingen udvidet, med assistance og velvilje fra utallige, der har kendt komponisten og lå inde med manuskripter, og med hjælp fra Anne Marie Carl-Nielsen og navnlig de to døtre Irmelin Eggert Møller og Anne Marie Telmanyi. Ordningen af materialet har krævet en stor indsats fra Det Kongelige Bibliotek og et stort detektivarbejde fra forskere, særlig Torben Schousboe, der også har en væsentlig andel i forarbejdet til denne nye katalogudgivelse.

Her, lidt over 60 år efter at Carl Nielsen blev kontaktet af de løjerlige biblioteksmennesker, er samlingen blevet så stor og velordnet, at Det Kongelige Bibliotek kan fremlægge en kata-

log over Carl Nielsens manuskripter og skitser i Nodeafdelingen, der fylder 235 sider. Det er et imponerende arbejde, præget af bibliotekets faglige professionalisme, og med registre og andre oversigter, som det har krævet en stor minutiøs indsats at udarbejde.

Når man tager bogen i hånden er den - ligesom Bent Viinholt Nielsens store Rued Langaard-værkfortegnelse - en stærk inspiration, et aftryk af et komponistliv i samspil med tekster og begivenheder. Man skal ikke have funderet særlig længe over Carl Nielsens plads i den danske kultur, før man får brug for nogle af katalogens oplysninger om manuskripter i Musikafdelingen. Foruden noderne opbevarer Det Kongelige Bibliotek komponistens breve og optegnelser; de befinder sig i Håndskriftsafdelingen. På trods af, at ordet katalog kan lyde lidt tørt, er bogen således både herlig og banebrydende. Banebrydende, fordi den baner vejen mellem det videnskabelige bibliotek og verden udenom. Vi kan ikke alle være Carl Nielsen-forskere; men selvom en udgivelse af denne art naturligvis vil være uundværlig ved den fortsatte udforskning af Carl Nielsens indsats, så er selve udgivelse et udtryk for meget mere, som også ligger i forlængelse af Carl Nielsen selv: demokratiseringen, folkeliggørelsen af åndsarbejde og værdier. Nu kan enhver interesseret skaffe sig et hurtigt overblik og finde frem til den komposition, den fase eller det problem, som optager hende eller ham, og rekvirere det pågældende manuskript. Det kan bestilles på læsesalen eller kopieres (idet materialet ikke kopieres i uddrag, men kun efter den samlede nummerering i katalogen).

Men bogen er samtidig herlig, fordi der er ofret så meget på plancher, der gengiver en række af Carl Nielsens manuskripter og er ledsaget af tekster, der giver perspektiv. Tilsammen fører katalog og plancher videre i forståelsen af Carl Nielsen. Nok en gang konfronteres man med hans dobbeltstilling: symfoniker og sangkomponist; og nok en gang kan man nuancere hans verdensbillede, når man ser på, hvor stor en andel af katalogens plads, der optages af sangene. Mens afsnittet der registrerer manuskripter med instrumental musik fylder 65 sider, optager vokalmusikken 122 sider. Ganske vist angiver en katalog jo titler og andre konkrete oplysninger, så sammenregningen siger intet om, hvor meget de to arter af musik fylder når den spilles, og slet intet om, hvor meget den fylder i tilhørerens bevidsthed. Men det ændrer ikke ved, at man kan få mange nye ideer af katalogen. Det gælder f.eks. en videretænkning over det melodiske element i hans musikalske univers, når man ser, at urformen til hans sange er selve den enstemmige melodiske linje; og det gælder hans valg af tekster: Grundtvig og Paul Hellmuth er de hyppigst forekommende navne, som man ser af personregistret. Det skyldes jo de mange manuskripter til salmemelodier, hvor Grundtvig mange gange har leveret teksterne og organisten Paul Hellmuth har samarbejdet med Carl Nielsen om melodiernes harmonisering. Det sidste er en interessant historie, som Torben Schousboe tidligere har fortalt i Dansk Kirkesangs Års-skrift (1969-70), men som her yderligere dokumenteres. Det er således Hellmuth, der har harmoniseret "Min Jesus lad mit hjerte få", som Carl Nielsen brugte i variationssatsen i blæserkvintetten.

Hvordan har Carl Nielsen egentlig opfattet forholdet mellem den melodiske (ur)linje som det, der skaber musikkens egentlige fremdrift på den ene side, harmonier eller harmonisering på den anden? Og hvordan forvaltes denne stærke tro netop på melodien i en senere musikkultur?

Det er i den forbindelse heller ikke uden interesse at se i katalogen, at Carl Nielsen har instrumenteret Oluf Rings melodi til Jakob Knudsens "Se nu stiger solen". Oluf Rings, Laubs og Thorvald Aagaards indsats set i forhold til Carl Nielsen fremstår på trods af, at stoffet og melodierne er kendte, stadig som noget gådefuldt, en fornyelse, hvis egentlige nyhed og fremtidsmulighed vi vist nok endnu ikke har lyttet os frem til. En nærmere afsløring af forskellene mellem Laub og Carl Nielsen ville måske kunne føre videre. Jeg kan i hvert fald ikke frigøre mig fra, at der i nogle af Carl Nielsen og Oluf Rings salmemelodier ligger et helt univers af muligheder for en ny kirkesang (og dermed formentlig også for et fornyet kirkebegreb).

Bevæger man sig til oplysningerne om symfonierne får man også noget at tænke på, navnlig i forbindelse med Espansiva-symfonien. Det viser sig, at Carl Nielsen oprindelig har forestillet sig en kort indledning inden det store hymniske tema i sidste sats, og at han har arbejdet med en tekst, da han komponerede de i den endelige version tekstløse vokalpartier i symfoniens anden sats. Her fører manuskripterne ind til de helt store spørgsmål i forbindelse med Carl Nielsens kunst - i hvert fald hvis man mener, at en opklaring af forholdet mellem 3. og 4. symfoni er en nøgle til forståelsen af hans udvikling og samspil med den samtidige kultur: hvad er det for kræfter i tiden, der har fået ham til at stryge indledningen til 4. satsens hovedtema, når de andre satser netop har indledninger? - kunne man f.eks. spørge. Og når han har arbejdet med tekst til vokalstemmerne og taget den ud igen, står man med endnu et af hans hovedproblemer: forholdet mellem sprogets mening og musikkens egen u-begribelige dynamik og form. Nok en gang ser man, at sprog og musik har ligget lige ved siden af hinanden i hans bevidsthed; præciseringen af dette forhold er et af de problemer, han har rakt videre til eftertiden.

Hvis man som undertegnede mener, at perioden i Carl Nielsens liv fra århundredeskiftet frem til 1914 som motto kan have en udtalelse fra et brev, mens han komponerede anden sats af Espansiva-symfonien: »Mon ikke til syvende og sidst de Mennesker har Ret som siger: bare ikke tænke. Mon ikke Solens Lys og den blaa Luft burde være al vor Stræben?« - ja, så bliver man jo ikke ked af at se, at den tekst han har arbejdet med til Adams og E vås stemmer i Arkadien lyder: »Alle Tanker er svundne. Ah! Jeg ligger under Himlen«. Således kan sproget tømme sig selv for mening og give plads for musikken. Men det er kun én mulighed. Efter 1914 kom den erfaring til at tage sig helt anderledes ud for ham.

Man kunne blive ved med at fremhæve inspirationer fra Birgit Bjør-nums og Klaus Møllerhøjs arbejde, også når man læser om de allertidlig-ste værker, som burde trykkes og indspilles, både fordi der rundt omkring er stor interesse for dem og fordi de viser Carl Nielsens stærke gæld til det 18. århundredes musik.

Med udgivelsen har Det Kongelige Bibliotek slået dørene op på vid gab til en af bibliotekets hemmeligheder: manuskripterne; så biblioteksmennesker er altså ikke helt så løjerlige som Carl Nielsen selv mente, da han blev kontaktet af bibliotekarerne. Den gang drejede alt sig for ham om det endelige værk og dets opførelse. Idag må en tidssvarende opfattelse af musikkens plads i kulturen gå ud på, at musikkultur er mere end summen af de enkelte færdige værker. Der ligger et liv imellem værkerne, som værkerne har suget til sig, men som det nu kan være opgaven igen at rede ud - så det kan komme frem, at musikken er en vital kraft midt i det kulturelle liv, ja uden tvivl den væsentligste - det, som Carl Nielsens liv i sig selv er et udtryk for.

Årgang 67/1992-1993, nr. 03