Debat

Af
| DMT Årgang 68 (1993-1994) nr. 02 - side 70-72

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Om musikalsk nyskabelse

I DMT nr. l (1993/94) har kulturredaktøren ved Berlingske Tidende, Jakob Levinsen, et indlæg i debatten omkring P2's musikformidling, Flaskepostens filosofi, som har voldt mig en del hovedbrud. Hvis jeg forstår ham ret, mener han, at Dansk Komponist Forenings (DKF) komponister ikke skriver musik, der er værd at sende, og ihvertfald ikke musik, der kan hamle op med den store forskelligartede masse af musik, som kan opleves på f.eks. MTV.

Jeg er, ikke overraskende, uenig. Men da jeg meget vel kan have misforstået et og andet, vil jeg referere Le-vinsens indlæg punkt for punkt og kommentere undervejs (i parantes).

1. Forestillingen om musikmediernes særlige forpligtelse på ny musik (skal man her læse: DKF's ønske om seriøse programmer?) synes baseret på Adornos krav om, at ny musik skal være mere end bare nyskreven, for at legitimere interesse. Den skal bryde med fortiden og være kritisk overfor nutiden.

2. Dette krav er formuleret i 1940'rne for næsten et halvt århundrede siden. (Skal det forstås derhen, at det er et utidssvarende krav idag?).

3. De virkelig store komponister arbejder ikke ud fra en sådan kunstopfattelse. Mindre ånder postulerer at gøre det, men er faktisk om muligt endnu mere traditionsbundne end 'de virkelig store'. (Altså Adornos tankeverden kan ikke legitimere forpligtelse på ny musik?)

4. Da der ikke er ny musik, der lever op til Adornos krav, er der heller ingen musik som P2 er forpligtet til at behandle, jvf. punkt 1. I øvrigt forstår lytterne kun musikken alt for godt. (Betyder det at de alt for godt forstår, at den er håbløst utidssvarende?).

5. Hvis DKF udsagde sandheden om tidsånden, så var der grund til at laste P2. (Her er vidst underforstået, at det gør DKF sandelig ikke, den forstod jeg godt, men jeg er lidt i tvivl om, hvilken sandhed DKF tror de sidder inde med. Er det DKF's komponister, der under punkt l ideologisk baserer sig på en utidssvarende filosofi, mens de, jvf. 3., i praksis netop lader hånt om denne filosofi?).

6. DKF har endnu ikke kunnet argumentere for, at de sætter dagsordenen, og de skelner heller ikke mellem

'Ny' og bare 'ny- skreven' musik. (Man skal altså ifølge kulturredaktøren skelne mellem det radikale 'Ny' og bare 'nyskreven'?).

7. Derfor bør P2 bruge journalistiske kriterier for musikudvælgelse (er det fødselsdage og lignende?).

8. Synes man ikke om det (om hvad, de journalistiske kriterier, eller den manglende seriøse behandling af partiturmusikken?) kan man høre P3. (Det er vel på en eller anden måde underforstået, at her er det virkeligt nye, men hvordan denne musik overflødiggør partiturmusikken, har jeg ikke rigtig fundet ud af endnu).

Der er mange ting jeg ikke forstår. Hvis punkt 2 og 3 netop viser, at filosofien bag punkt l ikke er legitimerende for en musik skrevet idag, hvorfor hives punkt l så ind som legitimerende for en afvisning i punkt 4?

Jeg forstår heller ikke punkt 6, når nu punkt 2 og 3 godtgør, at den filosofi er irrelevant. Hvorfor skal DKF så argumentere for den? Hvordan følger det, at P2 er i sin gode ret til at vælge journalistiske kriterier (er seriøs kulturbehandling kun journalistisk indenfor litteratur?) når DKF ikke argumenterer for noget som, ifølge redaktøren, ikke bør argumenteres for?

Og hvordan forholder det sig til punkt 8? Er det kulturredaktørens påstand, at P3 afspejler en prioritering mellem 'Ny' og bare 'nyskreven' musik?

For mig er indlægget altså ikke i sig selv umiddelbart forståeligt, men det behøver heller ikke læses isoleret. Det indgår rent faktisk i en sammenhæng. Kulturredaktøren har i løbet af de sidste par år skrevet en række artikler og indlæg, der tilsammen dokumenterer hans syn på musiklivet. Går jeg ud fra.

Jeg vil fremgrave tre tidligere indlæg, og kommentere disse, i et forsøg på gennem dem at få flaskepost-indlægget belyst.

I 1991 (DMT 91/92 s. 53) afsluttes en kommentar (Ud af osteklokken) med disse linjer:

»Den - om man så må sige - gammeldags ny musik kan ikke gøre krav på nogen form for særbehandling. Slet ikke i dag, hvor samplerteknologi med mere gør, at nogle af de mest spændende musikalske nyskabelser sker helt andre steder i musiklivet. Men den kan nok i sine bedste stunder have særlige kvaliteter, der gør det relevant at dyrke den ... slet og ret fordi den er det værd«.

Her formuleres et credo. Partiturmusikken kan til tider have kvaliteter, der gør den værd at beskæftige sig med, men den kan slet ikke gøre krav på særbehandling, fordi de mest spændende musikalske nyskabelser sker helt andre steder i musiklivet. Det lyder jo forjættende. Levinsen har fundet et miljø, hvor der arbejdes med deciderede musikalske nyskabelser af helt andre dimensioner, end de forstokkede partiturkomponisters gammel-mands-forsøg.

Med spænding venter man på yderligere information om dette pionermiljø, og længe skal man ikke vente. I næste årgang af DMT (1992/93) afsløres på side 46, hvor det er, at disse nyskabelser finder sted. I en artikel, der angiveligt skulle handle om computermusik generelt, skærpedes det Levinske credo. Artiklen (Anarki der vil noget) handler udelukkende om computermusik i rocksammenhæng. Der var åbentbart ikke noget partiturmusik i den genre af en kvalitet, der gjorde den værd at dyrke!!!

De spændende nyskabende værker skrives af grupper som

»... Frankie Goes to Hollywood -hvis opulente collager på debutalbummet Welcome to Pleasuredome er et af den nyere computermusiks absolutte hovedværker...« (min kursivering).

Stedet for musikalsk fornyelse af betydning er altså den rock-relaterede computermusik. Samtidig opdager vi ved et blik i diskografien (kaldet: ""Lyt til nyt""), at genrens hovedværker begge er ni år gamle!!! Betyder det på den ene side, at partiturmusikken i de sidste ni år har været så håbløst gammeldags, at ikke ét værk indenfor de sidste ni år markerer fornyelse i forhold til disse to, så betyder det vel på den anden side også, at det er så som så med den rivende musikalske fornyelse indenfor denne fantastiske gren af computermusikken?

At det ene af disse værker, nemlig Lars H.U.G.s City Slang, er et unikt, uovertruffent værk, er jeg iøvrigt fuldstændig enig med Jakob Levinsen i. Men netop dette værks problemstillinger er jo ikke siden taget op. Det understreger måske netop, at en dybde i udtrykket, som man finder det i City Slang, ikke har sin plads rent salgsmæssigt i denne genre. Og dermed er musik, der søger en sådan (gammeldags?) dybde bedst tjent med at holde sig fri af de markedsmekanismer, som denne sprudlende rockmusik trods alt er underlagt.

Sådan synes Levinsen ikke at tænke. Artiklen er ikke en rockhistorie, men eksemplificering af de steder i musiklivet, hvor de mest spændende nyskabelser sker overhovedet. Til ordene 'musik' og 'computermusik' er der ikke underforstået et 'relateret til en rocktradition1. Ordene gælder det totale musikliv. Artiklen konkluderer:

»Den vidtfavnende computermusik-scene, som Global Kaos forløbig er det mest virtuose eksempel på, er så afgjort ikke det mindst spændende i tidens musikliv. Snarere det område, som i kraft af de i princippet ubegrænsede teknikker, og hvad de medfører af aldrig før hørte stil- og klang-kombinationer, afstikker rammerne for kommende tiders musik«.

Partiturmusikken er ikke værd at beskæftige sig med, kommende tiders musiks rammer afstikkes af rockverdenen! Kulturredaktøren på Berling-ske Tidende er dødsens alvorlig, når han opfordrer DMT's læsere til at glemme alt om P2-stridighederne og istedet lytte til den rigtige nye musik på P3.

Når Jakob Levinsen laver et komponistportræt, kan det derfor ikke undre, at det er om en rockmusiker. Eller næsten. Levinsen portrætterer under titlen Det så udansk den danske komponist Anne Linnet (DMT 1992/93 s. 122). Fokus er på hendes vidtfavnende produktion, og Levinsen konkluderer:

»Udover sin indiskutable position som stilistisk fornyer af dansk pop ... er det nok så meget som eksempel, som type, at Anne Linnet er så væsentlig i dansk musik, som hun er. Den stive opdeling mellem partitur- og populærmusikalske udtryksformer ... er endnu reglen snarere end undtagelsen — men det er kunsten at færdes ubegrænset mellem genrerne, evnen til at udnytte og forene de væsentligste teknikker og udtryk fra hver, som peger fremad«.

Er det nu udtryk for en holdningsændring? Er der måske en musik ved siden af rocken, en musik som - forudsat at komponisten komponerer med base i rocken - kunne være nyskabende på andre præmisser? Måske, men er en sådan tvedeling egentlig gunstig rent kunstnerisk?

At man som komponist er alsidigt orienteret, er vel idag en selvfølge, men om en komponist også kan være skabende både som partiturkomponist og rockmusiker, uden at i det mindste et af felterne kommer til at lide derunder, er et åbent spørgsmål. Hvis da ikke det var fordi kulturredaktøren selv indirekte giver svaret. I forbindelse med Linnets partiturkompositioner har Levinsen nemlig disse kommentarer:

»... som om Anne Linnet skulle have særlige ambitioner om at gå en Nørgård, en Nørholm eller en Ruders i bedene. Man sammenligner jo heller ikke Pelle Gudmundsen-Holmgreens solostykke for el-guitar med Jimi Hendrix ...«

Kulturredaktørens eget krav synes undermineret af ham selv. Med mindre man da skal underforstå, at Nør-gårds, Nørholms og Ruders' kunstneriske bestræbelser tilhører en svunden æra, der helst bør forblive uden efterfølgere.

Man kunne også spørge om rockmusikken har vundet ved Anne Linnets bredde. Hvis vi igen holder os til Le vin sens eget bud på fremadpegende musik, jvf. computermusik-indlægget, så synes man heller ikke her at spore denne forfærdeligt frugtbare alsidig-heds frugter, i og med ingen af Anne Linnets plader nævnes her.

Ved at henvise til det usammenlignelige mellem f.eks. Hendrix og Gud-mundsen-Holmgreen, peger Levinsen også på, at der er en fundamental forskel på Linnets partiturkompositioner og f.eks. Nørgårds partiturkompositioner. At Linnets musik sælger godt skyldes altså ikke bare, at hun er up to date i sin markedsføring og forstår at bruge medierne. Musikkens krav til lytteren er af en anden type, end f.eks. Nørgårds 5. symfonis.

Musik er altså ikke bare musik. Der er en grund til, at radioen har delt sig i P2 og P3. Placeringen af musik i P2 er altså ikke så meget et spørgsmål om denne musiks radikalitet, som dens krav til lytteren. Dens uduelighed som baggrundsstøj. Da denne musik tilmed ofte indeholder lag, som kun en fordybende gennemgang af stoffet kan formidle, synes det naturligt at præsentere musikken i rammer, der muliggør en sådan formidling.

Jakob Levinsen efterlyser, at DKF argumenterer for deres medlemmers berettigelse til at blive radiotransmit-teret. Med sin egen indsigt i partiturmusikken og dens problemstillinger er det imidlertid ham selv, der leverer den bedste kritik af en sådan argumenta-tionstvang. I det først citerede indlæg (Ud af osteklokken), leverer Levinsen følgende salve:

»Det forunderlige er jo, at man aldrig finder på at skælde forfattere af ny poesi ud, fordi en digtsamling normalt trykkes i 500 eksemplarer, hvoraf endda de færreste sælges i normal handel. Eller skælder jazz-musikerne ud, fordi de jævnt hen og bogstavelig talt i største ubemærkethed bivanes af et publikum, der er endnu mindre end den ny partiturmusiks. Eller skælder atomfysikere eller andre avancerede fagfolk ud, fordi deres forskning ikke er alment tilgængelig. Eller skælder Bach ud, fordi der sidder ti mennesker til en orgelkoncert. Eller skælder Vorherre ud, fordi folk ikke går i kirke«.

Jeg vil blot tilføje, at ovenstående lige fra ny poesi til kirkestoffet behandles seriøst på egne betingelser i radioprogrammer.

Svend Hvidt felt Nielsen, komponist

Svar fra P2musik

DMT har bedt mig svare på enqueten i sidste nummer om DR P2musiks formidling af musik, specielt ny musik.

Til Pelle Gudmundsen-Holmgreen vil jeg om præsentationen af musikken sige: Langt de fleste udsendelser ledsages i ord kun af de nøgne facts: hvad vi sender og hvem der udfører musikken. Nogle gange er vi stadig for musikhistorie-fikserede, men vi er på vej til at finde en balance. Ï nogle udsendelser er det imidlertid selve målet, at præsentationen — ved præsenta-torens engagement og musik - skal rive lytteren med. Denne præsenta-tionsform r etter sig ikke mod kendere, liebhavere eller komponister, men mod unge og yngre lyttere. Den er naturligvis udsat for kritik fra den gruppe, der stadig udgør det store lytter-flertal — de 40-75 årige — og måske er det ikke den form for præsentation, vi arbejder med om ti år, men vi gør det lige nu. Programtitler som ""Bartok med slag i"" eller ""Haydn på spil"" er ikke en del af denne politik, snarere et udslag af senstudentikositet, i hvert fald ikke normen.

Det er befriende efter PG-H at læse Erik Kaitofts forståelse af, at radiomedarbejderen og musikeren ofte har samme mål: at forføre lytteren til en oplevelse. Gruppen af medie-studerende har forstået det, selv om jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet ved at læse om den ople-velsesprægede personlige form for formidling som kommerciel og en ""total overgivelse til markedets kræfter"". Dens udspring kan måske kaldes kommerciel, men dens effekt er reel nok -og den når målet lige præcist der, hvor den gammeldags alfaderligt belærende præsentation for længst er kommet til kort.

Gruppen har helt ret i, at eksperimenter med form og kontekst, produktion af mere montage-agtige udsendelser er vejen frem - den tredje vej. Når vi ikke gør det i alle udsendelser og hele tiden, er det fordi, vi ikke har tid. Folk, der har oplevet hvor hårdt et tidspres, der ligger på hver eneste program-medarbejder (det er desværre ikke længere som i Sven Erik Werners tid) og hvor lidt tid der er til forberedelse, er imponerede over, at det nogen gange lykkes.

Som næsten altid er det morsomt at læse Poul Borum. Førstedelen af hans svar - den litterært udformede -rammer naturligvis stærkere end noget andet svar i enqueten. Men Poul Borum har naturligvis ikke ret i, at Komponistforeningen har ret i, at der er for lidt ny musik i DR. Der er betydeligt mere ny musik i P2musik end på de fleste europæiske radiofoniers seriøse musikkanaler.

Og der er betydeligt meget dansk ny musik. Ved det møde, P2musik havde med Komponistforeningens bestyrelse i begyndelsen af september, viste det sig, at foreningens kritik af DR m.h.t. undladelse af betydelige områder af den nye danske musik ikke holdt, hvilket foreningens bestyrelse også erkendte. I stedet blev vi enige om at mødes igen for at snakke videre om — groft sagt — hvordan komponisterne (ikke foreningen) kan inddrages som inspiratorer for programmerne og formidlingen.

Humlen er vel, som Bertel Krarup siger, at mange føler, at formidlingen af ny musik i ""Lyt til Nyt"" ikke bør være den eneste. Men det er den heller ikke. Der produceres ganske vidst ikke for tiden Karl Aage Rasmussen-fugleperspektiver eller -analyser eller faste menigheds-magasiner. Men året rundt laves der på den ny musiks område interviews, baggrund, portrætter, miniserier og pauseprogrammer. Søren Møller Sørensens efterlysning af at ""præsentationsformerne må være lige så rigt facetterede som den nye musik selv"" er for længst blevet virkelighed. Både præsentationsformerne og den ny musik er integreret (ligesom jazzen er det), — både i koncerter og i enkeltprogrammer. Hvis man ikke hører ""Folk og musik"" med amatørmusik fra hele landet, ja så bliver man heller ikke opmærksom på ny musik opført af amatører. Hvis man ikke hører Torsdagskoncert, ja så går man glip af en række nye danske værker.

Fraværelsen af det kulturkritiske perspektiv: Ja, der har vi noget at komme efter - også gerne i et bredere musikkultur-magasin. Når vi ikke gør det allerede, er det fordi ressourcerne er så små, at vi er nødt til at prioritere. Ompriotering, ja. Men ikke hvert år. Det tager flere år at etablere en udsendelse som ""Lyt til Nyt"" i lytternes bevidsthed. For at få gennemslagskraft skal udsendelsen ligge på samme tid hver uge og den skal sendes hver uge i flere år. Men debat og kulturkritik er bestemt emner, vi skal tænke på at prioritere.

Sammenfattende er der kun én af enquetens deltagere, der ikke kan se spørgsmålet om præsentation og formidling i større perspektiv og fra flere sider. Som der står i overskriften til Per Nørgårds indlæg: det er en uendelig diskussion - og det skal det også være. Tiden går, vi ændrer os, musikken ændrer sig og radioformidlingen vil ændre sig. Vi på P2musik følger med, og selv om det ikke er et mål, at der skal være mange lyttere til et public service-område som ny komposi-tionsmusik, synes vi det er glædeligt, at vi - bl.a. takket være formidlingen - har fordoblet lyttertallet til ny musik og udsendelser om ny musik de seneste få år.

Steen Frederiksen, P2musik-chef

DMT og landsdels-orkestrene

Det er selvfølgelig med stor interesse at et landsdelsorkester læser september-nummeret af DMT, med landsdels-orkestrene som hovedhistorie. Disse orkestre har, citeret fra lederen, »måttet stå model til en voldsom kritik fra et udvalg under Kulturministeriet, som bl.a. mener, at orkestrene i højere grad skal tilgodese den nye musik«.

Inden jeg knytter et par korte kommentarer til Finn Egeland Hansens (FEH) artikel, kan det måske være interessant at se, hvorledes denne voldsomme kritik er udtrykt i udvalgsbetænkningen.

- For det første er der forslag om budgetudvidelser på ialt 12 mill, kr.!

— For det andet lyder betænkningens generelle vurdering af landsdels-orkestrenes repertoirepolitik, side 83 nederst, således: »For så vidt angår den nyeste musik (efter 1950) må udvalget vurdere, at den i forhold til sin betydning som den symfoniske musiks udviklingsmæssige brændpunkt, er for svagt repræsenteret i landsdelsorke-strenes koncertprogrammer. Udvalget anerkender dog den relative interesse for dansk musik fra denne periode.

Også musikken fra 1. halvdel af det 20. århundrede (1910-1950) ... er svagere repræsenteret end i udvalgets målsætning. Balancen i denne gruppe mellem udenlandsk og dansk musik som helhed ... må vurderes som tilfredsstillende, og udvalget skal blot udtrykke sin undren over, at Sjæl. tilsyneladende har meget lidt interesse for dansk musik fra denne periode«.

Hvorefter et enkelt orkester klan-dres for ikke at gøre nok for den danske musik. For en indfødt vestjyde virker ordet voldsom i det indledende citat fra DMT, som et ganske stort ord i denne sammenhæng.

Men til FEH's indlæg. FEH ønsker, at kulturministeren via kvoter fastlægger landsdelsorkestrenes repertoirepolitik. I fortsættelse heraf fremfører FEH dels fejlagtige oplysninger og dels påstande, der allerede tidligere er modsagt af bl.a. landsdelsorkestrene f.eks. øverst side 5:

- FEH skriver, at landsdelsorke-stermusikerne i slutningen af 80'erne opnåede samme aflønningsforhold som deres kolleger i statsorkestrene.

Det er ikke rigtigt. I historisk tid har der ikke været ens arbejds- og lønforhold i de danske orkestre. Et forhold som landsdelsorkestrene ofte har påtalt og dybt beskæmmende, at en tidligere musikrådsformand ikke er i stand til at udtale sig sandt om.

- At der er indført pensionsordning og at statstilskuddene reelt er udhulede er ganske rigtigt baggrunden for den generelle budgetopretning, der er indeholdt i det af kulturministeren fremlagte musiklovsforslag.

- At musikrådet i flere sammenhænge skulle have påvist forsømmelser i orkestrenes repertoirer og at dette skulle være årsag til udvalgets nedsættelse, vil jeg vælge at se som en erindringsforskydning fra FEH's side.

Hvis ordet påvist erstattes af pos-tuleret kan en diskussion evt. begynde. Landsdelsorkestrene har allerede for år tilbage gjort indsigelse mod det daværende musikråds mangelfulde informationssamling og musikråds-sekretariatets overdrevne anvendelse af det til rådighed værende materiale. Dette sidste har tilsyneladende også været et problem i forbindelse med orkesterudvalgets arbejde, hvor bl.a. repertoireangivelser for symfonikoncerter blev brugt til beregning over orkestrenes relative aktivitetsniveauer!

Til sidst lidt om DMT og landsdelsorkestrene. Anders Beyer (AB) skriver i sin leder, at DMT »går tæt på områder, som har været genstand for debat«. DMT har dog tilsyneladende ingen ambition om at debattere. Er DMT da blevet et sektens Vagttårnet!

Der er brugt 6 sider spalteplads på FEH's udlægning af teksten foruden 2 sider interview med kulturministeren - i øvrigt i en usædvanlig ubehagelig og bedrevidende tone fra AB's side -om landsdelsorkestrene, mens interessen for landsdelsorkestrene - genstand for bladets hovedhistorie - har indskrænket sig til tegningen af en annonce.

Men det er vel ikke med AB og DMT, som med DMT's indirekte anklage mod landsdelsorkestrene: økonomi og lokale/personlige interesser går forud for fagligt indhold?

Søren Bojer Nielsen, forretningsfører for Odense Symfoniorkester og sekretær for

Landsdelsorkestrenes Samrad.