Ihvor jeg end slaar Øjet hen

Af
| DMT Årgang 68 (1993-1994) nr. 02 - side 65-69

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Mogens Rafn Mogensen. Carl Nielsen. Der dänische Tondichter. Biographischer Dokumentationsbericht, 1992. 5 bind. Eurotext Verlag Arbon, CH-9320 Arbonam Bodensee, Schweiz. 1264 s.; diverse registre samt fortegnelser over andet Carl Nielsen materiale på salg fra/ gennem MRMs forlag. Skandinavisk kontaktadresse:Mogensen, Bolandsvej 2, Meløse, DK-3320 Skævinge. Mogens Rafn Mogensenseget reklamemateriale betegner hans tyske Carl Nielsen udgivelser som »etkomplet historisk og biografisk mesterværk«. DMTs anmelder kunne ikke væremere — uenig.


Af Svend Ravnkilde

Sensommer er det; snart midt i 90'er-ne; i et nordisk hjørne af EFælles-skabet. Det er trykkende hedt, men Gud mildner lugten fra de knækkede C-æg, og Vorherre ser på den gode vilje. Man var et skarn, om man ikke faldt i umiddelbar henrykkelse over disse fem prægtige bind med deres overdådighed af illustrationsmateriale og deres overvældende tekstmængde. Det er næsten for meget af det gode -eller rettere: Det er for godt til at være sandt. Og det er jo ikke så godt. Det er faktisk skidt. Rigtig skidt. Og dét er da ærgerligt. Rigtig rigtig ærgerligt.

For sikke en masse ildhu, tid, kræfter og penge, den i udlandet boende og erhvervsdrivende Mogens Rafn Mogensen må bruge på sit Carl Nielsen-'livs-projekt', der synes udsprunget af en meget stor entusiasme for musikken, komponisten, personen, tiden og — landet, fædrelandet. En entusiasme, MRM meget forståeligt har ønsket at formidle til den tysksprogede del af naboskabet sydpå; hans eget udgangspunkt for dagligt liv og virke har længe været Schweiz.

Opgaven lå lige for - men netop derfor var ansvaret desto tungere, og derfor må anmelderen være parat til at skrue bissen på, selv om det unægtelig ville være rarere at kunne nøjes med at kippe med Dannebrog i anerkendelse af det prisværdige initiativ, de smukke hensigter og den generøse grundholdning.

For hvad er det da, der er så riv-ravruskende galt, når man går kæphesten efter i sømmene? Året efter hundredåret for CN's fødsel fortalte Per Højholt om bl.m.a. »det uægte æg, der ikke er spor uægte, men blot kaldes sådan, for at man kan skelne det fra de ægte æg«. Bogen hedder Show, og bemeldte æg opgiver en akademisk løbebane. Mogens Rafn Mogensens udgivelser er surt show, for han bringer hele sit projekt på glatis med sin i negativ forstand amatøragtige mangel på fornemmelse for Ægthedens Problematik og Formidlingens Etik. Det kildne er ikke så meget det undertiden noget koksede og flossede i indhold og form, men det selv for CN-vante danske læsere lumsk upålidelige i det, der kan se pålideligt nok ud. MRM er en pilfinger.

Jeg tror såmænd, det er ren og skær korsridder-naivitet, der fører vor ensomme kodreng på gale veje i det fremmede. For at citere E.M. Forster efter hukommelsen: »Som den soldat, han var, kastede han sig ufortøvet ud i handling; kort sagt, han anede ikke, hvad han gjorde.«

MRM's smukke tanke med nærværende fembinds kompilationsværk har været at præsentere det store tysklæsende publikum for 'hele' Carl Nielsen: liv og værk og miljø og samtid, dog med hovedvægt på det biografiske og med en dansk-sordineret heltedyrkelse, der skinner igennem overalt. Så hovedkilderne (mildt sagt) er det Meyer/ Schandorfske foregangsværk fra 1948, datter Søs' og svigersøn Telmányis erindringsbøger (AMT 1965 og ET 1978) og ikke mindst Torben Schous-boes monumentale udgave af komponistens og hustruens dagbøger og brevveksling (TS 1983). Eller er det monstro omvendt — at MRM koncentrerer sin klippeklistre-husflid om disse fire hovedkilder, fordi han ikke rigtig kender den øvrige CN-litteratur og/ eller føler sig usikker over for den mere musikalske faglitteratur? Og når fremstillingen til ulidelighed hænger fast i et noget bedaget syn på emnekredsen, er det så, fordi MRM på godt og ondt lader sig styre af sine forlæg, eller har han mon villet nøjes med netop dem, fordi de (TS 1983 incl.) ikke lægger hans bannerføring hindringer i vejen?

Mogens Rafn Mogensen står for alting her: Vision, koncept, virkeliggørelse, konkret udførelse og økonomisk risiko. Men intetsteds i værket er det lykkedes mig at finde melding om, hvordan han har gjort hvad og (navnlig) hvorfor/hvorfor ikke. Ret beset -dvs. man skal kunne se det for at kunne se det, så det er næppe noget, der (ind)ses af særlig mange i udgivelsens målgruppe — er der tale om en scrapbog: Det meste af stoffet synes mini-malredigeret eller direkte sakset fra kilder og forlæg. Hvor, får man - trods forordet (I 5) og fodnoterne og registrene sidst i bd. 5 - aldrig noget præcist (læs: præcist nok) at vide om, for kildehenvisningerne står primært i fortællingens tjeneste. Nu er Torben Schousboe jo af gode grunde det eneste af 'hovedofrene', der har kunnet protestere - det har han så også gjort, med fynd og klem. Meget forståeligt. Men set under evighedens synsvinkel går MRM's metode (eller mangel på samme) lige meget ud over alle kilderne — eller rettere, den går ud over læserne og dermed i sidste ende Carl Nielsen.

(Og så er der hele copyright- og credit-aspektet: Man forbløffes over MRM's usikre cigarføring.)

Tak skæbne, hvis man 'i det tyske' begynder at arbejde med emnekredsen ud fra materialet i den her trykte tilstandsform og ud fra en aldeles velbegrundet lægmands- og fagmandsfor-håbning om, at materialet - sine mere eller mindre pudseløjerlige skønhedspletter til trods — doch noch står til troendes (- i sine reklametryksager og øvrige PR-tiltag sætter MRM ikke just sit forskende lys under en skæppe, skal man vide).

Og ak - hvis disse fem bind bliver solgt tilstrækkeligt i målgruppens territorier, vil det blive plat umuligt at trænge kommercielt (og måske også: 'psykologisk') igennem med en mere tilforladelig version af samme kæmpemateriale. Så havde det måske næsten været bedre med landet, som det lå - at tysksprogede måtte lære sig dansk og/eller give sig i kast med den engelsk- og fransksprogede CN-litteratur.

Er det et markedsfif eller (igen) formentlig 'blot' tankeløs amatørisme, at MRM ikke giver værkets læsere nogen fornemmelse af (endsige besked om), at der foreligger anden vigtig CN-litteratur end den, han selv udnytter (!) her? Udgivelsesåret angives som 1992 — teologen Jørgen I. Jensens vidunderlige Carl Nielsen. Danskeren (1991) nævnes ikke, lægen Jean-Lue Garons vitale og stimulerende Carl Nielsen. Vie et Oeuvre (1990) heller ikke (og den er tilmed udgivet i Lausanne); Mina F. Millers Carl Nielsen. A Guide to Research (1987) glimrer ved sit fravær, og mens man selvfølgelig gerne under Peder Severin hans ikke færre end 28 henvisninger i registret (l for hver sang, han har lagt stemme til, osv.), så er det både absurd og pinligt, at Robert Wilfred Lewick Simpson i ret tilfældigt forbipasserende betegnes som professor, BBC-medarbejder og præsident for det engelske Carl Nielsen selskab - l sølle henvisning har han i registret, og end ikke i sin fodnote får MRM nævnt, at Simpson skrev den internationale CN-litteraturs absolutte klassiker, Carl Nielsen. Symphonist (1952; rev. udg. 1979). Hverken den danske eller den engelske udgave af det hjemlige parnas' essays om Carl Nielsen. I hundredåret for hans fødsel er nævnt, ej heller fra sarnme år Johannes Fabricius' Carl Nielsen. En billedbiografi (...), hvis fyldige billedtekster står både på dansk og på engelsk. Osv., osv.

Nå, det får være, som det være vil - når det nu ikke kan være anderledes. Til gengæld tilbyder MRM noget, vi længe har savnet - rigtig dejlige ny-optagne kulørfotografier fra CN-lokali-teter og prægtige farvegengivelser af de mange flotte omslagsforsider fra de oprindelige CN-nodetryk. Også overalt den slags små kort med prikangivelse af rejsemål og opholdssteder, jeg i sin tid efterlyste i forbindelse med min anmeldelse af TS 1983. Der er desuden en overflod af den 'sædvanlige' slags illustrationer - fotos, grafiske arbejder og malerier, en usædvanlig gavmild række gengivelser af Anne Marie Carl-Nielsens små og store skulpturer m.m. gennem alle årene, et syndigt rod af (saksede) nodeeksempler og endelig en salig blanding af facsimile-gengivelser fra aviser og tryksager og manuskripter m.m.

Ja, hvor saliggørende de facsimiler altid er, ved jeg nu ikke - jeg bryder mig ikke om, at folk laver simili-facsimiler som den fra Aftenposten, Oslo 31.10.1926, med teksten på tysk ved MRM (IV 966), og slet ikke om slutningen af Opus 59:3 præsenteret (V 1066), som om man her så CN's blækautograf dateret 6 November 1928, når det, der vises, er en blækafskrift 'dateret' 6 Novbr 1928. Det tyder heller ikke på nærmere nodekendskab eller kendskab til CN's hovedværker, at V 1056-facsimilen af en lille markant idé, CN netop ikke kom til at bruge, betegnes »Aus dem Klarinettenkonzert« — »Aus den Skizzen zum Kl.k.« kunne være gået an; men også kun lige.

Jeg savner også, trods den fuldstændig kvælende mængde af 'opslagsværk-detaljer' og andet krymmel, nogle ordentlige bud på Zeitgeist, Leistung og Vermächtnis. Vi har jo et næsten uoversætteligt fyndord fra CN: »Det skal ikke være kønt. Det skal være karakteristisk.« Dét kan man leve et helt liv efter - og jeg er bange for, at MRM's måde at omgås stoffet på ufrivilligt og utilsigtet dræner det for meget af det karakteristiske og tilmed uden at sætte noget kønt i stedet, de fine farvebilleder til trods. Jeg har svært ved at se, hvordan målgruppen skal komme underfund med, hvad det er, der gør Prima prima aus Dänemark så særligt, endsige særlig prima? Vil de forstå Nielsens musik (og Danmark/danskerne) bedre ved at ase sig gennem disse ved nærmere efterprøvning ikke specielt læservenlige sider, og vil stoffet - i sig selv, og så tilmed i MRM's versionering - give dem lyst til at høre musik af CN (og anden dansk musik)? Vi taler jo - i betragtning af den standende mangel på tysksproget CN-litteratur - både om lærde og læge konsumenter. Hvad får de for pengene, hvis de investerer i denne 'altdækkende' biografi?

Ja, for det første bliver de jo lidt snydt: Bd. l starter helt uformidlet i 1881 - portræt af kunstneren som ungt menneske. Hvilket turde være alt tidligt nok, skulle man sædvanligvis mene - og det mener den uforberedte udenlandske læser så måske også. Men den går som bekendt netop ikke i tilfældet CN - hele den fynske barndom og tidlige ungdom skal med, men er det ikke. Her, altså - for det stof er nemlig præsenteret i og med MRM's separate udgave af Min fynske barndom...! Til gengæld strækker fembindskrøniken sig helt til 1944 ved Anne Marie Carl-Nielsens død. Nu døde CN jo allerede i 1931, men da MRM lige som sine forlæg synes at mene, at CN og hans musik umuligt kan stå alene endsige forstås alene på egne præmisser, så har vi hele tiden dem allesammen med: Hustru, børn, svigerbørn, venner, bekendte, tilhængere og modstandere og alle disse mere eller mindre ubetydelige figurer i periferiernes periferi. Omvendt bliver denne verdens store behandlet nok så stedmoderligt - allerede s.19-20 i bd. l møder man lidt gymnasiastfristil om Wagnerisme, Mahlermonstre, senromantik og impressionisme og i den forbindelse må læserne i det store udland nok undre sig over at se Debussy udstyret med fornavnet George og tilskrevet bl.a. »das Klavierwerk Images et Estampes (1900-1910)«.

Den slags sjusk er jo til at tage og føle på - lige som klichéer, der er vendt på hovedet eller forbyttet (ja dem er der også mange af i mere overført forstand) - for slet ikke at at tale om de mere banale grammatikalske fejl og svipsere. Jeg går også ud fra, at målgruppen på en vis måde har sit mere på det tørre, der hvor jeg bliver lettere utilpas af MRM's undertiden noget halv- til kvartmystiske tysk. Der må tages højde for, at det sydlige tysk, han vel er mest fortrolig med, har idiomatiske træk, der kan forklare MRM-sprogets særpræg, men jeg har dog konsulteret Handelshøjskolens sproglaboratoriums håndbogssamling for at checke på visse ord og vendinger, der undrede mig, og det ser ud, som om MRM belaster sit underligt ikke-humanistiske tysk med en tendens til at vælge udtryk og vendinger fra handels og juras papirtysk. De mere afgørende oversættelsesproblemer kommer vi til lidt senere - dem, hvor de tyske læsere for alvor er forsvarsløse og prisgivet MRM som formidler.

Det tyske publikum vil nok også undre sig over, at det umiskendelige billede af den aldrende Brahms (I 70), underligt sammenkoblet med et damemenneske, præsenteres som forestillende Julius Klengel med hustru -navnlig i betragtning af, at et modstående soloportræt af samme Klengel (I 71) viser denne som aldeles skaldet på issen, hvorimod man jo mener straks at have genkendt Brahms bl.a. på den helt fra ungdommen af karakteristiske hårkam. Til gengæld vil det tyske publikum selvfølgelig med interesse læse flg. spændende, ja hartad utrolige, om strenge mester Johannes på ældre dage. Jeg bliver nødt til at citere in extenso fra II 374 - det er datter Søs, der fortæller [ / angiver afsnits-skift]:

Vater war bereits unten auf dem schönen Gut Fuglsang auf Lolland gewesen (1904) und hat dort den holländischen Pianisten und Komponisten Julius Röntgen getroffen. Er war ein Freund von Grieg, der oft dort unten mitmachte, und er hatte zusammen mit Brahms konzertiert. Ich erinnere mich an eine Karikatur von Röntgen und Brahms, die ich später in Holland sah - ganz amüsant. Brahms gross und schwer mit einem Notenblatt in der Hand, über dem Klavier mit dem grossen, lebendigen Kopf. / Nach dem Besuch dort unten sahen wir eine Fotografie von ihm und Röntgen, auf einem Hünengrab sitzend, mit den nackten Beinen hinunterbaumelnd und strahlendem Gelächter auf den Gesichtern, und dann hörten wir über das Leben, das sie dort geführt hatten. Der Garten mündete in weiche Äcker ein, die zum Guldborgsund hinunterführten, wo zwei weisse Segelboote verankert waren. Nach dem Frühstück schaukelten sie alle zur kleinen Kejls-insel (...)

Tableau! Først i løbet af de næste sætninger vil den tyske læser måske begynde at ane uråd, men vil jo desuagtet ikke kunne stille noget op med sin mistanke om, at der er noget galt med det foregående. Nej, ak nej -Brahms sad ingensinde og dinglede med benene sammen med Röntgen nær Guldborgsund. Her er originalteksten, AT 50-51 -

Fader havde allerede været nede på det dejlige gods Fuglsang på Lolland og der truffet den hollandske pianist og komponist Julius Röntgen, han var ven af Grieg, som også tit kom dernede, og han havde koncerteret med Brahms. Jeg husker forresten en karikaturtegning af ham og Brahms jeg senere så hos Röntgen i Holland — den var så morsom. Brahms stor og tung med et nodeblad i hånden, Röntgen sammenkrummet over klaveret med det store, levende hoved kastet tilbage. / Efter faders besøg dernede så vi et fotografi af ham og Röntgen siddende barbenet på en stor kæmpehøj med benene dinglende ned og strålende smil på ansigterne, og så hørte vi om det vidunderlige liv, de havde ført dernede. Haven mundede ud i bløde enge, der førte ned til Guldborgsund, og der havde ligget to hvide sejlbåde, så vuggede de alle efter frokosten ud med madkurve over til en lille ø, Kejlsøen (...)

Nærlæsende sammenholdning af de to tekststykker afslører, hvordan man med småbitte fejlgreb kan komme til at skabe Brahms-nyheder uden at lade sig mærke med det eller måske overhovedet opdage det, og giver et udmærket indblik i den MRM'ske tekstbehandling. Prøv også V 1064-65 over for ET 185-86! Og prøv at sammenligne f.eks. CN's brev af 6. juli 1898 til hustruen om besøg på Thorvaldsens Museum, gengivet TS 154-55, med MRM's formidling af stoffet (I 235).

Brevets første hoveddel handler om CN's fintmærkende reaktion på Thorvaldsens egne ting - teksten er i høj grad værd at oversætte i sin helhed, for som så ofte giver CN her i en formidabel prosa både ris og ros: Han havde jo en gudbenådet evne til at udtrykke sig kort og karakteristisk om noget karakteristisk ved et komplekst fænomen. Hvad gør den lyseslukkende ildsjæl MRM? Erstatter CN's brevtekst med den i sig selv betænkelige fortælletekst, at CN var gået på Thorvaldsens Museum »um sich von den fantastischen Skulpturen dieses gros-sen Meisters inspirieren und stärken zu lassen«. Det var ikke nødvendigvis det, CN var gået derhen for - det er i hvert fald ikke noget, der rigtig er dækning for i brevet. Og når CN så lidt senere fortæller om, at der er »nogle små Broncer som høre til hans Samling de virkede meget friske«, så må MRM selvfølgelig oversætte med ... »erfrischend«?! Og når Søs bemærker, at den til sidst grådkvalte Mannheimers ord ved CN's jordfæstelse var »enkle« (AMT 179), erstatter MRM (V 1173) med »echt« - jamen hvorfor dog? Hun tilføjer, at Mannheimers ord »gik fra hjerte til hjerte«. MRM kan ikke sin Beethoven og kan ikke nære sig for at pille, så der kommer bare til at stå, at ordene »gingen zu Herzen«. Det er ikke til at bære...

Det har, som man måske kan mærke, været irriterende - og dybt forstemmende - at erkende, at den helt samvittighedsfulde anmelder faktisk må sidde og sammenholde hvert evig eneste ord, hver evig eneste sætning og hvert evig eneste afsnit i MRM's fembindsværk med teksten i de fire store forlæg. Og så er der tilsvarende vel noget uldent ved MRM's omgang med alle andre kilder til orientering og indsigt, må man frygte. Og så er der spørgsmålet om selve oversættelsen som oversættelse: I hvilken grad MRM kan siges at give den tysksprogede læser et loyalt og dækkende billede af sine materialers og forlægs tekster som — tekster.

Jeg endte, som man vel vil tilgive mig, med stikprøvekontroller og checks på hva'ba'-oplevelser. Jeg skal ikke trætte med trivielle detaljer - men altså: Det var ingen fornøjelse, og jeg blev mere og mere 'aaabgeneigt, som de siger dernede. Jeg tror også, det kniber med MRM's rent musikfaglige forståelse - han ved tilstrækkeligt til at komme til at lave ulykker, dér hvor han burde vide nok til at vide bedre, hvis han ellers vidste tilstrækkeligt. Hvad han åbenbart ikke gør - for hvordan kunne det ellers komme til bommerter som i det følgende? Bommerter, der er kuriøse og latterlige, set fra dansk og/eller CN-professionelt hold, men vildledende over for forudsætnings- og sagesløse læsere i det tyskfremmede.

Ja, nogle af tekstens indbyggede mystifikationer afslører nu nok sig selv, i hvert fald hos musikkyndige læsere. II 351-54 optages af en facsimile-gengivelse af Knud Harders udmærkede CN-artikel, som den stod at læse i tidsskriftet Die Musik. Materialet er i højformat, så der er masser af margenplads tilovers på MRM's sider — pladsen udnyttes til naivt slagordsag-tige extrakter af Harders tekst, selvfølgelig dens allermest rosende pointer. »Als der grosse Kontrapunktiker, der er ist, schreibt er z.B. nie rhythmisch und melodisch nichtssagende Bässe, wie man sie selbst bei hochbegabten Komponisten findet; vielmehr teilt er ihnen oft eine bedeutende Rolle zu«, lyder det uimodsigeligt rigtigt om CN hos Harder. »Rhytmik und Melodie nie in den Bass gelegt«, bræ-ger anonymus marginalis triumferende - just like that, men nogenlunde omtrent præcis det modsatte af, hvad Harder ville have frem, eller hvad?

IV 932 giver et pragteksempel på det standende rod. Under foregivende af at citere ET 162+66 for beretningen om Kapellets festkoncert for CN 11. december 1925 og ET's l-takts bidrag til førstesats af Sjettesymfonien, som ved den lejlighed blev uropført i sin helhed, lykkes det MRM at lave den ene unødvendige kikser efter den anden. Han angiver, for en gangs skyld, et 'hjælpsomt' redaktionelt indgreb ved at sætte skarpe parenteser om sit indskud - men desværre er parentesens indhold forkert og således ingen nytte til, kun skade. Der er de sædvanlige overflødige småindgreb i forhold til originalens tekst, og så står der pludselig »als ich daran arbeitete, die beiden Sätze organisch miteinander zu verbinden«: jo, men det var jo 2 takter i 1. sats, der skulle forbindes! Sidenhen bliver ET's »med gradvis aftrapning« til det noget kuriøse »mit geradliniger Abwicklung« - og hele historiens afsluttende, psykologisk vigtige pointe er jo ikke så meget CN's anerkendende »Jeg kunne ikke have gjort det bedre«, men netop ET's derpå følgende vidnesmål: »Vi lo begge befriet.« Ikke at MRM lader sine læsere få den charmerende brik til mosaikken CN med - og ikke om jeg så stod på hovedet, ville jeg begribe hvorfor ikke.

Det går endnu mere ud over sjettesymfonien sidenhen (IV 935). CN gav interview til Politiken lige op til uropførelsen; det er nærliggende at tro, at MRM citerer via AT 146-48. Vi er ved den lille andensats, Humoreske — men en MRM-læser, der ikke kender symfonien, kan risikere at danne sig et forkert indtryk, sådan som MRM mingelerer med detaljerne. »For første gang i mit Komponistliv har jeg lavet en Humoreske i en Symfoni«, siger CN - det får MRM til »Zum ersten Mal in meinem Komponistenleben habe ich eine Humoreske in einer [sic; SR] Sinfonie eingebaut.« En aldeles overflødig begramsning, der bliver fatal et øjeblik efter, hvor MRM klokker i det (ja, undskyld) og formentlig p.gr.a. klokkespillets medvirken begge steder kommer til at skrive »Die Sinfonie beginnt damit, dass (...)« i stedet for CN's »Humoresken begynder med, at (...)« - og da jo MRM i forvejen har plumret begreberne ved at få CN til at have en humoreske 'indbygget' i symfonien, så skal den centraleuropæiske læser vel være meget årvågen for ikke at tro, at det, CN her sidder og fortæller om (de små instrumenters pudsige forehavender), er noget Mahlersk col-lage-agtigt, måske et indslag i symfoniens første sats? Det lykkes også MRM at lave (mindst) 2 separate kapitalbrølere i en sætning, der i originalen er på 5 ord i alt: Udsagnet »Hertil kommer endelig en basun.« forvandles således til »Zum Schluss kommt da noch eine Tuba dazu.« Jamen altså!

Et sidste eksempel til overvejelse.

Vi er ved den traditionelle afklapsning af den stakkels 1927-ouverture. En Fantasirejse til Færøerne, og det er Meyer/Schandorf 303-04, der leverer det materiale, MRM forgriber sig på her (IV 1015). For det første er MRM's nedkortede referat af det musikalske forløb om muligt endnu mere pauvert end forlæggets (som dér ligger i hovedtekst, ikke i analytisk afsnit). For det andet forsømmer han, der ser sig selv som budbringer om Det Danske ( - hvilket vel også bør indbefatte det, der gennem generationer har gjort de danske varme om hjertet, våde i øjnene og bløde i knæene - ), at fortælle om Fantasirejsens specielle 'store øjeblik', nemlig præludiets intonation af den færøske melodi, vi syddanskere siden 1850 har forbundet med Påskeklokken kimed mildt og hele den bittersøde nationalfølelse, der voksede frem i forbindelse med krigene om Sønderjylland og nederlaget i 1864. Forlægget når lige at strejfe emnet; MRM afstår og tier. Hvad han derimod bringer til torvs, får ikke just værket til at virke som noget, det er værd at skrive hjem om, så den for-udsætningsløse læser er vel parat til at acceptere det komplette (!) og redelige (!) citat af CN's egen ulyksalige nedvurdering af værket som lejligheds-komposition uden betydning. Og for at gå tilbage til ouverturens begyndelse -den danske tekst skriver, at »Havet buldrer i Paukerne, de dybe Strygere sætter ind (...)«; ordet »buldrer« var jo ikke noget behændigt ordvalg, men måske kan 'bulderet' accepteres som kvaj e synonym for den murren eller durren, der kan komme fra stille solopauker, der triller dybt. MRM kan ikke lade være at løbe linen ivrigt ud, og det i den forkerte retning, så han kundgør, at »Diese rhapsodische Ouverture beginnt mit donnernden Pauken, das Meer, dann setzen die tiefen Streicher ein (...)«. De kontinentale læsere kan ikke andet end tro, at Færø-rejsen er et stykke rabalderbras, endnu en gang Holländer-efterklang tilsat lidt etnisk lirumlarum. Og dog er hele stykkets indledende hoveddel det længste stræk af tyst musik, CN nogen sinde skrev (der går over 5 minutter, før vi er fremme ved den omtalte melodi i hymnisk ædelforte) - der er tale om magisk tonedigtning, og tonedigtningen hviler vel at mærke på kontrapunktisk smedejernskunst af rang.

Anmelde dette fembindsværk? Det skulle da være til DMT. Det være hermed gjort.