Rued Langgaards biografi

Bendt Viinholt Nielsen: Rued Langgaard. Biografi, Engstrøm & Sødring 1993.

Kunstnerbiografien — skildringen af den skabende kunstners ydre livsløb og indre åndelige udvikling i samspillet med hans tid med det formål at tilvejebringe en uddybet forståelse af det kunstneriske udsagn i værket — har fået en bemærkelsesværdig renaissance siden begyndelsen af firserne. Efter nogle årtier med nykritik, struktur- og socialhistorie og historisk materialisme er interessen for sammenhængen mellem en kunstners liv, værk og tid - refleksen af livet i værket og af værket i livet — kommet til udtryk i et voksende antal vægtige biografier inden for både litteratur-, kunst- og musikhistorie, ledsaget af fornyede drøftelser af den biografiske metode og genreproblematik. Lad mig blot nævne arbejder af hjemlige litterater som Johnny Kondrup og Kjeld Zeruneith, og som bidrag til nordisk musikhistorie inden for de sidste par årtier har såvel Grieg i Norge, som Stenhammar i Sverige, Sibelius i Finland og Carl Nielsen herhjemme alle fået omfattende, omend vidt forskelligt anlagte biografier(1). Genren har tillige affødt refleksioner inden for musikhistorieskrivningen, blandt andet højst læse værdige bidrag fra tysk hold af Carl Dahlhaus og Hans Heinrich Eggebrecht.(2)

Det er nærliggende at betragte Bendt Viinholt Nielsens bog om Rued Langgaard med den knappe undertitel ""biografi"" i lyset af denne fornyede biografiske interesse. Den umiddelbare anledning er dog 100-året for Rued Langgaards fødsel (og bogen udkom med præcision på dagen, d. 28. juli); og den umiddelbare baggrund har bogen især i forfatterens mangeårige beskæftigelse med Langgaards manuskripter, der for to år siden resulterede i den fremragende værkfortegnelse Rued Langgaards Kompositioner (anm. i DMT nr. 5, febr. 1991/92); den er den hidtil udførligste fortegnelse over en dansk komponists produktion og er i sin grundighed, sin nøjagtighed og sin fintmaskede systematik, lagt ned over et uhyre kompliceret stof, et bibliografisk arbejde på højt internationalt niveau, der kunne fortjene international udbredelse. Og værkfortegnelsen er ikke alene en værkliste, men, som forfatteren anfører i forordet, en Langgaarå-håndbog, når man medregner den udførlige biografiske tidstavle, litteraturfortegnelserne, opførelseslisten, diskografien m.m.

Og til syvende og sidst er det sikkert den fornyede interesse i nordisk musikliv for Langgaard og hans musik, der har affødt såvel værkfortegnelse som den nu foreliggende biografi. Denne Langgaard-bølge tog vel sin begyndelse efter midten af 60'erne på svensk grund efter dansk tilskyndelse - og lad det følgende tjene som supplement til redegørelsen i indledningen til Viinholt Nielsens biografi: pianisten Bengt Johnssons fremstød for Langgaard ved en slags uropførelse af klaverværket Afgrundsmusik ved de nordiske kammermusikdage på Hässelby slot i juni 1967; dernæst lynnedslaget af Langgaard hos den komponist-komité, der trådte sammen på foranledning af de svenske Rikskon-serter med det formål at fremkomme med forslag til opførelses-egnede skandinaviske værker; det var i den anledning, at Per Nørgård medbragte Sfærernes Musik, og det var her György Ligeti efter en stadigt mere interesseret læsning af partituret under mødet udbrød: »Jeg vidste ikke, at jeg var Langgaard-epigon«, med hentydning til tilsvarende strukturer i hans egne værker, f.eks. Atmosphères (1961). Dette skete i 1968, endnu inden Sfærernes Musik kom til opførelse ved de nordiske musikdage i september samme år og ved den lejlighed blev indspillet i en forkortet version. Hertil kom så Bo Wallners omtale af værket i det svenske Konsertnytt og i DMTs særnummer (nr.7-8) samme år om Langgaard og først og fremmest Wallners skildring af Langgaards musik i Vår tids musik i Norden (1968). Således holdt Langgaard sit fornyede indtog i musiklivet på et tidspunkt, hvor endnu kun få af hans over 400 værker var tilgængelige; men disse initiativer blev fulgt op af adgangen til såvel hans private papirer som hele hans musikalske manuskriptbestand, der efter testamentarisk bestemmelse indgik i Det kgl. Biblioteks samlinger: papirerne i 1968, nodematerialet efter enken Constance Langgaards død i 1969. Et Langgaard-fond blev stiftet, opførelser og indspilninger af hans musik og artikler om ham tog til i 70'erne og 80'erne, og senest har Det kgl. Bibliotek i samarbejde med Samfundet til Udgivelse af dansk Musik indledt en række nodeudgivelser med Langgaards værker. Næsten hele denne Langgaard-reception kan følges i bilagene til Viinholt Nielsens værkfortegnelse, som sammen med den komplette indspilning af symfonierne blev den foreløbige kulmination af beskæftigelsen med Langgaard og hans musik i Danmark.

På grundlag af sin værkfortegnelses nøgne facts og kronologiske data har Bendt Viinholt Nielsen nu skrevet den første egentlige biografi om denne enspænder 'i skyggen af Carl Nielsen' i det 20. århundredes danske musikliv. Ud over den foreliggende trykte litteratur og det omfattende kildemateriale, som forfatteren ordnede og gennemarbejdede i forbindelse med værkfortegnelsen, har han desuden benyttet forældrene Siegfried og Emma Langgaards Privatarkiv i Det kgl. Biblioteks håndskriftsamling; desuden private breve og Langgaards korrespondance med de private og offentlige institutioner, han kom i berøring med, bl.a. Danmarks Radio, Det kgl. Teater, Dansk Komponist-Forening og DUT; dertil kommer forfatterens egne interviews og samtaler gennem en årrække (1971-93) med personer, der har kendt eller truffet Rued Langgaard. Af Langgaard-litteratur har forfatteren ikke haft meget at bygge på. Man kan endnu engang fremhæve Godtfred Skjernes indsigtsfulde og forstående portrættering i Illustreret Tidende 1916 og i forbindelse hermed den plads, som Skj erne gav artikler om og af Langgaard i tidsskriftet Musik 1917-25; tillige Langgaard-kapitlet i Gerhard Lynges Danske Komponister i det 20. Aarhundredes Begyndelse (1. og 2. udg. 1917) samt nogle nøgterne anmeldelser af Langgaards musik af Richard Hove gennem årene. Det er derfor de personalhistoriske primærkilder, der giver Viinholt Nielsens fremstilling en høj dokumentarisk værdi - især Langgaards egne, overraskende mange trykte og utrykte udtalelser og notater om sin musik og sit musiksyn og forældrenes papirer, først og fremmest moderens notater og breve og faderens skrifter, den store utrykte afhandling om kunstarternes samklang i verdens-harmonien og pjecen om tonekunstens mission (trykt 1901).

Gennem en uddybet kommenterende og tolkende fremlæggelse af biografisk materiale fra disse mange kilder skildres i bogen Langgaards liv og virke, fattigt på ydre tildragelser og positive impulser efter ungdomsårenes rampelys, men rigt på konfliktfyldt, indre hektisk tumlen med musikalske, religiøse og filosofiske problemstillinger; men havde han end efter forfatterens mening sit ståsted i en svunden fin de siècle-kultur, så var han i sin kunst tillige udpræget samtids-orienteret: han forholdt sig til sin tids kulturelle og åndelige strømninger, og at påstå, at Langgaard var født i en forkert tid og at hans kunst var et anakronistisk udtryk for en forgangen tids stilidealer, det er at overse, at hele hans produktive virksomhed kun kan forstås, og det hævdes med styrke i biografien, når den — som han selv gjorde det - bliver holdt op imod hans samtid; musikalsk stil var for ham ikke et spørgsmål om et tilhørsforhold til avantgardens eller epigonernes brigade, men det symbol-ladede kunstneriske udtryksmiddel til musikalsk forkyndelse — en forkyndelse, der samtidig var hans svar på de afprøvninger og udfordringer, han underkastede sig, fordi han fandt dem væsentlige i den givne åndshistoriske situation.

Nøjagtighed og sober nøgternhed kendetegner Viinholt Nielsens biografiske indfaldsvinkel til Langgaard. Strengt kronologisk er biografien lagt an, og vedrørende detaljerede data henvises læserne til værkfortegnelsens tidstavle. En placering af Langgaard i hans private og offentlige miljøer -hans menneskelige og kunstneriske baggrund, dannet af de stærke påvirkninger fra forældrene, og en forklaring på hans til stadighed problematiske plads i sin samtids musikliv - i takt med skildringen af hans kunstneriske udvikling »med dens skred og bølgebevægelser« er forfatterens formål med sin biografi. ""1893-1908"", ""1908-1916"", ""1916-1919"", ""1919-1924"", ""1924-1931"" osv. er de nøgterne hovedoverskrifter på kapitlerne. Men skredene og udviklingen anes allerede i kapitlernes undertitler og fremstår klart efterhånden som den letlæste og stadigt mere fængslende skildring skrider frem: fra vidunderbarnets påtvungne kunstneriske udgangspunkt hos Schumann, Gade, Liszt og Wagner i hjemmets religiøse atmosfære (""Et vidunderbarn"" og ""De hellige stier"") frem mod en espressiv senromantisk stil i ungdomsårene og en eksperimenterende periode efter 1916 (""Nye veje betræ-des"") til de modernistiske år i begyndelsen af tyverne (""Antikrist""); derefter fulgte den lange forskansning i en 'objektiv' neo-romantik (""Reaktionen"", ""En romantiker i en nøgtern tid"" og ""Forrådt og forfulgt""). Langt om længe - efter kunstnerisk tavshed og isolation i trediverne — opnåede han så den højt attråede organist-stilling: ansættelsen som domorganist i Ribe i 1940, der indledte den sidste fase i Langgaards liv og værk, en fase, der gik mod fornyet bitterhed og en indkapslen sig i sit tidsfremmede og lukkede filosofisk-religiøse musikunivers. Hans musik fra anden halvdel af fyrrerne til hans død i 1952 (""Eksil i Ribe"") kunne slå ud i bizarre, collage-agtige, nogle gange næsten absurde kompositionsteknikker.

I ingen tidligere skildring af Langgaard har hans livsløb og kunstnerbane fremstået med så stor og overbevisende klarhed som her i Viinholt Nielsens biografi. Liv og værk var for Langgaard ét, hans kunst var ikke et resultat, ej heller en afspejling af hans ydre livsbane; snarere forholdt det sig omvendt: han gennemlevede sin kunst, den blev bestemmende for hans livsløb. Derfor får den biografiske indfaldsvinkel til kunstneren Langgaard også en anden dimension end den traditionelle liv-værk monografis. Vægten i Viinholt Nielsens biografi ligger på redegørelsen for Langgaards indre verden, hans tankeverden og kunstsyn. Det stærke og tyngende, ja, næsten knugende udgangspunkt i forældrenes senromantiske æstetik og faderens teosofiske kunst- og livssyn prægede ham for livet: musikken var det religiøse budskabs kunstneriske virkeliggørelse og forløsning i en verden af lave (jvf. Wagners syn på musik og religion), og Rued var en af Gud udvalgt overbringer af dette budskab til de udvalgte. Et egentligt oprør mod forældrenes tankesæt og dets konsekvenser gennemførte Langgaard vel aldrig, men nok en midlertidig selvstændiggørelse i form af musikalske påvirkninger, der lå hinsides de af forældrene afstukne grænser (Debussy og Richard Strauss), og en modernistisk - og kunstnerisk fængslende — tour de force i en kort årrække.

Fremstillingen er næsten overalt veldokumenteret med nøjagtige referencer til det benyttede kildemateriale. Kun enkelte steder forfalder forfatteren til at bringe andenhånds udsagn og formodninger frem, der ligger på linie med andre tilsvarende, der hidtil har været med til at underbygge Lang-gaard-myten: Langgaard som det miskendte geni, der blev holdt ude fra et musikalsk miljø domineret af Carl Nielsen og Carl Nielsen-æstetikken; en komponist, hvis musikdramatik ikke kunne finde fodfæste på Det kgl. Teater (det skyldtes »stærke kræfter ... ovenfra«, s. 151) og som af de ledende kredse i dansk (kirke)musikliv med Mogens Wöldike i spidsen blev nægtet selv det mindste organistembede, indtil man forbarmede sig over ham og sendte ham til Ribe »med et frimærke på ryggen« (en mulig mundtlig udtalelse af Wöldike om Langgaard, der refereres s. 219). Men også Wöldikes eftermæle fortjener en fair omgang med kilderne og intetsteds dokumenterer forfatteren, at Wöldike og andre fra kredsen omkring Dansk Kirkesang bidrog direkte og aktivt til Langgaards isolation. Når så stejlt uforsonlige og kompromisløse holdninger som Laub-ianismens og Langgaards stod overfor hinanden, kunne kun den ene sejre, og Laub havde en stor del af sin musikalske samtid med sig, også Carl Nielsen. Desuden fandtes der dog organister i embeder på Langgaards tid, der ikke hyldede Laubs idealer.

Bendt Viinholt Nielsens fremstilling, og det skal siges tydeligt, er ellers i hovedsagen et fortrinligt grundlag for en nyvurdering af Langgaard og hans plads i dansk musik - forfatteren giver selv korte, men relevante udblik til tidens musikliv. Derfor er det også uretfærdigt, at denne sobre og indfølende skildring af Langgaards ydre og indre verden ved sin fremkomst i nogle anmeldelser straks blev taget til indtægt for personlig polemik og afpudsning af fjendebilleder i et musikliv, der ellers har sukket efter den indsigt i 'tilfældet Langgaard', som Viinholt Nielsens store Langgaard-arbejder nu har bragt os. Men et lille lands kulturliv har åbenbart til stadighed brug for myter, miskendte genier og syndebukke til selvopholdelse og moralsk afstivning.

Bogen om Rued Langgaard er sympatisk og forstående overfor sit emne; den etablerer og klarlægger sammenhængen mellem Langgaards musik og hans tankeverden - uadskillelige som disse to sfærer var hos Langgaard. Dermed opfylder den til fulde et af en biografis formål. At den biografiske konfigurations tredie led - tiden - må træde i baggrunden, skyldes især emnet selv: Langgaards lukkede univers, der nok forholdt sig til og reagerede på foreteelser i sin samtid, men tillige eksisterede i en om ikke selvvalgt, så dog kompromisløs isolation i forhold til denne. Om en egentlig kunstnerisk udvikling hos Langgaard kan der vel næppe tales. Hans tankeverden og hans musikalske udsagn kredsede næsten fra begyndelsen til enden om de samme temaer. Nye formuleringer kunne komme til udtryk (de modernistiske værker i begyndelsen af tyverne), men blev senere næsten tiet ihjel eller omtolket af deres ophavsmand. Derfor blev ekkoet, genklangen, gentagelsen et centralt element i Langgaards musik. Det insisterende, gentagne budskab i musikken gav sig udtryk ikke alene som ekkoer fra en svunden stil, men som genklange og genbrug fra værk til værk i hans produktion - omarbejdelserne og revisionerne er udtryk herfor -, og som genoptagelse og gentagelse af det samme musikalske stof fra sats til sats og i den enkelte sats (den anden af de tre Rosengaardsviser, symfoni nr. 11, Ixion, f.eks.). Hans produktion forholder sig kontrær til det traditionelle værkbegreb, opfattet som den originale engangsforeteelse. Den forholder sig i det hele taget kontrær til autonomi- æstetikkens krav til det absolut musikalske om originalitet, fornyelse og udvikling, og den forholder sig kontrær til opfattelsen af det musikalske forløb som proces med tematisk udvikling, kontrapunktisk arbejde etc.; kontrær står den tillige til traditionelle genrekrav til f.eks. symfonien som et flersatset værk med et processuelt forløb - for Langgaard var en symfoni alt, der indeholdt det store orkestrale, musikalske udsagn - det være sig kort eller langt, ensatset eller flersatset. Og hans musik synes oftere at udfolde sig i statisk virkende klangrum end at give indtryk af dynamiske formforløb.

Men den forståelse for Langgaards musik og dens baggrund, som Bendt Viinholt Nielsens bog nødvendigvis må skabe, skal ikke udelukke en fornyet æstetisk stillingtagen til musikken selv, også med andre referencerammer end dem, der omsluttede Langgaards egen, religiøse musiktænkning. Viinholt Nielsen åbner selv op for analytiske indfaldsveje til Langgaards musik i bogens afsluttende kapitel, ""Idéerne bag musikken - musikken bag idéerne""; som analytiske termer opererer han med hvad han kalder 'blokdannelser' (moduler) og 'momenter' (et udtryk hentet fra Langgaard selv). Det er ansatser, der fortjener at udarbejdes. I stedet for, at man som før blot betragter Langgaard overvejende som epigon, dér hvor han ikke er moderne, kan sådanne fornyede analytiske forsøg og en postmoderne æstetik måske netop skabe egnede og utraditionelle referencerammer, der yder Langgaards musik større retfærdighed end hidtil. Hans musik er i hvert fald en udfordring til uhildet at klargøre sig de præmisser, på hvilke man vil fælde en æstetisk værdidom over den.

Under alle omstændigheder står nu den analytiske beskæftigelse med Langgaards store produktion tilbage, et analytisk arbejde, der bør have forståelsen som baggrund uden at udelade vurderingen og tolkningen. Med biografien om Rued Langgaard har Bendt Viinholt Nielsen etableret endnu en vigtig forudsætning for dette arbejde - vi skylder hans store arbejdsindsats og dens resultater respekt og beundring og ham selv megen tak herfor.

Fodnoter:

(1) Johnny Kondrup: Levned og tolkninger: studier i nordisk selvbiografi, 1982; så.: Livsværker: studier i dansk litterær biografi, 1986. Keld Zeruneith: Den frigjorte: Emil Aarestrup i digtning og samtid: en biografi, 1981; så.: Soldigteren; en biografi om Johannes Ewald, 1985; så, red.: Livsformer: otte bidrag om biografi, 1988; så.: Fra klodens værksted: en biografi om Sophus Claussen, 1992.

(2) Finn Benestad og Dag Schjelderup-Ebbe: Edvard Grieg. Mennesket og kunstneren, (l.udg.) Oslo 1980. Bo Wallner: Wilhelm Stenhammar och hans tid 1-3, Stockholm 1991. Erik Tawaststjerna: Sibelius l-, (seneste udg.) Helsingfors 1991-. Jørgen I. Jensen: Carl Nielsen - danskeren. Musikbiografi, 1991.

(3) Carl Dahlhaus i Melos 2, 1975, og i hans Ludwig van Beethoven und seine Zeit, Laaber-Verlag 1987, s. 29-73: Werk und Biographie. H. H. Eggebrecht: Musik im Abendland, München/Zürich 1991, s. 451-57: Musik und Biographie.