Nye plader

5 nye cd'er fra dacapo

Weyse: De sene klaverværker.
Bohumila Jedlikova, klaver
dacapo 9307. Spilletid: 50'

Louis Glass: Klaversonater. Klaverfantasi op. 35.
Nina Gade, klaver
dacapo 9306. Spilletid: 72'

Mogens Winkel Holm: Sonate op. 25. Piping down. Note-book. 7 breve til stilheden. Prison music III & IV.
Diverse medvirkende
dacapo 9111. Spilletid: 58'

Karl Aage Rasmussen: Italiensk koncert. Niels Rosing-Schow: Voix intérieures. Anders Nordentoft: Den nervøse øgle. Erik Højsgaard: Paysage blême.
Capricorn ensemble
dacapo 8.224008. Spilletid: 54'

Kuhlau: Strygekartet i a-mol op. 122.
Hornemann: Strygekvartet nr. 2 i D-dur.
Københavns Strygekvartet
dacapo 8.224016. Spilletid: 51'

Weyse er ikke et navn uden for Danmark, og modsat herhjemme vil udlandet sikkert have nemmere tilgang til en plade med hans klavermusik. Det er de virtuose klaverstykker fra hans sene år, det drejer sig om, og det er udmærket udgivelsespolitik, at dacapo udsender musik, som viser andre sider af bekendte navnes produktion. På samme måde som det var tilfældet med dacapos cd med Lange-Müller, er klaverværkerne af disse to 'syngemestre' jo slet ikke kendte. Den nye cd lægger fint op til de kommende nodeudgivelser af Weyses klavermusik, som er under udgivelse, redigeret af Gorm Busk. Samme Busk står for dacapos hidtil bedste booklet, med nodeeksempler og perspektiverende kommentarer på baggrund af frisk forskning.

Weyses stykker er overraskende brillante i ordets egentligste forstand - lyt bare til pladens allerførste etude, som ikke overgås i veloplagthed senere. Bohumila Jedlikova spiller stykkerne som var de karakterstykker, hvad de også er, og ikke som 12 ekstranumre. Hendes spil er kraftfuldt, on the grand scale, og med temperament. Ikke lige det sædvanlige billede af Weyse, men det er jo vores egen skyld. Alligevel tror jeg, musikken er tænkt lidt mere intim end den fremstår her, hvor indtrykket forstærkes af en ucharmerende optagelse med et smalt stereobillede og en noget skinger klang. En helt anden opfattelse af Weyses virtuoserier kunne man få, da den engelske hammerklaverspiller Melvyn Tan spillede et par af stykkerne ved en koncert i Radiohusets Koncertsal for et par år siden.

Det vigtigste er dog, at stykkerne overrasker og forbedrer opfattelsen af Weyse, som har lidt under en virkelig ensformig reception de sidste hundrede år. Når nodeudgivelserne udkommer, kan de sammen med cd'en forhåbentlig inspirere kommende generationer af pianister. Her er gode showpieces at hente.

Endnu en klaverplade fra dacapo viser, at det ikke altid kun er af økonomiske grunde, at små pladeselskaber indspiller musik med få medvirkende. Klaveret var Louis Glass' eget instrument, og han var selv efter sin aktive musikerkarrieres afslutning højt respekteret som pianist og pædagog. Heldigvis har dacapo indspillet hans to sonater og Fantasien op. 35, og ikke en samling af de mange små miniaturer. Louis Glass lagde vægtige udsagn i sine store klaverværker.

Det er en fornøjelse at høre Nina Gade spille disse værker. Hendes spil lyder mere bekvemt end på hendes foregående Hartmann-plade, i denne mere rundede musik. Klangligt er det meget overbevisende og idiomatisk. Musikken er skrevet godt for fingrene, den har elegance og er alligevel robust. På denne cd møder musikken en pianist helt på bølgelængde med komponistens ideer.

Den musikalske kvalitet må overraske også de, som har hørt de sjældent spillede sonater før. Den 2. sonate lyder mere af den Glass, man kender fra symfonierne (forstået på den måde, at man idag kun kender symfonikeren Glass fra værker langt senere end disse). Der er mere Grieg og Gade i den første sonate - et velfungerende, inspireret og meget charmerende stykke.

I begge værker lyder det som om, der var kort vej fra tanke til realisering ved tangenterne; måske fordi det er ret tidlige værker, og teosofien ikke var kommet til landet endnu. Det klæder i hvert fald Louis Glass' tonesprog. Som på Hartmann-pladen kan Nina Gade glimtvis virke vaklende i rytmiseringen, men ellers er hendes spil en fornøjelse at lytte til. Hvor Louis Glass for et halvt år siden kun var et navn i bøgerne, findes der nu 2 cd'er med hans musik, og man kan igen tage fat på en dansk komponist, ingen har spillet i 30-40 år. Lyt selv og døm. Denne cd er den bedste introduktion.

En ambitiøs cd med værker af Mogens Winkel Holm har nu set dagens lys. Anders Beyer argumenterer i sin booklet-kommentar for det gestiske og det teatralske i Winkel Holms musik, og pladens indhold beviser det pædagogisk. I Blæsersonaten er det absurd teater med absurde lyde og løse mundstykker, overlegent iscenesat af Den Danske Blæserkvintet. I Piping Down er det ballet, en solodans for fløjte. Egentligt værker, som kræver en scene. Det er takket være musikernes indsats, at de to stykker kommer ud og optræder i rummet, opsteget fra den flade cd. Note-book er pladens mindst interessante stykke, og de tre blæsere er ikke nær så sammenspillede som den foregående kvintet. Derimod er de 7 Breve til Stilheden og de to stykker Fængselsmusik koncentrerede og åndfulde; det er moden, velformuleret musik, hvor det kun er musikerne, der sætter grænsen for mulighederne for magi. I den henseende er 'De 3 Damer' i fængselsmusikken fremragende. Kommentarerne smører ikke for tykt på: Mogens Winkel Holms musik er unik i dansk sammenhæng, og har, når den er bedst, internationale kvaliteter. Som portræt-cd - dacapos yndlingskoncept - er den glimrende.

Jeg vil ofre et par linier på dacapos lyd. For ofte mangler optagelserne nærhed, og kommunikationen, især i den nye musik, har derfor tendens til at svigte. Man møder tit en mager, nærmest tilbagetrukken lyd, objektiv grænsende til flegmatisk, med smalle stereobilleder og manglende kontakt med musikerne. Dacapo anvender flere forskellige producere, men jeg synes man bør stræbe efter et fælles ideal, og gerne et uden de nævnte mangler. Det kan gøres meget mere overbevisende.

Og designet, som igen er blevet ændret ... og nu er blevet godt! På bagsiden af cd-æsken er kommet en lille introduktion til musikken - en fin idé, som sikkert er hugget fra RCA's 'Living Stereo'-genudgivelser. Typografien er nobel og bookletterne ordentligt redigeret. Nu må det være tid til at holde fast i et layout-koncept i en årrække.

Dacapo har udgivet en usædvanlig cd, hvor fire komponister mellem 37 og 47 hver er repræsenteret af 1 værk. Forklaringen er trykt på coveret: »Denne cd blev oprindelig produceret af Danish Music Export i samarbejde med Komponistbiennalen 1992.« Det er altså et stykke halvfabrikata, men det er da udmærket at dacapo slår til, når der er mulighed for at få en hurtig plade på gaden. Og vi giver den et ord med på vej til udlandet, selvom den har været omtalt før i DMT.

Fællesnævneren for de fire stykker er det engelske ensemble Capricorn. Når man lytter til cd'en får man straks en overraskende og sørgelig oplevelse: de engelske musikere er flere længder foran kvaliteten af deres danske kollegers tilsvarende pladeind-spilninger. Capricorn Ensemblet spiller med overskud, brillans og intelligens (og man skal lige huske på, at Capricorns repertoire også har resulteret i cd'er med musik af Glinka, Hummel og Hubert Parry!) Med andre ord: dansk musik spillet meget bedre end det gøres herhjemme - er det et princip dacapo vil begynde at undersøge nærmere?

Cd'en er et salgsfremstød, men til hvad? Af de fire komponister har kun Karl Aage Rasmussen et antal værker ude på cd, så man lokker forgæves udenlandske lytteres personinteresse. Pladens succes - for den er en succes - er overraskelsen: Hvad er dacapo? Hvem er disse fire mænd, og hvorfor er værkerne så gode? Overraskelsen skaber nysgerrighed, og det sælger plader idag. Denne cd får fremmede lyttere til at prøve et dacapo-produkt igen.

Karl Aage Rasmussens Italiensk Koncert fra 1981 er vindende, rytmisk levende og ikke tynget af fortænkthed. Rosing-Schows og Højsgaards værker supplerer hinanden godt, og bliver med Capricorn Ensemblets virtuositet og kraft hevet ud af de nordiske tågebanker. Sammen danner de et fint geografisk billede, som kan placere dansk musik i samme krog som andre og mere velkendte nordiske lande. Især Højsgaards stykke har en bleg og stillestående skønhed. Anders Nordentofts Den nervøse øgle skiller sig ud med en mager genstridighed og en lidt syg humor.

En vellykket PR-plade, som med skeptisk og indadvendt musik promoverer danskheden. Pladen er optaget i en kirke - det gør andre pladeselskaber ofte med ikke-gejstlige værker, og også i dette tilfælde hjælper det på det akustiske nærvær.

Til sidst nævner jeg en klassiker (dem er der ikke mange af i dansk grammofonhistorie): Københavns Strygekvartet, der spiller Horneman og Kuhlau. Det er optagelser fra 1969, der i sin tid udkom på EP-plader. I 1980'erne blev de udgivet som en af de få cd'er, Dansk Musikantologi nåede at få på gaden.

Her præsenteres optagelserne meget pænere, og lyden er stadigvæk fin. Ensemblespillet er strålende, fraseringen følsom. C.F.E. Hornemans 2. strygekvartet er en perle; klar og opfindsom og med en svæven mellem dur og mol, som virkelig viser at Schubert-inspirationen er flyttet nordpå. Skønne indspilninger, der ikke kan udføres bedre i dag.

3 nye cd'er fra Kontrapunkt

Carl Nielsen: Symfoni nr. 2. Musik til Snefrid. Ouverture til Amor og Digteren.
Odense Symfoniorkester. Edward Serov, dir.
Kontrapunkt 32178. Spilletid: 51'

Gade: Comala.
Canzone Koret. Sønderjyllands Symfoniorkester. Diverse solister.
Frans Rasmussen, dir.
Kontrapunkt 32180. Spilletid: 57'

Gubajdulina: Værker for cello.
Henrik Brendstrup, cello. Jens E. Christensen, orgel. Athelas Ensemblet. Flemming Windekilde, dir.
Kontrapunkt 32176. Spilletid: 52'

Odense Symfoniorkester fortsætter i rask tempo deres Carl Nielsen-serie, og denne cd er den hidtil bedste. Det skyldes nu ikke symfonien, men førsteindspilningen af Nielsens musik til Drachmann-melodramaet Snefrid, og en version af Ouverture til Amor og Digteren, som er i en helt anden klasse end den med Sønderjyllands Symfoniorkester, jeg omtalte i forrige nummer af DMT. Snefrid-musikken er noget så enkel og alligevel uudgrundelig. Fx satsen Snefrids drøm, som er helt symbolistisk, med en uvirkelig omgang med et minimalt materiale. Amor og Digteren er vittig, og lyder her helt i familie med den 6. symfoni. Sammenstillingen af de to værker, som har 35 år mellem sig, er meget oplysende.

Til gengæld mangler symfonien præcison hos ensemblet og klarhed i samklang og lydproduktion, som er foregået i en lille akustik. Instrumentgrupperne klumper sammen, og orkestret får en ufrivillig tyk klang. Strygerne mangler styrke til at oplyse de tykke passager, fx i 4. sats' hovedtema, som ellers har en god, dansk landevejsstemning. I violinernes fortspinnung er uklarheden værst. Her kræves mere luft og adskillelse af satsens elementer, som man kan høre det i Herbert Blomstedts drømmeindspilning med San Francisco Symfoniorkester. Men karakteren i symfonien er fin, især er de to første satser konkurrencedygtige.

Pladens vigtigste minus er dog den korte spilletid, som ikke opvejes af det gode program. Hvis Kontrapunkt partout kun vil lægge én symfoni på hver cd, skal der være flere af de småstykker, som gør serien så spændende. Det er her, orkestret laver noget helt uden konkurrence.

Frans Rasmussen har indskrevet sig til stor hæder for sine indspilninger af Gades korstykker - af alle de Niels W. Gade-cd'er, der er udkommet de seneste år, er hans korplader nogle af de allervæsentligste. Denne nyeste indspilning er af Comala, Gades første korstykke (Gades egne betegnelser for genren skiftede genem årene). Comala hører til tiden fra Ossian-ouverturen og den 1. symfoni, det vil sige den mest elskede periode af Gades produktion. Alligevel har den ikke været opført i 25 år, endsige nogensinde indspillet. Faktisk har Comala aldrig haft fodfæste i dansk musikliv, heller ikke på Gades tid, sikkert fordi den tyske gendigtning af Ossians legende gør værket meget tysk, i Mendelssohn'sk forstand.

Også idag hæmmes værket af teksten, som er naiv, rigtig naiv. Handlingen er også så enkel som et romantisk drama overhovedet kan tænkes: Heltinden dør af sorg over heltens død, men han var slet ikke død alligevel. Og nej, helten støder ingen kniv i hjertet, han synger bare en sang og lever videre. Det er et utroligt antiklimaks! Den mildt sagt stoiske rolle som Fingal synges perfekt af Johannes Mannov, som med sin ferske 1. bas er helt rigtig til partiet.

Svagheden ved indspilningen er Sønderjyllands Symfoniorkesters glansløse spil, og at det flittigt indspillende Canzone-kor ganske enkelt er for lille til dette værk. Korsatserne er meget enkle, utaknemmelige, og åbenbart skrevet til et noget mindre raffineret 'folkekor'. Disse to indvendinger forstærker fornemmelsen af værkets naivitet. Pladens lyd er temmelig dump, glansløs og med stedvis forvrængning i kraftige passager.

Gades inspiration er ujævn i værket - den megen arioso tyder på lavvande, mens der er skønne højdepunkter i fx Comalas 'Still ist die Jagd' og i Fingals to afsluttende numre med damekor. Højst interessant og perspektiverende lytning fra Gades mest velkendte periode.

Kontrapunkt har også udsendt en cd med værker af Sofia Gubajdulina. På ryggen har den fået titlen Cello Works - en dårlig idé, når pladen rummer så meget mere end den veloplagte cellist Henrik Brendstrup. Coveret prydes af to billeder af solisten, ét godt og ét krukket. Indholdet er til gengæld vidtfavnende, rummeligt, og i stigende grad besættende at lytte til.

Fornuftigt præsenteres tre værker i kronologisk rækkefølge, og efter min mening også i stigende kvalitativ rækkefølge. Detto II for cello og sinfonietta (her Athelas Ensemblet) er fra 1972, og mangler den originalitet, som har gjort Gubajdulina til et verdensnavn. Men det er skønt at høre Athelas Ensemblet på cd. (Detto II er for øvrigt netop kommet i en konkurrerende indspilning på BIS). Ørerne spidses mere alvorligt under de 10 Præludier for solo cello, som Brendstrup spiller med ægte dedikation. Hans klang er pragtfuld, og demonstreres straks i de to første præludiers vekslen mellem staccato og legato. Det sidste præludium, spillet pizzicato, runder en koncentreret og antologisk samling cellostykker af med sjælden bravour.

Det sidste 10. præludium lægger fint op til pladens bedste værk, In Croce, hvor Brendstrup spiller sammen med organisten Jens E. Christensen. Det er plakatmusik, hvor et hypnotiserende og ret latterligt tema gentages i en sats, der helt fantastisk leger med de uforenelige Klangkörpen cello og orgel. I kampens hede slås et par gnister fra den ellers så sikre udførelse, men det er blot tegn på musikernes store medleven. ECM har ikke monopol på karakteren i disse værker. Brendstrups og Christensens udførelse er for lyttere, der ønsker ægte musikerskab bag den 'fromme minimalisme'.