Nye plader

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 03 - side 140-142

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Spor Festival
  • Annonce

    Man skal høre meget

Kodály: Strygekartet nr. 1 & 2. Gavotte.
Kontra Kvartetten.
BIS CD-564 (spilletid: 65')

Vagn Holmboe: Symfoni nr. 1, 3 & 10.
Aarhus Symfoniorkester, dir. Owain Arwel Hughes.
BIS CD-605 (spilletid: 71')

Gunner Møller Pedersen: Glasmusik I-IV
Winter Garden 1994-1 (spilletid: 61')

Geir Draugsvoll: Classical Accordion.
Værker af Stravinskij, Holmboe, Lorentzen, Mossenmark, Takahashi, Nordheim, Aaquist og Mozart.
Simax PSC 1096 (spilletid: 68')

Leif Thybo: Mouvement Symphonique. Concerto II per organo, "St. Andrew's". Aus dem Stundenbuch. Sonnengesang. Sumer is icumen in. Contrasti per organo.
Grethe Krogh, Inge Bønnerup, Erik Lundkvist (orgel), Susanne Lange (sopran) & John Petersen (trombone). Dacapo 8.224009 (spilletid: 74')

Carl Nielsen: Blæserkvintet op. 43. Vagn Holmboe: Notturno op. 19. Per Nørgård: Whirl's World. Hans Abrahamsen: Walden. Den skandinaviske Blæserkvintet. Dacapo 8.224001 (spilletid: 64')

P2musik Kammermusik Konkurrence 1993.

Den skandinaviske Guitarduo: Værker af Rodrigo og John Frandsen.

Ensemble Nord: Værker af N.V. Bentzon, Herman D. Koppel & Erik Bach.

Ensemblet Tukutukaah...: Koncertsuite nr. 2 af André Jolivet. DKCD 0394 (spilletid: 57')

Allerede de første akkorder på Kontrakvartettens nye cd med værker af Zoltán Kodály demonstrerer hvad der er i vente: de stærke ekspressioner, et intenst vibrato, store kræfter under forstandig kontrol. Det er simpelthen fantastisk godt ensemblespil på højt internationalt plan.

Pladen er indspillet i statsensemble-perioden. Musikken var ukendt for mig, og var en stor overraskelse. Det er tidlige værker, fra hhv. 1909 og 1918, som er meget generøse og charmerende. Sproget er meget melodiøst, og med en egen sjælfuld kvalitet, som man kender den hos fx Janacek. Den 1. Kvartet er med sine 45 minutter et vitalt og idérigt hop ind i genren, og fuld af egensindige idéer i en tæt sats. Men det er den 2. Kvartet, der er pladens højdepunkt. En subtil lille sag på 18 minutter i et perfekt fungerende idiom, der når sit klimaks i den anden - og sidste - sats. Anton Kontras recitativ og det raffinerede samspil i giocoso-delen er simpelthen suverænt. Og gribende. Hør den!

Pladen indeholder også en morsom og delikat Gavotte, fundet mellem Kodálys papirer posthumt. Den er placeret mellem de to kvartetter, som en sorbet på en fin restaurant, og er lige til De nordiske Spillemænds repertoire.

De to strygekvartetter er også indspillet på cd af Kodály-kvartetten (!), men den cd er ikke længere i handelen. Derfor kan denne nyindspilning være med til at påvirke det internationale kvartetrepertoire.

Optagelsen er typisk for dette pladeselskab lavet uden brug af såkaldte støttemikrofoner, og lyden er fri og naturligt farvet af åstedets akustik.

En anden fremragende plade fra BIS er den 3. cd i rækken med Vagn Holmboes symfonier, spillet af Aarhus Symfoniorkester. Det er en plade, som er svær at lægge fra sig. Den rummer en broget flok værker: 1., 3. og 10. Symfoni, og de spilles af et rigtigt velfungerende symfoniorkester, som virker fortroligt med musikken. Den 3. symfoni er pladens største fund. Det er et værk fra 1941, stædigt, djærvt og nationalistisk. Ifølge Holmboes egen udtalelse fra dengang er symfonien et eksperiment i jysk musikdialekt, et efter Holmboes mening over-set tonesprog. Resultatet er i hvert fald bemærkelsesværdigt.

Ydersatserne er bygget over jyske sanglege, og midtersatsen er symfoniens hjerte, variationer over folkevisen om Ebbe Skammelsen (som jo bor sig nør i Thy). I Skammelsen-variationerne folder den jyske stædighed sig ud i suveræn orkestersats. Alt i alt er symfonien det mest positive og kon-struktive resultat af besættelsestidens musikideologi, jeg har hørt. At den er placeret først på pladen (før Symfoni nr. 1) skyldes vel den vidunderlige førstesats, Brujdans, som er en uimodståelig fanfare. Ifølge pladens noter er den en af Holmboes mindst spillede symfonier, men efter at ver-den nu får den at høre, må det da ændre sig. En koncert-opførelse vil gøre lykke.

Fraregnet ungdomsværkerne er Symfonien for kammerorkester opus 4 Holmboes 1. Det er et magert men festligt værk, skrevet for krisetidsbesætning. Symfonien viser tidens skræmmebillede af den 'motoriske' Holmboe med Bartók-inspirerede melodier, som går hånd i hånd med inspirationen fra Stravinskij. I be-tragtning af hvilken betydning anti-romantikken fik i Danmark, findes ikke meget af 1930'rnes nye saglighed på plade, og som læseren måske kan regne ud, mener jeg stadig, at man ikke kan dømme uden at høre musikken - derfor er også Holmboes ungdomsværker relevante som pladeudgivelser.

Den 10. symfoni viser den Holmboe, som vi mener at kende ham i dag; dvs. en metamorfose-symfoni med enorm intellektuel styrke. Den spilles flot, men lidt stakåndet. Der kan graves mere i den symfoni. Owain Arwel Hughes dirigerer med raske tempi, kækt, måske lige lovlig kækt en gang i mellem, så det rytmisk-imponerende får overtaget. Jeg kunne forestille mig en lidt sejere fornemmelse i de mest motoriske passager. Pladen har smuk, perspektivrig lyd.

Holder man af Glyptotekets bygning, værdsætter man sikkert også de daglige elektroniske seancer, iscenesat med Gunner Møller Pedersens musik Et Lydår. Nu har Pedersen skabt elektronmusik til Glasmuseet i Ebeltoft, og udgivet musikken på plade. Værket består af 4 satser på hver et kvarter, Glasmusik I-IV. Materialet er lyde af glas, strøgne, klinkende, klirrende, der er samplet og bearbejdet på en Macintosh-computer i DIEM-studierne.

Med forbløffende enkle midler skaber Pedersen en organisk rummusik, som ligger midt imellem 'opmærksomhedskrævende musik' og ren New Age. Men Pedersen skammer sig ikke over New Age, og det har han heller ingen grund til. Glasmusikken kan helt sikkert anvendes meget praktisk til mange formål. Lytter man alle fire dele i følgerække, opdager man, at satserne forholder sig til hinanden, både hvad angår mængden af lydelementer og de kontrasterende 'symfoniske' karakterer. En samlet lytning kræver dog ro og gode højttalere, men er ikke krævende. Allerbedst må det dog være at besøge museet og opleve rummusikken i den originale quadrofoniske form, for på cd'en er værket mixet ned til almindeligt stereo. Det generer ikke lytningen, men ægger til at opleve den komplette installation i Ebeltoft. Gunner Møller Pedersen har selv skrevet fine kommentarer i bookletten, og tegnet enkle grafiske oversigtspartiturer.

Den herboende norske accordeonspiller Geir Draugsvoll har fået udgivet en soloplade med et program, der spænder fra Mozart til 33-årige Staffan Mosenmark. Gennem det brogede program tegner sig dog et billede, nemlig af en klarhjernet og elegant musiker med en kølig klang. Selv ikke i Bent Lorentzens stykke Tears hører man svælgen. Pladens repertoire er klassisk, og Draugsvoll er så teknisk overlegen, at bælgværket slet ikke påvirker hans fraseringer. Det er som at lytte til et vandret instrument.

I duo med kollegaen James Crabb kan man høre deres egne uddrag af Stravinskijs Petrusjka, præcis, ryt-misk livlig og letfingret. Vagn Holmboes Sonate op. 143a er smuk og meget arkaisk, og spilles med eminent forståelse af Draugsvoll.

Pladen er en demonstration af Geir Draugsvolls virtuositet og intellekt - og et perfekt visitkort til de næste års engagementer.

En fyldig dacapo-cd ligner umiddelbart en lovmæssig portræt-CD, som skal yde retfærdighed for en komponist, der er dårligt repræsenteret på plade. Men formen bedrager. Det drejer sig om en flot samling af Leif Thybos orgelmusik, som jeg opfordrer alle, der lige som jeg kun kendte Thybos navn, til at høre. Den indeholder musik af høj kvalitet. 4 store orgelværker, et fra hvert af årtierne fra 1950'erne til 1980'erne, og to værker for orgel og sang. Pladens rygtitel Vocal and instrumental works er faktisk misvisende - ville titlen Orgelværker ødelægge de kommercielle muligheder?

De store koncerterende orgelstykker er pladens styrke. Thybos Orgelkoncert nr. 2, St. Andrew's er et væsentligt værk, spillet med selvsikkerhed af Inge Bønnerup, som skubber værkets umiddelbarhed helt ud gennem højttalerne. Andre højdepunkter er Thybos to variationsværker for orgel, hvoraf variationerne over Sumer is icumen in fra 1985 er de mest smittende - morsomme og raffinerede sommerstykker med meteorologiske satskommentarer. Contrasti er et fejende koncertstykke med instrumental fantasi af international styrke. Begge disse værker spilles klart af Grethe Krogh. Svagest står de to vokalværker, som synges af Susanne Lange. I Aus dem Stundenbuch lyder hun utryg og klangligt dårligt afstemt med den nøgterne orgelsats. Bedre går det med Sonnengesang, som er tilegnet hende selv. Her er udtrykket gennemarbejdet og dramatisk. Jeg kan forestille mig, at denne cd vil få organist-ører verden rundt til at opspore Thybos parti-turer.

En sidste dacapo-plade i denne omgang har et glimrende program: Blæserkvintetter i de successive generationer Carl Nielsen-Holmboe-Nørgård-Abrahamsen. Det er godt planlagt, men optagelsernes lyd skuffer. Den er for tør, klangløs og luftfyldt. Ensemblet er ikke indfanget i balance, og det skader indtrykket af pladens hovedværk, Carl Nielsens Blæserkvintet. Jeg havde ventet, at en dacapo-udgave af Nielsens Blæserkvintet ville være helt i top, men Den skandinaviske Blæserkvintet mangler den sidste smule perfektion og egalitet, og udtryksregistret er for begrænset. Variationssatsen klarer sig bedst, men den samlede udførelse kan ikke måle sig med f.eks. Bergens Blæserkvintet (BIS). Og nu kan man også høre ur-kvintetten, som Nielsen skrev værket til (dog med Holger Gilbert-Jespersen på fløjte), i førsteindspilningen fra 1936, på mærket Clarinet Classics.

Holmboes 1940-Notturno er et smukt værk med en dejlig 3. sats, Improvisazione. Den polyfone musik klæder ensemblets spil, og værket følger Nielsens Kvintet op på en pudsig måde. Per Nørgårds Whirl's World fra 1970 er et studie i interferens, eller 'hvirvler', med Nørgårds ord. Værket har tidligere været indspillet af Den danske Blæserkvintet. Pladen rundes af med Hans Abrahamsens lille økologiske serenade Walden, som får det smukkeste spil frem hos ensemblet. En cd, der er glimrende til eksport, men går man efter en udgave af Nielsens Blæserkvintet, fås den bedre andetsteds.

I foråret 1993 afholdt P2musik sin Kammermusikkonkurrence, og en del af præmien for de tre vinderensembler var medvirken på en cd. Hvorfor udkommer den så først nu, næsten 1 1/2 år efter konkurrencen? Her ryger en vigtig pointe ved hele arrangementet! Pladen er tænkt som et visitkort, så ensemblerne kan udnytte prismodtager-effekten. Den er udgivet i et samarbejde mellem P2musik og Dansk Musiker Forbund, og bookletten rummer også både pressebilleder og booking-adresser, samt en fagforeningssnak fra DMF!

1. prisen gik til Den skandinaviske Guitarduo, som har et udtryksfuldt og tæt sammenspil. Duoens program er meget velvalgt: Rodrigos store Tornadilla og John Frandsens velklingende Twilight, som ikke helt lever op til sin titel. Som på resten af pladen er lyden meget flot. Helt fri og naturlig.

2. prisvinderen, Ensemble Nord, har allerede fået sig et navn i branchen. Deres udførelse af Niels Viggo Bentzons Pyramide er lidt løs i fug(a)erne, og ensemblet præsenterer sig bedre med Herman D. Koppels lille Giocattolo og især Erik Bachs sjove Souvenir de Défense.

Ensemblet er sympatisk og mildt klingende. Tukutukahh... hedder et ensemble med fire janitscharer og en fløjtenist, og de spiller en flot udgave af Jolivets Koncertsuite nr. 2 fra 1965 - der kan ikke være mange andre 'gamle' værker for denne besætning! Stykket kræver ubegrænset karma af fløjtenisten, og hvis det ikke opfyldes i denne version, kan det jo nå at komme endnu. Alle ensemblerne har en lav gennemsnitsalder. I Jolivets stykke har satserne ikke hver deres skæring på pladen, som der ellers står på coveret - endnu en type fejl som skal undgås, når kammermusikkonkurrencen gentages til næste år.

Inden for de sidste par år har Radiosymfoniorkestret og Radiokammerkoret indspillet mængder af plader. Der kan kort nævnes: Instrumentalkoncerter af Bo Holten. Symfonier af Langgaard. Orkesterværker af Poul Ruders. Drot og Marsk af Heise. Aladdin og korte orkesterværker af Carl Nielsen. Polkaer af Lumbye. Elverskud af Gade. Symfonier af Honegger. Petrusjka af Stravinskij. Mahlers symfonier. Korværker af Schnittke, Reger og Richard Strauss.

På mange måder er det en helt usædvanlig produktion, og omfanget af den sigter mod verdensmarkedet. Vi ville gerne mere grundigt fortælle om kvaliteten af produkterne i denne udgivelsesrække. Desværre er kun meget få af DR's pladeudgivelser (og Chandos' udgivelser generelt) blevet fremsendt til redaktionen. Det beklager vi.

Red.