Nye plader

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 04 - side 172-175

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Små, men vigtige

Denne rundgang i pladeafdelingen, vil fokusere på små pladeselskaber, som fortjener opmærksomhed i kraft af usædvanlige produktioner med højt ambitionsniveau.

Jeg har fulgt det lille amerikanske pladeselskab Bridge i et par år. Det ledes af guitaristen David Starobin, som i kraft af sit virke som musiker har et bredt synsfelt, når det gælder det 20. århundredes musik. Det udnytter han i sin pladeproduktion (ofte i samarbejde med det fremragende ensemble Speculum Musicae), som bør få danske ny musik folk til at holde øje med udgivelserne. Jeg blev for alvor interesseret i plademærket efter udgivelsen af Poul Ruders' Psalmodier med Starobin som solist. Jeg har hørt værket i flere koncertopførelser med uldent og gnidret guitarspil, men på pladen ydes der fuld retfærdighed til værket: Her får solisten det brillante, det frapperende uventede, det sangbare og det virtuose til at gå op i en højere enhed. Og lyden så klokkeklar og ren bakkes suverænt godt op af ensemblet Spe-culum Musicae dirigeret af Donald Palma.

På denne udgivelse med værker af Ruders finder vi også Vox in Rama og Nightshade, spillet af Capricorn ensemblet under Oliver Knussen. Dette ensemble er ikke et ukendt navn for dette blads læsere. Blandt andet har det indspillet en fremragende cd på dacapo med værker af Rasmussen, Rosing-Schow, Nordentoft og Højsgaard (dacapo 8.224008), omtalt i DMT nr. 8 1993/94. Bridge-cd'en blev ikke uden grund valgt til 'Critics choice' i det amerikanske musiktidsskrift Fanfare. (BCD 9037).

Den dansk-amerikanske forbindelse er nu udvidet til indspilning af Ruders' 1. Violinkoncert, og nye udgivelser med andre danske komponister (Ruders, Rasmussen, Abrahamsen og Sørensen) er under opsejling, bl.a. skal Karl Aage Rasmussens klavermusik udgives med den engelske pianist Rolf Hind.

Den amerikanske interesse for dansk musik og musikliv er ikke til at tage fejl af, uden at man dog af den grund skal tro, at dansk musik stormer frem i USA. Med slet skjult stolthed kan vi ikke desto mindre videregive informationen om, at Vagn Holmboe udnævnes i New York Times og amerikansk fagpresse til en af verdens betydeligste symfonikere i dette århundrede, Center for the Stu-dy of Danish Music er blevet oprettet i Louisville, Kentucky, Thomas Dausgaard udnævnes til assistent for Seiji Ozawa i Boston, slagtøjsduoen Safri Duo præsenteres i New York, Sarasota Opera i Californien opfører Carl Nielsens Maskerade på dansk i 1995, Radiosymfoniorkestret planlægger USA-turne i 1997. Dette er blot et udpluk af aktiviteter.

Bridge Records har i denne ud-vikling levet op til navnet og dannet forbindelse mellem Danmark og USA. Via den danske komponist Poul Ruders, der optrådte som gæstelærer ved Yale University i 1989 og derigennem kom i kontakt med musikmiljøerne over there. Altså igen for syvogtyvende gang for Prins Knud: Ikke noget med smarte marketing-afdelinger og lårkorte damer, der sælger dansk musik, men noget så enkelt som en personlig kontakt, der langsomt udvikles til et netværk. Kompetent, seriøst og uden personfnidder og anden fikumdik.

Fra raritetskabinettet i Bridge vil jeg nævne Stefan Wolpe-cd'en (Suite im Hexachord, Quintet with Voice og Piece in 3 Parts). Det er igen Speculum Musicae, som spiller. Dette specialensemble for det 20. århundredes musik har base i New York, men turnerer i både USA og Europa. Hvornår kommer det til Danmark?

Wolpes musik undersøger i 30'r-værkerne muligheden for en revurdering af 12-tone idiomet. Titlen på det indledende værk lader os forstå, at vi har at gøre med den systematik, som i teoretiske kredse er forbundet med Forte-analysen, der har vist sig at være et godt redskab til at opregne antal forekomster af bestemte strukturer. Wolpe bruger da også (ialt seks) af disse såkaldt 'pitch class set'. Jeg har ikke kunnet finde videnskabelige analyser af Wolpes musik, måske regnes han for uinteressant blandt videnskabsfolk. Den foreliggende cd giver mig lyst til at høre mere. (Bridge 9043).

More than Idle Chatter er titlen på en cd med musik af Paul Lansky. Pladen viser den eksperimenterende side af amerikansk minimalisme. Lyden er frembragt af computere og stemme (Hannah Mackay). Udtrykket at 'bade' i lyd giver virkelig mening her. Enhver, der har spillet til striptease på el-orgel og synth, vil nikke genkendende til en bestemt sound: Denne vibratofyldte, kvalme klang - udviklet først af mærket Farfisa - som i sandhed er meget mere moderne og pågående ulækker end de såkaldte provokationer, der kommer fra dele af den eksperimenterende gråzone.

Det spændende i tilfældet Paul Lansky er, at han gør det vanvittig opfindsomt og dragende. Og stemningen af velour og dæmpet belysning dækker ikke Lanskys musik, det er kun en del af den. På samme måde som det ordinære hos Warhol kun er overflade, der dækker over det sub-stantielle.

Musikken er så pågående, at den ikke efterlader et »tja, måske er det meget godt. Jeg skal nok bare høre det nogle gange«. Enten synes man det er noget slemt bras, eller også lader man sig indhylle i lyd og tekst. Jeg hører til de sidste. (Bridge 9050).

Til oplysning for de nysgerrige må nævnes den amerikanske komponist Elliott Carter, som portrætteres på en Bridge-udgivelse. Musikken leveres af The Group for Contemporary Music (Bridge 9044). En anden cd er helliget klavermusik af Stravinsky, spillet af den amerikanske pianist Aleck Karis (Bridge 9051). Interesserede i Bridge-produktioner kan få tilsendt katalog ved henvendelse til Bridge records i Danmark, att. Hanne Nebeling, Kløverbladsgade 36, 2500 Valby, tlf. 36305331, fax 36302286.

Et andet udenlandsk plademærke, som har levet en skyggetilværelse herhjemme, er det franske Disques Montaigne, hvis produktioner ganske enkelt er eminente. Jeg fik først øje på selskabet i forbindelse med vores feature på Conlon Nancarrow her i bladet i sidste årgang. Da jeg lyttede til en cd, hvor Arditti Strygekvartetten spiller Nancarrows strygekvartet nr. 1, blev interessen for plademærket forstærket. Pludselig dumpede jeg ned i en verden med strygekvartetter af Carter, Ives, Alan Yim, Feldman, Lucier, Young og Cage. På samme plade. Ikke alene er der trilinguale tekster om musikken i teksthæftet, det er tre forskellige artikler skrevet af førende kendere af ny musik! Og dertil en udførlig bibliografi "Further readings", hvor der henvises til nye tidsskriftartikler og bøger. Forbløffende og meget stimulerende. (Disques Montaigne 782010).

Det er et gennemgående træk ved udgivelserne på Disques Montaigne: De er interessante både musikalsk (spillet af de bedste ensembler), kunstnerisk (klassikere og nye spændende navne i det 20. århundrede) og dokumentarisk (grundige teksthæfter).

For de formidlere, der har det 20. århundrede som genstandsfelt (som de siger på Musikvidenskabeligt Institut), er en orientering i Disques Montaigne ensbetydende med en guldgrube af musik, hvoraf en hel del ikke er tilgængelig på de større for-kromede plademærker.

Jeg nævner i flæng: En hel cd med musik af Marc Monnet (Ensemble Accroche Note), en cd med musik af Georges Aperghis (Martine Viard), en 2-cd med Madernas Hyperion, en cd med horntrioer af Brahms og Ligeti (måske den mest forudsigelige og 'unødvendige' produktion i stakken, da musikken er indspillet en stribe andre steder), en cd med etuder af Scriabin spillet af Nikita Magaloff, en hel stribe cd'er (foreløbig 4) med værker af Kagel spillet af Ensemble Modern, en 3-cd med Lullys Alceste.

En varm anbefaling til Disques Montaigne, som holder til i 15 Avenue Montaigne, 75008 Paris. Tlf. +33 1 47209160. Fax +33 1 47209157. Directrice de production er Claudine Pellerin.

Cd-produktionen hos familien Stockhausen i Kürten har vi beskrevet tidligere i disse spalter. Siden sidst er der kommet en længere række plader, hvoraf nogle er overførsler fra gamle indspilninger, andre er nyindspilninger. Til den førstnævnte kategori hører Kontakte, som er udkommet på cd sammen med Zyklus og Refrain (Stockhausen 6).

På samme måde som man har renset gamle plader med Caruso for støj, har man renset båndet med elektronisk musik i Kontakte (versionen for bånd, klaver og slagtøj). Jeg hørte værket live ved Ultima festivalen med det rensede performance-tape, hvor udforskningen af lyd i rummet var overvældende (se også anmeldelse af Ultima festivalen andetsteds i dette nummer). Jeg skriver udforskning, det skal ikke forstås som klangforsøg eller ufærdige eksperimenter: Denne musik lyder i den grad frisk og ny, på trods af de meget begrænsede midler elektronmusik-komponisterne havde sidst i 50'erne.

Samme indspilning af Kontakte er også udgivet på plademærket Wergo, men med et meget mindre ambitiøst ledsagehæfte (Wergo 286009-2). Dette pladeselskab lægger dog også navn til en pragtfuld udgivelse med Stockhausens klaverstykker I-XI med Herbert Henck ved klaveret (Wer 60135/36-50). Helt igennem overbevisende udført og i en lydgengivelse (optagelsen er fra 1985 og 1986), der imponerer.

Siden jeg sidst skrev om Stockhausens udgivelser, er der udkommet Der Jahreslauf (Stockhausen 29) i den koncertante version fra en optagelse i 1979. Værket indgår som 1. akt i Tirsdag fra Licht, som blev uropført på operaen i Leipzig i 1993. Værket Inori er udkommet (Stockhausen 22). Det danske publikum kunne opleve værket opført i Odense for nogle år siden i en historisk koncert med komponisten som dirigent (han selv taler stadig om denne opførelse med entusiasme og glød i stemmen).

Af nyindspilninger på Stockhausen Verlag finder vi Oktophonie, der er elektronisk musik (anvendes i Tirsdag fra Licht). En god time i selskab med de imaginære luftkrigere, der 'bomber' publikum fra forskellige lydkilder (komponisten kalder der 'skud', 'klangbomber' og 'nedstyrtninger'). Sønnen Simon, der har haft mere end én finger med i spillet i denne musik, har i samarbejdet med faderen ud-viklet en forunderlig og fremmed musik.

Som ved Kontakte gælder det for Oktophonie, at rumvirkningen er optimal ved liveopførelse, stereogengivelsen giver en amputeret oplevelse. Ved den koncertante uropførelse i Lissabon af Oktophonie var lydsporet efter min mening for svagt, hvilket komponisten naturligvis var helt uenig i. Som han sagde: »Det er en civiliseret krig, der foregår i mit værk!«. Det kunne jeg blæse højt og flot på i forbindelse med lytning af cd'en. Jeg tog mine phones på og skruede op på maximal styrke - det er noget af det mest psykedeliske og spacy, jeg har oplevet, siden jeg i sin tid lå begravet i Jens Lyn-tegneserier. (Stockhausen 41).

Udgivelserne fra Stockhausen Verlag kommer regelmæssigt og i et omfang, der gør det umuligt at omtale alle produktioner. Skriv efter katalog: Stockhausen Verlag 51515 Kürten, Tyskland.

I forbindelse med vores feature på rock- og gråzonemusik anskaffede jeg to cd'er, hvor Ensemble Modern spiller musik af henholdsvis amerikaneren Frank Zappa og tyskeren Heiner Goebbels. Zappa udkommer via Zappa Family Trust på plademærket Barking Pumpkin Records. Familie-foretagendet er en ren pengeafpresningsmaskine, der tager sig af at skrabe kroner ind. Stort set alt er forbudt, når det gælder opførelse og videregivelse af Zappas musik. Med mindre man altså har pengekassen parat.

Udgivelsen med Zappas musik hedder The Yellow Shark, men det er blot et reklamefif for at sælge musikken. Nu er det sådan, at Zappa ikke kunne instrumentere, det fik han andre til. Det er et problem, når man gerne vil være 'rigtig' komponist, sådan med nedskrevne noder. Hvis man som komponist gerne vil komponere og ikke kan noder eller instrumentere en melodi, så er vi lige så langt ude som dagbladskritikeren, der skriver stolpe op og stolpe ned om »opførelser på musikkens egne betingelser« og gudvedhvad, og samtidig sidder ved sit pianoforte og kæmper krampagtigt med Det var en lørdag aften fra sangbogen. Der er lissom noget, der ikke harmonerer. Noget med grundlaget, håndværket, et mindste mål af faglig kunnen. Man har kort sagt ikke tillid til dem.

I tilfældet Zappa så kunne han provokere, siges det. På første skæring på Yellow Shark (der er optaget live) indleder komponisten med at gå ind på scenen og sige, at hvis der er nogen der vil smide underbukserne oppe på scenen, så skal det være dér henne i hjørnet. Orv, hvor tør han! - skal jeg vist synes. Niveauet er lagt. Man kunne passende returnere med en beklædnings-metafor og med barnet sige: »Han har jo slet ikke noget på.«

Jeg kan tage fejl (jeg har langt fra hørt alle titler, som indgår i The Frank Zappa Collection, der omfatter ikke mindre end 48 pladeudgivelser), men at dømme efter den foreliggende cd, så vil jeg forsigtigt bedømme hans musik til at være en kende overvurderet. I dette tilfælde ligner det mere et marketingforsøg fra Ensemble Modern: Zappa som løftestang for udbredelsen af ensemblets øvrige repertoire.

Af de 19 skæringer på cd'en, sker der noget spændende i nr. 8, Be-Bop Tango og nr. 19, G-Spot Tornado, der er morsom. Resten er Stravinsky uden Stravinsky. Instrumenteret rock for klassisk ensemble minder mig for meget om alt for mange pædagogiske øvelser, som haglede ned over os i skoletiden. Og lige så raffineret og begavet som cirkusorkestre der oppe under taget spiller syvenderangs-arrangementer af Den Lyserøde Panter eller Elephant Walk.

ZAPPA™. The Yellow Shark. Ensemble Modern dirigeret af Peter Rundel. 1993 Zappa Family Trust. CDZAAP 57.

Så er der unægtelig mere saft og kraft i Ensemble Moderns udgivelser med tyskeren Heiner Goebbels. Jeg har dén i hånden, som rummer vær-kerne La Jalousie, Red Run, Herakles 2 og Befreiung. Det er det efterhånden slet ikke så lille pladeselskab ECM, der under deres New Series udgiver Heiner Goebbels. Hans meget pågående og teatralske musik kunne opleves under den nyligt afholdte performance festival og seminar i København (Europæisk performance og teater på vej mod år 2000), hvor komponisten selv (ved klaveret) op-trådte med sin kunst i værket Die Befreiung des Prometheus. Sammen med skuespilleren Ernst Stötzner og trommeslageren med meget mere, David Moos, nytolkede de Prometheus-myten.

Goebbels hører om nogen til inde i den svært definerbare gråzone. Hans baggrund er arbejdet med free-jazz, teatermusik, eksperimentel rockmusik og hørespil. Og så kan han altså også skrive noder og instrumentere og den slags. Hans hørespil er udgivet på en 2-cd på ECM, hvilket giver et signal om, at plademærket for alvor satser på komponisten.

I den aktuelle cd får Ensemble Modern virkelig mulighed for at vise, hvor godt et ensemble, det faktisk er. Goebbels musik er fysisk og overvældende, men ikke til at sætte i bås under etiketten 'de nye vilde II' eller noget i den retning. Dertil er musikken alt for uhåndterlig. En af hans forcer er for mig at se indoptagelsen af klicheerne og kendte vendinger fra jazzen og rocken, som ses i ny belysning og i nye omgivelser. En slags cirklen omkring et imaginært punkt eller sted. Jeg kan ikke komme musikkens fysiognomi nærmere nu. Køb pladen, lyt til musikken.

Der kan ikke gå lang tid, inden ny musik-festivalerne får øje på musikken af denne tysker, Heiner Goebbels. Ensemble Modern er ikke det eneste orkester, som spiller Goebbels, det norske BIT 20 har ham også på repertoiret. Hvornår kommer et dansk ensemble med i klubben?

Ensemble Modern: Værker af Heiner Goebbels. ECM New Series 1483 437 997-2.

I tilknytning til dette nummers inter-view med den svenske komponist, Hans Gefors, er der al mulig grund til at gøre opmærksom på den seneste cd-udgivelse med hans musik. Og der er også, set i lyset af disse anmeldelsers fokus på små men vigtige pladeselskaber, grund til at nævne Phono Suecia, som er et af de mest kvalitetsbevidste svenske plademærker. (For nærmere orientering se annonce andetsteds i dette nummer).

Cd'en indeholder Christina-scener der udgøres af seks scener fra helaftensoperaen Christina, som blev uropført i 1986. Og vi finder tre sonetter af Lars Forssell udsat for mezzosopran, klarinet, trompet, cello og klaver, og korstykket Whales Weep not! Pladen afsluttes af L'invitation au voyage fra 1979 (tekst: Baudelaire) for mezzo, violin og guitar.

Det første jeg noterede ved lytning af scenerne fra Christina var klangfarverne - evnen til med tonale midler at variere instrumentering, frasering og melodiføring - er der noget Gefors kan, så er det at skrive en melodi.

Jeg vil ikke pakke det ind: Jeg kan godt lide denne musik. Noget af komponistens musik har en tendens til at krænge over og blive klamt omklamrende, det sker ikke her. Det er en plade, man har lyst til at sætte på igen og igen. Ikke bare fordi musikken føles så rigtig, så musikalsk slet og ret, men også fordi de medvirkende sangere, instrumentalister og det svenske Radio Symfoniorkester og Radiokoret musicerer så overbevisende godt, som de gør.

Idet jeg ikke så den sceniske opførelse af operaen i 1986, lykkedes det at få en videooptagelse af en opførelse. Som i høj grad bekræftede den almindelige opfattelse af, at denne opera står særdeles stærkt i den nordiske operalitteratur. Underligt at svenskerne ikke indstillede værket til Nordisk Råds musikpris. Komponisten har nok ikke været gammel nok.

Satserne i En Obol fortsætter den melodiske linje fra Christina. Selv om musikken ikke er scenisk, er den dog teatralsk konciperet; Gefors tænker dramatisk, arbejder i billeder og forskellige belysninger af disse bil-leder. Her tænker jeg fx på den afsluttende sats Postlude: O mörker - Här och nu, hvor mørket virkelig sænker sig i en undergangsstemning, der ikke lader tvivl om i hvilken verden, vi befinder os.

Det, der slår mig i En Obol og også Whales Weep Not! og L'invitation au voyage, er, at intet dækker over noget andet, der er ikke steder med grumset satsbillede. I anden satsen af korstykket Whales Weep Not! mener jeg at kunne høre inspirationen fra Nørgårds eksperimenter med stemmen. Men naturligvis med Gefors' egen personlige stemmeføring - Nørgård ville aldrig være så 'direkte' i udtrykket.

For skjalden Hans Gefors er den ærlige ligefremhed ikke forbudt. Uden at musikken derved lyder altmodisch. Godt, at nogen tør.

Hans Gefors: Christina-scener. Phono Suecia. PSCD 73.

Jeg runder af med et af de mindre danske plademærker, der med ildhu og entusiasme producerer plader med opmærksomhedskrævende musik. Paula er navnet. Det er blevet til ikke så lidt i årenes løb; et kik på reolen afslører en bred vifte af udgivelser med hovedvægt på nyere dansk kompositionsmusik.

De komponister, som ikke hører til i jet-set'et, må være taknemmelige for, at Paula eksisterer; plademærket søger som nicheforetagende også at indspille mindre kendte komponister. På den seneste udgivelse finder vi værker af Jørgen Bentzon, nyligt afdøde Svend Erik Tarp, Gudrun Lund, Flemming Weis, Bo Andersen og Flemming Friis. Det er Trio Divertimento, der er mere end blot underholdende, de tre musikere spiller overbevisende godt på denne cd (Katrine Kielland-Brandt; fløjte, Jeppe Tom-Petersen; klarinet og Søren Blanke; fagot).

Cd'ens værker vil ikke de grænseoverskridende eksperimenter. Til gengæld klinger en elementær lyst til at musicere, og et uomtvisteligt håndværk: Komponisterne ved, hvad der virker, og hvordan de opnår det ønskede. Musikalsk virtuoseri, sødme-fyldt elegance, og meget mere i kammermusikkens intime rammer.

Der er ikke så lidt musikalsk spas i de ældre komponisters traditionsbevarende musik, hvor den yngre Bo Andersen i højere grad har indoptaget musikalske stemninger fra andre himmelstrøg. Andersens fløjtestykke Invocation pour flûte seule er inspireret af fransk fløjtemusik, men har en helt særegen personlig tone. Med humor og ironi fører komponisten os igennem Serenade: In flissende Bewegung. "Talks" op. 136. Slet ikke uinteressant, lad os høre mere til denne unge komponist.

Flemming Friis er den yngste komponist på pladen (f. 1961). Jeg har hørt hans musik ved tidligere lejligheder. Troede først at han tog gas på borgermusikken med de pæne klange, men fandt ud af, at det ikke er til-fældet. Det må lyde urimelig uhøfligt, men musikken er simpelthen komponeret i det forkerte århundrede. Så gammel lyder komponistens meget arkaiserende stil - helt uden modstand i det musikalske materiale.

Men det er sympatisk, at Paula tager komponisten ind under vingerne, det er vigtigt for en komponist at blive hørt, målt og vejet. I bedste fald kan komponisten bruge diskussionen til sit videre arbejde.

New Danish Woodwind Music. Trio Divertimento. Paula PACD 94.

Årgang 69/1994-1995, nr. 04