Carl Nielsen og de yngste

CARL NIELSEN OG DE YNGSTE

UNGDOM KRÆVER AFVEKSLING, forandring, derfor var det af fundamental betydning for det yngste musikerkulds forhold til C. N., at han var i bestandig kunstnerisk udvikling, lige indtil den sidste dag, han var iblandt os. Hans større værker fra de senere aar (jeg tænker her særlig paa suiten op. 45 for klaver, værkerne for soloviolin, 5. symfoni, klarinetkoncerten, orgelværket »Commotio«) viste ham altid fra en ny og overraskende side, de blev derigennem særlig for de unge og yngste genstand for varm og inderlig interesse og stor begejstring.

Det har en vis interesse her at sammenligne C. N.s betydning for de yngste med en anden dansk komponists, nemlig Niels W. Gade. Gades stilling i det danske musikliv var en noget lignende C. N.s, blot mere udvendigt dominerende; han havde i kraft af dirigentposten ved »Musikforeningen« og lærerstillingen ved konservatoriet større, betydning for de yngstes første elementære musikopdragelse. C. N.s betydning for de unge og yngste falder mere paa et for dem senere, mere modent standpunkt, nemlig hvor de unges mere selvstændige skabertrang og musikopfattelse begynder at røre paa sig. G.s udvikling var ikke paa langt nær saa kraftig som C. N.s, den kunstneriske udvikling fra G.s 1. til hans 8. symfoni (skrevet henholdsvis 1842 og 1871) staar slet ikke i forhold til de arbejdsaar, der ligger imellem, og som dog har været G.s bedste, nemlig fra hans 23. til hans 54. leveaar. De omtrent tilsvarende aar hos C.N. kan kendetegnes ved suiten op. 1 for strygeorkester (1888) og 4. symfoni (»Det Uudslukkelige« skrevet 1914-1916); som man vil se, den kunstneriske udvikling er langt stærkere, altsaa maatte C. N. især for de unge og yngste faa en langt større betydning for deres udvikling end G. nogensinde kunde faa. Ved at sammenligne C.N. og G. rent menneskeligt, mindes jeg en sætning fra C. N.s bog »Levende Musik«, hvor C. N. omtaler en af sine overordnede fra den tid, han var ansat i hæren som musiker: »Jeg var bange for ham, følgelig kunde han ikke faa nogen Betydning for min Udvikling«. Taget med nogen modification kan dette overføres paa de yngstes forhold til G. Han stod overfor de yngste omgivet af en nimbus af respekt, geni og enevælde, som dirigent for »Musikforeningen« opdrog han det danske musikpublikum efter sit hoved. For at give en forestilling om G. paa konservatoriet citerer jeg en udtalelse af en dengang ung musiker: »Det (konservatoriet) var hans Militær Akademi og Rekrutskole«. Selv om disse ord maa ses paa baggrund af dobbeltheden i G.s natur, hans officielle og civile væsen, giver de dog en ret god forestilling om G.s forhold til de yngste. C.N. derimod indgød ikke denne umiddelbare beklemthed, en ung musiker kan føle ved at stedes ansigt til ansigt med en stor kunstner. Hans ejegode væsen indblæste os en ro og en tillid, der, naar man talte med hain, gjorde, at al »respekt« som saadan og usikkerhed forsvandt, kun en dyb ærbødighed blev tilbage overfor denne kunstner, hvis kunstneriske udtryksmaade stod os saa nær, og som rent menneskeligt i sin omgang med de yngste fejede alle unødvendige og uværdige følelser væk med sit rene væsen og sit gode smil.

De værker, der særlig for de yngste blev af største betydning, var sikkert musikken til Aladdin, 1. sats af »Espansiva«, 1. sats af 5. symfoni, begge operaer, klarinetkoncerten og klaverværkerne. Det vilde maaske være paa sin plads her kort at omtale C. N.s melodi- og rytmedannelse og derigennem gøre rede for de yngstes tilknytning til hans kunst.

Ved at betragte Carl Nielsenske melodier fra de forskellige perioder, træder et skel mellem mere diatonisk og mere kromatisk prægede melodier stedse mere og mere skarpt frem. Jeg giver her typiske eksempler for de to grupper: 1) for den diatoniske gruppe (adagio af 5. symfoni): (nodeeks.)

2) for den kromatiske gruppe (af »Hymnus amoris«) : (nodeeks.)

Interessant er det at se, hvor forskelligt udviklingen af de forskellige grupper af temaer arter sig, de diatoniske temaer bliver meget ofte udarbejdet til lange, plastiske melodilinjer, medens de kromatiske temaer som oftest er koncentrerede, i sig selv hvilende og afsluttede. Endnu et par exempler, der tydeligere end ord viser den klare forskel mellem diatoniske og kromatiske melodidannelser hos C.N. (a. fra klarinetkoncerten, b. fra kantaten til kunststævnet i »Forum«) : (nodeeks.)

Ovenstaaende tema fra klarinetkoncerten er strengt diatonisk. Den sidste vending kan ikke kaldes kromatisk, da den hviler i sin egen, afrundede toneart. Det prægtige fugatema fra den storartede kantate til kunststævnet i »Forum« er diatonisk saa strengt som vel muligt. Følgende tema fra »Espansiva«s I. sats er udtalt krornatisk: (nodeeks.)

Særegent for C. N.s melodidannelse er to ting: den rytmisk-melodiske stædighed, som den viser sig i »Det Uudslukkelige'«s hovedtema i 1.sats, og den lange melodiske linje, som den saa vidunderlig plastisk findes i »Espansiva«s 1. sats. (Fra I. sats af »Det Uudslukkelige«) : (nodeeks.)

Der ligger en egen skaberglæde i C.N.s haardnakkede gentagelse af en melodisk-rytmisk strofe, som den kun findes sjældent i den moderne musik. Den glæde, som moderne komponister (her undtages Stravinsky og Bartok) føler overfor gentagelsen af en melodisk-rytmisk- konstellation, bunder mere i refleksion end som hos C.N. i det umiddelbare musikalske instinkt. C. N.s melodiske linje, som den findes i »Espansiva,«s 1. sats, 5. symfonis 1. sats og mange andre steder, ligger os unge saa nær, fordi den dækker det følelsesmoment, der trods den skiftende mode og trods slagudtryk som »moderne ungdom« og »jazztid« alligevel bor inde i os; det er en almen-menneskelig følelse, der intet har med tidsbunden romantik at skaffe, men som altid vil findes i mennesker, der tænker og føler menneskeligt.

I denne rytmediskuterende tid med dens mange delte meninger for og imod rytmen som mere dominerende faktor i musikken, staar C. N. klippefast som den mand, hvis rytmiske fantasi staar egenartet og selvstændigt, paa hvem baade traditionens og de forskellige moderetningers angreb preller af, for hvem kun hans egen personlige opfattelse af rytmedannelsen er gældende. C. N.s rytmer har altid gjort et umiddelbart og uudsletteligt indtryk paa de unge og de yngste, baade, hvor rytmerne er symmetriske, som i festmarschen og negerdansen i Aladdin suiten samt marschtemaet af 5. symfonis 1. sats, og hvor rytmerne er asymmetriske, som i indledningen til Espansiva«, slutningen af 5. symfonis 1. sats (trommens parti), det berømte paukested i »Det uudslukkelige«, samt i 1. sats af den saakaldte »luciferiske« suite for klaver, som jeg omtaler lidt nærmere, da der her er brugt en for C. N. typisk reaktionsteknik. Efter et voldsomt og vildt udbrud med denne figur (6 a) som rytmisk ostinato følger reaktionen, hele stedet synker rytmisk tilbage, -ligger og ulmer, indtil det sagte glidende hovedtema igen sætter ind. Maaden, hvorpaa C. N. gør denne rytmiske afspænding, er genial: (nodeeks.)

Den sidste opblussen af den rytmiske figur i 6. takt er musikalsk og psykologisk genialt truffet.

Dette er vel, hvad der hos C.N. har faaet særlig betydning for os unge, og hvad der i hans kunst ligger vor egen følemaade nærmest. Tabet af hans person er uerstatteligt for alle, der kendte ham og hans kunst, for os yngste er det tungt vemodigt, at han blev revet bort, netop da vi trængte til ham og netop, da vi kunde begynde at ane hans storhed; den tid, vi maalbevidst havde beskæftiget os med musik, havde været for kort til, at vi fuldtud kunde fatte geniet i hans værker, medens han levede.

Carl Nielsens kunst vil leve videre, den vil altid være de yngste en støtte i deres menneskelige og kunstneriske udvikling, og den vil hjælpe dem, som han selv vilde have gjort det, til selvstændig musikopfattelse og sund musikglæde.

Hermann D. Koppel.

MIT FØRSTE MØDE med Carl Nielsens Musik fandt Sted, da jeg som Elev i Kolding højere Almenskole lærte de to Melodier, Carl Nielsen havde skrevet til Skolens aarlige Majfest, at kende (1). Meget af den Musik, jeg hidtil havde været ude for, havde vel vakt min Interesse, men da jeg første Gang hørte »Kom blankeste Sol -« følte jeg det, som havde de musikalske Idealer, der i taaget og ubestemt Skikkelse havde foresvævet mig, her antaget fast Form; Musikens inderste Kærne laa med et Slag blottet for mig, belyst i et Glimt af de evigtgyldige Skønhedsloves Skær. I denne enkle Melodi, sunget af Hundreder af sommerglade Barnestemmer, blev jeg for første Gang opmærksom paa de musikalske Ytringsformer og Vendinger i melodisk og harmonisk Retning, som jeg siden med stedse stigende Forstaaelse og Begejstring genfandt, da jeg efter endt Skolegang kom til København og derved fik Lejlighed til at høre og nærmere fordybe mig i Carl Nielsens Kunst, der for mig, som for hele den yngre Musikergeneration, blev af fundamental Betydning.

Først nu, da Skæbnen har sat sit ubønhørlige Punktum for Carl Nielsens stolte Livsværk, er det gaaet op for mange, i hvor høj Grad han alene var Føreren indenfor dansk Musik siden Aarhundredskiftet. Det store og usædvanlige hos Carl Nielsen laa netop deri, at han ikke blot ragede himmelhøjt op over sine jævnaldrende Kaldsfæller, men at hans kolossale Udviklingstrang og -evne satte ham i Stand til stadig at søge og finde nye Veje, hvorved han ogsaa med fuld Ret kunde betragtes som Føreren for de yngre Komponister. Hvorledes mon den unge danske Musik vilde have været stillet i Dag, hvis ikke Carl Nielsen med hele sin Personligheds primitive Kraft i Tide havde tvunget Musiken ud af Efterromantikens Blindspor og ført den ind i sundere Baner! Først af alle var det ham, der i en Tid, hvor Intervalfølelsen var blevet sløvet gennem overdrevent subjektive og paa Forhaand haabløse Forsøg paa at gyde ny Vin paa gamle Flasker, greb til det folkelige Element i Musiken og paany lukkede vore haardt prøvede øren op for den sande melodis evangelium. Han anviste ogsaa Munterheden en længe tiltrængt Plads i Tonernes Rige; Smilet var blevet en Grimace, »morsom« Musik som oftest ensbetydende med parodierende Musik - altsaa en Kunstytring af negativ Art - men i »Mascarade«, som i mange andre af Carl Nielsens Værker, genfinder vi den ubekymrede og yndefulde Munterhed, som vi kender fra f. Eks. Haydn og Mozart. - Et andet betydningsfuldt Fænomen: I Kraft af sin overordentlige tekniske og teoretiske Kunnen blev han, ved sit smittende Eksempel, skæbnesvanger for Dilettantismen i Musiken; og Overlegenhed i teknisk og formal Henseende behøver ingenlunde at være nogen Hindring for musikalske Kræfters frie og uhæmmede Spil.

Disse faa nævnte Træk i Carl Nielsens særprægede og alsidige kunstnerfysiognomi vilde alene være i Stand til at sikre ham en Indflydelse af ikke helt almindelige Dimensioner paa hans Samtidige; mange har imidlertid levet saa nær op ad ham og været i den Grad bjergtagne af hans Personlighed og hans Kunst, at deres egne Evner er blevet hæmmet i Væksten derved - de har ikke kunnet frigøre sig for visse af de karakteristiske Udtryksformer, som hos ham gav Tonerne Liv og Kraft, men som i mindre benaadede Beundreres Produkter føles stereotype og som Maner. Denne Fare bliver sikkert fra visse Sider overvurderet - en god Kopi er vel iøvrigt at foretrække for en daarlig Original - men muligvis vil det først være en kommende Tid forbeholdt helt og fuldt at drage Nytten af Carl Nielsens Indflydelse, ikke i Stil men i Aand, gennem Forstaaelsen og Vedkendelsen af hans hele musikalske Føleinaade og Indstilling.

Svend Erik Tarp

Fodnoter:
(1) Denne i sin Art enestaaende Fest med de yderst vellykkede Forsøg paa Genoplivelsen af det gamle Ceremoniel blev - efter at have hvilet i over 150 Aar - genoptaget i 1899 af Skolens daværende Rektor Sigurd Müller; Rammerne blev yderligere udvidet af hans Efterfølger Georg Bruun, som bl. a. formaaede Carl Nielsen til at komponere Melodierne til de to Majsange »Frydeligt med Jubelkor« og »Kom blankeste Sol -«, hvortil Teksterne skyldes henholdsvis Morten Børup og Thura (1730). Carl Nielsen skrev den første i 1901, den anden under et Ophold paa Sicilien i 1906. Begge Melodier findes aftrykt i Georg Bruun: »Kolding højere Almenskoles Majfest«, den sidste endvidere i Finn Höffding og Hakon Andersen: »Gymnasiesangbogen«.