Koncertlivets omkalfatring

Af
| DMT Årgang 7 (1932) nr. 07 - side 182-189

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

KONCERTLIVETS OMKALFATRING

AF MAG. ART. SVEN LUNN

DER tales saa meget om, at vort Koncertliv er gaaet tilbage. Man siger ogsaa, at Musiklivet er ved at sygne hen. - Er det nu egentlig ogsaa saa galt? - Er der i Virkeligheden sket nogen Tilbagegang? - Vi taler om alle de Mangler og Skavanker, Musiklivet og Koncertlivet i øjeblikket har; - det er meget godt, at Mangler og Skavanker kan paavises, men det er ikke noget, der er særegent for vor Tid. Der har altid været Mangler til Stede.

Det er ikke muligt at udsige noget virkeligt, noget positivt om sin egen Tid, uden man har et Sammenligningsgrundlag. Vi maa undersøge, hvorledes det har været før, førend vi kan stemme med i det almindelige Kor om Tilbagegang.

At der i de sidste 20-30 Aar er sket en Forandring - en Omkalfatring - vil sikkert enhver indrømme Rigtigheden af. Og enhver Forandring vil af en vis Klasse Mennesker blive karakteriseret som Tilbagegang, uden at det derfor behøver at være det.

Nu er Musikliv og Koncertliv aldeles ikke synonyme Begreber. I tidligere Tid har de i langt højere Grad end nu været det - hvad vi senere skal komme nærmere ind paa. Til en vis Grad er de dog stadig sammenhørende, hvorfor jeg her tillader mig væsentligst at støtte mig til de Forandringer, Koncertlivet har gennemgaaet. Man kunde tænke sig, at Musiklivet - Enkeltmenneskets individuelle Musikliv - var taget til paa Bekostning af Koncertlivet. Det er muligt, og der er en vis Sandsynlighed for, at det er saadan. - Religion og musik er Privatsager. Og ligesom det er svært at faa en Forestilling om Folks religiøse Standpunkt, saa er det heller ikke nemt at faa Rede paa de enkelte Individers musikalske Trang og Behov og deres Stilling til Musikken. - Maaske kan Koncertlivets Stilling give os et Fingerpeg.

Blader vi tilbage i gamle Aviser, Tidsskrifter og opsøger Musikanmeldelser, opdager vi snart, at Landet laa ganske anderledes omkring Aarhundredskiftet end nu.

Morsomt er det at læse, hvad den kendte Musikskribent Hother Ploug skriver i »Illustreret Tidende« om Efteraarssæsonen i 1901, Først og fremmest klager Forfatteren over alle de mange Koncerter-, der har været »en sand Syndflod af Koncerter, saamange, at jeg ikke mindes nogen tidligere Forsæson med et saadant Tal«, og dernæst beklager han sig over, at det sker, at der falder to paa samme Aften. »Flere Gange har der været lige ved en Karambolage imellem vore egne Musikinstitutioner og de rejsende Kunstnere: saaledes var Frederic Lamonds sidste Beethovensoiree averteret til selve Cæciliaforeningens Jubilæumsaften; et Sammenstød blev kun undgaaet ved Direktør Hennings' store Interesse for nævnte Forening. Men forleden maatte en ung dansk Violoncelspillerske paa sin Debutaften i Odd Fellow-Palæets store Sal have to udmærkede hollandske Kunstnere ved Siden af sig i den mindre Sal. Kan end rutinerede Musikanmeldere nogenlunde klare sig paa saadan en Aften ved Hjælp af et Par gode Ben, er et saadan Sammenstød mellem to Koncerter af større Interesse dog altid højst uheldigt og bør saavidt muligt undgaas«.

Ja tænk bare! -to Koncerter paa samme Aften. Hvilken Syndflod. Er det gaaet tilbage med Koncertlivet, saa er det i alt Fald ikke paa dette Punkt. Koncerternes Antal er steget nogen Gange. At vi nu som Regel har baade 3 og 4 Koncerter paa samme Aften, er der ingen mere, der finder Anledning til at bemærke noget om. Og skulde det ske - det er virkelig hændet - at der ingen Koncerter er en Aften, saa kan Anmelderne gøre sig en hyggelig Aften hjemme, og den musiktørstende kan blot lukke op for Radio og vælge mellem al den Musik, der paa een Gang fyres af fra alle Herrens Lande. Eller han kan lukke op for sin Grammofon, og den afdøde Carusos udødelige velkonserverede Stemme klinger til ham i hans egen Stue. Ja, han er endda selv Herre over, hvad og hvornaar Caruso skal synge.

Tallet paa offentlige Koncerter, hvor der svares 10 p Ct. Afgift til Staten, foreligger ikke endnu for den forløbne Sæsons Vedkommende. Jeg vil tro, at det i Aar er højere end nogensinde før. Det har i de sidste Aar ligget adskilligt over 400 og dertil kommer saa Koncerterne i alle de private Foreninger: Kammermusikforeningerne, U. T. S., Studentermusikforeningen etc. - Skulde det monstro ikke være en af Grundene til Koncertlivets Tilbagegang, at der ganske simpelt hen ikke findes Publikum til alle de mange Koncerter?

Saa gik det bedre, dengang man havde en Syndflod af højst to paa en Aften. Musikalsk set stod man paa den mærkelige Tærskel mellem gammelt og nyt. Gade og Hartmann var gaaet til deres Fædre. De havde sagt, hvad der kunde siges i deres Genre. De havde skabt deres kendte Toneværker. Man havde »Ossian«, »Paa Sjølunds fagre Sletter«, »Alhambra-Suiten« af Lange-Müller og saa Emil Hartmanns Vuggevise. - Mein Liebchen was willst Du noch mehr? - Man var tilfreds med det, man havde. Man glædede sig over det, man kaldte evige Værdier. Man gjorde alt for »at bevare sin Roelighed«.

Den unge Nielsen - Carl Nielsen - havde ganskevist skabt nogle af sine smukkeste Ting. Med sin pragtfulde Strygesuite Op. 1 havde han indledet sin glorrige Produktion. Staaende paa det gamle Grundlag havde han vist, hvor Vejen gik frem mod det nye. Med den første Symfoni i g-Moll havde han faaet den hjemlige musikalske Verden til at maabe. Man talte om Mangel paa Farver og grumset Stemmeføring. De færreste begreb Storheden i hans Kunst. Kun faa, havde formaaet at følge bækken ud i Havet.

Saa stod rnan der og vidste ikke, hvad man skulde gøre. Den sterile Generation anviste Veje ud af Uføret, Veje, som ingen overhovedet fulgte, og bekæmpede i ærligste Mening det nye, der brød frem og som engang skulde sejre. - Akkurat det samme som nu. - Den nye Kunst har aldrig fulgt anviste Baner, den har sit reneste Udspring i de unge Sind og gaar sine egne forunderlige Veje efter Love, som ingen - Herren være priset - endnu har udfundet. Teoretiseren om Fremtidens Kunst har aldrig givet positivt Resultat.

Ligesom man beskylder Præsterne for at affolke Kirkerne, så kan man ogsaa med nogen Ret give Kunstnerne Skylden for, at Publikum udebliver fra Koncertsalene. - Jeg forstaar saa udmærket de Mennesker, der ikke gider blive ved med at høre de samme Ting Gang efter Gang. Chopins Valse og Etuder undgaar man ikke til en almindelig Klaveraften; - det skulde da være et rent Held. Chopin er stadig Storfavorit paa Programmet; dernæst kommer Schumann. Først langt ned i Rækken kommer de »mindre« Aander, der skrev virkelig Musik: Bach, Beethoven, Schubert, Mozart etc. I Fjor hørte man evindelig
Schumanns symfoniske Etuder, saa de efterhaanden hang en langt ud af Halsen, i Aar synes det som om Kunstnerne særlig har villet tage sig af Brahms f-moll Sonate.

Dette, at Chopin, Schumann &- Co. stadig favoriseres saa stærkt, hænger sikkert sammen med, at deres Klaverliteratur er udpræget pianistisk. Den moderne Klaverliteratur er ikke pianistisk, den klassiske er det heller ikke. Men er der Grund til, at det pianistiske skal staa i Forgrunden? De kunstneriske og musikalske Hensyn burde da være de afgørende!

Musikhungeren er sikkert den samme nu som før, men den tilfredsstilles paa en anden maade. Tidligere har en Koncert været en Forlystelse i Lighed med en Filmsforestilling nu. Man diverterede sig nied at høre lidt Musik. Man gik derind for Musikkens Skyld, i højeste Fald for Programmets. - Nu? - Man hører en Stjerne foredrage et Nummer, eller man har et Par Favoritter, hvis Bane man følger. Tidligere kunde Musiklærerinde Frk. Amanda Aurora Sørensen den kendte og skattede Pianistinde - fra Valby med i hvert Fald økonomisk Held give sin aarlige Klaveraften, og næste Dag kunde man læse, at »hun glædede sine Tilhørere med sit smukke Spil.«.

Det gør hun ikke mere. Og her er vi ved et af de Punkter, hvor Forskellen mellem dengang og nu træder tydeligst frem. Folk gaar ikke længer hen for at høre paa et ligegyldigt Pigebarn spille de kendte Numre, som alle spiller. Tidligere gjorde man det for at tilfredsstille den umiddelbare Musikhunger. Nu tilfredsstilles denne paa en langt lettere Maade gennem Radio og Grammofon.

Man maa gøre sig det klart, at Tiden ikke længer er inde for disse respektable Klaverspillere, der absolut vil optræde paa en Tribune. Kun de færreste har den Fysik, der kræves, og det Vingefang der skal til for at slaa igennem. De har ingen Mission med deres Optræden, de stiller intet Savn. Grundlaget er slaaet væk under Fødderne paa dem. - Hvad vil alle disse Mennesker egentlig? De kan ikke mere give Koncert med Udbytte. De lever da vel ikke alle i den haabløse Illusion om at naa frem blandt Koryfæerne. Det hedder sig, at de vil have deres Navn frem. - Af hvilken Grund? - Hvorfor? - De vil
have Elever. - Jamen Folk maa da i Herrens Navn efterhaanden vide, at en Koncert ikke mere er Vejen til at faa Elever.

Tidligere kunde man skrabe nogle Stykker sammen paa denne Maade. Men ikke mere nu. Det er efterhaanden gaaet op for Folk - heldigvis da - at det, at et Menneske er ferm til at spille Klaver ikke i mindste Maade behøver falde sammen med Evnen til at undervise, lære fra sig. Vi har set altfor mange Eksempler paa, at de dygtigste Kunstnere absolut ikke har kunnet lære deres Elever noget.

De store Kunstnere, der har den gudbenaadede medfødte Evne til at kunne spille uden nævneværdig Instruktion, og som derfor aldrig nogen Sinde har arbejdet med deres Stof, aner ofte ikke, hvorledes de skal faa andre til at arbejde. Det rent skolemæssige, som de ikke selv har behøvet tage sig af, kender de ikke. Kun naar de er saa heldige at faa Elever, der selv har store musikalske Evner, kan de opnaa noget Resultat.

Ikke alene skal Læreren kende sin Teknik, men ogsaa Undervisningsteknik og Undervisningsmetode maa han være fortrolig med. Og at man klarer sig igennem ved en Koncert er ikke Borgen for, at man kender til disse Ting. - Disse Tanker er ved at trænge frem, og forhaabentlig vil »Musikpædagogisk Forening« ved sit Virke gøre dem almindelige. - De »almindelige« klaverspillende unge Mennesker, den store Hob, der stadig skifter, disse der kan levere en jævn og nogenlunde soigneret Middelpræstation, maa derfor gøre sig klart, at Vejen til at faa Elever ikke mere gaar over de stadige - halvt vellykkede - Smaakoncerter. Dygtighed og Flid i Forbindelse med en fornuftig Reklame og et statsautoriseret Undervisningspatent - in casu Medlemskortet for musikpædagogisk Forening - vil give adskilligt sikrere og gode Resultater.

Det er ikke længere de store musikforeninger med det Formaal at opføre større Kor- og Orkesterværker, som præger Koncertlivet. De betyder ikke mere, hvad de før har betydet. Hvorledes Fremtiden skal forme sig for dem, kan der i øjeblikket ikke siges noget positivt om. De sidste Aar har været ret haabløse for disse Foreninger. Det har været en Stillingskamp, en Marsch paa, Stedet, og en enkelt af dem er ogsaa bukket under.

Man kan ikke lægge Skylden noget bestemt Sted. En Del af Skylden har de selv - i hvert Fald gælder dette »Musikforeningen«. Ledelsen har ikke arbejdet maalbevidst nok i de senere kritiske Aar. Den vaklende Kurs, der er holdt, i Forbindelse med de høje Billetpriser (4 Kr. pr-. Koncert) har gjort, at en Masse af Abonnenterne er faldet fra. - Dertil kommer, at man ved Statsradiofoniens pragtfulde Stærekassekoncerter kan høre alt det, som netop var Musikforeningernes ]Repertoire, i den bedst mulige Udførelse og til en ganske billig Penge. Der kan ikke være Tale om Tilbagegang paa dette Punkt, men om Omlægning. Statsradiofonien har - hvad der ikke alene var dens Ret, men ogsaa dens ubestridelige Pligt - taget sig af en Del af de Opgaver, som Musikforeningerne havde før, og som de i Længden ikke magtede at løse.

Samarbejdet mellem musikforeningerne og Statsradiofonien er brudt. Kun »Cæciliaforeningen« beholder sit Tilskud, medens Radioen har opsagt Kontrakten med »Dansk Filharmonisk Selskab« og »Dansk Koncertforening« og ikke ønsker mere at financiere Koncerterne. Man skulde ellers tro, at et saadant Samarbejde maatte være frugtbart, og at Radioen maatte være interesseret i det Korarbejde, der gøres i disse Foreninger.

Saa er der et Punkt, hvor Forskellen mellem Koncertlivet før og nu er ganske afgørende. Det er med Hensyn til Programmerne. Tidligere fulgte man i musikforeningerne med i, hvad der skete; i de senere Aar synes det, som om man ganske havde tabt Følingen med sin egen Tid. Det var efterhaanden i Virkeligheden saa uendelig lidt, hvad der spilledes af Samtidens Musik. Ikke alene gælder det i Foreningerne, men ogsaa ved almindelige Koncerter. Det kan ikke undgaas, at Kunstnerne derved spænder Ben for sig selv. Det maa før eller siden give Bagslag. Hvis man fra Koncertgivernes Side, ikke sørger for at holde Interessen for det nye vedlige, saa dør denne Interesse, og naar Folk samtidig ikke gider blive ved at høre paa de gamle Numre, som de har hørt hundredevis af Gange før, saa maa Kunstnerne finde sig i at spille for tomme Sale, og Koncertlivet kan træde i Likvidation.

Og hvad er det, man hører til de store Orkesterkoncerter? - Beethoven Nr. 5, 6 og 7, Tschaikowsky Nr. 4, 5 og 6, Schuberts »ufuldendte« og lidt Haydn og Mozart. Altid det samme.

En Institution, der ikke behøvede at gaa ad denne slagne Landevej, er Statsradiofonien, men desværre kan den ikke sige sig fri for at gøre det. Statsradiofonien behøver aldeles ikke i nogen Retning at lefle for Publikum til Stærekassekoncerterne. De Penge, der kommer ind ved Salget af Billetter, spiller en saa uendelig ringe Rolle i Radiofoniens Budget. Statsradiofonien burde forsøge at gaa andre Veje end dem, der betrædes af alle.

Det danske Repertoire har Radiofonien i højeste Grad forsømt. Det hænger maaske sammen med det stadig aabn. Kapelmesterspørgsmaal. Og dog burde Radiofonien være det rette Hjemsted for dansk Musik. Men et er givet, at saalænge den danske Statsradiofoni ikke har fundet nogen habil dansk Kapelmester, der til Fulde behersker det danske Repertoire, saa maa vi her i Danmark renoncere paa i større Udstrækning at høre dansk Musik.

Vi hører Oscar Fried dirigere Berlioz' »Sinfonie fantastique«, Clemens Krauss dirigerer »Don Juan« af Strauss, Bruckners 7. Symfoni dirigeres af Hans Weisbach. - Verdensnavnene kommer alle: Maria Milller synger, Fritz Busch spiller Violin etc. Alt i et Overmaal, der langt mere end tilfredsstiller vor umiddelbare Musiktrang. Engang imellem griber man sig selv i at tænke noget lignende som: Ja, det er godt, det her! Fantastisk godt! Men hvad rager det i Virkeligheden mig? -

Hvor er de store danske Opførelser? Hvad spilles af Carl Nielsen? - Hvad hører vi af Hartmann og Gade? - Kuhlaus 100-Aars Dødsdag gav fornylig Stødet til, at man fik Lejlighed til at høre noget af hans Musik. Tænk at det virkelig skal være nødvendigt for en stor dansk Komponist at være død i 100 Aar for at hans Værker hentes frem og for engangs Skyld spilles. De burde høre med til Statsradiofoniens daglige Repertoire. - Hvor tit har vi hørt Hartmanns Mesterværk, Den 119. Salme? Hvor er den aarlige tilbagevendende Opførelse af Gades »Elverskud«? Hvor ofte hører vi Lange-Müllers sværmerisk romantiske »Alhambra-Suite«.

Hvorfor klinger de ikke til os disse Toner? Hvor er den henne denne Musik, der maaske nok - maalt med en international Maalestok -synes lille i Værdi, men som dog er os saa uendelig kær, fordi den taler til os i vort eget Sprog, fordi den siger os noget, som den fremmede ikke kan, fordi den bringer Bud om noget, som Udlandet ikke kender til.

Hvor stort er egentlig Statsradiofoniens løbende danske Repertoire? - Hvor er det dog godt, at Emil Hartmann har skrevet sin Ouverture til »Hærmændene paa Helgoland«. Hvad skulde Radiofonien ellers gøre, naar den endelig stabler en dansk Aften paa Benene.

Gaar man Radioprogrammerne igennem, vil man se, at der i de sidst forløbne fire Uger - i Tidsrummet fra Søndag den 21. August til Lørdag den 17. September, altsaa ialt 28 Dage - har været sat ca. 17 Timer af til dansk musik. Tallet kan ikke siges nøjagtigt, da nogle Udsendelser har været afbrudt af Oplæsninger, medens andre har været skudt ind i fremmede Afdelinger. Dertil kommer saa de danske Numre, der indgaar som Led i de daglige Udsendelser, men de er sjældent af den værdifuldeste Art. H. C. Lumbye og C. C. Møller er trofaste Gæster. Tæller man det hele sammen, vil man ikke kunne komme op paa, at der i de 28 Dage er spillet een Time dansk Musik om Dagen. - Og det er for lidt.

Det virker ret forstemmende at se, hvor lidt Statsradiofonien. udsender af Carl Nielsens Musik. I det ovennævnte Tidsrum er der af ham spillet:

Udtog af »Maskarade« (3 Gange).
Blæserkvintet.
Andante lamentoso og Suite Op. 1 for Strygere.
Humoreske for Klaver.
Forspil til 2. Akt af »Saul og David«.
Ouverture til »Maskarade«.
Sange i en halv Time og Sange spredt rundt omkring i blandede Programmer.

Det er ikke meget, og Carl Nielsen er endda en af dem, der spilles mest. Det fik endelig være, hvis man ikke var bombesikker paa, at det i de næste fire Uger var det samme, man skulde høre. Opfindsomhed og Afveksling er ikke Statsradiofoniens stærke Side.

Radioen maa have en Forpligtelse til at holde Carl Nielsens Navn vedlige. Man kan ikke vente, at Udlandet skal interessere sig for ham, før den danske Statsradiofoni har vist, hvad han i Virkeligheden er værd.

Det er rigtig nok, at Statsradiofonien indenfor sine egne Mure ikke har nogen Kapelmester, der tilfredsstillende kan dirigere Carl Nielsen. - Men hvad er der saa i Vejen for at hente en udefra til dette Arbejde? - Fra Rusland kommer Malko for at dirigere russisk Musik. Fra Tyskland kommer Mahler og Weisbach for at dirigere tysk Musik. - Var det ikke rimeligt, at man derfor ogsaa f. Eks. indbød Emil Telmanyi til at dirigere 20 forskellige Carl Nielsen-Afdelinger?

Det sker ofte, at Radioen en Dag af dansk Musik kun udsender ½ Time Børnemusik eller ca. 20 Minutter Romancer, eller hvad der tilfældigvis kan falde af, naar man aabner en Gartneriudstilling. Ja, der er ogsaa Dage, hvor der ikke lyder een eneste dansk Tone i den danske Statsradiofoni. - Fraset Raadhusklokkerne naturligvis - og Pausesignalet.

Hvad Fremtiden vil bringe, kan man ikke spaa noget om. Der er i de sidste 20-30 Aar sket en Forandring, en Omkalfatring. Koncertlivet er lagt om paa en anden Bov. Men det vil være uretfærdigt at tale om Tilbagegang. Det gaar i nogen Grad ud over de gamle, der ikke kan indstille sig paa det nye. Men falder de gamle fra, træder der nye i deres Sted. Nye Talenter dukker op, de myldrer frem. Den ene debuterer efter den anden, den ene dygtigere end den anden. Hvor de for 30 Aar siden havde 10, har vi nu 100. Et er, om der kan blive Plads til dem alle; bliver det saadan ved, har vi snart en hel Armé af fremragende Solister. Et ganske andet er, at det kan ikke være Tegn paa Tilbagegang.

Om ikke andet saa er vi da i hvert Fald paa et afgørende Punkt gaaet frem: Kravet om Ærlighed er skærpet. De store internationale Berømtheder, der rejser rundt og skovler Penge ind som kanoniserede Beethoven eller Chopin Fortolkere, de interesserer os ikke mere. De, hos hvem »den store Pose har erstattet den store Pathos«, for at benytte et Udtryk fra Herman Bang, har mistet deres Tag i Publikum. Og heldigvis; det er kun glædeligt. - Hellere høre en ung, der knapt er færdig og som vakler i det, men som er ærlig i sin Kunst, end en af de rutinerede, for hvem Kunsten er blevet Geschäft.