Vagn Holmboe 1909-1996

Af
| DMT Årgang 71 (1996-1997) nr. 02 - side 37-37

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Man skal høre meget

På forsidebilledet fra oktober 1994 er Vagn Holmboe i sit rette element: I sin skov med saven over skulderen. I den ene hånd holder han en stor tragtformet svamp. Et af naturens vidundere, næsten som et musikinstrument - lige før der kommer musik ud af den. Hvad der i en vis forstand også gjorde for Vagn Holmboe; naturen var livgivende og gav inspiration til komponisten. Han talte om den Arresø, der om vinteren under isskruninger gav mørkt-klingende lyde fra sig, søen fortalte, hvornår isen kunne bære og hvornår man ikke skulle bevæge sig ud på den.

Naturen talte og fortalte sine historier og Holmboe omsatte dem til musik. En musik med organisk balance i forhold til, hvilke motiver der kastes ud - melodierne fortsætter og forvandler sig, intervaller forstørres og formindskes, rytmer strækkes ud; man kan følge musikken på samme måde, som man kan følge en plante, der vokser. Hvor tit berettede han ikke med slet skjult stolthed om det historiske landskab, som blev indoptaget i den kunstneriske skabelsesproces. Hvor ofte befandt han sig ikke i den: 3000 træer plantede han med egne hænder i det nøgne landskab ved Arresø og tilføjede derved noget til det naturens rum, hvor fortiden taler gennem søen og dens omgivelser. Der er en sammenhæng mellem Holmboes musiks karakter af noget 'indadvendt vildt' og den natur, der omgiver ham - den intensitet der lige så godt kan udtrykkes i pianissimo som i forte. Som det sker i hans 1. strygekvartet fra 1949: En musikæstetikkens tumleplads for rusens gud Dionysos og mådeholdets gud Apollon.

Når man taler om natur i dansk musik, ser man måske Carl Nielsens milde åsyn for sig og man hører Gades efterklange af Ossian. Det er et helt andet naturbillede, der lyder i Holmboes musik. Det specielle ved dens karakter af nordiskhed eller naturnærhed er dens intensitet. Det er ikke ubetegnende, at de første ord man møder i noderne til 1. Strygekvartet er affettuoso og intensivo molto. Lidenskabeligt og intenst - det ligger langt fra den danske pastorale, langt fra det pludrende musikmaleri.

Da efteråret faldt sidste år, besøgte DMT komponisten. Datoen var den 20. september 1995. Holmboe talte om sit møde med Carl Nielsen, om sine samtidige, om kampen for at få værker opført, om sine elevers orientering mod de nye klange fra Centraleuropa, og om den musik der ventede på at blive skrevet. Læs om Holmboe og hans musik i dette nummer.

Fra vores egen verden: DMT har indgået en aftale med Dansk Biblioteks Center om samarbejde om forsøg med udvikling af fuldtekstdatabase for danske tidsskrifter. Databasen vil gøre det muligt at søge i fuldtekst på alle fremtidige numre af DMT samt et endnu ikke fastsat antal tidligere årgange. Login på databasen og al efterfølgende læsning, downloading eller udprint af artikler foretages fra terminaler opstillet på folkebibliotekerne.