En indføler

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 01 - side 1-1

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Spor Festival
  • Annonce

    Man skal høre meget

»Mine forældre var hvad man i dag kalder arbejdere, min mor var sylærerinde og min far typograf. Ved en tilfældighed fik vi et klaver. Og min mor insisterede på at hvis det skulle stå og fylde op i stuen, så skulle jeg gå til spil. Jeg husker at jeg på et meget tidligt tidspunkt - guderne vide hvorfor - også forsøgte at skrive noget ned. Og når det er så mærkeligt, er det fordi der er uendelig få traditioner for kunst og ikke mindst for musik i min familie.«

Den høflige terrorist. Karl Aage Rasmussen. Jyde i evig konflikt med sig selv og de andre. Indiskret vid. Det gængse musiksprog undersøgt på kryds og på tværs. Antydninger, udeladelser, overraskelser. Imprévu'er. Monterede modeller. Traditionel musik - redt mod hårene. Surpriser der efterlader mere end rosa pufskyer. Demontager. Mere end flygtige forstyrrelser af en bestemt orden. Krise. Radbrækkede konsonanter. Stilvilje der saboterer stilen. Musiklivets chef d'oeuvres. Nej. Myter om utilnærmelighed. Hvad mere? Pinligt ufrivillige oktaver i tætføringen - eller hvad?

Hvem er Karl Aage Rasmussen?

»Jeg hadede at gå til spil og holdt først op med at hade det da min utrættelige mor fandt frem til en mærkelig mand i det vejlensiske musikliv: Edmund Hansen (med tilnavnet "Toscanini") - en lettere bedugget herre som et par gange om året stod i spidsen for det såkaldte Vejle Byorkester.«

Tankemodeller. Evigt lever kun/ Det tabtes/ Efterklang/ I os. På sporet. Musikkens inderste tankevæsen. Trakl. Klaprende vrangsystemer. Ensomhedens dialektik. Sønderbrudt eklekticisme?

»Gennem flere år troede jeg faktisk at alle komponister var døde. Svend S. Schultz blev en åbenbaring. Også Svend Erik Tarps sonatiner slugte jeg, og i gymnasiet lavede jeg et par koncerter, hvor jeg til mine kammeraters forbløffelse spillede (eller hvad jeg nu har gjort) bl.a. Niels Viggo Bentzons Træsnit.«

Tværforbindelser. Korrespondancer. Spejle. Symmetrier. Fraktalitet. "Hvad handler det her om?" Barberblade og staniolpapir. Kitsch. Hvordan kan der komme en tone efter dette?

»Hvornår jeg blev komponist? - Da jeg sluttede gymnasiet midt i 2. g for at starte på konservatoriet, må jeg vel have følt mig som noget i den retning.«

Gennemslagskraft.