Nye plader

Anders Nordentoft: Entgegen, The City of Threads, Zenevera Sesio, Hymne. London Sinfonietta dirigeret af Elgar Howarth. dacapo 8.224068.

Der er tre komponister hvis kammerværker, jeg længe har ønsket eksisterede i en cd-indspilning: Hans Abrahamsen, Bent Sørensen og Anders Nordentoft. Sidste måned kom Hans Abrahamsen, efter jul kommer Bent Sørensen og netop nu er Anders Nordentoft kommet på cd. Hermed er et væsentligt kapitel i dansk musikhistorie godt på vej til at foreligge klingende tilgængeligt.

Som Abrahamsen spilles også Nordentoft af London Sinfonietta, som også her forener præcis energi med delikatesse og god klangfornemmelse. Cd'ens værker er alle på nær gennembrudsværket Entgegen fra 1985 skrevet i 90erne. Og det er interessant at mærke sig den udvikling, der er sket med komponisten gennem dette lille årti. Fra Entgegens udfarende kraftfuldhed er der sket en drejning indad mod et mere fortættet lyrisk udtryk, der dog ikke er mindre kraft-fuldt.

De nye værker ulmer af en tilbageholdt energi, der gør hver enkelt tone til et betydningsfuldt udsagn på vejen gennem musikken. Som i værket Hymne fra 1995, der i sin brudte gestik og langsomme udvikling kunne lede tanken hen på en Ole Buck. Men anderledes end hos Buck er Nordentoft selv i langsomt tempo altid på vej fremad. Dette gør sig også gældende i et af de mest usædvanlige værker jeg kender, Zenevera Sesio (1992), der står som et ekko fra en fremmed utilgængelig verden. Store flader af sanset musik afløser her hinanden i et forløb med en ubeskrivelig uafviselig fremdrift: Herfra og dertil.

Ærgeligt er det bare at omstændighederne (pengene?) ikke tillod at billedet kunne fuldendes med cello-koncerten Sweet Kindness. Tid til værket skulle der nok være, cd'en spiller kun små 50 minutter. Fraværet gør i mine øjne at mangelen på Nor-dentoft dokumentation endnu ikke er helt afhjulpet. Det kan måske komme?

•

Vagn Holmboe: Complete Chamber Concertos vol. III, Nos. 7-9. Radiounderholdningsorkestret dirigeret af Hannu Koivula. dacapo 8.224086.

Dokumentationsmangel er ikke problemet omkring Vagn Holmboe. Symfonierne er indspillet, strygekvartetterne er ved at blive det, og så sandelig om ikke også de 13 kammerorkesterværker også skal foreviges. Som det hedder i bookletten er deres største betydning, at de som vækstbed afspejler komponistens udvikling.

Spores hos undertegnede en vis skepsis, skal det dog straks medgives, at Underholdningsorkesteret gør et glimrende stykke arbejde. Og er musikken i mine øren for en stor dels vedkommende mindre væsentlig, så funkler og gnistrer den dog i hænderne på orkestret - og ikke mindst solisterne Max Artved, Mikkel Futtrup og Tim Frederiksen.

Af de tre cd'er, der til nu er kommet, er den sidsttilkomne absolut den mest interessante. Alene på grund af førstesatsen fra den 8. kammersymfoni, Sinfonia Concertante (1945). Her åbnes med et frapperende lydtæppe af forskellige karakterer. Et klangbillede, der dels viser hen til Holmboes egen 8. symfoni og dels til en måde at tænke musikalsk, der 30 år senere kommer til udtryk hos komponister som Hans Abrahamsen, Per Nørgård og til tider Ib Nørholm.

Også obo-koncertens stort anlagte og inspirerede førstesats bør fremhæves. Her udfolder Holmboe sig rytmisk og melodisk særdeles veloplagt.

•

Ib Nørholm: Elverspejl Op. 141. Vokalgruppen Ars Nova og Sjællands Symfoniorkester dirigeret af Frans Rasmussen. Kontrapunkt 32262.

Ib Nørholms værker behøver man heldigvis sjældent at vente længe på en cd-udgivelse af (ja, bortset da fra 2. Violinkoncert med titlen Træernes skønhed og hvordan man vedligeholder den og Bratch-koncerten, begge højdepunkter i komponistens senere produktion...).

Og nu foreligger Elverspejl - det ene af dette års danske indstillinger til Nordisk Råds Musikpris - på Kontrapunkt.

Elverspejl er en kommentar til Gades Elverskud, en uddybning af de psykiske lag, som Gades tekst fuldstændigt ignorerer. Poul Borum har skrevet teksten, som Nørholm har sat sammen til en stor mosaik af prægnante musikalske scener.

I dette værk er det lykkedes kom-ponisten at samle sine mange års arbejde henimod en rent 'tonal' musik, hvis tonalitet udfolder sig på et frit musikalsk grundlag. Her er melodier, der er umiddelbart genkendelige samtidig med, at de i deres kontekst så at sige drejer af. De er ikke 'bare' disse eller hine melodier. De er dele af et større kompleks, hvor forskellige samtidige tonearter tilsammen danner en ny helhed.

Værkets mange små scener har forskellige mere eller mindre tydelige motiviske referencer til hinanden. Grundlæggende synes hele værket at udsprænge af åbningens faldende og stigende linjer.

Værket er i øvrigt selv som et elverspil. Når det begynder er det straks i gang, og når det ender er det med en brat forstummen. Pludselig er det der, pludselig er det væk.

Musikken fremføres af Sjællands Symfoniorkester, Ars Nova og som solister: Nina Pavlovski (sopran), Susanne Resmark (alt) og Per Høyer (bariton), og den fremføres så klart og umiddelbart enkelt som den er tænkt.

Det er et betydeligt værk, måske et af dette årtis betydeligste, der i sit tone-sprog rammer en særlig klar (dansk?) tone, som man kender den fra Carl Nielsens og Otto Mortensens sange. Elverspejl er alt ialt en værdig og velkommen afløser til Gades Elverskud. Tak for det.

•

Ensemble Nord spiller Niels Viggo Bentzon. Kontrapunkt 32265.

Piatti og Bentzon spillet af Blöndal Bengtsson. Danacord DACOCD 478.

Music formed with a touch of the Hand«. Således beskrives Anders Nordentofts musik i bookletten til den nye cd. Denne beskrivelse dækker imidlertid ikke kun Nordentoft, men faktisk alle de til nu nævnte cd'er (omend der er en stor del 'friløb' i Holmboes værker).

Skulle man karakterisere Niels Viggo Bentzon er det stadig håndens berøring der er central, her dog snarere som en fejende gestus end en sirlig ordnen. Og kvaliteten af denne tilgang til musikskaben overbevises man af med Ensemble Nords portræt-cd med udpluk af værker fra Bentzons store produktion lige fra opus 4 til opus 608. Ikke mindst fordi Ensemble Nord har allieret sig med komponisten selv, der mellem hver af cd'ens skrevne værker bidrager med et September Mood (som der er 6 af ialt).

September Mood No. 1-6 har ingen opustal, og jeg gætter derfor på at de er improviserede. Og det synes jeg er et scoop. Dels fordi Bentzon er en improvisator, det er værd at lytte til, dels fordi de improviserede klaversoli kaster lys på de skrevne værker. Bentzons musik står sig godt ved at fremstå som skabt i ét nu, også de værker hvis formale kompleksitet indlysende har krævet omtanke.

6 af de 9 ensembleværker er skrevet til Ensemble Nord i løbet af 90erne, og man mærker ensemblets fortrolighed med denne musik, som spilles med friskhed, glød og indlevelse. Sammen med komponistens egne improvisationer, fremstår disse værker som eksempler på Bentzons vitalitet når han er bedst.

Lidt mindre sprudlende finder jeg imidlertid hans 16 etuder, Opus 464, (1985) for violoncello solo. Bengtsson spiller ellers med en lige så stor indforståethed og glød som Ensemble Nord, men alligevel løfter de sig ikke rigtigt for mig. Det kan være de er for 'klassiske' for min smag. I hvert fald står de udmærket til cd'ens anden komponist, Alfredo Piatti (1822-1901), hvis 12 Capricer, Opus 25, ifølge bookletten skulle være standard repertoire for enhver cellist. Og virtuose og funklende er de da også i Bengtssons hænder.

•

Other Species, Theill, Agergaard, Kristensen. KKCD 9701 (eget forlag).

Takuan. Music Mekka CD 2032-2.

Other Species er ligesom Bentzon- cd'en bygget op af musik med forskellige grader af improvisation. Her er der mellem Kim Kristensens komponerede musik indlagt en række Frispil (5 ialt), hvor alle cd'ens tre medvirkende er noteret som autorer. Frispillene markerer ikke blot det improvisatoriske men også det akustiske. Modsat cd'ens øvrige skæringer spilles her kun på 'levende' instrumenter. De øvrige skæringer er stort opbyggede lydkollager, med en musikalsk tråd der kan minde om 70ernes Entrance eller Laurie Anderson.

Men det er ikke kun derfor jeg kan lide denne cd. Det tiltalende er den prægnans og konsekvens som gennemsyrer musikken. Hvert værk har sin egen identitet og har et gennemkomponeret forløb, hvor der er plads til improvisation, men aldrig på bekostning af retningen.

Så har jeg lidt mere besvær med Takuan. Først og fremmest har jeg det handicap, at jeg ikke kan høre duvende flügelhorn og smægtende klaver uden at se efterårsscener i dansk film for mig. Det betyder, at jeg er ude af stand til at opleve en sådan musik som et kunstnerisk udtryk. Det er blot og bart kliché-tapet for mig.

Men Takuan indeholder heldigvis også andet end det. Der er skæringer, der synes i højere grad båret af en fri improvisation, der til tider fører ud i det kaotiske, til tider, som i Davidsens ABC munder ud i en lille pianistisk blomst af egen skønhed.

Bedst lykkes musikken for Takuan i nummeret Cassius Claypot (hvorfor skal jazz-titler være så tåbelige?). Her bygges et inciterende forløb op over Lars Juuls fængende percussionspil, der udvikler sig uforudsigeligt og sammenhængende på samme tid.

Men Takuan vil meget, spænder vidt, og resultatet bliver - målt med kompositionsmusikalske alen - noget ujævnt.

•

Ejnar Kanding: »...unsägliche Stelle«. Figura Ensemblet. KECD1 (eget forlag).

Skal man tro Jakob Goetz' introduktion i denne cd's medfølgende booklet er Ejnar Kandings musik en anderledes alvorlig sag. Den er radikal, småsludrer ikke, men tvinger lytteren til total koncentration, hedder det. For at understrege alvoren er artiklen endda garneret med Adorno-citater fra Den Ny Musiks Filosofi, og det såvel på originalsprog som i oversættelse. Kom bare an!

På mig virker alt dette uendeligt meget forpasset, men måske er jeg blot for relativistisk-populistisk indstillet.

Heldigvis hæver Kandings musik sig over enhver formanende tolkning. Komponisten udfolder sig i et frit rum, der formmæssigt ikke er fjernt fra Takuans improvisationer, men Kandings musik er helt anderledes prægnant og udtryksstærkt formuleret.

Det er en til tider voldsom, til tider sart, og altid direkte musik med en uhyre koncentration i materialet. Man kan bag tonesproget hører det modernistiske idiom, der er musikkens afsæt (og som vel har inspireret til booklet-artiklen), dog uden at musikken forekommer epigonagtig. Ejnar Kanding har energien tilfælles med Anders Nordentoft, men ellers er hans univers et ganske andet end de ovenfor nævnte komponisters, og det er jo i sig selv forfriskende.

Det er komponistens roste debut-koncert, der udgør cd'ens værker, og musikerne er da også de samme: Ensemblet Figura danner grundstammen i de vekslende besætninger, og hvor direktion er påkrævet er det Morten Friis, der dirigerer. Det er Kanding godt tjent med.

•

Madame Claude: Music for Harp Trio. RAPCD 130618-1.

Claude Debussy skrev som den første musik for besætningen harpe, bratsch og fløjte. Det blev så velykket at flere andre sidenhen har taget besætningen op, og således også de tre danske kvinder, der kalder sig intet mindre end Madame Claude. De har nu udgivet en cd, der udover forbilledet Debussys Sonate no 2 rummer musik af så forskellige komponister som Thybo, K.J. Mejer, Koch, Koppel og Clausen.

Besætningen har tydeligvis virket inspirerende på komponisterne. Leif Thybos Flarva I i tre satser udnytter til fulde instrumenternes særlige evne til at smelte sammen i en sikkert formuleret vital musik. Også Jesper Koch er opmærksom på de instrumentale farvemuligheder og udfolder sin stort anlagte musikalske fortælling i et små 11 minutter langt værk kaldet Dream-child. Det er ubetinget det bedste jeg har hørt fra komponisten, selvom jeg også her til tider står uforstående overfor hvor han vil hen, og hvad det egentlig er han vil sige. Men velskrevet det er det.

Herman D. Koppel har bidraget med et ganske kort Patchwork. Det er en sprudlende musik, der godt kunne have varet længere eller været en ud af flere satser.

Med Thomas Clausen er vi kommet ud i en brasiliansk inspireret musik. Trioen har her suppleret sig med percussionisten Afonso Corréa. Værket hedder Impressões Brasileiras og forløber i tre dansante satser. Også her er musikken velskrevet og til tider slet ikke så langt fra såvel Debussys Sonate og Thybos Flarva I. Hvis det da ikke er dem der har nærmet sig Clausens univers.