Alt for mange svar - uden spørgsmål

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 06 - side 182-183

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Man skal høre meget

Lasse Laursen (f. 1969) var leder af Ensemble 2000 fra 1993-95. I 1995 studerede han komposition i Amsterdam. I 1997 tog han diplomeksamen i musikteori på Det Jydske Musikkonservatorium, hvor han blev ansat som timelærer. Laursen studerer pt. komposition på Det Jydske Musikkonservatoriums solistklasse. Desuden formand for AUT.

»Måske er det på tide, at overveje om musikken, som vi kender den, er død. Om nye kunstfænomener må tage over«, skriver Lasse Laursen. Hans essay handler om den ny musiks situation og om komponistens rolle i musiklivet. Forfatteren har ønsket at præsentere stoffet i eget design og opsætning. Det har vi respekteret.

Det er på en gang en god lejlighed og lettere ubehageligt at DMT til dette nummer har bedt den unge generation præsentere sig selv. Ikke lige frem og direkte, men igennem hinanden, som kendte vi besked og kunne vi fortælle om hinanden.

Kunne det ikke tænkes, at når vi ikke frivilligt og af interesse skriver om hinanden, så det fordi der ikke er noget at skrive? At de færreste af os har voldsomme følelser i forbindelse med de andres musik - gode eller dårlige.

Personligt har jeg svært ved at komme i tanke om de af min generations værker, som jeg ikke blot synes var godt håndværk, underholdende og måske endog rigtigt, men hvorom jeg også ville kunne sige: Det har sat sig på min sjæl. (Og i øvrigt: Er vi overhovedet én generation?).

Af komponisterne forventes det

Af komponisterne forventes det at de både skriver musikken, fortæller om den og formidler den, at de skriver om kollegernes æstetik og musik, at de deltager i udvalgsarbejde, koncertaktiviteter, festivaler (som planlægger og håndlanger), plakataktiviteter, animationsprojekter og at de skriver artikler - som denne?

Er der noget at sige til, at man kan erhverve sig et kompositorisk ry for sit organisatoriske arbejde?

Om 60er-oprør

Hvis et land er afskåret fra omverdenen, og alle vigtige poster bestrides af gamle mænd, der insisterer på at deres sandheder er sandheder, hvor svært kan det så være at gøre op med en generation, og ikke bare proklamere, men se en ny tids komme? I dag er situationen en anden. De unge er blevet gamle og selvom de bestemt ikke er uden fordomme, så er de trods alt stadig ind imellem nysgerrige og i tvivl. Der er derfor ingenting at gøre op med. Fejlen er ikke vores, men æren måske deres.

Opskriften på dårlige komponister

Måske er opskriften på dårlige komponister gode lærere. Alt for mange perspektiver, alt for megen forståelse, alt for megen imødekommenhed, alt for meget at tage over. Hvad er der at gøre op med? Os selv?

Hvis bare vi også havde haft en Per Nørgård. (Måske bliver vi nødt til at opfinde ham.)

Er vor tids musik stadig 80ernes tilbage-til-musikken-revival med troen på de gamle værdier som materialets enhed, sammenhæng - ja selv symfonier og pæne form forløb, så har kedsomheden måske bosat sig i vores dygtighed. For der er ingen mangel på projekter. Med computeren som kunstværkets byggeplads synes lyden (forladt af musikeren) overladt til billedet, arkitekturen eller... Men den omstilling er stadig dårligt nok begyndt. Og derfor er det ikke fremtiden der er i fare, det er derimod komponisterne, der er vokset op uden elektroniske instrumenter med drømmen om musikken som vi kender den - der her må blive de store tabere. Men også den akustiske musik kunne opleve en opblomstring, hvis ellers konservatorierne kunne finde ud af at definere en moderne uddannelse, hvor musikerne ikke bare kan et par sære spillemåder, men hvor deres forhold til tonehøjder, instrumentarium, computere, rytmer, tempi, sammenspilsmåder var helt anderledes end det, de tilbydes i øjeblikket.

(Læs mere om emnet i debatsektionen, red.).

I øjeblikket skrives der ikke særlig meget om den nyeste kompositionsmusik, og det irriterer vel de fleste af os: For stilheden kommer - nærmest pr. automatik - til at betyde, at der ikke er noget at sige.

Så måske som et værn imod stilheden - eller i ly af den - forsøger DMT nu at få den unge generation til at præsentere sig selv. Det lyder som en fin idé, men det er måske ikke lige den bedste måde at vise nogen interesse på: Kan du ikke lige skrive om dig selv eller nogle af de andre som så kan skrive om dig.

På den anden side er det hverdag. Nogen skal gøre arbejdet, og det forventes åbenbart at det er mig. Kun undrer jeg mig over, at det tages for givet at jeg er i stand til - på en interessant måde - at præsentere en kollega - eller mig selv for den sag skyld.

Men der er - selvom jeg fristes til at skrive har været (for det er unægtelig en tradition i iltmangel) - en lang og smuk tradition for at komponister skriver om sig selv og hinanden - og i det hele taget tager del i den offentlige debat. Og derfor skriver jeg så også alligevel - men selvfølgelig ikke om det foreslåede emne, lidt ære har man vel i livet.