Medmenneskelighed og folkelig opdragelse

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 06 - side 186-188

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

I Danmark er den aktive beskæftigelse med musik så enorm, at den fremstår som en folkebevægelse. På den baggrund undrer det artiklens forfatter, at der lægges så lidt vægt på musikundervisningen i folkeskolen. Det store spørgsmål stilles: Har offentligheden i Danmark stadig ikke forstået musikkens samfundsmæssige betydning?

Som barn var jeg til skolekoncert én gang. Det var i Tårnby Skoles aula med Københavns Filharmoniske Orkester. Aulaen var stuvende fuld. Publikum bestod af elever fra skolerne på Amager. Jeg var benovet. Men jeg husker også, at det var ret kedeligt.

I 1970, da jeg selv startede som musiker i Sønderjyllands Symfoniorkester, oplevede jeg også skolekoncerter. Denne gang på den anden side af rampen, selvfølgelig. Vi havde en konferenciér som pædagogisk formidler, men ellers lignede koncertforløbet meget, hvad jeg havde oplevet i Tårnby. Skolekoncerterne i Sønderjylland foregik i sportshaller, hvor godt 1000 børn i alle aldre var samlet. På trods af gode påfund fra konferencierens side og Peter og Ulven og den slags, udeblev succesen.

Blandt musikerne talte vi meget om det frustrerende i at spille for børn, som vi ikke havde kontakt med, og som kedede sig frygteligt. Det gjorde vi jo også! Vi spillede 2 skolekoncerter om dagen med det samme program i 1 måned, hvert år. Hvad var egentlig meningen?

Dét spekulerede lærerne også over, og heldigvis talte musikere og lærere sammen. Lærernes store ønske var, at vi musikere kom ud på skolerne i mindre grupper og fortalte og spillede for børnene, altså faktisk spillede gruppeskolekoncerter. Men vi kunne ikke overskue, hvordan sådan en koncertform kunne organiseres og indpasses i vores tjeneste. Der var også stor usikkerhed med hensyn til den pædagogiske opgave, vi på den måde kom til at påtage os. Vi er jo ikke uddannet til det. Men da vi til en skolekoncert på Fredericia Teater konstant var blevet bombarderet fra balkonen med bolcher og karameller, var målet ligesom fuldt, og en kraftig motivation til at gøre noget ved det her opstod forholdsvis kollektivt.

Vi gik i tænkeboks sammen med nogle lærere og konstruerede et skolekoncertforløb i hvilket gruppekoncerter indgik som en vigtig del. Efter en forsøgsperiode på et år og efter forhandlinger, både med vores institution, som faktisk var utroligt negativt indstillet over for vores initiativ, og med vore kolleger i de andre orkestre, som var bange for at blive tvunget til også at lave koncerter i små grupper, blev vores skolekoncertsystem bygget færdig.

Vi kaldte det 'Tretrinsraketten' fordi det bestod af tre elementer:

• En serie gruppeskolekoncerter, som blev afholdt ude på skolerne med tæt kontakt mellem musikere og elever.

• En serie koncerter med hele orkestret i sportshaller med et begrænset antal tilhørere.

Begge disse koncerttyper var en obligatorisk del af undervisningen, og de foregik i skoletiden.

• Sidste trin var så en serie tidlig-aften-familiekoncerter, hvor elevernes deltagelse var frivillig, men gratis, og hvor de også kunne invitere to ledsagere med gratis. På de frivillige koncerter kunne vi aflæse effekten af de foregående koncerter. Og de så ud til at have virket, for familiekoncerterne var udsolgt. Siden 1976 har vi så brugt dette system. Og det fungerer stadig udmærket.

Alle landsdelsorkestre spiller skolekoncerter, ikke kun Sønderjyllands Symfoniorkester. Men formen er forskellig, dog har man nu alle vegne også gruppeskolekoncerterne med som element.

En ting har slået mig, når jeg prøver at sætte mig ind i, hvad der findes af skolekoncertvirksomhed: I alle landsdelsorkestre er det de ansatte musikere, der typisk har taget og stadig tager initiativ til at udvikle den pædagogiske koncert.

Hvorfor er det musikerne, og ikke orkestrenes ledelser, der finder det så vigtigt med velfungerende skolekoncerter? Hvad er motivationen? Er det opdragelse af et fremtidigt publikum? Men det skulle orkestrenes ledelser være nok så interesserede i. Kunne det være dyrkelse af eget fag og forsøg på at holde liv i det på længere sigt? Det er muligt, men jeg tror ikke, det er forklaringen.

I mødet med et publikum oplever musikeren umiddelbart meget. Fornemmelsen af at et publikum på 1000 børn keder sig, er sej og ned-slående. Omvendt er det meget stimulerende når børnene morer sig og er mere interesserede i musikken og instrumenterne, når de skal forlade koncertlokalet, end da de kom.

Jeg tror, forskellen mellem orkesterledelsernes og musikernes engagement er, at det er musikerne, der oplever magien. Hvis man har prøvet som amatører at spille sammen med børn, har man nok oplevet det, jeg mener. Selvfølgelig fatter den voksne sammenhænge i musikken, som børn ikke forstår, men det er mest på det intellektuelle, tekniske plan. I det, der er kernen i oplevelsen, i den rene musik - i det legen handler om - står man lige. Jeg tror, musikerne oplever et fællesskab og en nysgerrighed på lige fod med børnene, som stimulerer begge veje, og som åbner muligheder, man ikke finder i andre sammenhænge.

Når vi har talt med lærerne, har de tit givet udtryk for, at musikfaget står svagt i skolerne. At det fx er svært at få plads i det sparsom-me antal musik-undervisningstimer til bare at forberede skolekoncerterne. Og der er årgange, som slet ingen musikundervisning har. Det undrer os musikere.

I Peter Wivels bog om Rosseau Fantasien til Magten fremhæves det, at Rosseau var betaget af musik. Han beskrev musik som en kunstart, der er absolut abstrakt og kræver mest af fantasien i sammenligning med digt og malerkunst. Han sagde: »Musikken maler alt, også genstande man ikke kan se.« Og videre: »Musikerens kunst består i at erstatte genstandens urørlige billede med de bevægelser, dens nærvær vækker i betragterens hjerte.«

Han mente, at medmenneskelighed kræver fantasi. Han udtrykte det således: »Skønt barmhjertigheden er naturlig i menneskets hjerte, ville den for evigt være uvirksom uden fantasien, der sætter den i spil.« Hans overbevisning om det fri menneske som socialt velfungerende samfundsborger hænger netop sammen med hans tro på hvert enkelt individs medmenneskelighed.

I Danmark påpegede Finn Høffding og Jørgen Bentzon i begyndelsen af 1930erne kunstmusikkens evne til at vække og berige. De argumenterede for en folkelig musikopdragelse.

Finn Høffding havde den holdning, at musikopdragelsen måtte tage sit udgangspunkt i folkeskolen. Han henviste til Prøjsen, hvor ministerielle retningslinier fra 1927 var præget af overbevisningen om, at faget Sang og Musik var et af skolens bedste og mest karakterdannende fag. Men Høffding måtte erkende, at der var ringe forståelse i offentligheden for musikkens samfundsmæssige betydning. I en artikel fra 1932 siger han: »Nej, der gøres intet for musikken - og hvorfor ikke? - Fordi offentligheden i Danmark ser rent æstetisk på musik - den er underholdning.«

Som følge af denne manglende forståelse kom den folkelige musikopdragelse ikke til at tage udgangspunkt i det offentlige skolesystem, men kom til at udspringe fra initiativer i private kredse. Blandt sådanne initiativer var oprettelse af musikskoler.

Netop den enorme vækst i antallet af musikskoler igennem de senere år vidner om en stor folkelig forståelse for og interesse for musikopdragelse i vor tid. Dertil kommer vores utroligt rige amatørmusikliv. Den voksende interesse for at gå til koncerter. De mange professionelle musikgrupper, der opstår.

I det hele taget er den aktive beskæftigelse med musik og deltagelse i musik så enorm, at den fremstår som en folkebevægelse. Så det må undre, at der lægges så lidt vægt på musikbeskæftigelse i folkeskolen. Har offentligheden i Danmark stadig ikke forstået musikkens samfundsmæssige betydning?

Foto opslaget side 186-187:

Marianne Grøndahl.

Karen Andersen er medlem af Statens Musikråd og musiker i Sønderlyllands Symfoniorkester.

Årgang 73/1998-1999, nr. 06