Musiklærer i vanskeligheder

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 06 - side 193-194

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Fremtidens musikliv er til diskussion. Censornæstformand ved seminarierne, Palle Jespersen, har været med til at stille dagsordenen for debatten. Han mener at der er grund til bekymring over den nuværende situation. Hans artikel indeholder også en udskrift af et interview med en nyuddannet lærer.

Læreruddannelsesloven af 1966 betød en faglig oprustning. Der var nu tale om et fireårigt studium, og liniefagene blev indført. En lærerstuderende skulle vælge to liniefag blandt skolens fag og studere dem på et niveau svarende til universitetets bifag. Seminarielærerne, herunder musiklærerne, var nærmest euforiske. Nu havde vi endelig mulighed for at uddanne lærere, som fagligt var i stand til at løse den vanskelige opgave, som det er at undervise i musik i folkeskolen.

Begejstringen holdt dog ikke længe. Allerede i sommerferien - før det første hold, som skulle uddannes efter den nye lov var kommet i gang - annonceredes de første nedskæringer på undervisningen, og siden da er det stille og roligt gået ned ad bakke. Jeg skal ikke trætte med en minutiøs gennemgang af overgrebene, men kun opholde mig ved de mest betydningsfulde. Udgangspunktet var et liniefagsforløb på 5-6 semestre a 14 uger. Til undervisningen på hold var afsat 392 lektioner og til individuel undervisning i hovedinstrument og sang var der 108 lektioner.

Midt i 1970erne krævede man, at faget ikke måtte fylde mere end de andre liniefag. Holdundervisningen skulle derfor reduceres til 284 lektioner, så faget i alt omfattede 392 lektioner. Ved samme lejlighed indførtes den betydningsfulde disciplin brugsklaver. Lektionstimetallet til individuel undervisning blev dog ikke udvidet. Hovedinstrument, sang og nu brugsklaver skulle foregå inden for rammen 108 lektioner.

Midt i 1980erne blev individuel undervisning nedskåret til 91 lektioner i alt. Brugsklaverundervisningen skulle desuden nu gives på hold med to studerende. Det betød en reduktion af individuel undervisning med ca. 30 %. Året efter kom den fagligt set meget skadelige nedskæring af et liniefagsforløb fra seks til fire semestre samt decentraliseringen. Den medførte hurtigt en udtalt forskelsbehandling af musikken fra det ene seminarium til det andet, primært i forbindelse med individuel undervisning og eksamen.

En beretning fra det virkelige liv i folkeskolen

En udskrift af et interview bragt i P2 magasinet Bolero for et par år siden med en læreruddannet under de vilkår, som var gældende i begyndelsen af 1990erne:

»Jeg følte mig i hvert fald ikke særlig glad i starten. Der gik et par år - næsten - før jeg følte, at jeg havde et ordentligt overskud. Jeg synes stadigvæk, at det er svært, men det er da meget bedre, end det har været.«

- S.G. har spillet trompet siden han var ni år gammel, og i dag spiller han stadigvæk i sin fritid i fire forskellige bands. Selvom han har beskæftiget sig med musik siden han var barn, følte han bestemt ikke, at han kunne magte undervisningssituationen i musik, da han var færdig på seminariet for tre år siden. Der er nemlig ikke afsat timer nok på seminariet til de praktiske musikfag, mener S.G., og det havde bl.a. en effekt på hans klaverspil:

»Fra jeg startede på mit liniefag, havde jeg ca. 10 minutter om ugen i brugsklaver, og sådan ti minutter de flyver afsted. Man kan lige nå at spille det, man har fået for, og så kan man enten nå at få det for een gang til, eller også kan man nå at få et nyt stykke for. Det er meget svært at bruge ti minutter til noget fornuftigt. Jeg følte mig hverken specielt inspireret eller motiveret, når jeg gik derfra, fordi det var sådan nogle små, afbrudte forløb. Min underviser kunne ikke rigtig nå at vise mig noget, og jeg kunne ikke nå at vise ham noget. Det var lidt frustrerende, syntes jeg, og derfor øvede jeg mig ikke så meget. Jeg var ikke den eneste, der havde det på den måde.«

- Kan man ikke bare øve dette brugsklaver op selv, tror du?

»Det har stor betydning, at man får en ordentlig undervisning i brugsklaver. Det er ikke ligegyldigt, hvordan man sætter sine fingre på klaveret. Det er noget med at finde den kortest mulige afstand imellem akkorderne osv., og det har jeg brugt meget lang tid på at sætte mig ind i, efter at jeg var blevet færdig. Meget af min forberedelsestid til min musikundervisning har været klaverøvning, fordi jeg skulle have en masse ting på plads, som jeg ikke havde på plads, da jeg blev færdig.«

- Det, at du faktisk var temmelig dårlig til brugsklaver, da du kom ud og skulle undervise i folkeskolen, hvad betød det for din musikundervisning?

»Det betød, at den til tider blev noget famlende. Hvis man skal inspirere nogle børn til at kunne li' at synge en sang, er man nødt til at have et overskud. Så skal man selv kunne synge med og spille uden at lave alt for mange fejl. Og det er altså ret svært, hvis man ikke er særlig godt rustet. Da jeg startede i folkeskolen havde jeg en 1., en 4., en 5. og en 6. klasse i musik. Og i starten i 1. og i 6. klasse, følte jeg det faktisk som et helvede.«

- Men dette helvede, som du oplevede, kan du komme med nogle konkrete eksempler på, hvad det gik ud på?

»For eksempel gik det ud på, at i 6. klasse ville pigerne gerne synge nogle sange, som jeg så øvede mig på, og så tænkte jeg: Fint, så synger vi dem. Imens sad de fleste af drengene og larmede og skabte sig, og når jeg så endelig fik bragt hovedparten af dem til ro, så var der et par stykker, som blev ved med at sidde og larme og irritere og skabe sig osv.«

- Men kunne det, at de var så urolige også bero på, at du ikke havde overskud rent musikalsk i forhold til musiktimerne?

»Ja, det tror jeg. Elever er lyn-hurtige til at spotte, når man er usikker. Jeg har siden haft en 6. klasse i idræt fx, hvor jeg havde et helt andet overskud, og dem havde jeg ikke nogle problemer med over-hovedet. Det er klart, at eleverne i musiktimerne kunne mærke, at jeg var usikker, og derfor syntes de, det var ekstra sjov at fise rundt og hoppe ud af vinduet osv. Jeg kan godt forestille mig at nogen kunne blive så frustrerede over det, at de ville give op. Jeg er også kommet fuldstændig psykisk nedbrudt hjem, fordi jeg lige havde haft den 6. klasse i musik. Da skulle jeg bruge lang tid på at komme op til overfladen igen. Det psykisk nedbrydende ved den situation er, at man har en ambition både på sine egne og på elevernes vegne. Hvis der ikke er nogle af disse ambitioner, der overhovedet opfyldes, så er det klart, at man bliver brudt ned.«

- Og det følte du, at du blev?

»Ja, det følte jeg helt klart. Jeg gik fx ned på halv tid, da jeg havde undervist i et halvt år, og jeg har så været så privilegeret, at det har skolen givet mig lov til. Nu har jeg så været på 3/4 tid i to år og til næste år skal jeg på fuld tid. Hvis ikke jeg havde gjort det, tror jeg ikke, at jeg havde haft de der klasser på nuværende tidspunkt. Jeg har så senere fundet ud af, at det har givet mig et kæmpe overskud, fordi jeg ikke skulle tilbringe så megen tid på skolen, og jeg kunne bruge megen tid på også at blive bedre til at spille klaver. Det har jeg brugt meget af tiden på. Men man kan sige, at det var da ikke det, der var meningen, da jeg kom ud i folkeskolen.«

Grund til bekymring

Det var så interviewet med en musiklærer i folkeskolen. Læreruddannelsesloven af 1997 blev markedsført under parolen »fagligheden skal styrkes.« Hvordan er det så gået med musikken? Jeg har fået en opgørelse over musiktimetallet ved landets seminarier fra Seminariernes Musiklærerforening. Heraf fremgår det, at lektionstallet på hold i gennemsnit ligger omkring de 228, men med udsving fra 128 til 279, og vi taler vel at mærke om den samme uddannelse.

Endnu mere vanvittigt ser det ud på det individuelle område. For brugsklaver er gennemsnitstallet 14 lektioner i alt. Det er tilbuddet til de lærere, som skal spille til morgensang og formidle vor musikalske kulturarv i de kommende år. Det ringeste der tilbydes er 6 (sic!) lektioners undervisning i alt med seks studerende på holdet (der er tale om en undervisning, som ifølge bekendtgørelsen - loven - skal gives individuelt!) Det gives af det seminarium, som dimitterede den studerende, der blev interviewet ovenfor. Det bedste er 17 individuelle lektioner. På et andet seminarium tilbyder man 9 individuelle lektioner pr. studerende pr. år i alt til undervisning i brugsklaver, hovedinstrument og sang.

Af stk. 3.1 i forligsteksten om loven af 1997 hedder det: »Det tilstræbes, at de studerende får tilbudt flere undervisningslektioner end det for øjeblikket er tilfældet. Der ses med bekymring på de meget store forskelle seminarierne imellem i antallet af lektioner i liniefagene.«

Dette var principerklæringen fra politikerne. Udmøntningen heraf - de forfærdende realiteter - er beskrevet ovenfor. Jeg håber at man forstår, at der mere end nogensinde før er grund til at være meget bekymret.

MERE DEBAT

Musikundervisningen i folkeskolen er på dagsordenen ved en høring onsdag den 21. april kl. 15. Stedet er Radiohusets Studie 2, Rosenørns alle 22. Gratis adgangskort ved henvendelse til DR-butikken, tlf. 35 20 62 62 (kilde: P2musik nr.4/99). Uddrag fra høringen sendes i P2musik torsdag den 22.4. kl. 21.

Årgang 73/1998-1999, nr. 06