Mellem pisk og gulerod

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 08 - side 253-253

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

»Ak ja, ak ja. Måtte Danmark ved lejlighed få sig en kulturminister med mod og mands/kvindehjerte til at stille krav til de store udøvende kulturinstitutioner om ikke at falde hen i museal konservatisme. Som ikke i misforstået respekt for det såkaldte armslængde-princip lader det hele flyde ud i stadig større konformisme, hvor 'det store navn' på podiet betyder mere end indholdet af det, der fremføres. En minister som tør vride armen rundt på de åndsdovne og publikumsfikserede institutioner - i dens fulde længde.«

Finn Egeland Hansen (Information den 18.5.99), professor, medlem af Orkesterudvalget af 1992)

»... tendensen til 'museal konservatisme' og til ensidig fokusering på stjernesolister og -dirigenter findes afgjort også i orkestrenes ledelser og programudvalg. Men når de forskellige interesser skal afbalanceres, er det vores opfattelse, at den ny musik styrkes bedst i samarbejde med de kræfter i orkestrene, der er parat til at arbejde for den.«

John Frandsen (Information den 31.5.99), komponist, medlem af Orkesterudvalget af 1998)

Den 3. maj 1999 afleverede et orkesterudvalg en rapport om repræsentationen af den symfoniske musik til kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen. Ministeren havde bedt Statens Musikråd om at nedsætte et udvalg, der skulle »belyse hensigtsmæssigheden af den nuværende struktur for repræsentationen af den symfoniske musik«. Bortset fra enkelte indlæg i pressen, er den 133 sider tykke rapport blevet forbigået i tavshed. Ikke nødvendigvis fordi rapporten er dårlig, men måske fordi dens konklusion var forventelig. Ikke et menneske ved sine fulde fem ville - med den nedsatte arbejdsgruppes personkonstellation in mente - regne med at der ville komme radikale forslag på bordet. Holdningen i gruppen repræsenteres af koncensus-søgende Frandsen, der ikke ønsker at gentage den konfrontationslinie, som Egeland Hansen-udvalget stod for. Summa summarum: 1999-udvalgets konklusion er, at de fem landsdelsorkestre bevares i deres nuværende funktion og at deres nuværende geografiske opgavevaretagelse ikke ændres.

Med den aktuelle rapport kan nogle ånde lettet op, andre kan sige: "Hvad sagde vi!". Sagen bør principielt interessere mange, idet mange er berørt af den, musikere, publikum, sponsorer, osv. Men ingen gider rigtig hidse sig op til at mene noget. Det synes at være med interessen for 'repræsentationen af den symfoniske musik' som med interessen for valg til Europa-parlamentet: Der står næsten NUL på interessebarometeret. Man har givet op over for fænomenet eller sagen, der sker jo ikke en brik. Nærværende sag skal såmænd nok bare have en sommerferie bag sig, så kan rapporten stå og se nydelig ud på de ministerielle hylder. Men et eller andet sted må der rumstere et spørgsmål i de ministerielle hoveder: Hvad skulle den til for? Den venlige rapport, der ikke ønsker at sige det, næsten ingen vil sige offentligt, men som så mange taler om: Der er for mange symfoniorkestre i Danmark. Statens Musikråd ønsker at bevare den gode stemning hele vejen rundt. Med Tom Ahlbergs formulering længere inde i bladet: »For Statens Musikråd er det et formål i sig selv at sikre konsensus i musiklivet. Og orkesterudvalgets rapport er skrevet for at opnå musikpolitisk konsensus. Det er muligt at det giver Statens Musikråd bedre arbejdsrammer i det daglige. Med udvalgsrapporten lykkes det sikkert at opnå fred i vor tid - men de reelle modsætninger og uenigheder ulmer videre under overfladen.«

Årgang 73/1998-1999, nr. 08