Nye bøger

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 08 - side 272-276

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Nordisk musikkpedagogisk forskning. Årbog 1998. Redaktører: Frede V. Nielsen, Harald Jørgensen og Bengt Olsson. Norges Musikkhøgskoles skriftserie, 1998:4. 166 sider, NOK 150,00. ISSN 0333-3760, ISBN 82-7853-012-2. Kan købes ved henvendelse til Norges Musikkhøgskole, Postboks 5190 Majorstua, N-0302 Oslo. Tlf: +47 23 36 70 00.

E-mail: mh @ nmh.no

Dansk Årbog for Musikforskning XXVI 1998. Redigeret af Thomas Holme Hansen og Thomas Michelsen. Udgivet af Dansk Selskab for Musikforskning, i kommission hos Engstrøm & Sødring, 1998. 128 sider, kr. 187,50 for ikke-medlemmer. ISBN 87-88328-15-5. ISSN 0416-6884.

Årbok for norsk samtidsmusikk 1998. Udgivet af Norsk Komponistforening, Tollbugata 28, N-0157 Oslo. Tlf. +47 22 41 82 40. E-mail: komponist@ komponist.no. 238 sider, NOK 200,00, incl. cd. Hertil kommer NOK 25,00 i porto. ISSN og ISBN fremgår ikke.

To af årbøgerne er gamle kendinge for læsere af disse spalter. Årbogen for Norsk Samtidsmusik (ÅNS) udkommer for tredie gang, medens Dansk Årbog for Musikforskning (DÅFM) foreligger for 26. gang. Ny i denne sammenhæng er Årbogen for Nordisk Musikkpædagogisk forskning (ÅNM).

Denne årbog er redigeret af bla. danske Frede V. Nielsen, hvis grundbog, Almen Musikdidaktik, blev omtalt i DMT nr. 6 d.å. i forbindelse med min artikel om de musikpædagogiske uddannelser i Danmark.

Det er Frede V. Nielsen, der har skrevet årbogens forord, og heri kan man læse, at bogens artikler overvejende er redigerede indlæg fra et forskningsseminar i Tromsø i 1997, hvor temaet var forskningsformidling.

For undertegnede at se er dette et yderst relevant emne at diskutere, hvilket læsere af disse spalter også vil vide fra tidligere anmeldelser af videnskabelige musikpublikationer.

Misforholdet mellem den forskningsvidenskabelige grundighed på den ene side og den manglende opmærksomhed på formidlingsaspektet på den anden side er en kilde til tilbagevendende undren. Særlig grelt kan dette misforhold opleves, når det drejer sig om forskning inden for et område, hvor genstandsfeltet er af så praktisk art som musikpædagogikken.

Problematikken blev berørt i den tidligere omtalte artikel i DMT nr. 6. I denne årbog er der en glimrende lejlighed til en uddybning.

Bogens første fire artikler diskuterer problemet, først af Harald Jørgensen i Kan forskning formidles? Forskning om spredning og utnytting av forskning.

Der forskes meget i musikpædagogik, men forskningens resultater bliver kun i begrænset mængde anvendt af den almindelige underviser, ligesom de, der udformer fagpolitiske beslutninger heller ikke synes at gøre særlig brug af forskningen.

Jørgensen diskuterer forskellige modeller for forskningsformidling, herunder dennes sammenhænge med et givet kundskabsbegreb.

Mange undervisere vil - ikke overraskende - have en tendens til at stille meget pragmatiske krav til forskningen. Man forventer, at forskerne skal kunne medvirke til løs-ningen af problemer i den aktuelle pædagogiske virkelighed. Hvis man da ikke slet og ret spørger erfarne kolle-ger til råds, hvilket synes at være det almindeligste.

Som en mulig løsning refererer Jørgensen til det arbejde, som John Watkins har gjort, hvor denne slår til lyd for, at forskerne må »... gi opp kontrollen med forskningsproduksjonen og skape læringsfellesskap med praktikerne, og aller helst eliminere forskjellen mellom forsker og praktiker, dvs at praktikeren også må bli forsker« (s. 14).

Frede V. Nielsen uddyber diskussion af dette problemfelt i sin artikel og konkluderer, at den påvirkning, der finder sted fra den musikpædagogiske forskning til den pædagogiske praksis, i de fleste tilfælde er af indirekte art.

Dette er ikke nødvendigvis et udtryk for, at forskningen har isoleret sig. Det kan i lige så høj grad tages som et udtryk for, at praktikerne ikke er opsøgende i forhold til forskningen.

Der kan være flere grunde hertil. Manglende tid kan være en grund. Men nok så vigtig er den måde, som flere af de pædagogiske uddannelser er skruet sammen på, jf. igen artiklen i nr. 6 af dette blad.

Lars Ole Bonde og Ingrid Maria Hanken runder denne del af årbogen af med artikler om hhv. en opfølgning på den undersøgelse, der midt i 80erne mundede ud i bogen Man skal høre meget, (Bonde), og lærebogen som kundskabsformidler (Hanken).

ÅNM indeholder, ud over disse artikler, bidrag fra forskere, der i årets løb erhvervede doktorgraden i musikpædagogik. Interessant er især Thorir Thorissons artikel om en undersøgelse af virkningen af eksplicit indlæring over for implicit indlæring. Effekten af de to typer undervisning blev målt på to målgruppers kompetencer i forhold til at kunne genreafgrænse klassiske værker som 'klassiske' eller 'romantiske'.

Det er egentlig ikke overraskende, at formaliseret undervisning i genretypiske parametre gav de bedste kategoriseringsredskaber frem for at lade eleverne lytte til typiske værker, og så ud fra disse helhedsoplevelser selv uddrage typiske karakteristika.

Hvis man ser på årbogen som helhed, så er der ingen tvivl om, at det er en forskningsårbog.

Mange af artiklerne er skrevet af fagfolk til fagfolk. Det kan vel ikke undgås. Men det havde nu alligevel været dejligt for en gangs skyld at blive overrasket, og møde en forskningsårbog, hvor linien fra de indledende artiklers grundproblematik havde fået lov til konsekvent at præge resten af bogen.

Selve formidlingen af forskning har heller ikke lige stor bevågenhed hos alle bidragyderne til DÅFM. Spektret går fra det umiddelbart læselige hos Morten Michelsen (Fremtidslegender. Musikalsk fortid og nutid i David Bowies dystopier) til det videnskabeligt indforståede close-up hos Annette Jung (Chairetismos. En byzantinsk formel-melisme med særlige karaktertræk).

Man skal være endog meget interesseret i detailstudier, og besidde en ikke ringe forhåndsviden for at få udbytte af Annette Jungs artikel. Da Jungs artikel er en undersøgelse af et melismatisk fænomen inden for gen-ren sticheron, vil det måske være en fordel at forberede sig til denne artikel ved at læse lidt mere om sticheron og byzantinsk musik i almindelighed, fx i første bind af Erik Stahls værk om Den russiske musiks historie.

Men hvis man gerne bevæger sig på molekylær-niveau, og har interesse for byzantinsk musik, så er artiklen sikkert lige sagen.

Musiketnologien er repræsenteret ved Annette Erlers artikel om kønsspecifikke forskelle i maltesisk ballade-sang. En præsentation af denne særlige form for folkelig sang perspektiveres gennem en redegørelse for de kulturelle mønstre, som genren er indlejret i og som den forandres af. Det giver artiklen en fin helhed.

Søren Møller Sørensens artikel om Karl Aage Rasmussen og Hans Abrahamsen kan ses i forlængelse af - men kan læses uafhængigt af - samme forfatters artikel i den foregående udgave af DÅFM. De metodeovervejelser, som Sørensen gjorde sig i den foregående artikel vedrørende den ny musik, anvendes i denne artikel til at sætte nyt lys på musik af de to nævnte danske komponister.

Efter at have indledt med en kort redegørelse for efterkrigstidens centraleuropæiske og ortokdokse modernisme, samt den danske reaktion i 60erne, argumenterer Sørensen for at se netop disse to komponisters værker som vellykkede manifestationer af bestræbelserne på at finde et nyt musikalsk spor. Et spor, der frigør sig fra modernismens lukkede værkbegreb, der på trods af de radikale fremtrædelsesformer havde (og stadig har - ?) dybe rødder i romantikkens værkbegreb.

Sørensens artikel giver en kort, men god indføring i de to komponisters strategier, og sætter dem ind i den historiske sammenhæng.

Som altid er der i DÅFM, udover artiklerne, rapporter, anmeldelser og anden information, hvilket er en stor styrke for årbogen.

Dansk Årbog for Musikforskning er en udmærket forskningsårbog, hvor forskningens resultater fremlægges uden de store spørgsmål om forskningens relevans eller nytteværdi. Forskningen er uafhængig, et gammelt knæsat princip. Men måske nok et princip, der kunne trænge til lidt mere debat. For når man læser årbogen kan man godt få den samme oplevelse som at sætte sig godt til rette i sin yndlingslænestol med gardinerne trukket for, ild i pejsen og cognac i glasset. Når man så slår op i kriminalromanen kan verden uden for godt gå sin skæve gang - for en stund har man forladt den til fordel for en oase uden for tid og rum.

Den norske årbog er med sin blot tredie udgave endnu ung og bøjelig. De to første udgaver var en forfriskende blanding af analyser, portrætter, musikpolitik og debat. Den seneste udgave følger godt op på dette. Dørene til omverdenen er lukket op, og samtidsmusikken ses i relation til den omgivende tid og det omgivende samfund.

Retfærdigvis må det anføres, at den danske og norske årbog ikke umiddelbart lader sig sammenligne, da Årbok for norsk samtidsmusikk ikke primært er en forskningsårbog, men snarere et forum for informations- og debatartikler af den type, som vi her til lands typisk finder i DMT. Et sådant tidsskrift har man ikke længere i Norge, og det er blandt andet årbogens formål at afhjælpe denne lakune.

I år har redaktionen taget det prisværdige initiativ at bede folk uden for samtidsmusikkens egne rækker om at give deres vurdering af den ny musik og dens miljø for at få svar på spørgsmålet om, hvorvidt miljøet for ny musik virkelig er så lukket som det ofte hævdes. Og hvis det er tilfældet, hvorfor er det da sådan? I bogens temaafsnit kan man læse resultaterne af denne opfordring, fem gode artikler om samtidsmusikkens placering i en større helhed.

Kjersti Bale, doktor i litteraturvidenskab, anskuer vor tids musik ud fra stikord som publikums passivering, udøveren som forfører og kunstneren som klovn. Samtidskunstens ytringer bliver klemt af konjunkturkurver og markedsmekanismer, og må derfor i et vist omfang tilpasse sig disse for ikke at blive fuldstændigt marginaliseret. Det er i øvrigt et tema, der går igen i mange af bidragene til årbogen.

Thomas Hylland Eriksen, der er socialantropolog, anlægger tre forskellige perspektiver på samtidsmusikken: Et sociologisk, et kulturhistorisk og et hermeneutisk. På elegant vis får Eriksen koblet disse tre indfaldsvinkler og får på den sparsomme plads trukket mange tankevækkende nuancer frem.

Blandt mange vil jeg blot nævne følgende: Hvorfor læser det bogelskende publikum normalt ikke romaner, der er mellem 100 og 200 år gamle, medens nydere af kompositionsmusik overvejende hører musik, der har den samme alder?

Desuden: I de fleste menneskers ører lyder det meste samtidsmusik ens, medens man oplever store forskelle på fx. Bob Dylan og Neil Young. I virkeligheden forholder det sig jo lige modsat.

Endelig er der forhold, som er specifikt norske: Eriksen fremhæver hér to norske 'honnør-ord', nemlig enkelt og jordnært, der er stærkt medvirkende til en national indsnævring af kulturbegrebet. Til at underbygge dette henviser han ironisk til, at tænkere og filosoffer nyder høj anseelse i Frankrig, medens en meningsmåling i Norge for ikke så mange år siden udpegede flykaptajner som personer med den højeste status.

Denne norske jordbundethed over for det finkulturelle bliver angrebet flere steder i bogen. I de to indledende artikler af Glenn Erik Haugland og Erik Jacobsen begrædes det aktuelle kulturpolitiske klima i Norge, der bla. er skyld i endnu en udskydelse af en norsk operabygning.

Erik Jacobsen spørger slet og ret i indledningen til sin artikel: »Hva er norsk kulturpolitikks overordnede mål for kommende år?«

Flere skribenter argumenterer - for Gud ved hvilken gang - for samtidskunstens uvurderlige funktion. Historien har til hudløshed vist, at kunstudtryk, der i dag regnes for skelsættende, ofte har været dømt værdiløse og uforståelige af samtiden.

Kun på afstand har det været muligt at skille skidt fra kanel. Derfor advares der også mod at lade markedsmekanismerne styre udbuddet af kunst. I udbyttets navn vil alt for mange værdifulde frembringelser kunne gå tabt.

Rolf Wallin kauserer over dette tema i sin takketale for Nordisk Råds Musikpris (trykt i DMT nr. 6, 1997/98), og gør det velformuleret og skarpt. Kommercialiseringens diktatur, kalder han det, og sætter spørgsmålstegn ved den reelle frihed til personlige valg, når den økonomiske nyttevirknings lov får frit løb. Dagens Rusland bliver atter fremhævet som skræmmeeksemplet.

Det er en god årbog, der foruden de nævnte artikler rummer temaer som 'portrett', 'arenaer', 'priser', 'fonogram', 'kalendarium', 'diskografi' og 'medlemsliste'.

Der medfølger en cd med værker af sonologerne Thoresen og Thommessen, af neoklassikeren Kvandal samt af Bjørn Kruse, John Persen og Åse Hedstrøm. Generelt en god cd.

Slutteligen: Morten Eide Pedersen giver i sin artikel om komponistuddannelsen en kort, men oplysende, redegørelse for idégrundlaget for den norske sonologi.

Det er en årbog, som jeg kun kan anbefale varmt.

Mogens Jensen: 6. klasse - hvordan går det? En undersøgelse af erfaringer med obligatorisk musikundervisning på 6 klassetrin. Musikpædagogiske Studier - DLH bind I. Udgivet af Danmarks Lærerhøjskole 1998. 155 sider, Kr. 100,00. Kan købes hos Danmarks Pædagogiske Bibliotek, Postboks 840, 2400 København NV. Fax: +45 39 66 00 82. E-mail: alen@bib.dlh.dk. ISBN 87-7701-631-9.

Imange år løb den obligatoriske musikundervisning i folkeskolen kun til og med 5. klasse. Men fra og med 1994 har ordningen været udvidet til også at omfatte 6. klasse. Hvordan er det så forløbet? Det er netop det spørgsmål, som denne bog stiller.

Forfatteren, der har 25 års erfaring som musiklærer, studerer nu ved DLH, og har som specialeemne valgt at søge et svar på dette spørgsmål.

Kernen i undersøgelsen er en interview-undersøgelse, hvor 14 undervisere på 9 skoler i en købstadskommune deltog. Ved at vælge skoler inden for en og samme kommune sikrede forfatteren sig, at de undersøgte skoler havde de samme ressourcer til rådighed.

Inden undersøgelsens resultater fremlægges og diskuteres beskriver Mogens Jensen baggrunden for indførelsen af den obligatoriske 6. klasses undervisning. Desuden giver han en grundig redegørelse for valg af strategier i forbindelse med tilrettelæggelsen af selve undersøgelsen.

Selv om det empiriske materiale ikke er stort, så får Jensen mange aspekter frem af det at undervise en 6. klasse i musik.

Ikke overraskende tilrettelægger mange af de adspurgte musiklærere deres undervisning efter pragmatiske retningslinier: Vi gør det, der virker. Rytmisk sammenspil er således et meget anvendt redskab. Ved at inddrage eleverne i processen og lade dem komme med forslag til repertoire har flere lærere fået ellers problematiske klasser i tale igen.

I det hele taget er det en balancegang mellem på den ene side egne idealer for musikundervisningen, og på den anden side elevernes interesser, sociale opbrud, pubertetsproblemer m.m.

Den almindeligste strategi bliver den som Frede V. Nielsen i sin bog kalder for 'etnodidaktik', dvs. at underviseren tager afsæt i hverdagserfaringer. Og selv om denne strategi for mange har givet gode resultater, så er lærerne for netop 6. klasserne oppe mod de før nævnte opbrud og socialpsykologiske forandringer, der gør det til en yderst kompliceret opgave at få denne elevgruppe musikalsk i tale.

Set i lyset heraf er det måske heller ikke så overraskende, at der er bred enighed hos de adspurgte om, at en udvidelse af den obligatoriske musikundervisning med et eller flere klassetrin ikke er ønskeligt.

Forsøg på at mindske 'musikhullet' mellem folkeskolens og gymnasiets musikundervisning skal øjensynligt ikke gå i retning af en forøgelse af det obligatoriske åremål, men snarere gennem en styrkelse af det eksisterende. Dette kan ske gennem en vægtning af kontinuiteten samt afværgelse af yderligere besparelser. Som området jo er så hårdt plaget af i forvejen.

Bogen anbefales til alle, der underviser i musik og samtidig reflekterer over deres egen (og andres) undervisning. Samt i øvrigt til alle med interesse for musikpædagogik.

Daniel Perret: Musikkens indre vej. Musik og healing. Borgens Forlag 1999. 216 sider, Kr. 229,00. ISBN 87-21-00998-8.

Alt efter personligt temperament og verdenssyn vil man blive tiltrukket eller skræmt bort allerede ved denne bogs undertitel: Musik og healing.

Ordet healing har fået en udpræget New Age-klang, som mange ikke kan lide. Har man et lidt dybere kendskab til tidens alternative modbevægelser vil man desuden fæstne sig ved navnet på ophavsmanden til bogens forord. Bob Moore.

På den vedlagte pressemeddelelse er det da heller ikke uddybet hvem han er. Navnet i sig selv er nok for de indviede.

Bob Moore grundlagde i 1976 Psykisk Center i Silkeborg, hvor interesserede samledes omkring energiforståelse, helbredelse, meditation og bevidsthedsudvikling. Senere er Psykisk Center flyttet til Ringkøbing, hvor bogens forfatter, franskmanden Daniel Perret, jævnligt underviser.

I dette miljø er en forståelse af psykiske og mentale energier helt central for at kunne begribe mennesket, dets balancer og navnlig ubalancer.

Det er en begrebsverden, hvor aura, chakra og æterlegeme er selvfølgeligheder, der anvendes som basis for de videre overvejelser. Musik har en væsentlig plads i dette verdensbillede, da musik også er energi. Men da musik er energi med mange forskellige mønstre, så vil musik påvirke vores energifelter (især auraen) alt efter hvilken skala der ligger til grund, hvilke instrumenter eller hvilken rytme, der anvendes osv.

Det er i korte træk bogens røde tråd.

Der kan vel næppe være tvivl om, at mange vil kunne være enige i tanken om, at forskellige musikalske mønstre påvirker os på forskellige måder, ofte på meget dybe - og måske ubevidste - planer.

Både semiotikken og musikpsykologien/-terapien beskæftiger sig med dette. Men Daniel Perret drager andre konklusioner af dette, og i retninger, som kun de holistisk mindede kan følge.

Undertegnede er ikke en af dem. Og da slet ikke når Perret foreskriver chakraøvelser, postulerer almentmenneskelige farveoplevelser ved bestemte musikstykker og skalaer m.m.

Hvis man er interesseret i den mere videnskabeligt begrundede musikterapi, kan man passende orientere sig i de to rapporter i den tidligere omtalte udgave af Dansk Årbog for Musikforskning (s. 77 og 79).

For holistisk interesserede musikfolk kan bogen sikkert være værdifuld. God fornøjelse. For kritiske og videnskabeligt orienterede musikfolk: Gå i en stor bue udenom.

Modtaget i øvrigt fra forlagene

Bodil Heister og Johannes Møllehave: Det store orkester - Instrumenternes sange. Edition Wilhelm Hansen 1996. 49 sider, indbundet og illustreret i farve og sort/hvid, Kr. 298,00. Cd med bogens sange medfølger. WH 30350. ISBN 87-598-0870-5.

Bodil Heister: Opgavehæfte til Det store orkester. Edition Wilhelm Hansen. 28 sider, Kr. 65,00. WH 30350A. ISBN 87-598-0917-5.

Opgavehæftet til bogen Det store orkester kom i efteråret 1998, godt to år efter selve bogen. Det kan man godt undre sig over, for det havde været nærliggende at udgive begge bøger som et samlet koncept.

Formodentlig er tanken om et opgavehæfte først dukket op på et senere tidspunkt, og da det vil være meningsløst at omtale opgavehæftet alene, skal begge udgivelser kort omtales i det følgende.

Bogen Det store orkester er et forsøg på at lave en introduktion til orkesterets instrumenter til børn og unge ved at give de enkelte instrumenter sange, der i tekst (af Johannes Møllehave) og musik (af Bodil Heister) illustrerer noget karakteristisk for instrumenterne.

Sangene kan høres på den vedlagte cd, i øvrigt indspillet med Radiounderholdningsorkesteret med solister som fx Henrik Kofoed og Kirsten Siggaard.

Altså nærmest en blanding af Gerhard Schepelerns Instrumentbogen og Neil Ardleys A Young Persons Guide to Music.

Resultatet kan ikke kaldes udpræget vellykket. Møllehaves lyrik er ligeså behændig som en hjemmegjort sang fra familiefesten. Måske af hensyn til børnene. Og Heisters musik er uinteressant metervare, der minder om Børnenes Julekalender.

Men måske er jeg ikke den rette til at bedømme produktet. Det kan da meget vel være, at mange skolebørn kan få glæde af bogen.

Der er da mange anvendelige oplysninger om instrumenterne og deres anvendelse, ligesom der er mange sjove illustrationer.

Opgavehæftet? Tja - så er man da fri for selv at finde på spørgsmål til bogen. Og det kan da også være godt nok for en travl musikunderviser.

Bodil Heister: Den fynske spillemand. Edition Wilhelm Hansen 1998. 48 sider, Kr. 148,00. WH 30410. ISBN 87-598-0931-0.

Egentlig er det en tilsnigelse, når bogens forside signalerer Bodil Heister som forfatter, for der er tale om en genfortælling for børn af Carl Nielsens Min fynske barndom. Men som sådan er den ok. De 10 kapitler fortæller episoder og anekdoter fra tidlig barndom frem til optagelsen på Konservatoriet. Hvert kapitel afsluttes med en af Carl Nielsens kendte sange.

Bogen er afprøvet på to børn på hhv. 6 og 9 år, og den gik rent ind hos den 9-årige. Den side af sagen er for så vidt i orden, selv om jeg ikke er utilbøjelig til at mene, at originalen kunne have gjort sig lige så godt til den 9-årige.

Hvorfor skal de nye generationer opfostres med tygget mad? Er det den samme mekanisme, der gav os Det Bedstes forkortede romaner.

I øvrigt er prisen lovlig pebret for så lille en udgivelse. Men bortset fra dette kan den da anbefales.

Lise Nees: Syng Musical. Basis sangteknik. Edition Wilhelm Hansen 1998. 76 sider, Kr. 248,00, illustreret. Cd medfølger. WH 30412. ISBN 87-598-0935-3.

Her er der til gengæld ikke tale om tygget mad, men om fordøjede erfaringer, der formidles på en god og brugbar måde.

Forfatteren, Lise Nees, er uddannet i musicalsang i New York, og har sunget hovedroller i flere af de kendte musicals.

Den erfaring, hun har høstet som professionel sanger og underviser giver hun videre i denne bog. På den begrænsede plads når hun rundt om ikke blot det rent sangtekniske, men også emner som scenisk udtryk, sygdom og skader, tekstudtale o.a.

Den sidste trediedel af bogen er viet til at skildre forhold omkring en karriere som (musical)sanger, startende med audition.

Læseren får oplysninger om, hvordan man bedst muligt forbereder sig på en audition, og herefter hjælp til at klare forskellige udfordringer, når man har fået foden inden for i denne verden.

Med bogen følger en cd, hvor bogens sangøvelser er indspillet, først af forfatteren selv, dernæst kun klaverledsagelsen, så læseren/sangeren kan varme op og træne med hjælp fra cd'en.

En gennemarbejdet lille bog med mange gode informationer af både den ene og den anden art til den, der gerne vil have en bedre stemme til musicals og beslægtede genrer. Og som måske også gerne vil have gode råd til at få startet en karriere.

Børnenes favoritter. Redigeret af Linda Lehun. Edition Wilhelm Hansen 1998. 136 sider, Kr. 188,00. WH 30416. ISBN 87-598-0943-4.

For generationer har De små synger været arvesølv. Fint nok. Men der kommer altså også andet til, og hvis man er på udkig efter nogle af disse nyere børnesange, så er denne bog et godt bud.

Bogen rummer 120 børnesange, nye som gamle, lige fra I østen stiger solen op til Bølle-Bob, fra Den lille frække Frederik til Pippis godnatsang.

Nodebilledet er i orden, det samme er akkorderne og illustrationerne. Det er bare at gå i gang.

Sebastian: Skatteøen. Edition Wilhelm Hansen 1998. Lærerhæfte med cd. 23 sider, Kr. 188,00. WH 30411. ISBN 87-598-0933-7. Elevhæfte. 24 sider, Kr. 78,00.WH 30411A. ISBN 87-598-0934-5.

Sebastian: Pippi. Edition Wilhelm Hansen 1999. 44 sider, Kr. 145,00. WH 30430. ISBN 87-598-0962-0.

Sebastian har udviklet sig til at blive en meget aktiv musicalkomponist. Succesrig tillige.

Tidligere er udsendt bogen Sebastian. Musical Highlights, og nu kan man så få alle sangene til to af de kendte muscials, Skatteøen og Pippi.

Man kan ikke lade være med at beundre Sebastians evne til variation når man spiller disse sange igennem, selvom der selvfølgelig er en del vendinger, der går igen. Vor tids musicals er en relativt lukket genre, der bevæger sig inden for snævre stilistiske rammer.

Men hvis man kan lide genren - og Sebastians musik - så kan disse hæfter sikkert være til stor glæde og fornøjelse, både privat og i undervisning.

Sirenesang. En musical. Tekst af Mai Brostrøm, musik af Holger Laumann. Edition Wilhelm Hansen 1998. Lærerhæfte/nodehæfte. 40 sider, Kr. 112,00. WH 30413. ISBN 87-598-0936-1.

Rollehæfte/manus. 35 sider, Kr. 98,00. WH 30413A. ISBN 87-598-0938-8. Cd med musikken. CD30413WH. Kr. 99,00.

Der er andre end Sebastian, der skriver musicals her til lands. Holger Laumann og Mai Brostrøm har skrevet denne musical, der er af den mere alvorlige slags.

Handlingen udspiller sig i et beskyttelsesrum nytårsaften i den nærmeste fremtid, og skildrer hvordan masker falder i en ungdomsgruppe, der befinder sig i beskyttelsesrummet.

Ikke noget jordskælv af erkendelse, men trods alt over middel. Og Holger Laumann er en dygtig musiker og ferm rytmisk komponist. Så styk-ker hér fra kunne sagtens gøre lykke på fx gymnasier og højskoler.

Pia Raug: Farver og forvandling. Sangbog. Edition Wilhelm Hansen 1998. 46 sider, Kr. 175,00. WH 30202. ISBN 87-598-0945-0.

Ikke en musicalbog, men 12 af Pia Raugs sange, hver især ledsaget af Raugs egne historier om baggrunden for de enkelte sange.

Om man kan lide disse personlige bekendelser eller ej, så får man for en gangs skyld sat sange ind i den sammenhæng, som komponisten har skabt dem i.

Man kan diskutere, om sangene kan bære det. Det mener jeg nu nok, at i det mindste nogle af dem kan, fx klassikeren Regnvejrsdag i november (Jeg vil male dagen blå).

Selvom mange af sangene har musikalske kvaliteter, så er de nu ikke alle velegnede til amatører. Dertil er de for personlige i udtrykket og derfor lovligt kompliceret noterede.

Årgang 73/1998-1999, nr. 08