Nye plader

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 08 - side 277-282

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Bent Sørensen: Minnewater, Sirenengesang, Shadowland, The Deserted Churchyards og Clairobscur. Esbjerg Ensemble, dir. Jules van Hessen. dacapo 8.224075.

Med denne cd fortsætter dacapo sin imponerende præsentation af danske komponister. Serien er virkelig noget af det mest glædelige, der længe er sket for dansk musik: Gode præsentationer af både centrale og mindre kendte danske komponister gennem repræsentative udvalg af værker, glimrende indspilninger og omhyggeligt udarbejdede noter, som i de allerfleste tilfælde giver god og relevant information.

Så man glæder sig efterhånden på forhånd, når man tager en af disse cd'er med den røde cirkel og det røde ledsagehefte og gør sig klar til at høre den. Der venter som regel en god oplevelse. Og det kan jeg roligt sige, at der gør i dette tilfælde!

I et forsøg på at indkredse, hvad der sker, når musikken høres, kan vi jo blive lidt ved det visuelle: Jeg har altid været meget fascineret af den oplevelse, man får, når man lukker øjnene og ser. Det drejer sig ikke om en fordybelse i dagdrømmens fantasibilleder, men om en betragtning af det mønster, som svæver lige for øjnene af én: Et mærkeligt mylder af noget sort, rødt, blåt, flimrende punkter, former, som er 'aftryk' af noget, man så for et øjeblik siden, men som nu opløses og bliver til noget helt andet. Sådan opleves Bent Sørensens musik. Den ligner alt muligt andet - som formerne for éns lukkede øjne ligner alt muligt andet - og alligevel ligner den ikke noget kendt.

Man kan også sammenligne den med drømmen, man havde, lige før man vågnede. 'Der skete så meget' - ja tak, men hvad?! 'En komponist kan kaste sten i, eller samle pinde fra en bevidsthedssø', skriver Rolf Hind i kommentaren til Minnewater. Det er for mig at se en aldeles dækkende beskrivelse af indtrykket af dette stadige, hypnotiske væv af stemmer. Hvordan kan en komponist dog i den grad ramme plet i éns eget flimrende associationsmønster?

Disse kommentarer er i øvrigt i sjælden grad dækkende her. Man har fået den fortræffelige idé at lade værkerne blive kommenteret af fire personer - Rolf Hind (Minnewater), Per Nørgård (Sirenengesang), Peter Asmussen (Shadowland) og Thomas Michelsen (Clairobscur) - plus for The Deserted Churchyards' vedkommende et billede af en vindblæst hede, hvor en busk læner sig ind over en forvitret gravsten (Marianne Grøndahl). De løser tilsammen opgaven til højeste karakter: Uden håndfast at påtvinge læseren noget åbner de for mulige relevante lyttemåder, så man selv kan gå videre på opdagelse.

Således er Per Nørgårds overvejende musikalsk-tekniske referat af, hvad der sker i Sirenengesang, en god, saglig og alligevel engageret-illustrativ modvægt til Rolf Hinds ovennævnte stykke, som næsten er lige så hypnotiserende som Bent Sørensens værk i sig selv! Og Peter Asmussen åbner med sine betragtninger over temaerne eksistentiel rystelse og døden og landskabet, man selv kan gå ind i, på eminent grad lågen for lytterens egen - ja, man kan godt sige eksistentielle oplevelse. 2. sats, 'Lontano ...quasi un funerale' åbner for denne oplevelse på mere 'udvendig' facon med træk af middelalderens dødedans, knokkel-spillemanden etc. Men i 3. sats, 'Maniaco con delicatezza', går man ind i et associations-væv relateret til død og angst på en måde, som jeg dårligt kan finde noget sidestykke til - det skulle da lige være hos Schönberg i et værk som Strygetrioen. Og ikke nok med dét: I 'Sostenuto, molto calmo' er vi virkelig i Shadowland. Det hele er sket. Og man kommer til at tænke på barndommens mareridt: Alene i verden, ørkener med strejf af surrealistisk maleri som hos Dali eller Tanguy, tomme rum, hvor mareridtet består i, at de jo alligevel vistnok ikke er helt tomme...

Og The Deserted Churchyards (en ærkesørensensk titel!): Værket begyn-der med det tomme rum, som langsomt befolkes af myldrende liv. Men hvilket liv? Et mærkeligt spil, rytmisk spændstigt og alligevel flygtigt, som forskræmte fugle. Klokkeslag synes at åbne for en Danse macabre, men så let slipper man ikke: Satsen splintres hurtigt i disse mærkeligt vrimlende skygger, som på én gang er foruroligende velkendte og umulige at holde fast på.

I det hele taget balancerer Bent Sørensen med virtuositet på grænsen mellem déja-vu og det tilsyneladende aldrig før hørte og strejfer ustandselig begge dele. Dét skaber utryghed, giver en oplevelse af foruroligende kunst. Med midler, som taget hver for sig egentlig er ret enkle, skaber Bent Sørensen indtrykket af for alvor at gå ind i denne mærkelige verden, ikke af at betragte et kunstfærdigt billede af den set udefra.

Thomas Michelsen sammenligner i noten til Clairobscur teknikken med det rembrandtske halvlys og fremsætter en interessant tanke om et eksperiment: Man kunne befri Bent Sørensens musik for sine lag af 'patina', så dens former trådte klart frem. Men Michelsen hævder, at musikken så ville miste sin væsentligste attraktion: »Det slørede, kun halvt oplyste, der tvinger den lyttende til at anstrenge sanseapparatet og tage forestillingsevnen til hjælp«. Jeg tror, at man roligt kan gå endnu videre med denne betragtning: Musikken ville i så fald ganske enkelt forsvinde! Bent Sørensens musik består i al sin magi netop af en standig skiften mellem lys og mørke i kompleks polyfoni og en ryt-misk frihed, som konstant undergraver ethvert tilløb til faste melodiske og rytmiske gestalter. Igen: Den svarer til de imaginære rum, som dannes af synssans og bevidsthed, når øjnene lukkes. At Bent Sørensen behersker den mærkelige kunst at fremkalde et sådant imaginært rum i værk efter værk, er virkelig forbløffende.

Når musikernes præstationer så oven i købet ligger på det høje niveau, som man er vant til hos dacapo, kan man snart ikke forlange mere.

Poul Ruders: Symfoni nr. 2, 'Symphony and Transformation' og Klaverkoncert. Radiosymfoniorkestret og Rolf Hind, dir. Markus Stenz. dacapo 8.224125.

A DRUMMER'S TALE episode two. Regime, Alarm, Cha Cha Cha, Towards the Precipice, Fingerprint I, II og III. Gert Sørensen. dacapo 8.224085.

At gå fra Bent Sørensen til Poul Ruders er at gå fra én musikalsk tankeverden til en anden. Hvor man i det ene tilfælde ser ind i et rum, hvor mærkelige billeder flimrer, får man i det andet tilfælde et dramatisk forløb lige i synet. Der er noget udpræget gestikulerende over denne musik, selv når den taler et lavmælt sprog, en vilje til at udstille sig og en beslutsom målrettethed i ønsket om kommunikation.

Alt dette mærker man i udpræget grad i Symfoni nr. 2, som fra starten tager lytteren med ind i noget, som begynder stilfærdigt á la Bartóks Musik for strygere, slagtøj og celeste, men som efterhånden bliver til et vildtvoksende mønster, en strøm af stadig forandring, som breder sig ud over orkestrets tonehøjde- og klangspektrum i metastaser som kræftceller ude af kontrol. Alskens mærkelige hændelser finder sted undervejs, lige fra et mylder á la Xenakis til sørgemarch - og oftest flere ting på én gang. Forløbet slutter med et rytmisk orgie, hvor trommerne synes at drive det hele hen mod den opløsning og udslettelse, der var lagt op til fra starten. Det dramatiske, ja, teatralske hos Ruders har næppe nogensinde fundet så overbevisende udtryk som her.

Klaverkoncerten starter nærmest i en mild, afslappet stemning som i Schönbergs koncert, men fortsætter i en stadig polyfon strøm, som til sidst stivner i et monotont rytmisk mønster. Dette fører overraskende videre til et effektfuldt, typisk rudersk sceneskift: 2. sats begynder smukt og stille som et ekko fra en side af 30'ernes og 40'ernes musikalske mentalitet, som her synes at være tættere på end nogensinde. 2. sats af Bartóks Klaverkoncert nr. 3, af Frank Martins Koncert for 7 blæsere, strygere og slagtøj og adskillige andre melankolsk-stilfærdige andensatser passerer revy i hukommelsen. Det gør bestemt indtryk på lytteren. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der bag dette mønster af tilknytning til traditionen og i udfoldelsen af den suggestive stemningsrigdom (værket passer i uhyggelig grad til en regnfuld søndag eftermiddags nostalgi!) - ja, at der heri er et udsagn fra en komponist, som nøje ved, hvad han har med at gøre i valget af et følelsesmæssigt udtryk. Det hele bliver til en slags citat - til noget i retning af en musikalsk Morten Korch i Lars von Triersk aftapning! Og præcis som man venter det, bliver man revet ud af den senti-mentale stemning og befinder sig pludselig i 3. sats, som på en mærkelig måde - og igen, forekommer det mig, meget beregnende - løber ud i en tyst afslutning.

Om cd'en med de fire værker for slagtøj (de tre Fingerprints er ganske korte elektroniske interludier) skal det allerførst siges, at stykkerne får en fabelagtig opførelse ved Gert Sørensen. Mange års samarbejde mellem en komponist og en musiker har her båret frugt både i spændende værker, som udnytter instrumenternes muligheder, og i disse gode ind-spilninger.

Der er i det hele taget god grund til at være glad for denne cd. Slagtøjet passer perfekt til Ruders' sans for det dramatiske og det effektfulde, og disse værker er for mig at høre mere spontane i udtrykket end de raffinerede orkesterværker - uden at det virtuost professionelle præg går tabt.

I Regime overbevises man således om, at Ruders vil noget med musikken - at virkemidlerne kommer i et budskabs tjeneste, her et udsagn om umenneskelig brutalitet. Ivan Hansens påstand om, at »fascinerende effekt efterhånden bliver til effektiv fascisme« forekommer ganske sand. »Det er Dem, kære publikum, der bliver sat op ad muren, og de tre slagtøjsfolk er bødlerne«, skriver Ruders i noten (værket opføres på denne cd i en soloversion). Ja, det er så sandt, som det er sagt. Vi får det hele inklusive maskingeværsalve og det afsluttende nådeskud. Det er barske sager!

Alarm er 'en kort gyser' med et motto hentet fra Victor Hugos Klokkeren fra Notre Dame. Vi får ikke lejlighed til at tvivle om, at her skal gyses for alle pengene - her er ingen gåder på færde, men den rene, uforfalskede thriller! I dette tilfælde egentlig ganske forfriskende. Og den umiddelbare glæde over at fortælle en god historie, naivitet i positiv forstand, understreges af Ruders selv, idet han ganske ligefremt fortæller, at den australske didgeridoo og den orientalske ching-ching benyttes 'til at fremprovokere den rette fornemmelse af uro og nervøsitet'. Det er lige så entydigt som Cha Cha Cha's ligefremme benyttelse af latinamerikanske rytmer.

I starten af cd'ens sidste stykke, Towards the Precipice, en soloversion af slagtøjskoncerten Monodrama, kommer man først ud i en bemærkelsesværdig uvished, idet værket begynder i et tøvende, stilfærdigt spørgsmålstegn á la Gérard Griseys Stèle.

Men typisk nok bliver Ruders ikke stående her. Hvor Grisey bliver på kanten mellem det skjulte og det tilsynekommende, som man aldrig rigtig bliver klog på, bevæger Ruders sig i en entydig retning - som han skriver: »den arketypiske opstigen fra intethed til optimal bevægelse«. Lige præcis her har vi en klar beskrivelse af Ruders' hensigt med sin musik: Han vil noget bestemt, og afsøges grænseområder, sker det som her med dramatisk virkning i en tour de force. Denne bestandige masen på i kommunikationstrang kan man glæde sig over eller en gang imellem irriteres over - men i dette tilfælde kommer der som i de andre værker på denne cd et betydeligt musikværk med umiddelbar og ægte appel ud af anstrengelserne.

Sofia Asunción Claro: Four Concertos for Harp and Orchestra. Lars Graugaard: The Hand, Unveiled; Kristian Blak: Harpan; Lars Graugaard: Ophelia In The Garden; Jan Maegaard: Jeu Mosaïque. Filarmónica de Querétaro og Camerata de Querétaro, dir. Sergio Cárdenas; The Chamber Orchestra of the Helsinki Conservatory of Music, dir. Pekka Helasvuo. Sofia Asunción Claro, harpe. FKT 13.

Bag nummeret 'FKT 13' gemmer der sig noget så kosmopolitisk som en cd, som er produceret på Færøerne (men Made in Germany), og som rummer værker af danske og færøske komponister indspillet af mexikanske og finske orkestre. Det, som binder det hele sammen, er de fire værkers status som harpekoncerter med Sofia Asunción Claro.

Sofia Asunción Claro kender vi fra et par cd'er, som tidligere er anmeldt i DMT (1997/98 s. 204 og 1998/99 s. 211). Det er hendes fortjeneste, at harpen i denne grad er kommet frem i lyset som et instrument med spændende muligheder i en nutidig sammenhæng - på de to første cd'er kombineret med elektrofoni og her med orkester.

Lars Graugaards The Hand, Unveiled må være en af verdens længste harpekoncerter - 32 minutter på nær to sekunder! Og længden medfører i hvert fald for mit vedkommende et totalt tab af retningsorientering. Dette skal man dog ikke fortvivle over. Værket lader os glide gennem forskelligartede landskaber for at ende i en effektfuld afslutning, uden at man bliver klar over, hvordan man er endt dér, men alligevel med en klar bevidsthed om, at rejsens forløb har været meningsfuldt. Modsætninger mødes undervejs i forskelligartede strukturer - der er et præg af en slags nutidig momentform over det hele. Det er en gådefuld, men ganske stærk oplevelse.

Ophelia In The Garden af samme komponist bevæger sig ligeledes i mystiske regioner. Her er det imidlertid forbundet med en retning, en bevægelse ind i den dramatiske figurs sjælelige opløsning. Der er mærkværdige afspejlinger af menneskelige sindstilstande og disses forandringer i de to Graugaard-værker. Graugaards musik giver flere spørgsmål end svar, og en fordybelse i værkerne lønner sig i høj grad; der viser sig stadig nye enkeltheder og forbindelser i et fængslende spil.

Kristian Blaks Harpan er både i det dramatiske forløb og i selve musikken baseret på den færøske folkevise Harparíma. Det er ganske fascinerende at følge, hvordan melodien så at sige lever en undergrundstilværelse og undervejs dukker op til overfladen på forskellig vis. Tre billeder fra fortællingen træder frem i et drømmeagtigt forløb og udgør tre akter i dette musikalske drama, hver som et billede på en sindstilstand fra folkevisens fortælling: Morderisk jalousi, offerets uskyld og den afsluttende hævn, hvor morderen dræbes af harpens magiske kraft. Med andre ord en koncert i tre satser, hvor forholdet mellem satserne karaktermæssigt er helt igennem traditionelt - men effektfuld og bestemt ikke kedelig.

Endelig det værk, som fremtræder som cd'ens højdepunkt, Maegaards Jeu Mosaïque. Værket er sindrigt opbygget med afsnit af satser anbragt i andre satser - som hos Graugaard kommer man til at tænke på momentformen, som imidlertid hos Maegaard tjener et helt andet formål. Det gådefulde bliver relationerne mellem afsnittene i dette indviklede spil med både klare virkemidler og sarte nuancer. På overfladen er det hele imidlertid et femsatset værk, som fremtræder med klassisk klarhed. Kombinationen af en tilsyneladende overskuelig struktur og et dybereliggende væv af relationer gør, at Jeu Mosaïque bliver et værk, man vil vende tilbage til.

På denne måde er harpen pudsigt nok for tredje gang kommet til at stå for en kombination af det gådefulde og det arkaisk klare. Det er ikke nogen dårlig rolle at give instrumentet, når resultatet er en sådan mængde af gode og spændende værker! Og ligesom på de to tidligere anmeldte cd'er løser Sofia Asunción Claro den udførelsesmæssige opgave suverænt.

Denmark's Intuitive Music Conference 1998. Improvisation at The Echo Tower, Växjö, Sweden. Carl Bergstrøm-Nielsen, Frank Hiesler, Helene Jerg, Henrik Ehland Rasmussen, Johan Toft, Ivan Vincze og Kumi Wakao. MESOSTICS MESCD-0006.

IDMT 1998/99 kan man på s. 164f læse en artikel af den japanske pianist og komponist Kumi Wakao. Her fortæller hun om DIMC (Denmark's Intuitive Music Conference), som i 1998 blev afholdt i Kårahult i Sverige med de syv ovennævnte musikere som deltagere. Det er spændende læsning om Kumi Wakaos oplevelse af intuitiv musik og af konferencen - samt af den koncert ved 'Ekko-tårnet' (et vandtårn) ved Växjö, som nu kan opleves via denne cd.

Dette tårn har præget koncerten på afgørende vis. Der er tale om et mønster af klange, som synes at bevæge sig frit i et enormt rum. Bevægelserne finder både sted i et virkeligt tredimensionalt rum og i et fiktivt musikalsk rum af vegetative klange og pulserende mønstre.

Det hele bindes så at sige sammen af en baggrund af lyde (stemmer etc.). Det er umuligt at afgøre, om de stammer fra musikerne eller fra publikum - grænserne bliver udflydende, man mister orienteringen i rummet, fordi intet synes at være fikseret, og de musikalske momenter afløser blidt hinanden i stadig svæven. Undertiden dannes et inciterende rytmisk repetitivt mønster; på andre tidspunkter tages rummet i besiddelse af vokale glissandi, som bevæger sig på kryds og tværs. Meget andet sker; men det pulserende vender stadig tilbage og gør det hele til en art kæmpemæssig rondo.

Man kan ikke undgå at blive slået af den musikalske idérigdom og sammenhæng, der her er tale om - ikke mindst når man ved, at alt dette er skabt i fællesskab på stedet af musikere, som var samlet fra forskellige verdenshjørner til en konference. Der er jo ikke tale om et ensemble, som har øvet sig i samspil og intuitiv skabelse af musik i opførelsesøjeblikket i årevis, men om musikere, som med hver sin individuelle baggrund har opnået en sensibilitet over for klang, form og musikalsk kommunikation, som er skærpet til det yderste, og som udnytter de muligheder, som findes her og nu.

Resultatet bliver et stykke ny musik, som fortjener at blive hørt af mange. Bedst havde det naturligvis været at være til stede, da musikken blev til; nu opleves ikke spontaneiteten i selve tilblivelsen, men tilbage står musikken med sin spontaneitet. Gennem optagelsen har denne improvisation efter min mening nemlig fået status som et værk, skabt af syv komponister i fælleskab i det øjeblik, det opførtes. Og dette værk er med sin nuancerigdom og fantasi af en sådan art, at man til sidst sidder helt ude på kanten af stolen for at blive en del af denne rungende, hvislende, fløjtende og knitrende verden.

Det skal sluttelig nævnes, at forlaget er japansk, og at cd'en derfor nok kan være svær at få fat på. Oplysning om muligheden for anskaffelse samt mere information om DIMC fås på http://hjem. get2net.dk/intuitive/dimc.htm.

Ole Schmidt: Jeanne d'Arc. Aalborg Symfoniorkester, Erling Møldrup, guitar, og Nina Pavlovski, sopran, dir. Ole Schmidt. dacapo 8.224112

Som man sandsynligvis vil vide, drejer det sig her om filmmusik. Ole Schmidt blev i 1983 anmodet om at skrive musik til Carl Th. Dreyers stumfilm Jeanne d'Arc og accepterede efter nogen tøven bestillingen. Desværre forhindrer ophavsretlige regler, at musikken fæstnes til filmen - men man kan jo, som Henning Carlsen skriver, afspille filmen på video og lytte til denne optagelse samtidig!

Og det vil jeg da bestemt anbefale, at man gør. Men også uden filmen har musikken kvaliteter. 'Middelaldertemaet', sunget af en kvindestemme, fungerer godt som gennemgående Jeanne d'Arc-tema. Og kombinationen af middelalder og nutid viser sig i det hele taget frugtbar i dette værk, hvor der flere steder høres passager for instrumentalsoli, som tilsammen danner en virkningsfuld kakofoni - et klangligt sidestykke til personer og situationer i filmen, som, også uden at det visuelle element er til stede, fremkalder effektfulde billeder på den indre skærm á la Hieronymus Bosch. Man kommer til at tænke på de vokale virkemidler i fx Pendereckis Lukaspassion. Tendensen til at lade instrumenterne 'tale' bliver i det hele taget til et særpræg for væsentlige dele af værket. På denne måde skaber musikken sin egen 'indre film'.

Denne filmmusik går bestemt ikke nye veje, og den er slet ikke et sidestykke til Carl Th. Dreyers film, hvad angår enkel udtryksfuldhed og original kvalitet. Det er egentlig ret spændende at forestille sig, hvad fx Poul Ruders kunne have udrettet her! Men med de ovennævnte virkemidler, med det i øvrigt som filmmusik betragtet ret traditionelle tonesprog og med det sikre kompositoriske håndelag udgør den alligevel et værk, som tåler at stå alene, ikke blot i de nævnte udtryksfulde momenter, men også som en kunstnerisk helhed.

BRONZE & BRASS - from the Danish Past and Present. Værker af Mogens Andresen, Carl Nielsen, Fr. Kuhlau, H.S. Paulli, Thorvald Hansen, Frederik VII, Per Nørgård og Ulrik Neumann. The Royal Danish Brass. Rondo RCD 8366.

Som det kan ses af ovennævnte liste, er det en broget samling komponister, som er ophavsmænd til disse småstykker; de er alle arrangeret og for nogles vedkommende også komponeret af Mogens Andresen.

Grunden til, at Royal Danish Brass har udgivet denne samling, er opfordringer til at lave en cd med optagelser af bronzealderlurerne. Forståeligt nok er man dog veget tilbage for denne ide; men jeg har alligevel på fornemmelsen, at man kunne have realiseret den på en spændende måde, hvis man havde allieret sig med en dertil egnet komponist, som kunne skabe værker for lurer (Per Nørgård?). Nu er det så blevet til forskellige kombinationer af lurer og nutidige messingblæsere samt værker udelukkende for sidstnævnte.

Det er blevet en lidt underligt broget buket: Værker for lurer, af gode grunde ikke fra instrumenternes tilblivelsestid, men Herligt, en sommernat samt værker komponeret af Mogens Andresen, fire forskellige udgaver af Lad det klinge sødt i sky (lurversion, fanfare, koral og dans i renæssancestil - dette mix gengiver cd'ens helhedspræg!), Kong Kristian, Retraiten fra Napoli, Carl Nielsens Festpræludium, Ulrik Neumanns Kärleksvals og Per Nørgårds Doing er nogle af stationerne på vejen op gennem musikhistorien.

Interessant er det under alle omstændigheder at få præsenteret klangen fra forskellige lurer. Ét sted synes jeg, at det klinger forunderligt autentisk: Fire lurer fra Brudevælte Mose høres sammen med en fra Folrisdam. De passer ikke helt sammen i intonationsmæssig henseende - men resultatet synes jeg klinger af fremmedartet og autentisk bronzealder! Musikken har sikkert dengang lydt ganske anderledes, men her opstår faktisk et originalt og fængslende kunstnerisk produkt. Her fortælles virkelig historie.

Men så resten: Tja, Carl Nielsens Festpræludium er altid godt at høre, og det får en glimrende opførelse, som bevæger sig effektfuldt fra det friske til det pompøse. Det er ligeledes udmærket, at man her kan opleve Nørgårds Doing. Disse to værker har da substans! Og Kongens March, som siges at være komponeret af Frederik VII, får cd'en til at blive en markering af grundlovsjubilæet. Ligeledes er resten ganske udmærket at lytte til.

Jeg synes bare, at man har sat sig mellem indtil flere stole. Det havde været spændende enten som nævnt at få en cd med kompositioner for lurer eller en række værker fra tiden omkring Grundlovens tilblivelse - eller man kunne have koncentreret sig om at stille det helt gamle og det helt nye over for hinanden. Det er lidt synd, at man lader cd'en blive lidt af hvert - lige en cd af den type, man sælger på et museum, så folk tager den med hjem som souvenir, men ideen havde fortjent bedre. I sig selv er denne cd mere et raritetskabinet end et moderne museum.

Fædrelandssange. 21 danske sange. Ars Nova. Exlibris EXLCD 30073.

Her er virkelig tale om en markering af Grundlovens jubilæum. Ars Nova har ønsket at indsynge en cd med et udvalg af danske fædrelandssange, og man har fundet, at jubilæet var en oplagt anledning. Og det er det da også!

Dér dukker med det samme et spørgsmål op, som formuleres således af Nina Fischer: »Men hvordan lovsynge sit land i en stiv klokketime uden at havne i klæg og selvsmagende nationalisme?« For at få et svar på dette såre relevante spørgsmål har koret henvendt sig til Ghita Nørby - og det har sandelig givet gevinst! Man nåede frem til, at 'det stiliseret melankolske, højtidelige eller sentimentalt henførte' skal springes over. Ja - så enkelt kan det virkelig siges og gøres!

Sangene har i denne indspilning fået et forfriskende præg af spontaneitet. Der er tale om hurtige tempi og yderst diskrete virkemidler til differentiering af udtrykkene. Resultatet er, at indtrykket bliver desto stærkere. Således er Jeg elsker de grønne lunde både frisk og engageret uden klæbende national (selv)højtidelighed, og I Danmark er jeg født får en enkel, umiddelbart medrivende hengivenhed i udtrykket, som får én til at ønske, at den dog kunne blive nationalsang. På Sjølunds fagre sletter går åndeløst over stok og sten, meddeler enkelt og effektfuldt fortællingen netop herigennem og bremser ikke mindre effektfuldt op i det afsluttende spøgelsessyn - netop ved ikke at overdrive. Sol er oppe og Kong Christian bliver til kamp-sange med en élan som Marseillaisen. Og Danmarks Dale må kunne røre en sten med sin poetiske enkelhed (Jens August Schade) og sin melodiske nuancerigdom (Finn Mathiassen), som Ars Nova realiserer så stilfærdigt og netop derfor så virkningsfuldt.

I det hele taget: Der synges med så smuk en klang og så ligefremt et udtryk her, at sangene opnår en friskhed og ægthed, jeg dårligt havde troet mulig. Denne cd er virkelig en god oplevelse - ikke bare på grundlovsdag!

Sofia Gubaidulina: Complete Piano Works. Musical Toys, Chaconne, Toccata-Troncata, Invention og Sonata. Anne Mette Stæhr. Kontrapunkt 32293.

Disse klaverstykker af Sofia Gubaidulina er blevet til i tiden 1962-1974. De stammer med andre ord fra den periode, hvor hun ukendt af publikum var på vej til et personligt tonesprog (i Sovjetunionen blev opførelser af hendes værker forhindret, og man forhindrede sågar en opførelse ved Warschauer Herbst i 1972!). Musikhistorisk anskuet er det derfor under alle omstændigheder en interessant cd, vi nu har mulighed for at høre.

Men er den også musikalsk interessant? Det kommer an på, hvad man forventer. Vi møder ikke den senere så kendte musikalsk visionære komponist, men derimod en talentfuld kunstner, som kæmper for at forene de forskellige påvirkninger i en personlig syntese.

Bedst lykkes dette faktisk i Musi-cal Toys fra 1969 - en række ganske korte stykker, som er skrevet for børn, og som vidner om, at noget afgørende nyt nu er undervejs. Paradoksalt nok kan man sige, at det personlige udtryk her kommer frem, ikke gennem frembringelsen af en personlig stil, men gennem modet til at lade de mest forskelligartede elementer mødes ikke blot i denne samling klaverstykker, men også i det enkelte stykke. Stilistisk strækker skalaen sig fra russisk folkemelodi ('Song Of The Fisherman') over mellemkrigsmotorik (fx 'The Magic Smith'), jazz ('A Bear Playing The Double Bass And The Black Woman') og en ofte opdukkende 'blød' halvmodernistisk stil, som forsigtigt nærmer sig det punktuelle (man kommer flere steder til at tænke på Dallapiccolas Quaderno musicale di Annalibera) til en skærpelse af udtrykket til en forsigtig Webern-agtig sats (ligeledes flere steder). Endelig betrædes en Darmstadt-agtig vej med passager, som vækker mindelser om Stockhausen-klaverstykker fra 50'erne, i 'The Echo', dog karakteristisk nok gennembrudt af melodiske linjer, som ligesom punkterne svæver alene i rummet.

I Chaconne (1962) møder man også stilcitater, men det er i dette første klaverstykke på helt andre præmisser - her er tale om en patetisk klingende Shostakovitch-agtig sats. Ligeledes sker der et møde mellem forskelligartede elementer i Sonate (1965), hvor det polyfone spil med melodiske linjer, som zigzagger hid og did mellem skarpt accentuerede punkter, suppleres med anstrøg af jazz i første og tredie sats. Man mærker i disse værker, at former for musikalsk udtryk, som hidtil har været udelukket på grund af statens kulturpolitik, nu trænger sig på - men noget helt personligt præg har disse forsøg på nytænkning ikke.

Det kan man heller ikke sige om de ganske korte stykker Toccata-Troncata og Invention fra begyndelsen af 70'erne, hvor vi møder aforistiske udsagn, som fastholder melodiske gestalter og motorisk rytmik i et kontrapunktisk musikalsk sprog, som ikke rigtig når at folde sig ud.

Hvis man er indstillet på, at det er den ukendte Sofia Gubaidulina, man her får præsenteret, kan man have stor glæde af denne cd. Det er altid spændende at kigge ind i en komponists værksted og følge kampen for at få hold på stof og form. Og Anne Mette Stæhr giver en fortolkning af værkerne, som bærer et ægte præg af indlevelse.

Sonic Circuits VI. Warren Burt: La Strega Bianca della Luna II; David Barnes: Panic in Legoland; Paul Koonce: Walkabout; Pedro Rebelo: First of 3 Shorts about noise and rhythm; André Ruschkowski: Les pas interieurs; Rasmus B. Lunding: Det Nødvendige; Stephen Montague: Tigida Pipa. American Composers' Forum.

Siden 1993 har American Composers' Forum hvert år stået for 'Sonic Circuits International Festival Of Electronic Music'. Det er værker fra den sjette af disse festivals, vi her har lejlighed til at høre.

Warren Burt har i La Strega Bianca della Luna II skabt en smuk, svævende 'nocturne' ved anvendelse af fem synthesizere, som hver spiller en femstemmig tolvtonekanon. Hver af synthesizerne anvender imidlertid sin egen skala, alle forskellige fra den normale tolvtoneskala; antallet af toner i disse skalaer strækker sig fra 13 til 29 toner.

Nu vælges så for hver synthesizers vedkommende de 12 tonehøjder i en af de nævnte skalaer, som ligger tættest muligt på standardtonehøjderne - og så sættes kanonmønsteret i gang. Dette resulterer i en særdeles spændende mikrotonal og rytmisk kompleksitet.

Panic in Legoland (sikken en titel!) af David Barnes benytter mangfoldige samplede klange: Boblende vand, knirkende dørhængsler, en kædesav, en el-guitar og meget andet. Det hele skæres så at sige i klanglige skiver og køres ind i et grotesk hamrende rock-agtigt rytmisk mønster. Det er en brutal surrealisme, som fornemmes lige så sort-humoristisk, som titlen antyder.

I modsætning hertil er Walkabout af Paul Koonce præget af en afslappet slentren gennem forskellige regioner af klangtyper og stil, ofte med helt konkrete, umaskerede hændelser (som fx en startende bilmotor). Hvor det surrealistiske spil hos David Barnes bestod af maltrakterede brudstykker, får fænomenerne her lov til frit at færdes ud og ind mellem hinanden i et stadigt skiftende mønster, som udgør cd'ens længste værk (16 1/2 min.). Det vækker mindelser om Ferrari; men det forekommer mig, at opmærksomheden her, i modsætning til, hvad man plejer at opleve hos Ferrari, ikke fastholdes helt hen til slutningen af værket.

First of 3 Shorts about noise and rhythm af Pedro Rebelo er et virkningsfuldt spil mellem periodiske rytmiske mønstre og fragmentariske hændelser, hvis klange vækker mindelser om den 'klassiske' elektrofoni fra 50'erne og 60'erne i et godt, stramt forløb uden fyldekalk.

Man kommer også til at tænke på klassikere, når man hører André Ruschkowskis Les pas intérieurs, hvor skalaen strækker sig fra den naturtro lyd af fodtrin over klanglige forandringer heraf til rent elektroakustiske klange. Den slags vækker unægtelig mindelser om, hvad der foregik i Paris for mange Herrens år siden! Det er dejligt at konstatere, at de muligheder og ideer, som dengang viste sig, kan anvendes også i dag i et godt og fængslende værk, som ikke på nogen måde virker som et Pierre Henry-plagiat.

Danskeren i denne internationale samling er Rasmus B. Lunding. Hans Det Nødvendige, i hvilket et digt af Thorkild Bjørnvig udgør både værkets idé og en væsentlig del af klangmaterialet (digtet læses/synges af Line Tjørnhøj-Thomsen), videregiver en holdning, som præger stykkets forløb: Den læste tekst transformeres ud i stykkets klange, som hævdes at afspejle de manipulationer med miljøet, digtet omhandler. Stykket må imidlertid også kunne gøre indtryk rent musikalsk på dem, som ikke forstår dansk eller ikke kender værkets idé - der er tale om et under alle omstændigheder hørbart engagement.

Endelig Tigida Pipa af Stephen Montague. I dette værk benyttes fire stemmer i en slags minimalistisk mønster eller rettere: En række mønstre, som bestemt ikke er kedelige. Stykket lyder nærmest som en miniopera eller et ritual på et imaginært sprog, hvor tale og andre stemmelyde er lagt ind i et både stramt og afvekslende rytmisk mønster. Værket må i øvrigt siges at falde lidt uden for cd'ens idé: Vokalisterne spiller så afgjort hovedrollen, og de slagtøjsklange, som er optaget på bånd og udsat for videre behandling, har en rent akkompagnerende funktion.

Denne cd er en god præsentation af nogle væsentlige nutidige tendenser. Ligesom tilfældet var med intuitiv musik-cd'en, kan man nok umiddelbart komme ud for vanskeligheder, hvis man vil anskaffe den. Men det skulle kunne lade sig gøre via http://www.Sonic Circuits.com.

Årgang 73/1998-1999, nr. 08