Tilhørende ... Hvad? - en semantisk refleksion

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 08 - side 268-270

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Man har igennem de senere år opereret med et begreb, lydkunst, som omfatter især elektronisk manipulerede lydflader, ofte indsamlet vha. sampling. Lydfladerne kan være helt genkendelige hverdagslyde, men kan også være bearbejdelser af mere 'neutralt' materiale fra synthezisers eller andre elektroniske lydkilder.

Fælles for oplevelserne af disse lydkunst-produkter er den oplevelse at være sat i et kunstigt rum, og de bruges bevidst som sådan. Talrige er fx eksemplerne på lydkunst opstillet som installation, man bevæger sig frit rundt i dette rum, og begreber som tidsmæssig 'begyndelse' og 'afslutning' er til dels ophævet.

En refleksion må nødvendigvis starte i en nysgerrighed over for en omverden der sjældent glimrer ved hverken overskuelighed(!) eller klarhed(!).

Nærværende refeksion er således startet i en række tankebløp som 'hvad er musik?' eller 'er ny musik musik?' eller 'hvorfor oplever jeg mange ny musik-stykker som ikke-musik?'.

Jamen, er det overhovedet et spørgsmål man kan tillade sig at stille? Skulle ikke netop begrebet musik være et meget omfattende begreb, et begreb der også rummer sine egne grænseområder?

Ideelt set, jo. Men det er det ikke.

Der begynder at være en ord-mangel på alle de fænomener der opstår i opfindsomhedens kølvand. Og hvorfor ikke give sine bud på en klaring af de forvirringer der opstår?

Vi bevæger os med ufattelig hastighed over ukendt geografi, men for at forstå noget som helst - må vi navngive de steder vi besøger, tage os tid til det.

Lad mig sige det straks; jeg opfatter mange af de seneste 50 års partiturkompositioner som langt mere knyttede til det netop opståede begreb 'lydkunst', end til det man forbinder med den musikalske tradition.

Hvert eneste partitur med denne lydkunst-kvalitet tilbyder et særskilt, afgrænset personligt, eller ofte upersonligt rum, som man frit kan gå på opdagelse i.

Enhver reference ud af værket er såvidt muligt elimineret, ligesom gentagelser eller genkendelighed inden for værket også søges ophævet.

Inspirationen til disse stykker er ofte også netop udforskning af lyd, en videnskabelig tilgang til denne, hvilket selvsagt gør en narrativ genkendelighed uinteressant både at undersøge og gestalte.

Tilsvarende er genkendelighed som en dramaturgisk, tidslig værkoplevelse mindre interessant. Vi bevæger os ikke herfra og derhen eller omvendt, vi svæver derimod i et kunstigt skabt rum, et lydligt cyberspace, omend muligvis fremkaldt af et symfoniorkester eller en sinfonietta, vi bevæger os ikke afsted i en fysisk genkendelig tidsoplevelse. Interessen for tempi, rytmik, er ophævet.

Viser der sig en ydre reference, krymper vi os, så er fortryllelsen brudt.

Mit hovedbrud er, hvorfor jeg ikke oplever disse partiturer som 'musik' - eller måske - hvorfor jeg ikke længere oplever disse som nødvendigheder - eller - hvorfor jeg ikke længere oplever disse partiturer som 'spændende', eller hvorfor netop det uspændende er mere spændende end dem.

Genkendelighed forbudt. Aha, så ved vi det.

Håndbagage mv. er smidt væk. Identitetskort ikke længere eksisterende, jeg er navnløs, jeg svæver ude i min selvskabte galakse, hvor navn, alder, geografi, køn er ophævet. Min trøst, at synge min barndoms sange i ensomheden, findes ikke. De er opløst, krystalliseret i partikler som tilsammen skulle danne musik, men den åbenbarer sig ikke for mig.

Jeg oplever en endeløs spænding, hvad bliver det næste, jeg ved det ikke, jeg må ikke vide det. Enhver forudsigelighed regnes for alt for banal.

Hvad var det nu jeg ville? Jo, netop, navngive landskabet jeg rejser igennem.

Hvornår hører jeg musik?

Er det når disse opløste klange samler sig i særlige frekvenser, eller, uforudsigeligt, klumper sig i særlige tidsforløb, der ligner nogle fra tidligere kendte landskaber?

Jo, da oplever jeg musik, jeg fornemmer at befinde mig i en kollektiv oplevelse med alle de uspændende begrænsninger den indeholder. Her er jeg, desværre, bare Eva, og har kun den realitet jeg har foran næsen. Men jeg oplever også at der er andre mennesker til stede, og de sidder også der og er så virkelige, og der er noget der klinger der i rummet og inden i mig, og hvad er dog det?

Der foregår en form for bølgebevægelse, jeg hører en melodi, den gør mig rolig, jeg er rolig, jeg genkender noget, så hører jeg pludselig noget jeg ikke genkender, noget jeg ikke havde kunnet forudsige, bliver anspændt, men pludselig kommer en anden melodi og giver en sur-sød erindring om noget tredje. Mens jeg lytter, kan jeg opleve, om jeg finder klangen skøn.

Jamen, er den skøn, denne her klang? Gad vide om komponisten fandt den skøn, mindre skøn eller uskøn?

Det er ikke særligt spændende, jeg tager stilling til ganske banale spørgsmål.

En tanke strejfer mig; hvem vil frygte for dette, at nogle mennesker er forsamlede og tilsammen oplever det samme?

Landets mest avancerede musiktidsskrift må fyldes af refleksioner over, hvorvidt banalitet er fascistisk.

Men er der nogen bedre grobund for fascisme end uudtrykt smerte?

Jeg vandrer rundt i samfundets kunstigt skabte rum. Forskellene søges ophævet, homogeniseringen blomstrer. Men polariteten dunker under asfalten.

Jeg går rundt i det kunstigt skabte rum.

Spændingsløshedens spænding er til stede, forskellene er ophævede, jeg bevæger min hånd og cyberspace sender (mig?) til den anden side af kloden.

Der kommer bløp fra erindringen. Hastigheden er nedsat. Hjææælp, min krop, min verden er så fysisk, fuld af forskelle og ensomhed, der samler sig melodier oppe i mit hoved.

Elegier, sange der vil synges, og ikke opløses.

Skulle jeg virkelig ligge under for denne klæbrige virkelighed!!!

Jeg forsøger at navngive det landskab, jeg rejser igennem.

Det er for spændende til at jeg kan eller tør opleve spændingen. Den kommer kun i store sus.

Resten af tiden sidder jeg med min thermokaffe og ser ud over bakkerne.

Hvis bakkerne ikke var bakker man kunne gå rundt i, hvis de ikke havde i hvert fald visse bakkefarver jeg kan genkende, var det så bakker, jeg ville kalde dem?

Årgang 73/1998-1999, nr. 08