Vi vil fred her til lands

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 08 - side 286-288

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Rapport om de danske symfoniorkestre viser hverken ambitioner eller nytænkning på det klassiske område. Kompromisserne er allerede indgået og der er ikke et ord i rapporten som kan vække politisk debat. Det skriver Tom Ahlberg, der redigerer internet-tidsskriftet Søndag Aften. Han har sendt denne kommentar til DMT.

Store geografiske områder i Danmark er ikke dækket af symfoniorkestre. Landets største orkester er i sin historisk værste krise. De samlede symfoniorkestre forfejler aldeles at spille den nyere musik.

Det er nogle af de konklusioner som kulturministeriets orkesterudvalg lægger frem. Alligevel formår udvalget ikke at stille et eneste forslag som kan hæve øjenbrynene på Christiansborg.

Hvad vil orkesterudvalget?

Orkesterudvalget blev nedsat af kulturministeriet efter offentlig debat om mulig sammenlægning af nogle af de danske symfoniorkestre. Storebæltsbroen og Øresundsbroen og den strukturelle krise for Sjællands Symfoniorkester blev brugt som begrundelse for at nedsætte udvalget. En del af forhandlingsgrundlaget omkring Sjællands Symfoniorkester og Tivoli har netop været forventningen til en kommende revision af musikloven. Men efter læsning af orkesterudvalgets rapport må man spørge om udvalget har kunnet se nogen mening med sin egen eksistens. Redaktionen for Søndag Aften har efterhånden pløjet mange kulturministerielle rapporter igennem. Orkesterudvalgets tager prisen som den hidtil tyndeste kop the. Hvad skal vi med den rapport?

Orkesterudvalget gennemgår det symfoniske områdes strukturelle og kunstneriske forhold. Man kan pege på en række alvorlige problemer:

• at de danske symfoniorkestres repertoire bliver mere og mere konservativt og mindre og mindre orienteret mod ny symfonisk musik

• at symfoniorkestrene fortsat ikke dækker hele Danmark

• at der stadig ikke er afklaring om fremtidens struktur for Sjællands Symfoniorkester

Den nye musik

Rapporten konstaterer, at den nyere kompositionsmusik har fået mere trange kår siden det sidste orkesterudvalgs betænkning i 1992. Trængslerne ser først og fremmest ud til at skyldes orkestrenes egne programudvalg og de uudtalte forventninger publikum og politiske bestutningstagere har til repertoiret. Orkestrenes programudvalg fornemmer, at der er forventninger om et ældre repertoire. Men intet strukturelt eller principielt forhindrer orkestrene i at afprøve et nyere repertoire. Orkesterudvalgets svar på dette problem er at etablere en konsulentordning for symfoniorkestrenes programudvalg. En påfaldende vag løsning på et problem som er udtryk for en international tendens.

Det tidligere orkesterudvalg foreslog i 1992, at problemet skulle løses ved at etablere en decideret kvoteordning. Forslaget om kvoteordning blev diskuteret voldsomt dengang - og faldt. Det nye orkesterudvalg argumenterer imod kvoteordning. Men udvalget formår ikke at stille forslag som på nogen måde kan give begrundet håb om ændring af orkestrenes repertoire. Udvalget har end ikke haft øje for, at der kunne tages mange andre kraftfulde initiativer end kvoteordning: konkrete mål, økonomiske gulerødder m.m.

Orkesterudvalget peger for eksempel på behovet for at udvide orkestrene med flere musikere - måske skulle denne udvidelse ske i takt med at orkestrene viser evne til at spille nyere musik...

Orkestre for hele Danmark

Også 1992-betænkningen pegede på at store dele af Danmark er uden symfoniorkestre. 20 procent af befolkningen bor uden for symfoniorkestrenes områder. Dengang blev svaret at man etablerede en økonomisk pulje til at støtte orkestrenes turneer i områder uden symfoniorkestre. Men puljen har ikke haft nogen væsentlig effekt.

Orkesterudvalget vil derfor gerne opfordre til yderligere indenlandske turneer. De områder som ikke har landsdelsorkestre er ivrige efter koncerter, hvorimod orkestrene generelt set ikke virker interesserede i at turnere. Det er naivt af orkesterudvalget at tro, at små bureaukratiske forbedringer af puljer til turneer vil få afgørende indflydelse på dette. Det er påfaldende, at man i musikloven har tvunget Vestsjællands og Storstrøms amter med i Sjællands Symfoniorkester (imod amternes egen vilje), så dette orkester alene skal spille for 44% af befolkningen - og med langt flere koncerter pr. år end noget andet orkester. Hvorfor overvejer man ikke tilsvarende tiltag for de øvrige amter?

Man kan til enhver tid problematisere tvangsordninger. Men lovens bindinger af de to sydsjællandske amter har faktisk virket efter hensigten: Musikken bredes ud geografisk. Når man ikke foreslår tilsvarende ordninger for de jyske amter er det også tvang: At en række amter tvinges til at undvære den symfoniske musik. Og når orkesterudvalget tror at dette problem kan løses ved små ændringer af puljeordninger, så er det udtryk for at man reelt ikke ønsker at gøre noget ved problemet. Og når man ikke stiller et eneste visionært forslag på dette punkt, så forhindrer orkesterudvalget at dette tema vil blive diskuteret i de næste mange år. Eller med orkesterudvalgets egne ord: Hvis orkestrenes geografiske opgavevaretagelse blev ændret, er det usandsynligt at forestille sig, at deres øvrige virksomhed ville blive dækket forsvarligt.

I realiteten har orkesterudvalget altså ikke den målsætning om at orkestrene skal dække hele landet - og alligevel ønsker udvalget at fortsætte puljerne til indenlandske turneer. Det gør man med den modsatte begrundelse: Det er af afgørende betydning, at man i alle egne af landet kan opleve koncerter med symfonisk musik i professionel udførelse.

Udvalget savner at vise, hvorledes denne afgørende betydning har indvirket på rapportens konklusioner.

Sjællænderne igen igen

Orkesterudvalget gør intet for at gå ind i debatten om Sjællænderne. Man nøjes med at pege på, at de økonomiske parter bag Sjællænderne skal finde en ordning samt en understregning af, at orkestret har behov for en stærk og handlekraftig ledelse. Det er som bekendt altid gratis at udtrykke behovet for at andre får stærke ledelser. Men er Sjællændernes problem kun ledelsesmæssigt? Eller er det kun et økonomisk mellemværende mellem Tivoli, staten og de sjællandske amter?

Orkestrets store turneforpligtelse nævnes ikke som et problem (selv om landets øvrige orkestre kvier sig ved at turnere), orkestrets omfattende spilleforpligtelse hele året nævnes heller ikke som et problem endsige orkestrets lave publikumstal. Orkesterudvalget tager heller ikke konsekvensen af det før nævnte synspunkt vedrørende orkestrenes geografiske opgavevaretagelse: Hvis fem landsdelsorkestre ikke forsvarligt kan dække hele landet - hvordan kan et orkester forsvarligt dække 44% af befolkningen? Nej, orkesterudvalget har fundet et andet vigtigt problem for Sjællands Symfoniorkester: Nemlig at orkestret optræder med to forskellige navne i Danmark - og et tredje navn i udlandet.

Således lykkes det for orkesterudvalget at undlade at komme med indspil om fremtiden for det største landsdelsorkester. Der vil ikke være en eneste anvendelig sætning fra orkesterudvalgets rapport, når orkester og tilskudsydere skal finde den fremtidige løsning. Orkesterudvalget overlader trygt hele slagsmålet til alle de parter, som ikke dagligt har noget med musik at gøre. Hvem skal komme med de fagligt begavede og forsvarlige impulser til denne debat?

Plan 2024

Det forrige orkesterudvalg etablerede en pulje for at lokke amterne til at udvide musikerantallet i orkestrene. Denne pulje har været succesfuld. I gennemsnit er landsdelsorkestrene udvidet med en håndfuld musikere. Men det nye orkesterudvalg sætter nu konkrete målsætninger for antallet af musikere i orkestrene. På forholdsvis kort sigt bør de udvides til mindst 78 musikere og på længere sigt op til 88-90 musikere.

Det vil samlet set kræve knap 50 musikeransættelser at nå op på 78 musikere i alle orkestre og knap 100 ansættelser at nå op på 88 musikere. Men orkesterudvalget vil blot lade udvidelserne ske som videreførsel af de eksisterende puljer. Ingen prioriteringer, ingen forsøg med at lade enkelte orkestre udvides hurtigere end andre.

Begrundelsen for udvidelsen af orkestrene er behovet for at kunne opføre især nyere store værker som kræver mange musikere. Hvis den positive stigningstakt siden 1993 kan fastholdes, så vil målet på 88-90 musikere i orkestrene være nået i 2024! Denne form for langtidsplanlægning gør, at nogen må blive nødt til at diskutere kraftigere incitamenter til at udvide orkestrene, eller man må prioritere mellem orkestrene. Det sidste vil orkesterudvalget dog ikke.

I stedet for at fange en idé om ét større orkester, siger man at behovet for udvidelser gælder alle orkestre. Dette begrunder orkesterudvalget med at det ville give en skævhed i orkestrenes chancer for at tiltrække de bedste dirigenter, de bedste solister og de bedste musikere. Denne konstaterede skævhed er givetvis rigtig - men gælder vel næppe kun i Danmark - så alle danske landsdelsorkestre må vente til 2024 med at kunne konkurrere med orkestre i Oslo, Stockholm, Helsinki og Berlin om dirigenter, solister og musikere.

Det er svært at se svanerne flyve, når man kun kigger ned i andedammen.

Konsensus oh konsensus

Orkesterudvalgets konklusioner er påfaldende vage. Der er ikke skrevet én linje som kan falde nogen danske institutioner for brystet. Der er ikke stillet et eneste opsigtsvækkende forslag. Der er ikke behov for lovændringer.

Det er ikke hvert år et kunstnerisk område får foræret en mulighed for at pege på nye udviklingsmuligheder med så frie hænder. Og det varer sikkert en del år førend en ny mulighed byder sig. Det kunne tyde på at alt er fred og idyl på den danske koncertscene. Eller det kunne tyde på at udvalget har været fokuseret på at begrave alle tænkelige stridsøkser.

Indledningsvis glæder udvalget sig over, at mens udvalget har arbejdet, har den offentlige debat om eventuel nedlæggelse af et orkester fortonet sig. Og udvalget sætter i hvert fald ikke mere ild til de små bål der findes rundt omkring i det danske koncertliv. Orkesterudvalget udtrykker ikke lyst til at sætte sig selv i spidsen som stærk og handlekraftig igangsætter af en visionær udvikling for de danske orkestre.

Udvalget føler sig nødsaget til at fremhæve at udvalgets synspunkter ikke nødvendigvis dækker Statens Musikråds, selv om der er et vist personsammenfald. Men udvalgets rapport giver god grund til denne mistanke. Statens Musikråd har gennem årene været skueplads for talrige voldsomme debatter mellem musikkens forskellige interessenter.

For Statens Musikråd er det et formål i sig selv at sikre konsensus i musiklivet. Og orkesterudvalgets rapport er skrevet for at opnå musikpolitisk konsensus. Det er muligt at det giver Statens Musikråd bedre arbejdsrammer i det daglige. Med udvalgsrapporten lykkes det sikkert at opnå fred i vor tid - men de reelle modsætninger og uenigheder ulmer videre under overfladen. Men når en udvalgsrapport udtrykker at alle kompromiser allerede er indgået, så undgår man at give den nødvendige grobund for nye visioner. Orkesterudvalget tager ikke et sekund opmærksomheden væk fra Det Kongelige Teater eller Filmstøtten.

Kulturministeriet har fået en rapport, som ved første øjekast er dejlig læsning. Her er ingen store udgiftskrav, her er fred og fordragelighed. Man behøver ikke engang foreslå lovændringer. Problemet for kulturministeriet er, at rapporten kun kan engagere få. Kulturministeriet har behov for visioner som rækker en årrække frem, ministeriet har brug for oplæg der kan vække debat om dansk kulturpolitik. Bagefter skal ministeriet nok strikke de nødvendige kompromiser sammen. Uden visioner bliver ministeriet arbejdsløs.

Tom Ahlberg træffes også på: www.cultur.com

Årgang 73/1998-1999, nr. 08