KODA er til for komponisterne

Af
| DMT Årgang 74 (1999-2000) nr. 03 - side 74-76

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

I sin artikel i Dansk Musik Tidsskrift har komponisten og professor Karl Aage Rasmussen mange interessante betragtning om musikrettigheder i denne nye verden, der karakteriseres af MP3-filer og andre former for Internetbrug. Han retter et kraftigt angreb på det, han kalder »eksisterende magtstrukturer og privilegier«, og kritiserer ophavsretten og dens 'forvaltere' for snarere at beskytte kapitalen end kunstnerne. Ophavsretten betyder, at mangfoldiggørelsen af informationer begrænses, mener han. Selv om KODA ikke nævnes med ét ord, er det tydeligt, at Karl Aage Rasmussens kritik navnlig går på KODA og KODAs måde at håndtere rettighederne på.

Jeg mener, at Karl Aage Rasmussens kritik af KODA og ophavsretten er forkert. Den bygger på en række misforståelser, som jeg vil redegøre for her.

Væsentlige ophavsretsvederlag

Ophavsretten forhindrer ikke udbredelsen af musik, litteratur, informationer eller noget som helst andet. Ophavsretten er grundlæggende et tilbud til den enkelte ophavsmand: Hvis du ønsker at beskytte ophavsretten til dine værker, så har du en mulighed for det. Det indebærer, at andre skal have tilladelse til at bruge værkerne, og hvis de betaler et rimeligt vederlag, så får de tilladelsen.

Du kan som ophavsmand også vælge at se bort fra dine ophavsrettigheder. Det er der fx mange forskere, der gør, når de har skrevet videnskabelige artikler, som de lægger ud på Internet, kvit og frit, i håb om, at artiklerne bliver læst af så mange som muligt. Sådanne forskere har ikke brug for ophavsretten. De sidder i en fast stilling med fast løn, og den videnskabelige produktion tjener navnlig til at udvikle forskerkarrieren og øge den personlige anseelse. Det er derfor naturligt, at de ikke vil hævde ophavsretten til deres artikler.

Anderledes forholder det sig med mange komponister og sangskrivere. Kun få kan leve af statsstøtte, og de resterende er afhængige af ophavsretten, hvis de skal forsøge at leve af at skabe musik. For mange hundrede musikfolk er det af væsentlig betydning af få ophavsretsvederlag, når deres musik spilles til koncerter, i radio/tv, udgives på cd - og efterhånden distribueres på Internet. De ville ikke kunne leve af musikken, hvis ikke det var for KODA og NCB.

KODA sikrer ophavsretten

Det var derfor naturligt, at en kreds af komponister, revyforfattere og musikforlæggere i 1926 dannede en sammenslutning til at varetage deres ophavsretlige interesser - KODA. Før den tid var komponisterne på Herrens mark. De havde reelt ingen mulighed for at få et rimeligt vederlag, når deres musik anvendtes ved koncerter, på restauranter osv.

I sin artikel skriver Karl Aage Rasmussen, at »en stadig mindre brøkdel af de personer der tjener penge på ophavsrettens eksistens er kunstnere«. Til det må man sige, at uden KODA ville en endnu mindre brøkdel tilflyde kunstnerne. Man kan blot sammenligne med filmens verden, hvor det traditionelt er sådan, at instruktører, manuskriptforfattere, fotografer og andre ophavsmænd traditionelt overdrager alle deres rettigheder til filmproducenten, der så er den, der tjener pengene på filmene; ophavsmændene får ingen løbende indtægter. Uden KODA ville der formentligt have dannet sig den samme praksis på musikområdet med det resultat, at komponister og sangskrivere oftest ville blive spist af med et engangshonorar, og alle vederlag for den løbende udnyttelse ville tilfalde pladeproducenter.

I kraft af KODAs eksistens sikres det ganske enkelt, at komponister og sangskrivere modtager rimelige vederlag for andres brug af deres værker. Med tilkomsten af Internet og andre nye medier tyder alt på, at brugen af musik stiger, og at der derfor er mulighed for stadigt stigende indtægter på grund af ophavsretten.

Denne udvikling er forudset af mange producenter, som derfor ønsker at tilrane sig en så stor del af ophavsretten som muligt - med en simpel profitmaksimering for øje. Den tilraning er tænkt at skulle ske på ophavsmændenes bekostning.

Jeg synes, at kæden for alvor springer af, når Karl Aage Rasmussen i denne forbindelse slår KODA i hartkorn med den kapitalistiske underholdningsindustri. Denne består af producenter og andre, der vil tjene penge på ophavsmændenes bekostning. KODA derimod er ophavsmændenes egen organisation! KODA er et non-profit-foretagende, hvis eneste formål er at varetage interesserne for musikkens ophavsmænd og de forlæggere, de har indgået musikforlagskontrakt med. KODA tjener på ingen måde penge på ophavsmændenes bekostning. Tværtimod er KODA komponisternes og sangskrivernes vigtigste bolværk imod, at producenterne for alvor overtager deres rettigheder.

Internet skal ikke opgives

Som et centralt punkt gør Karl Aage Rasmussen sig til talsmand for, at KODA skal opgive at opkræve vederlag for brug af musik på Internet. Synspunktet er, at det alligevel ikke er muligt effektivt at kontrollere musikbrugen på Internet. KODA skal ikke forhindre udbredelsen af musik på Internet, eftersom musik, som ellers er undertrykt og overset, nu har frihed til og mulighed for at finde et publikum.

Jeg er ikke enig i, at KODA skal opgive Internet. Mit grundlæggende synspunkt er, at når nogen bruger noget musik, så er det rimeligt, at ophavsmændene får en betaling for det. Det idealistiske billede af Internet som et sted, hvor en masse glade og engagerede freaks uden berigelseshensigt spreder informationer til hinanden, holder ikke. Musikken bruges - og vil i stadigt stigende omfang blive brugt - i kommercielt øjemed, sådan at nogen sælger musikken til en pris pr. download eller tjener penge i kraft af bannerreklamer og lignende.

Jeg kan ikke få øje på det fornuftige i, at KODA i en sådan situation bare skulle opgive ævred og lade andre tjene penge på musikken på kunstnernes bekostning. Selvfølgelig skal KODA forsøge at dæmme op for den omsiggribende piratkopiering på Internet, selvfølgelig skal KODA forsøge at opkræve penge til komponister og sangskrivere for brugen af deres musik på Internet. Hvis vi gav op, ville vi have misrøgtet forvaltningen af de rettigheder, vi er blevet betroet.

Der er ingen tvivl om, at det er forbundet med uhyre vanskeligheder at forvalte musikrettigheder på Internet. De vanskeligheder tager vi i KODA som en udfordring. Og helt umuligt er det ikke. Selv om det kan synes vanskeligt at kontrollere udnyttelsen, så er jeg overbevist om, at den digitale teknologi i sig selv vil bidrage til at gøre det lettere dels at forhindre kopiering, dels at efterspore krænkelser. Allerede i dag findes der specielle søgemaskiner, som man bruger til at identificere de hjemmesider, hvor der er lagt musik ud. Vi arbejder til stadighed på at udvikle disse tek-niske metoder, bl.a. i samarbejde med pladeselskaberne.

Gennem et omfattende internationalt samarbejde med vores søsterorganisationer i andre lande skal det nok lykkes at sikre, at komponisternes og sangskrivernes rettighedsmæssige interesser bliver sikret også på Internet.

Ikke en bremseklods

Karl Aage Rasmussen opfatter ophavsretten - og KODAs håndhævelse af den - som en bremseklods for musikken. Han giver udtryk for, at Internet vil »stimulere en vældig kreativitet i alle slags nicher«, og at kunstnerne i kraft af Internet kan udbrede deres musik langt billigere end tidligere, da man ikke længere behøver fordyrende mellemled. Ophavsretten bruges til at beskytte imod, at andre spiller musikken.

Der er ikke den fjerneste tvivl om, at Internet er en kolossal mulighed for at udbrede musik. Jeg er helt enig i, at det giver fantastiske muligheder for mange musikfolk, at alle fremover fra en hvilken som helst computer i verden vil kunne få adgang til lige præcis den musik, de ønsker. Hvis jeg gerne vil høre (eller have downloadet) et bestemt musikstykke, så vil det kunne lade sig gøre med et par klik på computeren, mens jeg i dag må ned i en pladebutik (som måske slet ikke har den pågældende musik) eller afvente, at musikken en dag bliver spillet i radioen.

Alt dette vil KODA på ingen måde forhindre. Formålet med den ophavsretlige beskyttelse er således ikke at forhindre, at andre benytter ens værk - men at andre benytter ens værk uden på forhånd at indhente tilladelse og betale et rimeligt vederlag for benyttelsen. KODA er således ikke en bremseklods for Internetbrug af musik. Vi ønsker blot på vegne af vores medlemmer at sikre, at benyttelsen er autoriseret, således at kunstnerne får en rimelig betaling.

Fri musik på hjemmesider

At KODA ikke er nogen bremseklods understreges af nogle nye regler, som KODAs råd vedtog her i sommer. Medlemmer af KODA kan nu lægge egen musik ud på hjemmesider på Internet, som de selv ejer, uden at betale vederlag til KODA eller NCB.

Ordningen betyder, at en komponist eller sangskriver kan lægge al den musik, han eller hun er ophavsmand til, ud på sin egen hjemmeside og på den måde gøre musikken tilgængelig for alle. Der skal ikke betales vederlag for det, bl.a. ud fra en betragtning om, at ophavsmanden alligevel ville få pengene retur gennem afregningssystemet. Den fleksible ordning er fra KODAs side også en anerkendelse af, at Internet giver komponister og sangskrivere en helt særlig mulighed for at promovere deres musik.

Der gælder forskellige betingelser for denne fri musik på egne hjemmesider. Bl.a. må hjemmesiden ikke være kommerciel, og der skal være fuldstændigt sammenfald mellem ophavsmanden og indehaveren af hjemmesiden. Desuden skal det sikres, at ordningen ikke kan misbruges af pladeselskaber til at presse kunstnerne. Ordningen omfatter også downloading, herunder via MP3, men for at undgå konkurrenceforvridning er der her sat et loft på 1.000 downloads pr. værk. Læs nærmere i KODA-Nyt nr. 2/1999, der udkom midt i oktober.

Særligt denne nye ordning viser, at det er muligt at bidrage til udbredelsen af musik på Internet og på samme tid søge at forhindre den uautoriserede udnyttelse. KODA sørger for, at komponister og sangskrivere får betaling for andres brug af deres musik og giver samtidig mulighed for, at medlemmerne promoverer og udbreder deres egen musik.

Niels Bak er direktør for KODA.

Årgang 74/1999-2000, nr. 03