Stjernerne og vandbærerne. 200 års dansk musik - en mini-antologi

Da jeg var i København for nylig, foreslog DMTs redaktør en byttehandel: Hvis jeg ville anmelde denne bunke nye partiturer kunne jeg tage dem med hjem til USA og give dem til Center for the Study of Danish Music, University of Louisville. Disse partiturer fra Edition Wilhelm Hansen og fra Engstrøm & Sødring er næsten en mini-antologi over dansk musik, omend ret så tilfældigt udvalgte. Der er første-udgaver af musik fra det sene 18., midt-19., og sene 20. århundrede; musik for højst varierende besætninger, endog en opera. Selvfølgelig er der meget som ikke er repræsenteret her. Ikke desto mindre er dette et rigt udbud af musik på forskellige niveauer, med vekslende funktioner og mange slags reference-rammer.

Hvis man søger en rød tråd i denne 'antologi' er det måske C.E.F. Weyses bidrag som springer i øjnene. At danskerne vokser op med Weyses sange indkodet på rygmarven er et velkendt faktum, og nu er et udvalg af morgensangene - uden Ingemanns tekster - blevet 'kanoniserede' i udsætninger for orgel af Hillerød organisten Christian Vestergaard-Pedersen. De er indføjet som appendix i et bind med orgel-præludier og koral-variationer til kirkebrug, og Vestergaard-Pedersens intention er at give dem en ny identitet, løsrevet fra teksterne. Men er versenes oprindelige mening ikke en uafrystelig del af disse sanges væsen og udtryk? Er deres omsorg for de hjemløse og retsløse problembørn i samfundet ikke en del af deres livskraft og deres status som nationale klenodier?

Det er svært at gribe kernen i den musikalske national-karakter; dog er det muligt at trække en linie fra Weyses og Ingemanns sange, over Nielsens sange (tænk på Jens Vejmand, socialdemokratiets uopslidelige mærke-sang), til Per Nørgårds Wölfli-sange med deres indfølte forståelse for en social og mental outsiders verden.

Ny-opdagelsen af Weyses symfonier er i enhver henseeende et tegn på det danske musiklivs fremvoksende selvbevidsthed. De første to symfonier, komponeret i 1795, er nu bd. IX i Dania Sonans: Kilder til Musikkens Historie i Danmark, som også er bd. I af de samlede værker. Carsten Hattings redaktion udgør et smukt stykke arbejde. Da de to værker blev indspillet af Michael Schønwandt og Det kongelige Kapel, var der ingen moderne udgaver og man måtte bruge kopier af Weyses manuskripter fra Det kongelige Bibliotek. Selv om mol-tonaliteten i den første symfoni (g-mol) ikke er strengt konventionel, er begge værker dog helt og fuldt vidnesbyrd om et ubesværet og dybtgående kendskab til den Østrig-Ungarske symfoniske tradition, som det fremgår af markante modulerende passager, rytmisk opfindsomhed, solide temaer og velkendte wienerske form-skemaer. Begge symfonier har langsomme satser med tema og variationer. Ydersatserne viser at Weyse kendte Emmanuel Bach og Joseph Haydn ud og ind, og at Mozart var hans ideal (som også den tre-dobbelte fuga-finale i den fjerde symfoni skulle vise).

Igen kan man spørge, er der noget karakteristisk dansk i Weyses afstandtagen fra alt hvad der virker pompøst og svulstigt? Spørgsmålet bliver mere påtrængende i forbindelse med Niels W. Gades anden symfoni i e-mol (redigeret af Niels Bo Foltmann): Hvor dansk var Elverskuds komponist? Hans anden symfoni var åbenbart færdig i det store og hele, førend Gade blev opdaget af Mendelssohn og kom under hans indflydelse (symfonier nr. 3-5). Det spontane og det folkloristiske i temaerne, parret med respekt for klassiske idealer, er typisk for den tidlige Romantik; men er hornenes kalden mon ekkoer af en nordisk natur-poesi, eller blot mellem-europæisk 'Wald-Einsamkeit'? Gade var mere sig selv med det fulde symfoniske spektrum end med den tørre strygekvartet-klang, og e-mol kvartetten har et mere anstrengt forhold til den klassiske tradition end symfonierne.

Den ny-vakte interesse for Weyse og Gade samt andre komponister fra 18- og 1900-tallene demonstrerer et behov for at søge tilbage og identificere baggrunden for den danske musikalske renaissance siden slutningen af 1950erne.

Bent Lylloffs bind med Orchestral Studies til belysning af Carl Nielsens brug af slagtøj i orkesterværkerne er både et resultat af en lang professionel karriere - og genspejling af et personligt forhold: Lylloff var svoger til Telmányi, som var Nielsens svoger. Lylloffs studier kommer på et godt tidspunkt, eftersom Nielsens orkesterstykker spilles udenlands med tiltagende hyppighed (blandt anden-rangs orkestre i USA, for eksempel, blev den fjerde symfoni opført i Charleston, West Virginia, i foråret, og den bliver spillet i Louisville, Kentucky, i den kommende sæson). Dette bind vil blive populært hos slagtøjsspillere med øre for Nielsen. (Mit eksemplar er allerede lånt ud til en kollega som vil bruge det til en simuleret optagelses-prøve for elever i det kommende semester). Oplysende materiale om Nielsen er højst påkrævet, som det, for eksempel, blev demonstreret af den temmelig perifere omtale af den femte symfoni i en doktor-afhandling fra Louisiana State University (1989) om lilletrommens forvandling fra militært instrument til orkester-instrument.

Hermed rykker vi frem til de samtidige komponister og til udgivelser der illustrerer trivslen i 1980ernes og 90ernes danske musik. Spændvidden i musiklivet finder udtryk i adskillige partiturer for kammer- besætninger, som også indbefatter værker af to komponister af den ældre generation, Bernhard Lewkovitch' 6 Partitas for messing-kvintet, og Jan Maegaards tidlige Blæserkvintet (op. 11).

Lewkovitch' Partitas er meditationer over gamle koral-melodier, i stil med den sene Stravinsky eller Hindemith. Hvert partita er i seks satser med fri udnyttelse af imitation, rytmiske variationer, gen-harmoniseringer, og skiftende grupperinger af de fem instrumenter uden repetition fra den ene sats til den næste. Stilen er lapidarisk, men den romersk-katolske patos afviger mærkbart fra den typiske 'danske lyrik'.

Maegaards værk er et gennemtænkt svar på det tidlige 20. århundredes ideal for kammermusik, hvilket komponisten var stærkt medvirkende til at introducere i Danmark. Et kort 'Preludio' følges af tema med variationer (siciliano, elegia for solo klarinet, fantasia med fløjte-kaskader, regelret fughetta, marche militaire, toccata).

Med den næste generation er modernismen længst assimileret, og fokuseringen har skiftet til lydmassen og problemet med at få den til at bevæge sig. De yngre generationer er generelt uvillige til at akceptere faste rammer for fortolkning, og deres eneste fælles platform er udforskningen af naturen.

Karsten Fundals Traces for en 'Messiaen'-kvartet er så forskelligt fra Maegaards stykke som vel tænkeligt. Her er minimalismen og det fraktale verdensbillede normgivende. Fortolkning er reduceret til den korrekte udførelse af den varierende puls og de langsomme skift i amorfe mønstre, der reproducerer sig selv i en quasi biologisk proces. Nær midten af stykket (Più lento, cantabile con tenerezza) begynder mønstrene at stige opad, indtil de forsvinder i luften, diminuendo al quasi niente.

Ole Bucks A Tree for tretten musikere begynder, så at sige, hvor Fundals stykke ender: Buck lægger ud med simple melodiske ideer i udtyndet form; så kommer en tung akkord, der gennembores af en langsomt oscillerende tone. Processen accelererer i linier af opadgående 16.-dels noder, og til slut gennembryder de stigende tone-rækker igen og igen akkordernes hvilende masse.

En ganske anden orientering i retning af en slags 'tredie vej' (third stream), cross-over musik præger Anders Koppels Rivolta for klavertrio. Stykket er fuldt af kløgtige ideer - harmoniske, formelle og rytmiske - og minder en del om tidlige stykker af Prokofiev.

I værkerne for soloudøvere er mangesidigheden endnu mere slående. Man mærker at avancerede guitarister og organister, blandt andre, har bidraget til at ændre billedet af det forhåndenværende repertoire.

Det mest enkle og direkte af værkerne for sologuitar er Vagn Holmboes Parlare del piu e del meno (To talk about this and that). Som titlen angiver, består det af korte kontrasterende segmenter der tilsammen udgør en helhed ligesom en 16.-århundrede-canzona.

Der er langt fra Holmboes jydske sindighed til den kosmopolitanske verve i Poul Ruders Chaconne og Etude & Ricercare for solo guitar. Disse stykker er inspirerede af komponistens venskab med den amerikanske guitarist David Starobin, og de er seriøse og krævende (og det sidste, meget langt). Det første stykke opviser rytmiske variationer over en stigende linie i den første del, og derpå en faldende linie i den anden del; det er nemt nok at følge; men de to andre stykker er åbenbart baserede på teoretiske forudsætninger, som ikke er så lette at gennemtrænge.

Bent Lorentzen, denne uforbederlige modernist, har tilsyneladende skabt et monumentalt værk for orgel med From the Planets, Suite of Seven Pieces for Organ - Sol, Luna, Mars, Mercurius, Jupiter, Venus, and Saturnus. Stykkerne er skrevet mellem 1982 og 1996 og følger en forudseelig kurs fra planet til planet: fra et stort anlagt lyd-masse stykke, til meditativ kontemplation, via en stampende toccata med komprimerede akkorder, til en afsluttende latino-farvet ekstatisk dans. Den vedholdende optagethed af planeternes sfæriske 'kode' er vel endnu et bidrag til gen-fortolkningen af ældre tiders tanke-modeller.

Den arkitektoniske frises vekslen mellem metope og triglyf er den skjulte fortælling i Niels Rosing-Schows Métope for orgel. Stykket veksler mellem to slags modalitet, to slags pentatonik/heptatonik, to slags puls. Til slut 'forsvinder' en totalt kromatisk linie op i det høje register (over en dyb, liggende tone).

Solistisk klaver er repræsenteret af to udvalgte stykker fra Anders Brødsgaards klaversuite. Joker og Requiem kan godt tåle at stå på egne ben. Det første er et omskifteligt, toccatalignende essay; det andet er en meditation over resonerende lyd. Solo- slagtøj udforskes i Rejang, et karakteristisk Ole Buck-stykke: Lange kæder af repetitive mønstre; beherskede, gradvise skift, så hvert nyt mønster glider ud af det foregående og ind i det næste.

Endelig er der en soloviolin- transskription (ved Heinrich Hölein) af Per Nørgårds Libro per Nabuko i to dele: I, The Secret Melody (Sonata in Five Movements) og II, Resident. Den originale version for solo bratsch forbliver et af de fineste stykker inden for repertoiret (fuldt så god som Hindemiths og Brittens, for eksempel). Den nye version har en anden, mere gennemsigtig klang som bringer gemte facetter af værket for dagen.

Blandt de vokale partiturer finder man et af Per Nørgårds mest originale og vellykkede værker, det tryllebindende D'Monstrantz Vöögeli (et af de Wölfli-inspirerede stykker fra 1980erne). Det er kendt, blandt andet, fra Ars Novas indspilning, og nu kan man så se hvordan det er sat sammen. Det er komponeret for fuglestemmer (på cd) og tolv individuelle menneske- stemmer, SATB. Moduler taget fra virkelige fuglesange og imiterede fuglesange bruges som givne formularer og væves sammen til et broget fletværk af rytmisk og melodisk uafhængige melodier. Den forbløffende sammenknytning af mennesker og fugle er en genial tanke. Til forskel fra Messiaens brug af fuglesang, er Nørgårds inspiration ikke religiøs men humanistisk/økologisk.

Helt forskelligt er det andet Nørgård-korværk, Four Latin Motets (med tekster fra Davids Salmer) - en smuk og velopdragen hyldest til selve det at synge. I disse fire 'studier' i orientalske modaliteter kan den mindste ændring gøre forskel på sorg og glæde.

Bo Holtens ekspertise i det sene 14.-tals flerstemmighed med imitation, indforstået tekstforedrag og præcis intonering i de vokale harmonier er mærkbart i hans udsættelse (for 8-stemmigt SATB kor) af et digt fra dette århundredes begyndelse, Edith Södergrans trodsige og selvbevidste Triumf att finnas till. Dette er langt fra dansk husflidsmusik: En apoteose til solen med en sektion som tør måle sig med forspillet til Das Rheingold, og et omslag med en fuldt udfoldet reproduktion af Edvard Munchs Solen i Oslo Universitet. De brede strøg i Södergrans digt akcentueres ved at komponisten starter med den sidste halvdel af første strofe (Triumf att leva...), før han udsætter digtet i dets helhed.

For nu at slutte med to af Nørgårds større værker, er det interessant at se hans kompositoriske løbebane afmærket af den første symfoni, Sinfonia Austera, skrevet da han var i begyndelsen af tyverne (1953-55, rev. 1957), og hans seneste opera(torium), Nuit des hommes: Menneskenes Nat/Mændenes Nat (1996). Begge værker er mørke i tonen. Den tidlige symfoni er stærkt 'nordisk' i sin dialog med naturkræfterne (skriver Jørgen I. Jensen i sit forord). I symfonien optræder lyset som symbol imod en mørk baggrund; men i operaen bliver lyset absorberet af en stadigt mere truende sort baggrund.

Nuit des hommes skildrer det drastiske tab af menneskelighed og den vildtvoksende galskab som den første verdenskrig frembragte. Nørgårds forståelse af den historiske situation da »det hele løb af sporet« og mennesket blev til en maskine er måske specielt 'dansk' i den forstand at den kun er mulig for en kunstner fra et neutralt - men truet - land. Det er en kammeropera (for mezzosopran, tenor, strygekvartet, slagtøj og elektronisk lyd), som har muligheder for at nå lyttere verden over. Teksten projiceres som en integreret, grafisk del af scenebilledet, hvilket gør det muligt at omgå det evindelige sprogproblem (de optrædende synger Apollinaires tekster på fransk). Udgi-velsen af operaen er et skridt i retning af en international udbredelse af vær-ket (det er ikke for tidligt at holde dette stykke frem med henblik på hundredeåret for verdenskrigen, 2014).

Alle disse værker giver et klart signalement af dansk musik i en tilstand af stadig bevægelse. Hvad der er godt eller skidt, og hvad der er bundet til fortiden eller bidrager til fremtiden, dette er nok mindre væsentligt end selve det faktum at der er bevægelse, fornyelse, energi.

Til slut må jeg dog tilføje en negativ note angående brugen af engelsk i partiturerne. Komponisternes kommentarer er væsentlige for at formidle deres hensigter til de udførende, og derfor må sproget være meningsfuldt og præcist. Hvad, for blot at tage et enkelt eksempel, betyder 'vociferatious'? Konventionelle musikalske udtryk bør også bruges korrekt. Hvad, for eksempel, er 'tenerezza con moto'? Hvorfor ikke skrive 'più' i stedet for 'piú', 'aggressivo' i stedet for 'agressivo'?

• Erik Brødsgaard, Requiem for piano solo; Joker for piano solo

(Edition Wilhelm Hansen)

• Ole Buck, A Tree for thirteen musicians (Sinfonietta); Rejang: five movements for percussion

(Edition Wilhelm Hansen)

• Karsten Fundal, Traces for clarinet, violin, cello and piano

(Edition Wilhelm Hansen)

• Niels W. Gade, ed. Niels Bo Foltmann, Symphony No. 2, op. 10; String Quartet in F Minor (1851) (parts); String Quartet in E Minor (1877/1889) (parts)

(Engstrøm & Sødring)

• Vagn Holmboe, Parlare del piu e del meno, five movements for guitar solo (Edition Wilhelm Hansen)

• Bo Holten, Triumf att finnas till (Edith Södergran), for 8-part SATB (Edition Wilhelm Hansen)

• Anders Koppel, Rivolta, Piano Trio no. 1 for violin, cello and piano

(Edition Wilhelm Hansen)

• Bernhard Lewkovitch, 6 Partitas for Brass

(Engstrøm & Sødring)

• Bent Lorentzen, From the Planets, Suite of Seven Pieces for Organ (Sol, Luna, Mars, Mercurius, Jupiter, Venus, Saturnus

(Edition Wilhelm Hansen)

• Bent Lylloff, ed., Carl Nielsen and Percussion, Orchestral Studies

(Edition Wilhelm Hansen)

• Jan Maegaard, Blæserkvintet, op. 11 (Engstrøm & Sødring)

• Per Nørgård, Symphony No. 1, Sinfonia Austera; Four Latin Motets (Book of Psalms) for SSATB; Libro per Nobuko, I The Secret Melody (Sonata in Five Movements); II Resident, transcribed for violin by Heinrich Hörlein); Nuit des hommes: "Menneskenes Nat/Mændenes Nat" (Apollinaire) for mezzosoprano, tenor, string quartet, percussion and electronics; D'Monstrantz Vöögeli (A. Wölfli) for bird voices (on CD) and human voices, twelve SATB solo voices

(Edition Wilhelm Hansen)

• Niels Rosing-Schow, Métope for organ (Edition Wilhelm Hansen)

• Poul Ruders, Chaconne for guitar solo; Etude & Ricercare for guitar solo (Edition Wilhelm Hansen)

• Christian Vestergaard-Pedersen, Koralbearbejdelser: Bearbejdelser af C.E.F. Weyses melodier til Ingemanns morgensange, 2. reviderede og udvidede udgave

(Engstrøm & Sødring)

• C.E.F. Weyse, ed. C. E. Hatting, Symphonies 1-2 (Dania Sonans, Kilder til Musikkens Historie i Danmark (Engstrøm & Sødring)

Jean Christensen er professor i musikhistorie ved University of Louisville, Kentucky, hvor hun også leder afdelingen Center For The Study Of Danish Music.