Gal tekstkritik

Af
| DMT Årgang 74 (1999-2000) nr. 06 - side 216-216

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

I sin i øvrigt meget positive anmeldelse af min udgivelse af Carl Nielsens skrifter og offentlige udtalelser, Carl Nielsen til sin samtid I-III, i DMT nr. 5 har Michael Fjeldsøe til værkets tekstkritiske oplysninger nogle kritiske bemærkninger, som ikke bør stå ukommenteret.

Når det i værket oplyses, at tekst nr. 14, Mozart og vor Tid, som kilde har Levende Musik sammenholdt med Tilskueren, samt udateret manuskript og notesbøger, så betyder det naturligvis, at teksten gengives efter Levende Musik, og at afvigelserne i de andre kilder er oplyst i de tekstkritiske noter. Michael Fjeldsøe behøver altså ikke være i tvivl om, hvilken kilde der er hovedtekst. Der er taget stilling, og der er oplyst om det i værket.

I indledningen til værket hedder det: »Offentliggjorte tekster er, bortset fra de få tilfælde, hvor der i noter og indledninger er redegjort for afvigelsen, gengivet efter den trykte version, også selv om der samtidig har foreligget et manuskript. Hvor flere tekstkilder har været til rådighed, er der i tekstkritiske noter, hvis notetal i teksten er markeret med skarp parentes, gjort rede for meningsforskelle og forskelle i ordvalg og sætningsbygning, men ikke for enhver forskel i stavemåde og tegnsætning.«

Det betyder i den forståelse, jeg har af det danske sprog, at alle meningsforskelle imellem de forskellige kilder er oplyst. Michael Fjeldsøe behøver altså heller ikke at være i tvivl om, hvorvidt »alle indholdsforskelle mellem de trykte versioner er bemærket i noterne«. Det er de, og med mindre han vil foretage en ekstra korrekturlæsning på værket, kan han trygt smide sine gamle kopier af førstetrykkene ud. Man kunne derimod forestille sig, at man kan være uenige om, om der i et givet tilfælde er tale om meningsforskelle eller ej, men et blik på de tekstkritiske noter vil afsløre, at jeg snarere er gået for langt end for kort, og folk, der har fulgt mit arbejde, har da også snarere ironiseret over min akribi end det modsatte.

Hvad kildebeskrivelserne angår er det rigtigt, at de kunne være mere udførlige, især hvis det også gjaldt om at belyse kildernes museale tilstand. Det, som jeg har valgt at oplyse, er det, der har relevans for datering og for vurderingen af deres værdi, om håndskrevne kilder fx helt eller delvis er i fremmed håndskrift.

Michael Fjeldsøe skelner imellem »en kommenteret tekstudgave« og »en egentlig tekstkritisk udgave i streng forstand«. Jeg skal ikke beskæftige mig med en nøjere akademisk definition af forskellen på de to ting, men blot oplyse, at den metode, jeg har valgt, ikke er et kompromis, men den metode, som jeg efter grundig overvejelse mener bedst tjener substansen i materialet. Som enhver, der har studeret ortografi og tegnsætning i de tekster, der er gengivet efter Nielsens oprindelige manuskript, kan se, ville tekstkritiske oplysninger, der medtog samtlige varianter, føre ud i det absur-de, og de varianter, som videnskabeligt interesserede læsere har brug for, ville drukne i mængden af ligegyldigheder. Det valgte tekstkritiske niveau er ikke en indrømmelse til de mange læsere, men til de få. Det er heller ikke resultatet af en erkendelse af, at der ikke er tale om »Goethe, men om en komponists meddelelser til omverdenen«, snarere af, at Nielsens skrifter og udtalelser litterært og substantielt har kvaliteter, der burde kunne inter-essere langt ud over musikkens verden og derfor fordrer en uanfægtelig og kontrollerbar tekstgengivelse.

Da jeg i marts 1996 mødte op på den daværende Carl Nielsen Udgave med hele mit indsamlede materiale og spurgte, om man var interesseret i et samarbejde om udgivelsen af det, blev jeg af den daværende faglige ledelse blandt flere andre mildt sagt uvidenskabelige udgivelsesprincipper præ-senteret for kravet om at harmonisere retskrivningen i hele materialet. Man forestille sig venligst, hvilket tekstkritisk morads, det ville have medført! Jeg gik aldrig ind på disse krav, og i 15 måneder var projektet ironisk nok ved at strande af den grund.

Michael Fjeldsøe roser værket for at være »så gennemarbejdet og fri for trykfejl, at man må tro, at de mærkværdige stavemåder 'klasssisk' (s. 36) og 'Tonnearter' (s. 32) stammer fra kom-ponistens hånd.« Det gør de desværre ikke, der er tale om fejl. Jeg har måt-tet erkende, at selv om der både fra forlagets og min side har været inve-steret mængder af tid og kræfter for at skabe det fejlfri værk, netop fordi det med de skiftende retskrivninger var af særlig betydning her, så er det ikke lykkedes fuldstændigt. Der er konstateret enkelte små, ubetydelige fejl, og jeg takker for enhver oplysning om fejl eller blot mistanke om fejl.

John Fellow

Årgang 74/1999-2000, nr. 06