Nye bøger

Af
| DMT Årgang 74 (1999-2000) nr. 07 - side 246-246

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Laila Barkefors: Allan Petterson - Det brinner en sol inom oss. En tonsättares liv och verk. Sveriges Radios Forlag 1999. 362 sider, indbundet, SEK ca. 399,00, incl. cd. ISBN 91-522-1822-8.

Denne personlige og varme bog er en bearbejdelse af Laila Barkefors' doktorafhandling Gallret och stjärnan, Allan Pettersons väg genom Barfotasånger till Symfoni (Göteborg 1995).

Den oprindelige akademiske tekst er med andre ord blevet omformuleret i en udgivelse til et bredere publikum, hvilket også ses på layoutet. Det er en nydelig indbundet bog, med smukke sort-hvide fotos, der ikke kun er af historisk-uddybende art, men også ind i mellem er ren æstetik.

Denne bog en gennemgang af liv og værk. Barkefors går tæt på personen Petterson, og efter at have læst om Hambræus (se anmeldelse i sidste nummer af DMT) bliver man slået af den enorme forskel på de to personligheder.

Hvor Hambræus er en alsidig og udavendt personlighed, var Petterson (ifølge Barkefors) en indadvendt, nærmest mut enspænder, der isolerede sig yderligere i de seneste mange år på grund af en invaliderende gigtsygdom.

Hambræus havde kun en begrænset formel komponistuddannelse. Petterson, derimod, var myreflittig i sine studier, og forberedte sig yderst systematisk til at blive komponist. Han var oprindelig uddannet bratchist, men valgte i sidste halvdel af 30'erne at blive komponist. Studier i hjemlandet vekslede med to studieophold i Paris. Krigen kom i mellem de to ophold dér, og inden det andet ophold studerede Petterson hos Karl-Birger Blomdahl.

I Paris for anden gang studerede Petterson under Honegger, Messiaen, Milhaud og Leibowitz. Fra denne tid (som fra stort set alle de andre studieperioder i Pettersons liv) er bevaret et antal notesbøger, hvor han pertentligt nedskrev alt hvad han lærte, sammen med omfangsrige refleksioner. Det er hér bemærkelsesværdigt, at Messiaens forelæsninger fylder 9 sider, Milhauds 16 sider, Honeggers 32 sider medens lektionerne hos Leibowitz fylder ikke mindre end 593 sider!

I Leibowitz fandt Petterson en lærer, der - i lighed med Blomdahl - formåede at give ham både rammer og frihed, så hans særegne personlighed kunne folde sig ud i kompositionsprocessen.

Selvom Leibowitz var en meget varm fortaler for tolvtonemusikken, og selvom meget af undervisningen beskæftigede sig med denne teknik, så var det ikke hér at Petterson fandt den største inspiration. Han anvendte ikke dodekafoni i sine egne kompositioner.

Det var snarere tilegnelsen af fintjusterede analytiske og tekniske redskaber, der var det væsentligste udbytte af lektionerne hos Leibowitz, og med dem i hånden kunne Petterson i begyndelsen af halvtredserne endelig frigøre sig fra at være 'orkesterslave' og hellige sig kompositionen.

Som tidligere nævnt var Petterson ikke just nogen selskabsløve, der færdedes hjemmevant på de bonede gulve. En kombination af en medfødt skyhed og altid nærværende bevidsthed om sin opvækst i fattige arbejderkår bevirkede, at han meget ofte følte sig ensom og isoleret.

I sine kompositioner tog han ofte udgangspunkt i personlige stemninger og erfaringer. En del af hans værker er på grund af deres bekendelses-karakter blevet kaldt psykogrammer, og dette, sammenholdt med hans omfattende symfoniske produktion, har givet ham prædikater som fx en svensk Mahler.

Både det biografiske og det værkanalytiske fylder meget i Barkefors' bog, der endvidere er ledsaget af en cd med den centrale sangcyklus Barfotasånger, barfodssange (1943-45), samt et par interviewklip med Petterson. At de 24 barfodssange er valgt skyldes, at de dels afspejler motivkredse fra Pettersons barndom og ungdom (teksterne er hans egne), dels at en del af det tematiske materiale fra disse sange dukker op i senere kompositioner.

Bag den tonalt tilforladelige overflade gemmer sig et vist teknisk raffinement, der smukt understøtter og kommenterer de mange sindstilstande i teksterne. Det er en musik, der taler meget direkte trods det næsten klassiske tonesprog.

De senere instrumentalværker afspejler i følge Petterson også personlige oplevelser, hvilket umiddelbart synes at stå i kontrast til en anden udtalelse om at hans musik ikke handlede om noget. Desuden betonede han, at det at komponere var et intellektuelt arbejde, der ikke var muligt for den, der befandt sig i krise. Hvilket Barkefors giver ham ret i. Ikke desto mindre står der allerede på en af de følgende sider, at den første violinkoncert havde relation til aktuelle »ekstremt svære omstændigheder«.

Der synes at være en uoverensstemmelse her, rent bortset fra at undertegnede mener at kende mange eksempler på komponister, der har forsøgt at skrive sig ud af kriser og sjælelige smerter. Er det i virkeligheden ikke én af de stærkeste drivkræfter bag kunstnerisk skaben? Mon ikke vi ville se en mindre mængde stærkt virkende kunst i et samfund af fuldstændigt harmoniske individer? Men dette er også det eneste sted i bogen, hvor der er noget, der skurrer i mine ører.

Allan Petterson er et særpræget og spændende bekendtskab. En del af hans musik er indspillet på lp. Hvor meget der også foreligger på cd skal jeg ikke kunne sige. Det fremgår desværre ikke af den ellers meget grundige værkliste. Men mon ikke der er gode muligheder? Barfodssangene kan man i hvert fald høre hvis man anskaffer sig denne bog. Så man får ganske meget for de ca. 400 svenske kroner.

Årgang 74/1999-2000, nr. 07