Tanker omkring en Komponistbiennale

Af
| DMT Årgang 74 (1999-2000) nr. 07 - side 254-254

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Den 5. Komponistbiennale er slut.


Jeg var til én koncert. Åbningskoncerten - den første og sidste fra min side. Alligevel tillader jeg mig her at komme med nogle kritiske bemærkninger til biennalen. For det faktum at jeg, en musiker, der spiller en masse ny musik, kender flere komponister personligt og er ca. 30 år gammel, kun gik til én biennalekoncert, er en kritik i sig selv. Jeg burde have følt mig tiltrukket af langt flere koncerter end denne ene. Efterhånden som det gik op for mig, at jeg faktisk ikke havde lyst til at gå til biennalekoncerterne, begyndte jeg at reflektere over, hvorfor det var sådan:

På forhånd glædede det mig at et af temaerne ved den 5. Komponistbiennale var "kan børn tåle ny musik". Er der noget den nye musik her hjemme kan trænge til, så er det en fornyelse af publikummet; specielt mangler vi en tilførsel af unge, friske ører. Jeg håbede derfor at Komponistbiennalen havde taget konsekvensen af sit tema om børn, og tilpasset noget af sit PR-materiale for at tiltrække et yngre publikum. Men nej, det virkede snarere som om biennalen havde gjort sit yderste for at skræmme de unge væk.!!

Højrøvede, akademiske programnoter med en grad af indforståethed der er en loge værdig, og en generelt utilnærmelig attitude i form og indhold. Ikke ligefrem indbydende for unge, nysgerrige ører. Og så oveni; et program der i betænkelig grad ikke spillede musik af - de unge! Det er da netop vore unge komponister der bør vise om de kan kommunikere med deres jævnaldrende publikum eller ej! Hvor var Jens Hørsvings elegante leg med electronica-genren, Jexper Holmens ekstreme garagepunk, Jens Voigt Lunds kompromisløse modernisme, Lasse Laursens personlige minimalisme, Carsten Bo Eriksens iørefaldende kammermusik og Morten Danielsens rockinspirerede fandenivoldskhed? Hvis der blandt danske komponister findes nogle der kan kommunikere med de unge, så er det her jeg ville starte med at lede...

"Det er svært at være pessimist på den danske musiks vegne" udtalte komponistforeningens formand John Frandsen i en tale ved receptionen efter åbningskoncerten. Nu ved jeg ikke lige præcis hvad i det danske musikliv han er så optimistisk overfor, men et gæt er, at han hentyder til noget der også står i biennalens programbog: "Der spilles meget dansk musik rundt omkring i de danske ensembler og orkestre- den nye danske musik er blevet fast repertoire, og de repræsenterer derfor et vigtigt med- og modspil til danske komponister", står der.

En anden ting som Frandsen måske hentyder til i sin tale, er måske det faktum at det går godt for dansk musik i udlandet. Rued Langgaard i Salzburg, Poul Ruders i London, bølger af ny dansk tonekunst i New York, og danske orkestre og ensembler vinder internationale priser for sine indspilninger af dansk musik. Ja, vi eksporterer i store mængder - men importerer vi? Hvor tit hører vi om store, udenlandske komponister der inviteres til festivaler i Danmark, hvor de får uropført nye værker. Eller nye, spændende, udenlandske unge navne, der præsenteres sammen med jævnaldrende danske?

Og repertoiret? Når jeg kigger generelt på repertoiret på den danske ny musikscene, så består det af meget dansk musik, og deprimerende lidt relevant musik fra udlandet. Ud over de sporadiske værker ensembler og orkestre sætter op for egen hånd, bidrager NUMUS, Musikhøst, og de forskellige UT'er med det de kan med deres begrænsede økonomi. Men jeg savner store, og mindre, vigtige værker som Wolfgang Rihm og Kaija Saariahos violinkoncerter, Magnus Lindbergs "Aura", Gerard Griseys orkesterværker, de overlegne elektroakustiske værker af Luca Francesconi, og Brian Ferneyhoughs kammerværker med de skræmmende partiturer.

Alt dette er musik, hvis kvalitet vi selvfølgelig kan diskutere, efter at vi har hørt den spillet for os. Gerne af danske musikere. De skal også udfordres, med nye indfaldsvinkler, ideer og problemstillinger. Kan danske musikere realisere Brian Ferneyhoughs komplekse strukturer lige så tilfredsstillende som Bent Sørensens? Men man kunne da også forestille sig at få musikken, både den danske og den udenlandske, fremført af Arditti- kvartetten, eller Cikada, Avanti, Ensemble Intercontemporain eller Kammarensemble N.

Jeg forstår at Komponistbiennalen blandt andet er en måde for Komponistforeningen at returnere nogle af de penge den får ind til sine medlemmer, gennem at spille deres værker. En sympatisk og velment tanke, på kort sigt. Men i sin nuværende form, og i en tid hvor den danske musik, ifølge komponistforeningen selv, har det godt, så får komponistbiennalen en karakter af et klamt, iscenesat klap på skulderen, i en dansk selvtilfreds "være-sig-selv-nok" atmosfære. Og på lang sigt tror jeg komponistforeningen er ved at grave sin egen grav. For hvis ikke det danske ny musik-miljø snart prøver at tiltrække nyt blod og vitalitet, i form af publikum fra den yngre garde og et bredere repertoire fra ind- og udland, så er jeg bange for, at den musik John Frandsen var så optimistisk på vegne af ved Biennalens åbningskoncert, vil lide en stille død.

Om det manglende publikum, eller de genetiske fejl som følge af indavl bliver det sidste søm i kisten, er lige meget. Et faktum bliver det. Det vil ikke engang 10 komponistbiennaler kunne lave om på.

Frode Andersen

Årgang 74/1999-2000, nr. 07