Plader

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 05 - side 175-179

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Kim Kristensen: Pulse Of Time. Med Aviaja Lomholt (voc), Birgit Løkke (perc), Per Trolle(perc) og Ernesto Snajer(g). dacapo DCCD; 9435.

Plademærket dacapo har også jazz på plakaten. Det skilter de ikke med i Kim Kristensens tilfælde. Det kunne de godt have gjort. På den anden side giver Kim Kristensen selv udtryk for, at han ikke er under amerikansk jazzindflydelse, men dog »på jazz«, hvad man ikke mindst kan høre i hans klaverspil. Derudover henter han inspiration fra al landsens etniske musik. Og mon ikke der også er tegn på lidt Frank Zappa?

Jeg hører resultatet som velorganiseret verdenslyd, uden at der er tale om verdensmusik i traditionel forstand. Måske noget der kunne betragtes som moderne nordisk folketone med integreret indvandrerlyd.

Lyden virker meget naturlig og organisk, selvom midlet er ganske elek-tronisk. Foruden at sample, programmere, komponere og 'keyboarde', udfolder Kim Kristensen sig dog også på akustisk klaver og fløjte.

Hans keyboard rummer lyd fra harmonika over orgel til bigbandblæs og elektronisk slagtøj. Dertil kommer så levende percussion og spansk guitar på et par af numrene ved henholdsvis Birgit Løkke, Per Trolle og Ernesto Snajer samt et suggererende stykke med sang og samplede stemmer komponeret af Aviaja Lomholt over alverdens naturfolkesang. Nogle vil allerede kende hende fra Pierre Dørges Kina-plade.

Trods al percussion og rytmisk spil virker helhedsindtrykket lidt stillestående og ufarligt. Den kan være god at køre i bil til, uden at man risikerer at blive inspireret til uforsigtige overhalinger.

Simon Cato Spang-Hanssen Quartet: Identified. dacapo jazz DCCD 9448.

Flemming Agerskov m.fl.: Face To Face. dacapo jazz DCCD 9445.

Som allerede skrevet, gør det statslige

pladeselskab sig også på jazz-området, og det der ligner. Det har jeg intet at indvende imod. Tværtom. Når statens penge involveres, skal de gå til nyskabende musik, der har vanskeligt ved at finde anden udgivelse.

Det er der ikke tale om ved disse to udgivelser. Her er tale om vidunderlig smuk og velafprøvet jazzmusik af høj kvalitet, hvor intet uventet sker.

Hvis denne musik mod forventning skulle have vanskeligt ved at finde almindelig kommerciel udgivelse, ville vi da have mistet stort ved at undvære den?

Skal musikken ikke være både nyska-bende og have vanskelige kommercielle vilkår, før staten træder til? Først og fremmest det første, skulle jeg mene.

Fragmentationsportrættet på Identified, har givet en Grammy til cover artisten Lars Møller Nielsen. Det gratulerer jeg med. Til gengæld må jeg konstatere, at informationsværdien er ganske ringe på disse omslag. Kan det virkelig passe, at pladeselskabet kan undlade præsentable covernoter til almindelig information og salgsfremme?

Netop disse cd'er skulle nok interessere et bredere også ikke så indforstået, udenlandsk publikum.

Pierre Dørge's New Jungle Orchestra: Giraf. Featuring John Tchicai & Josefine Cronholm. dacapo DCCD 9440.

Nå, giraffen udkommer altså også

hos dacapo. Og med bedre cover-tekster. Orkestret har selv sørget for dem. Hvorvidt pladeselskaberne sloges om udgivelsen, skal jeg lade være usagt. Det vil jeg da håbe. Om der sker noget uventet på denne cd, kan man retfærdigvis diskutere. Af jungleorkestret kan man jo vente sig så meget, om ikke hvad som helst. Og dog er denne giraf umiskendelig Dørge og jungle.

Det glade vanvid råder. Her er stor, til tider nærmere lyrisk, mere eller mindre velordnet symfonisk musik fra den vide verden og Sverige, med og uden talekor og spanske håndklap.

Som de selv formulerer det i teksthæftet, bragte jungleorkestret verdensmusikken til Danmark og herfra ud i verden igen - og tilbage igen, kunne man tilføje. Sidste gang var de i Kina, denne gang er geografien mere ubestemmelig trods giraffen. Men som stand up filosoffen, Arno Victor Nielsen skriver i teksthæftet, var giraffen de franske surrealisters favoritdyr.

Musikken er ganske sammenhængende, men udspringet i fri, dadaistisk jazz fornægter sig ikke. Frihedens gamle mester, John Tchicai er oven i købet selv med på pladen.

Sangerinden, Josefine Cronholm i musical-agtige harmonier og stram jazzfrasering sætter yderligere farver på skalaen. Dertil er der blevet plads til både en cello og en basklarinet ved henholdsvis John Ehde og Achille Succi.

Jo, det er alligevel aldrig det samme med Dørge.

ok nok … kongo: Moonstone Journey. Music by John Tchicai. dacapo jazz DCCD 9444.

Galskaben er ikke så udtalt på denne

plade som på den ovenstående med jungleorkestret. Men udspringet er det samme: John Tchicai. Og det høres. Her er han ikke bare med. Her har han skrevet al musikken, bortset fra et enkelt stykke af orkestrets kapelmester, Thomas Agergaard, der spiller fløjte og i øvrigt sopran- og tenorsax ligesom den store mester selv.

Derudover består ok nok … kongo af Kasper Tranberg (cnt), Peter Fuglsang (as, cl), Mads Hyhne (tb), Niclas Knudsen (g), Niels Davidsen (b) og Martin Andersen (dm).

Selvom gruppen ikke er særlig talstærk lyder arrangementerne fyldige og sammenhængende som i et godt bigband. Gruppens medlemmer er da også erfarne folk fra andre større sammenhænge som Copenhagen Art Ensemble, Great Mongo Dilmuns og ja, jungleorkestret.

Tchicai er helt fra dengang den fri jazz slog ned i Danmark i begyndelsen af 1960erne og han har sat et stærkt præg på den eksperimenterende rytmiske musik siden da. Ganske vist har denne musik i Danmark i mellemtiden kun udfoldet sig frit i snævre nicher under jorden, eller også konverterede den til beat- og rockmusik. Helt indtil forrige årti, hvor den sprang ud igen i bl.a. de nævnte orkestre.

Denne cd præsenterer flere af denne musiks særkender, højt humør, frie eftertænksomme passager og skære, nærmest klassisk-klassiske klange. Ikke nogen dårlig plade, hvis man vil kaste sig ud i denne kreative musik igen.

Robin Taylor: Close Test Terror. Kling Klang Records KKRCD 1003.

Taylor's Universe. Intermusic RIGHTCD 018.

Taylor's Universe - Pork. Marvel of Beauty Records MOBCD 001.

Taylor's Universe with Karsten Vogel: Experimental Health. MOBCD 002.

Heart Disc. MOBCD 003.

Robin Taylor er, som Kim Kristensen, musiker med hjemmestudie, hvor han helt alene kan lave det utroligste, rent elektronisk. Lag på lag. De fem cd'er afspejler resultaterne af 10 års musikalske eksperimenter. De sidste tre cd'er har han også selv udgivet.

Det kan være en ensom affære at arbejde som komponerende, programmerende musiker og pladeproducent. På de senere cd'er spiller han dog op til levende musikere som Kim Menzer (fl, tb), Hugh Steinmetz (tp), Peter Friis Nielsen (eb) og altså Karsten Vogel (ss). Alle med rødder langt tilbage i den fri jazz og avantgarderock. Selv spiller han guitar, samplet slagtøj og alt det rigtig elektroniske, der dels optræder i egen ret, men også som opspil til glidende spil indover med de 'levende' musikere. Det er både effektfuldt og smukt.

Taylors univers er en blandet land-handel af rock, jazz, pop og det indimellem og henover, men også lydskulpturer og -billeder og andre elektroniske konstruktioner har han bud på.

Jeg medtager ham hér, fordi der ind- imellem findes noget originalt og helstøbt på lageret ud over bare smukke og sjove ting og almindelig firskåren musik, men med et twist. Just som man tror, at man lige ved, hvor man er, så er man der alligevel ikke. Det kan være både irriterende og fascinerende.

Hvis man skulle have lyst til Taylor og hans skæve univers, foreslår jeg, at man tager ham fra den nyeste ende og begynder med Heart Disc. Midt i den elektroniske lagkage optræder der passager med tæt og inciterende, frit samspil bl.a. mellem Steinmetz og Vogel ligesom i de rigtig gode gamle avantgardenætter med (ja, der er han igen igen) Tchicai's Cadentia Nova Danica i slutningen af 60erne.

Måske er det tegn på, at der er ved at genopstå en interesse og et publikum på dette område.

Det er ellers kun Peter Friis Nielsen, der i alle disse år i det skjulte har holdt fanen højt.

Sound Kitchen: Pass Me the Wine, Please. Jari Hongisto (tb, perc), Teppo Hauta-aho (b, perc), Hasse Poulsen (g, perc)

AV-ART Records; AACD 1011.

Sound Kitchen byder angiveligt på en

menu, der indledes med en cocktail efterfulgt af suppe, en snack, fisk og kød samt brød, salat og 4 stykker sødt. Associationen er ikke indlysende, når man gennemlytter pladen. Fx oplevedes den første søde sag som et 12 minutter langt guerillaangreb med middelsvære, automatiske håndvåben. Velbekomme; men noget skulle numrene åbenbart hedde. 11 afvekslende, improviserede stykker, der er det cd-mæssige resultat af ni koncerter rundt i Finland med de tre lydkokke.

Det kan være vanskeligt at overføre den musikalske intensitet fra en improviseret koncert til et fonogram. Jeg har ikke oplevet gruppen live, men det virker, som om det er lykkedes. Cd'en står levende og stærk. Måske fordi mere show- og støjprægede indslag har været begrænsede under koncerterne. At alle tre musikere angives som percussionister præger ikke indspilningen. Dens tekniske kvalitet er også acceptabel, selvom optagelserne angiveligt foregik flere forskellige steder.

De tre musikere og deres instrumenter står godt til hinanden. Alle med et overvældende udtryksregister. Musikken skifter mellem kaotiske passager og vekslende solistiske forløb, snoet omkring hinanden. En velkomponeret, smuk og til tider overraskende servering.

Hasse Poulsen (g), Peter Friis Nielsen

(el b) og Louis Moholo (dr): Copenhagen.

AV-ART Records; AACD 1010.

Denne plade er optaget i København.

Nærmere betegnet på Trinitatis Kirkes loft under Copenhagen Jazz Festival 1998. Koncerten var en overvældende og berigende oplevelse, hvor det talrige publikum bagefter stående hyldede de to danske og den sydafrikanske musiker. Helt usædvanligt og helt fortjent.

Men det er desværre ikke lykkedes at overføre denne koncerts energi og intensitet til cd. Larmen kan være overvældende, men det er ikke det samme. Helhedsindtrykket er løst og usammenhængende. Optagelsens ringe kvalitet har heller ikke været noget godt udgangspunkt for det efterfølgende redigeringsarbejde.

Effekter, der kunne indfange publikum i livesituationen, virker nødvendigvis heller ikke hjemme i stuen. Fx fore-kommer Hasse Poulsens brug af elektriske lejetøjspropeller mod strengene kun underligt på pladen.

De fire sidste numre på cd'en stammer fra en studieoptagelse foretaget dagen efter koncerten. Her kan man glæde sig over en bedre lydteknisk kvalitet og enkelte fine momenter, hvor Peter Friis Nielsens enestående basspil får lov til at udfolde sig. Men helhedsindtrykket er blegt og blodfattigt trods den megen buldren.

Sweetshearts In A Drugstore: Second Edition. Axel Dörner (tp), Peter Friis Nielsen (el b), Johannes Bauer (tb), Phil Durrant (v + elec), P.O. Jørgens (dr + perc) og Pat Thomas (key + elec). Ninth World Music; NWM 021 CD.

Gruppens 1. udgave fra 1996 var en

koncertoptagelse fra Den Anden Opera i København.

Alan Silva er på den aktuelle udgivelse erstattet af Axel Dörner. Det hele foregår under kontrollerede forhold. Produceret af P.O. Jørgens. Alle er erfarne improvisationsmusikere og utroligt dygtige. De kan noget, og de vil noget. Lyden er god. Der er fine passager undervejs.

Alligevel mangler der noget. Sammenhæng. Substans. Trods viljen og evnerne virker det samlede indtryk kønsløst uden en samlet ånd. Det giver mig mindelser fra kuldslåede, pling plong koncerter på den klassiske scene.

Måske er det for mange at sætte sammen i fælles improvisation - i et studie? I hvert fald foretrækker jeg 1. udgaven, som, oplever jeg, foregår i et rum, man er fælles om. Også selvom lyden dér er mindre fokuseret.

The Contemporary Jazz Quintet: Actions 1966-67. Steffen Andersen (b), Hugh Steinmetz (tp), Franz Beckerlee (as), Bo Thrige Andersen (dr) og Niels Harrit (sav(!)). Columbia; SM 2031-05.

Det er en nyudgivelse, men optagel-

serne er rigtignok 35 år gamle. Der er dog langt fra tale om arkæologiske museumsstykker, hvad man selv bør forvisse sig om.

De arbejdede med afsæt i Ornette Coleman fra den fri jazz. Men allerede tidligt i 1960erne udviklede gruppen en egen, helt uafhængig stil, frigjort fra harmonier, rytme og melodi. Ubevidst, intuitiv musik med en utrolig tæt, dirrende lyd. Som musik før musikken. 'Stenaldermusik'.

Bl.a. Niels Viggo Bentzon blev opmærksom på deres spil og lavede en, ganske vist mindre vellykket, plade med dem.

Denne udgivelse bygger på optagelser foretaget i deres eget øvelokale. De fem 'actions' er nummereret fra 1 til 5, inspireret af actionmaleren Jackson Pollock's arbejdsform. Det er musik, der (næsten) ikke kommer nogen steder fra og ingen steder fører hen. Den står bare dér og vibrerer. Den begynder - og så slutter den. Ind imellem lever den.

Da de fem TCJQ hver især i løbet af en 10 års tid havde vibreret færdig, forsvandt de ind i rockgrupper som Maxwells, Burnin' Red Ivanhoe og Gasolin. Jeg tror, at denne cd igen kan få nogen til at

vibrere.

Takuan: Push - to participate. Flemming Agerskov (tp, flh, voc, effects), Jacob Davidsen (key, samples) og Lars Juul (dr, perc). dacapo JAZZ; DCCD 9457.

Dacapos jazz er ikke alt til hobe

mainstream. Der findes undtagelser. Push er en af dem. Det starter med et nummer computer-manipulerede samplinger: 24 Nanno hedder det. Sådan lidt DJ-techno-agtigt.

Hele cd'en er faktisk godt gennemsyret af mangfoldige elektroniske effekter og diverse samplinger i endeløse sløjfer, som fx lynlås i dokumentmappe af imiteret skind, tomme sodavandsflasker og rislende vand. Dertil kommer blødt orgel, hviskesang og luftig Mikkelborg-trompet (eller er det Miles(?)) holdt oppe af håndfast slagtøj.

Minimalistisk er det. Ganske flot er det undervejs. Men hvad skal vi med det? Til lyttebrug er det for stillestående. Til meditationsbrug er det alligevel for varieret. Det går slet ikke at danse til. Som eksperimenterende musik er det et postulat. Allehånde digitale krydderier gør det ikke. Det er der mange, der forsøger sig med, men der skal mere til. Noget uventet, noget nyt, noget farligt.

Måske er det bare en spøg. I hvert fald kunne De 3 Takuan heller ikke stå for fristelsen med et lille trut i enden efter en lang, lang pause i det sidste nummer, der hedder The Beginning.

Sjovt.

Marilyn Mazur, Ars Nova, Copenhagen Art Ensemble samt Aviaja Lumholt (voc) og Eivind Aarset (g): Jordsange/Earth Songs. dacapo; DCCD 9454.

Copenhagen Art Ensemble og

Marilyn Mazur, der er et helt ensemble i sig selv, er hjemme i improvisationens udfordringer. Anderledes med Vokalgruppen Ars Nova, der er afhængig af en håndfast direktion. Det var tydeligt under projektets koncert i Pumpehuset for et års tid siden: Derovre til venstre, koret opstillet fast fokuseret på Marilyn Mazur, der dirigerede det hele, hvirvlende rundt i sit slagtøj midt på scenen. Ovre til højre rumsterede Art Ensemblet mere frit omkring, også rent bogstaveligt. Når Marilyn Mazur var for travlt optaget til selv at dirigere koret, overlod hun opgaven korets hjælpedirigent.

Koncerten var en oplivende oplevelse, måske fordi disse yderpunkter også rent visuelt var så tydelige. Som en kunstnerisk konfrontation. Det kan vi ikke se, når vi hører cd'en. Vi kan heller ikke se den charmerende og dynamiske Mazur som et samlende midtpunkt. Det vi kan høre, virker sært opsplittet. Usammenhængende, gennemsigtigt. Uden jordforbindelse.

Korsangen er pæn som en påklædningsdukke. Aviaja Lumholt skaber heller ikke jordforbindelse, som hun sejler rundt i Arktis. Art Ensemblet virker stift i sit spil.

Koncerten, der efterfulgte studieoptagelsen, var i øvrigt præget af Per Jørgensens inciterende, højspændte vokal og trompet. Der var ikke noget, der sejlede dér.

Måske skulle de have ventet med at gå i studiet til efter koncerten. Nu fremstår cd'en som et sympatisk projekt, der ikke rigtig lykkedes kunstnerisk.

Cross over er ikke et trylleord, der garanterer synergieffekt.

Trio Chroch: Live at Dexter. Christoffer Sten Møller (p, synth, tp, voc), Robert Cole Rizzi (g, elec, perc, voc) og Chano Olskær (dr, perc, voc). AV-ART Records; AACD 1009.

Jazzbassisten Bo Stief citeres for, at

»Trio Chroch spiller musik, der ikke plejer at være for alle - for alle !« På pladen foregik det altså på Dexter i Odense foran et medlevende publikum. Det er jo fint nok.

Fra cd'en overvældes jeg af en eksempelsamling af spredte stileøvelser i at spille guitar som Hasse Poulsen og opløse Should Auld Acquaintance Be Forgot ligesom Hendrix' i sin tid udsyrede Star Spangled Banner i Woodstock, synge som Per Jørgensen og Captain Beefheart, spille trompet som Kasper Tranberg og følsomt impressionist-klaver garneret med improviserede køkken- og badeværelsesagtige lyde. Alt sammen i let krydret synthesizer-sovs.

Alle numrene på cd'en er angiveligt frie improvisationer. Hvis man vil improvisere kollektivt, kræver det linje og konsekvens foruden fælles lydhørhed. Her er der tale om løstflagrende lapper i et usammenhængende kludetæppe.

De har helt sikkert haft det sjovt i Odense både publikum og musikere, og måske vil de charmerende drenge i Trio Chroch en dag folde sig ud på egne vegne, men indtil da er det altså ikke sjovt på cd.

Årgang 75/2000-2001, nr. 05