Kan man tale om musik?

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 06 - side 218-221

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Det er først i det øjeblik, komponister skal tale om musik, at det bliver et problem. De har ikke nogen redskaber til det. Sådan skriver komponisten Casper Brønnum Cordes i sin artikel om musik og betydning.

Et nyt forskningsnetværk er etableret.

Af CASPER BRØNNUM CORDES

N-T-S-M-B. Sig det hurtigt tyve gange, og du kan blive medlem af Netværk for Tværvidenskabelige Studier af Musik og Betydning. Det er et åbent forskningsnetværk under Statens Humanistiske Forskningsråd, som samler godt et hundrede mennesker, der på den ene eller anden måde har en interesse i musik og betydning. Netværket afholdt sit første nationale møde i Odense den 15.-17. november 2001.

Et hurtigt kig ned over den lange liste af oplægsholdere afslører en klar overvægt af folk fra humanistiske fag andre end musikvidenskab. Inden for musikkens 'egne rækker' var der kun et par stykker fra musikvidenskab og en enkelt fra konservatoriet. Ser man på listen over medlemmer, afslører samme overraskende tendens sig. Et overvejende flertal er folk, der har med filosofi, sprog, kommunikation eller pædagogik at gøre. Kun et fåtal kommer fra musikvidenskab. For de få, som kommer fra konservatorierne er tendensen, at de har med musikpædagogik at gøre. Så vidt jeg kan se er der ingen komponister. I virkeligheden er det måske ikke så mærkeligt.

Min deltagelse i mødet begrænsede sig til lørdag den 17. november, hvor en række medlemmer skulle præsentere deres igangværende forskning. I modsætning til fredagens program, var der således ikke tale om færdige, afrundede foredrag, men måske var det så meget desto mere spændende. Vi fik mulighed for at kigge ind i et værksted, hvor forskellige ikke færdigt gennemtænkte ideer blev lagt frem, forskellige temaer blot anslået, forskellige hypoteser forsigtigt fremsat. Der var en absolut åben og positiv stemning. Hjælpsomhed.

En temmelig rød tråd

På trods af at indlæggene kom fra folk med ret forskellige baggrunde, gik der en temmelig rød tråd gennem en del af dem: Blending theory. Som det blev fremlagt, udspringer teorien af et ønske om at kunne forstå, hvordan betydning opstår. De teorier, der indtil videre har beskæftiget sig med kognition, (dvs. den psykiske proces, der omfatter perception, læring, tænkning, erkendelse) har taget udgangspunkt i betydning som allerede eksisterende. Hvor de ikke har kunne give et svar på, hvordan betydning opstår, forsøger teorien om konceptuel integrering, blending theory, at forklare både hvordan betydning er opstået i menneskehedens historie (i forbindelse med noget så spektakulært som et formodet great leap forward), men også, hvordan vi hele tiden producerer betydning i vores daglige liv. Den skulle på den måde tilbyde en mere dynamisk, processuel måde at anskue betydning.

I al sin enkelhed postulerer blendingteorien, at betydning eksisterer i nogle såkaldte mentale rum, mental spaces, som kan beskrives som 'pakker' af betydning. Et mentalt rum kan være en gruppe af oplevelser af fx 'varme' eller et begreb, fx affektion. For at ny betydning kan opstå, er det en forudsætning, at forskellige mentale rum taler sammen, en proces, der kaldes mapping. Af disse mappings kan en ny såkaldt stabil struktur manifestere sig og give sig til kende i form af fx en metafor. Hvis man ud fra blending teorien således skal forklare, hvordan den sproglige metafor 'en varm person' er opstået, vil man kigge på barnets tidlige oplevelse af på den ene side fysisk varme, på den anden affektion fra en voksen.

Finn Holst fra Danmarks Pædagogiske Universitet beskæftiger sig med melodisk betydning og har undersøgt børns melodiske forventning med udgangspunkt i en teori af E. Narmour. Teorien, som er empirisk underbygget på tværs af stilarter og kulturelle forudsætninger, giver nogle enkle grundregler for, hvad vi forventer, når vi lytter til en melodi. To toner, der følger hinanden i en opadgående trinvis bevægelse, vil vi fx alle sammen forvente, fortsætter opad. En række af toner, som hele tiden opfylder forventningerne, vil ikke opbygge en melodisk spænding (og vil følgelig måske i virkeligheden ikke være en melodi?), hvorimod bruddet med det forventede i en tonefølge vil skabe en melodisk identitet.

Holst tog Bachs c-moll-fuga bd. 1 som et sådant eksempel. Idet han gjorde brug af blendingteorien, viste han, hvordan to mentale rum af melodiske figurer blander. Ét rum af melodiske bevægelser, som fremkalder én slags forventning blander med et andet med en anden forventningsmodalitet. Noget nyt betydende, en melodi med en helt egen identitet, dannes, på en måde, som man nærmest må kalde 'melodisk modulation'.

Katherine O'Doherty Jensen kommer fra en anden boldgade. Hendes virke ligger på Landbohøjskolen i København, hvor hun har med madvaner at gøre. I indsamlingen af data vedrørende danskernes madvaner har hun oplevet, at vi er meget dårlige til at sætte ord på vores forestillinger om mad. Og da mange undersøgelser vedrørende mad er baseret på et sprogligt udsagn fra de adspurgte, er det et stort problem. Blendingteorien var en mulig løsning på det, men O'Doherty havde dog visse forbehold. Hovedanken var, at blendingteorien i sit udgangspunkt udelukkende beskæftiger sig med de praksisser som eksisterer via tænkning og tale. Et andet forbehold gik på, at blendingteorien ikke beskæftiger sig med følelser.

Det O'Doherty savner, er en metode til at beskrive de ikke-konceptuelle kommunikationsformer, og hun introducerer derfor begrebet gradient blend. I modsætning til den konceptuelle betydning, hvor en konceptuel struktur bliver mapped på en konceptuel struktur, er et gradient blend 'én, hvor en gradueret skala bliver mapped på en anden', for eksempel graden af en begivenhed, og graden af madens status. Vi spiser fx fed og dyr mad til jul. Julen, som er en af de højeste grader af højtid, parres med and, som er blandt de fødeemner, som har højest status, og vi får juleand.

I denne situation er der tale om blends, som har konceptuelle strukturer som inputs, men hvor det ikke er den konceptuelle struktur som sådan, er bliver mapped mellem de forskellige input.

For at forstå de situationer, hvor mentale rum af ikke-konceptuel betydning blander, som det er tilfældet for musik, giver det ifølge O'Doherty Jensen mening at tale om forskelle i intensitetsniveauer. Hun mente, at det ville være frugtbart at skele til resultater fra udviklingspsykologien. Hun nævnte en undersøgelse af samspillet mellem mor og barn, foretaget af Daniel Stern. Denne undersøgelse viste, at når barnet udtrykker følelse i én sansemodus, ved fx at udstøde et "a-aa", blev udtrykket modsvaret med en kropslig gestus af moren med nøjagtig samme intensitet og varighed, men netop i en anden sansemodus. Denne situation, hvor det er intensiteten i en gestus, der bliver modsvaret af en tilsvarende intensitet i en gestus af en anden orden, foreslår O'Doherty Jensen kan beskrives som en mapping fra en sansemodus til en anden.

Jesper Sørensen, som er fra religionshistorie, beskæftiger sig med ritualer. Han beskrev, hvordan man i løbet af de sidste 30 års forskning i ritualer er kommet frem til at betragte ritualer som æstetiske frem for kommunikative manifestationer. Et nyt felt, perfomance studies, er opstået ud af et samarbejde mellem dramaturger og antropologer. Selvom Jesper Sørensen ikke specifikt beskæftiger sig med musik, havde han nogle interessante bud på tilgange til at beskrive sammenhængen mellem musik og ritual.

En vigtig pointe for ham var, at musik ikke er kommunikation. Musik kan ikke beskrives som overbringelse af information. Ritualstudierne har allerede lavet brøleren, sagde han, at tro at ritualer var en form for symbolsk kommunikation. Der skal andre beskrivelsesapparater til for at forstå dem, for som han sagde: "De, som deltager i ritualerne, aner ikke hvad de gør".

Denne meget intense lørdag i november efterlod mig med nogle spørgsmål. I første omgang til mig selv: Kan du bruge det her til noget? Og: Hvor placerer dine forestillinger om musik sig i forhold til det, du har hørt? Har de flyttet sig? Og efter navlebeskuelsen: Kan den ny musik bruge sådan noget som et netværk for tværvidenskabelige studier af musik og betydning?

Et sprog

For at tage det sidste først. NTSMB er blevet til i et samarbejde mellem folk fra den akademiske verden, og det er derfor primært akademikere, som har fået forbindelse til det; men der er intet i netværket, som forhindrer folk fra andre områder i at deltage. Tværtimod mærker jeg en stor åbenhed fra de organiserende kræfter over for folk fra alle områder, herunder musikere og komponister. Når der er forholdsvis få konservatoriefolk, som har tilmeldt sig netværket, og at disse hovedsageligt har med musikpædagogik at gøre, og når der på musikerfronten tilsyneladende er en overvægt fra jazzmiljøet, kan det måske forklares med manglende reklame for netværket, men jeg tror ikke, det er forklaring nok.

Jeg tror bestemt, at komponister interesserer sig for, hvad musik er og hvad musik betyder. Det er ikke, fordi der ikke er en nysgerrighed eller interesse hos komponisterne, at de udebliver fra et diskussionsforum som NTSMB, jeg tror snarere, det har noget at gøre med formen. Det er det akademiske islæt, som afskrækker. Det går allerede galt i navnet: Netværk for Tværvidenskabelige Studier af Musik og Betydning. At skrive musik, at komponere, at 'tonsætte' er vel ikke det samme som at studere videnskabeligt? Og skulle komponisten nå om på den anden side af navnet venter flere uhyrligheder. "Musikkens ontogenese" hvad vil du mig? For akademikeren er 'ontogenese' et begreb, som dækker over noget veldefineret, og som kan udgøre et redskab til at tænke. For komponisten er 'ontogenese' i bedste fald ordflom. Han kender efter al sandsynlighed ikke det sprog, den kode, man benytter sig af i den akademiske verden, og som udspringer af en akademisk tradition, hvor et begreb har en historie af veldefinerede betydninger.

Jeg kender som komponist ikke særlig godt den akademiske kode, og det kan jeg selvfølgelig være ligeglad med i det omfang den tjener til at imponere andre med min belæsthed; denne spillen med hjernemusklerne findes i den akademiske verden og er selvfølgelig lige så gennemskuelig som musikerens overdrevne virtuoseri. I det omfang koden udgør et sæt af klart definerede begreber, er det et redskab til at formulere tanker i sprog. Det er her, det kommer til sin ret, og det er også her jeg må se mig henvist til en plads på sidelinien. Og det er også udmærket for så vidt mine overvejelser omkring musik skal komme til udtryk i musik og ikke i sprog.

Det er først i det øjeblik, jeg skal tale om musik, at det bliver et problem. Jeg har ikke nogen redskaber til det.

For det sprog, en komponist lærer til at tale om musik, er for det første utidssvarende, og for det andet har det aldrig været egnet til andet end at beskrive visse fænomener på overfladen. Det gamle analysesprog, som stadig er pensum på konservatorierne, ja, selv de musikvidenskabelige institutter, og som består af gloser som 'vekseldominant' og 'gennemgangsnode' giver os selvsagt ikke adgang til at reflektere over musikken og dens betydning. Det deler visse karakteristika med det akademiske sprog derved, at det er en del af en tradition, hvor hvert udtryk dækker over noget veldefineret. Det er en kode, som kan være vanskelig ja umulig at bryde for udenforstående.

Problemet er bare, at dette sprog kun definerer forhold, der gælder for en bestemt stilart i en bestemt historisk kontekst. Det ville ikke give mening fx at tale om en 'eksposition' i et stykke samtidsmusik uden samtidig ufrivilligt at få en masse idées reçues, nedarvede forestillinger, med; hvis 'ekspositionen' er et formled, hvor noget stof præsenteres, som senere udvikles, er dette et udtryk for den forestilling, at musikken 'lærer sig' til lytteren, mens han/hun lytter. Det er også for mig at se et udtryk for, at musikken kan og skal have en opdragende funktion. Tænker komponister sådan i dag? Nej, vel?

Og dog. For hvordan skal de ellers tænke? I hvilke termer skal de ellers udvikle deres forestillinger?

Det er karakteristisk for samtaler mellem komponister, hvor frugtbare de end er, sådan som de fx udfolder sig på seminarer på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, at de ofte strander på sproglige problemer. Vi er fantastisk gode til at tale om teknik. Alt, hvad der kan gøres op i tal og formler og skemaer, kan vi sagtens tale om. Dette 'hvordan' klinger dog hurtigt ud, og spørgsmålet om det væsentlige, det bagvedliggende trænger sig på. At 'hvorfor' er så utrolig meget sværere at komme i flæsket på, kan selvfølgelig umiddelbart forklares med, at det er et meget sværere spørgsmål. Men det er ikke forklaring nok. Vi har ikke en fælles referenceramme at tale ud fra. Det ville være smukt, hvis diskussionerne kunne udfolde sig i dagligsproget.

Men dagligsproget er sjældent tilstrækkeligt, i første omgang fordi komponisternes overvejelser som oftest har at gøre med spørgsmål, som ligger uden for dagliglivet. Selv hvis dette skulle være tilfældet, ville dagligsproget for mig at se være problematisk, fordi det i endnu højere grad end det gamle analysesprog - om muligt - er overlæsset med idées reçues. Det, der sker i disse samtaler, og andre tilsvarende, er, at den ene har læst noget psykoanalyse, den anden noget fænomenologi og det kan vi andre sidde og nikke anerkendende til, mens diskussionen stille og roligt strander.

Og hvad skal vi så gøre ved det? Man kan starte med at spørge sig selv, om en sådan diskussion overhovedet er nødvendig. Jeg synes, den er vital. Musikken er måske den kunstform, der er mindst konceptuel, som ligger fjernest fra sproget. Alligevel har vi brug for sproget i samme grad som de andre kunstformer til at kunne definere og forklare, hvad musikken vil, i dag. Jeg har brug for sproget til at kunne forstå, hvor jeg selv står i forhold til musikken og min samtid.

For lige nu og her at nærme os dette 'hvorfor', vi har det så svært med, kan vi deltage i sådan noget som NTSMB.

Det er med stor relevans for min diskussion, at Anker Fjeld i Dansk Komponist Forenings medlemsblad opfordrer til oprettelsen af en internetgruppe, hvor netop dette 'hvorfor' diskuteres, i første omgang med udgangspunkt i psykoanalysen.

Jeg skal også nævne Autograf, som er et tidsskrift med en klar intention om at nærme sig de sværere spørgsmål. Og det er jo hele tre ting. Det er bare ikke godt nok.

En åbning

Jeg skal ikke påstå, at der findes noget endeligt svar på, hvordan det bedst giver mening at tale om 'hvorfor', men umiddelbart er der ikke så meget andet at gøre end at hægte sig på den humanistiske tradition. Det er jo ikke, fordi jeg tror, at de svar, som ikke kan besvares, besvares her. Men det, vi har brug for, er et sprog samtidig med en overvejelse over dette sprog, og jeg er ikke i tvivl om, at det bedst gøres i den humanistiske tradition.

I det omfang det overhovedet giver mening at uddanne komponister, er der brug for en basal indføring i filosofi og moderne kultur på komponistuddannelserne. Disse områder er ikke aldeles fraværende på konservatorierne, men man støder kun på dem, hvis en lærer tilfældigvis har en interesse i den retning.

Det kan være, at der er lang vej til en sådan ændring, men der er lys forude. Et initiativ som Autograf peger i retning af en stigende interesse for filosofi, æstetik m.v. i de yngre generationer af komponister. Et andet sted, hvor der sker et skred er på Musikvidenskabeligt Institut i København. Her vælger en stor del af de studerende ikke at gennemføre den musikvidenskabelige overbygningsuddannelse. I stedet vælger de at færdiggøre den på Moderne Kultur. Dette viser, at der blandt de studerende er en stor interesse for teoretiske problemstillinger som de ikke kan få tilfredsstillet inden for de etablerede musikuddannelser.

Man kunne håbe på, at disse tendenser udvikler sig i retning af en hårdt tiltrængt åbning mellem den akademiske verden og musikkens verden, også der, hvor disse formelt set hører sammen.

Se også artiklen om Hanne Ørvads musik på de følgende sider, som også angår emnet musik og sprog.

Casper Brønnum Cordes er kompositions-studerende ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og stud. mag. ved Musikvidenskabeligt Institut i København.

Hvem netværker?

NTSMB - Netværk for Tværvidenskabelige Studier af Musik og Betydning - blev officielt etableret den 1. september 2001 på en bevilling fra Statens Humanistiske Forskningsråd og består af godt 110 medlemmer. Projektansvarlig er Cynthia M. Grund, lektor i filosofi på Syddansk Universitet i Odense.

Netværksmedlemmerne omfatter bl.a. filosoffer, komponister og udøvende musikere, musik-, religions- og sprogvidenskabsfolk og psykologer.

Frem til efteråret 2003 vil der i regi af NTSMB blive afholdt en række arrangementer. Det drejer sig om fire nationale seminarer, der bliver afholdt i henholdsvis november 2001, foråret 2002, november 2002 og foråret 2003 på Syddansk Universitet. Samme sted vil netværket afholde to internationale konferencer i henholdsvis 2002 og 2003 med deltagelse af førende udenlandske forskere inden for feltet musik og betydning. Læg hertil mindre symposier, hvor enkelte netværksmedlemmer kan præsentere deres forskning.

I øjeblikket er NTSMB ved at opbygge et websted inden for forskningsområdet (http://www.humaniora.sdu.dk/~ntsmb). Der arbejdes også på at etablere et elektronisk tidsskrift for dansk forskning i musik og betydning.

Anmodninger om yderligere oplysninger og medlemskab kan rettes til Ulrik Schmidt (e-post: ulrikschmidt@hotmail.com) eller Thomas Blomseth Christiansen

(e-post:blomseth@vip.cybercity.dk).

Årgang 76/2001-2002, nr. 06