Tyren Ferdinand

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 06 - side 201-201

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Trofaste læsere af vagthavende på denne platform vil vide, at udsigterne til forandringer i dansk musikliv er blevet fortalt og genfortalt i en grad, så det ligner trivialhistorie. Den teknologiske udvikling har gjort sit til, at mangt og meget hurtigt er forandret, men alle har hidtil fået lov til at spille spillet stort set som tilforn. Måske fordi der i nyere tid er tydelige beviser på, at musikken både kan producere international succes og tilmed ikke så få penge til statskassen. Ting tager tid, men det går øjensynligt ikke hurtigt nok for politikerne, og når de har tændt blinkende advarselslamper, har musiklivets udtalte holdning været "ro på, ro på", som taberholdet altid siger i sportsverdenen, når det er ved at få lammetæv af modstanderne.

Så kom Brian & co. Ikke ro på, slet ikke ro på. Støvet hvirvles op til ikke før sete højder. Nedskæringer med langvarige konsekvenser. Mens andre lynsnart stiller op ved kasse 1 og sikrer økonomien, er det endnu ikke gået op for musikfolket, at tæppet er ved at blive trukket væk under dem. Det har det som ungtyren Ferdinand, der hellere vil dufte til blomster end at gå ind i arenaen og slås. Først da han ved et tilfælde får en sylespids nål op i rumpetten, går han til angreb og vinder. Man må - positivt set - håbe på, at situationen er tilstrækkelig alvorlig til at dansk musiklivs Ferdinander kan producere andet og mere end fællesresolutioner og grædekonementalitet. "Hvad vil I, og hvad kan I" - det er, hvad bevilgende myndigheder kan forstå og bruge til noget. I et eventuelt kommende Kulturråd modelleret efter engelsk, svensk, norsk og irsk forbillede, vil musikken skulle stille op i en endnu hårdere konkurrence med de andre kulturområder.

I den nuværende situation hører man røster om, at Musikrådet ikke har gjort arbejdet godt nok, ikke har sørget for at generere flere midler til området. Den sag kan rådet vist ikke klare alene. Når vi er færdige med at give de politisk ansvarlige berettiget klø for en farlig kurs, kan kanonen drejes: Musikaktører har været for sløve, eller som det undertiden formuleres af udlændinge: Forkælede. Tankevækkende er det, at området, der har mediernes positive bevågenhed, ikke i nævneværdig grad har ført til, at medierne bruges mere aktivt. Alt for sent køres læserbrevsskribenter og andet ambulanceberedskab i stilling. Musikrådet arbejder, som musiklivet har bestemt, at det skal arbejde. Blandt andet på baggrund af et repræsentantskab, som med næsten usvigelig sikkerhed vælger personer fra repræsentantskabets midte til at sidde i de skiftende råd. Er det gennem årene fra disse folk, at den mest innovative tænkning er kommet?

Situationen er mere end alvorlig, men hylekoret bør passende også synge en elegi over det musikliv, der for længe har taget for meget for givet. Det samme musikliv kan nu se embedsværket tage over og reelt sætte de indvalgte aktører under administration. Under Brian kan embedsmændene endelig få lov til at være de toreadorer, de længe har ønsket at være. Det bliver sikkert ikke sjovt, men det bliver måske mere effektivt, og der vil blive stillet nye spørgsmål til armslængdeprincippet. Det er ikke utænkeligt, at et kommende Musikråd vil blive reduceret til ene og alene at skulle administere de såkaldt frie midler, hvilket dags dato svarer til ca. 20 mio. kroner. De øvrige områder kan styres administrativt fra centralt hold.

I en ideologisk brydningstid, som den vi er vidner til, sker der skred i forhold til tidligere fastlagte paradigmer. Nye forvaltningsmetoder er dukket op på det kulturpolitiske område, og det trækker en række forandringer med sig i den offentlige sektor. De gamle organisationsformer stilles gradvist i skyggen, både i teori og i praksis. Hvis musiklivets centrale aktører vil være med til at præge denne udvikling, er det nok på tide at finde nålen frem.

Anders Beyer"

Årgang 76/2001-2002, nr. 06