Eksperimenter med ny musik i Berlin

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 07 - side 264-272

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Spor Festival
  • Annonce

    Man skal høre meget

I marts måned, i det forårslune Berlin, besøgte to musikstuderende musikfestivalen MaerzMusik, der fandt sted for første gang. MaerzMusik er en festival for ny musik, der afløser Musikbiennalen og vil fremover blive afholdt hver år i marts måned. Festivalens program var ambitiøst og vidtspændende. Det bød på alt fra filharmoniske koncerter og kammermusik, til eksperimenterende musikteater, improvisationskoncerter og klangkunst.

I festivalens pogram fandt vi ikke en rød tråd, men efter at have besøgt flere af festivalens koncerter og andre arrangementer, synes der alligevel at være noget, der gang på gang faldt os i øjnene.

Festivalen, der var spredt over hele Berlin, blev nemlig afholdt på de mest fantastiske og opfindsomme steder, hvilket i nogle tilfælde forstærkede det enkelte arrangement og i andre kontrasterede det. Man lod sig ikke irritere over, at man hver dag rejste fra den ene ende af byen til den anden, men så i stedet frem til at opleve de nye visuelle og akustiske rum, festivalen gang på gang præsenterede for os.

Shuttlebus som kunst

Vores første møde med et af festivalens opfindsomme rum var en bus, som skulle køre os til lørdagens store John Cage event si·mul·ta·ne·ous si·lence , der blev afholdt et stykke uden for centrum i det tidligere Østberlin. Bussen, der til forveksling lignede en gul HT-bus med en HT-chauffør, var i dagens anledning lavet om til en rullende klanginstallation. En venlig guide fortalte bussens passagerer om installationen, der var lavet af den belgiske mediekunstner Maria Bondeel.

På bussens vinduer var påklistret små fotoceller/lyssensorer til at opfange byens lys. Fotocellerne var forbundet med tonegeneratorer, der, i stedet for de almindelige buede sinuskurver, lavede rektangulære svingninger, som frembragte støjlyde. Støjens tonehøjde afhang af hvor meget lys, der faldt på sensorerne.

Idéen var god, men realiseringen knap så spændende. På vores tur var det nemlig gråvejr hele vejen, og det var kun, når bussen kørte under jernbanebroer, at man kunne høre en minimal ændring i lyden. Egentlig mindede lyden mest af alt om et eller andet, der var gået i stykker - det kunne for eksempel være bussens ventilationsanlæg. Dertil skal dog siges, at oplevelsen og fornemmelsen af at være til stede i et kunstværk og samtidig blive transporteret fra et sted til et andet, var en vellykket måde at inddrage shuttlebussen i festivalen på. Vi lod derfor lyd være lyd og satte os i stedet tilbage for at nyde turen gennem det tidligere Østberlin.

På turen kom vi forbi East Side Gallery , det 1300 meter lange stykke af Berlin-muren, der er bevaret og udsmykket af 20 navngivne kunstnere med murens fald som tema. Bussen passerede store byggepladser, hvor man nu med kraner og gravkøer vil udfylde fortidens ingenmandsland. Ingenmandslandet mindede os om John Cages værk 4'33'' , der senere blev opført adskillige gange ved målet for vores lille busrejse. Både ingenmandslandet og det skelsættende kunstværk skildrer nemlig et tomrum, som er skabt til iagttagelse og observation.

Vi kom forbi Ostkreuz Bahnhof og bevægede os ind i et industrielt område, hvor bussen standsede ved en lang rød mur og langsomt kørte gennem en port. Inden for de røde mure standsede bussen helt, vi steg ud og begav os forventningsfulde ind i den røde klinkebelagte bygning, for at høre hvorledes nutidens kunstnere vil udfylde tomrummene, John Cage har efterladt sig.

John Cages si·mul·ta·ne·ous si·lence

Dagens 12-timers event blev afholdt i det tidligere DDR's radiocentrum, der siden Tysklands genforening har ligget stille hen. Huset, med de forladte lydstudier og optagesale, åbnede i dagens anledning dørene for si·mul·ta·ne·ous si·lence . Ud over at være vært for dagens event, tematiserede det forladte hus i sig selv også stilheden og den alligevel altid eksisterende lyd, som også var omdrejningspunkterne i dagens koncerter, installationer og performances.

År 2002 er 10-året for John Cages død, året hvor han ville være fyldt 90 år og 50-året for uropførelsen af det skelsættende værk 4'33" . En række velrenommerede kunstnere var ved dagens event på forskellig vis med til at kommentere, fortolke og bygge videre på Cages tanker og idéer. I det gamle radiohus kunne man derfor opleve en række koncerter, performances og installationer, der alle på en eller anden måde beskæftigede sig med det Cageske univers.

Cage selv forsøgte sig for første gang med simultanopførelser i 1952, hvor han lod aktører agere samtidigt, men uafhængigt af hinanden. En sådan simultanopførsel oplevede vi ved dagens opførelse af Time-Length Pieces for tale, klaver, percussion og stryger. Opførelsen af denne 50 år gamle idé virkede, måske forstærket af husets atmosfære, mere som et historisk dokument end som en nyskabende måde at lytte og fornemme tid på. Desuden var 45" für einen Sprecher oversat til et meget hurtigt tysk, og vi missede derfor en stor del af tekstens betydning.

Simultanitet var ikke kun at finde inde i de enkelte koncertsale, men også ved at flere koncerter og installationer fandt sted samtidigt. Den blev derudover tematiseret i et af de større studier, der var inddelt i mindre lytterum, hvor man kunne høre direkte lydtransmissioner fra resten af husets studier og sale.

Hver hele time blev stilheden markeret med en opførelse af 4'33, og i et af radiohusets lyddæmpede rum, kunne man opleve videoinstallationen Stille Landschaft af den tyske lydkunstner Jens Brand, der viste en 360º panorering i Botswanas øde ørkenlandskab. Det eneste man her så, var fotografens ensomme fodspor i sandet, og det eneste man hørte, var vindens susen i mikrofonen. Da man kun kunne se videoen én person ad gangen, ventede man først i en lang kø. Køen fik forventningerne og nysgerrigheden skruet i vejret, og så meget desto mere larmede stilheden i ørerne, da man endelig blev lukket ind i kunstværkets hjerte.

Fontana Mix

I løbet af aftenen fandt hele syv uropførelser under temaet Fontana Mix - composed realizations sted. John Cages Fontana Mix fra 1958 er et grafisk partiturmateriale med en tilhørende opskrift. Partiturets ingredienser er 10 ark med hver seks kurver, 10 transparenter med punkter, et transparent diagram af 20x100 kvadrater og en transparent med en ret linje.

Før værket er klar til servering, skal komponisten placere ét ark med punkter tilfældigt oven på et ark med kurver. Oven på disse ark placeres diagrammet og til sidst placeres den rette linje, således at den forbinder et punkt inden for diagrammet, med et punkt udenfor. De kvadrater, hvor den rette linje går henholdsvis ind og ud af diagrammet, markerer værkets begyndelses- og sluttidspunkt. Skæringspunkterne mellem den rette linje og de seks kurver inden for diagrammet, angiver måleværdierne for seks forskellige selvvalgte parametre, som kan være lydstyrke, tonehøjde, klangfarve eller tempo. Cage lavede selv flere udgaver af Fontana Mix , bl.a. den elektroniske WBAI fra 1960, der indledte aftenens koncert.

De syv nykomponerede realisationer af Fontana Mix fulgte altså den samme opskrift, og det var kun inden for disse strenge rammer, at små tilfældigheder fik lov at råde. Alligevel var det syv meget forskellige værker, vi denne aften fik at høre. Værkerne blev udført af en række velrenommerede kunstnere, som bestemt heller ikke var tilfældigt udvalgte.

Koncertformen var utraditionel og befriende uformel. Fra begyndelsen blev vi som publikum instrueret i, hvor det var bedst at sætte sig under de forskellige værker. Før opførelsen af WBAI blev man eksempelvis opfordret til at tage plads midt i salen, så man kunne få den fulde udnyttelse af de mange højttaleres surround-effekt. Under Matthew Rogalskys realisation for tre laptops blev man opfordret til at bevæge sig rundt i hele salen, så man selv kunne bestemme, hvorfra man ville opleve rummets udmærkede lyd.

Stilheden og den næsten uhørbare musik blev for alvor sat i spil i to realisationer for kammerensembler. Christian Wolfs realisation Variation for kammerensemble og live-elektronik, indeholdt et utal af sagte lyde, der blev hørbare gennem den elektroniske forstærkning. I Jürg Freis realisation Six Instruments, Series , blev øret igen sat på prøve, da instrumenterne nærmest hviskede til os i det store rum.

Publikum var her henvist til at tage plads på salens traditionelle stolerækker. Det kunne godt ærgre os lidt, da vi ville have fået mere ud af at sidde tættere på. Man tog sig selv i at irritere sig over småskramlen og støj i salen, men sendte så aftenens hovedperson John Cage en venlig tanke og lod i stedet de omgivende lyde indgå i værket.

I 12 timer strømmede musikken, støjen, lydene og stilheden uafbrudt ud i radiohusets studier, foyerer og sale, før lyset igen blev slukket, og huset atter overladt til sig selv.

La Monte Young

La Monte Youngs bidrag til festivalen blev afviklet i en nedlagt bank i det mondæne kvarter omkring Unter den Linden . Ved indgangen til Staatsbank Französische Straße , blev vi mødt af et violet neonlys, der førte os videre ind i en forhal. Her blev vi bedt om at tage skoene af, og vi trådte ind i et stort højloftet rum, hvor en sødlig duft af røgelse bredte sig. Salens eneste møblering var et hvidt tæppe på gulvet. Rundt omkring sad eller lå folk og nød duften af røgelse, det bløde tæppe, La Monte Youngs klaverspil, der blev vist på en kæmpe videoskærm, og den blå og violette lysinstallation, som oplyste bankens klassicistiske søjler og hvælvede loft.

Rummet, der engang husede en dynamisk forretningsverden, var nu forsøgt forvandlet til en sfære af meditativ stilstand.

Denne sfære var i programbogen betegnet som en DVD-installation og her givet den liden mundrette titel The Well-Tuned Piano in The Magenta Lights 87 V 10 6:43:00 PM - 87 V 11 1:07:45 AM NYC , der er en optagelse af La Monte Youngs opførelse af The Well-Tuned Piano in The Magenta Lights . På optagelsen ses i baggrunden skygger fra svævende aluminiumsskulpturer, der, sideløbende med musikkens udvikling fra ét musikalsk mønster til et andet, gennemløber langsomme transformationer og skaber et billede af både stilstand og bevægelse. Fremvisningen af en filmet koncert kan nemt blive en tam oplevelse, men med The Well-Tuned Piano in The Magenta Lights lykkedes det at skabe en god oplevelse, der henvendte sig til flere sanser på samme tid.

a sophisticated soirée

a sophisticated soirée - Interaktive Situation mit 64 bio-sensorische vernetzten Besuchern var festivalens indslag til Berlins hippe ungdom og samtidig en præsentation af lounge-kulturen for det mere traditionelle ny musik-publikum. Soiréen foregik i Haus der Berliner Festspieles foyer, hvor man med sorte forhæng havde skabt et mindre og mere intimt rum.

Inden vi kom ind, fik vi i små kabiner påmonteret elektroder og sensorer på overkroppen. Disse kunne måle vores hjerterytme og trådløst sende den videre. Uden på tøjet fik vi en lille boks med to dioder om skulderen. Den ene diode der konstant blinkede blåt, viste ens egen puls. Den anden diode, viste gult, når ens puls var den samme som andres i lokalet og lyste rødt, når pulsen derudover også slog i takt, in phase # , med en anden deltagers.

Da vi kom ind bag de sorte forhæng, blev vi budt velkommen med en rød velkomstdrink med cocktailbær og sugerør, som vi, som en del af iscenesættelsen, kunne nyde i loungens lave lædermøbler. Vi var ikke længere festivalpublikum, men to blandt 64 gæster, som aktivt var en del af loungens stemning og musik. Rummet havde for den ene ende en bar, hvor man kunne købe yderligere forsyninger, og for den anden et band, der denne aften bestod af guitar, kontrabas og trommer.

På væggene hang tre skærme, der i starten viste små skiftende firkanter i diodernes farver og var en illustration af hver deltagers puls. Efterhånden som aftenen skred frem, blev grafikken mere og mere abstrakt, dog stadig med genkendeligt materiale fra illustrationen af deltagernes puls. Soiréens musikalske side bestod af to dele: Livebandet, der spillede uafhængigt af det 'biosensoriske' netværk, og et elektronisk lydbillede, der brugte biosensorerne som grundlæggende materiale.

Bandet indledte med stille baggrundsmusik, som mest af alt mindede os om soundtracket til tv-serien Twinpeaks . Efterhånden suppleredes dette af et digitalt lydbillede, som blev mere og mere dominerende for til sidst at tage helt over. Der var en klar fornemmelse af stigning i både dynamik og tempo, hvilket kulminerede med et reelt techno-beat udledt af gæsternes gennemsnitspuls.

Ud over at lytte og kigge blev vi naturligvis også fanget af at holde øje med, om vores små dioder lyste rødt samtidig med nogle af de andre gæsters. Det lykkedes os dog aldrig helt at finde ud af, hvem vi var i synk med.

Bag soiréen står gruppen 91v.2.1 , der består af både teknikere, programmører, visuelle og auditive designere og musikere. Det var ikke første gang, gruppen iscenesatte en sådan soirée, der er lavet med inspiration fra Neil Stephensons science fiction-roman The Diamond Age . Vi fik senere fortalt, at gæsterne til en af de tidligere soiréer var begyndt at lave armbøjninger for at få musikkens tempo op, men så interaktive blev MaerzMusik-publikummet nu aldrig.

Christian Marclay - Graffiti Composition

Den schweizisk-amerikanske kunstner Christian Marclay stod for et af festivalens tværæstetiske indslag, og for at understrege dette blev denne koncert afholdt i Neue Nationalgaleries foyer. Som stilren modernistisk arkitektur stod Mies van der Rohes smukke bygning i fin kontrast til Marclays postmorderne skildring af 1990ernes Berlin.

Graffiti Composition var en todelt eksperimentel koncert med solisterne Anthony Coleman (klaver) og Shelley Hirsch (vokal) i 1. del, og Ensemble zeitkratzer under ledelse af Butch Morris i 2. del. Fælles for alle improvisationerne var, at der blev sunget, spillet og dirigeret ud fra nodeark udvalgt af Christian Marclay.

Disse nodeark var en del af et Marclay-værk fra 1996. Her havde kunstneren (nok med hjælp fra nogle andre) hængt 5000 tomme nodeark op over hele Berlin, som byens folk frit kunne udsmykke. Der blev løbende taget et utal af fotos af nodearkene, og endeligt udvalgte Marclay i 2002 150 stk. til Graffiti Composition . Det vi hørte, var derfor forskellige kunstneres fortolkninger af Berlin i 1996. Særligt Shelley Hirsch gjorde med sin virtuose og charmerende vokalimprovisation indtryk på os. Hun præsenterede os for en multikulturel by, der både lød af opera, folkesang, boligmangel, jodlen, tale og småsnak, kabaret, en boogie om toiletkultur og meget andet.

Nodearkene bliver i forbindelse med festivalen udstillet i Ursula Blochs musikforretning Gelbe Musik indtil den 24. april.

Maerz Musik er efter vores opfattelse bestemt en festival, som er et besøg værd. Alt var i fineste kvalitet, både med hensyn til koncertsteder og musikere og performere. Berlin er i sig selv en fantastisk levende by, der er nu blevet kulturelt endnu rigere med denne nye festival. Bussen går lige til døren.

Af Kamilla Hjortkjær og Sanne Krogh Hansen

www.maerzmusik.de

Kamilla Hjortkjær og Sanne Krogh Hansen studerer musikvidenskab på Københavns Universitet."