Bøger

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 08 - side 303-305

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Ved Erik H.A. Jakobsen

Orla Vinther: Musikhistorien, bind 3: Renæssance. 81 sider, illustreret.

Kr. 295,00. ISBN 87-7761-467-4. Cd med eksempler til bind 3, kr. 185,00.

FM-CD-442. Musikhistorien, bind 4: Barok. 97 sider, illustreret. Kr. 295,00. ISBN 87-7761-469-0. Cd med eksempler til bind 4, kr. 285,00. FM-CD-443.

Bøger og cd'er udgivet af Folkeskolens Musiklærerforening 2001. Kan bestilles hos Dansk Sang, Gudenåvej 162, 7400 Herning. www.dansksang.dk

I forrige nummer af DMT omtalte jeg de to første bind i bogserien Musikhistorien, skrevet af Orla Vinther og udgivet af Folkeskolens Musiklærerforening. Forfatterens og projektets baggrund er skitseret i nævnte omtale og skal derfor ikke gentages her. Generelt var jeg positiv i min omtale af de to første bind, og det er jeg i og for sig også over for disse to næste bind, om end der er en smule mere flimmer på skærmen denne gang.

Det vil være for let at kritisere bøgerne for at være overfladiske, for intentionen er netop at give alment interesserede unge og voksne et let tilgængeligt overblik over centrale linjer i musikhistorien.

Stilen er personlig og formet af ønsket om at formidle både verbalt, visuelt og auditivt. Som de to første bind er disse to næste gennemillustrerede, hvilket naturligvis begrænser tekstmængden og dermed også mængden af informationer.

Det er selvfølgelig et klogt træk at tage bestik af tidsånden og erkende, at formidling til vore dages unge kræver en tiltrækkende indpakning. Og der er som sagt også nok at kigge på i bøgerne. Men det stiller forfatteren over for en stor opgave, når han skal give et på én gang nogenlunde dækkende og samtidig overskueligt indtryk af to så store epoker som renæssancen og barokken. Det kræver valg og fravalg, og her falder det let være uenig med Orla Vinther.

Således forstår undertegnede ikke den pauvre mængde musik på eksempel-cd'en til renæssance-bogen. Blot 24 minutters musik er det blevet til. Bevares, vi får da lidt Palestrina, Monteverdi, Gabrieli, Gesualdo, Byrd m.fl. - i alt 8 eksempler. Men når man betænker den perlerække af komponister, der virkede i perioden, så virker udvalget tyndt.

Én ting er, at komponister som Lassus, Victoria, Gombert, Tallis og Willaert ikke er repræsenteret på cd'en (og i bogen kun nævnt med fødsels- og dødsår), og at vægten i fremstillingen i det hele taget er lagt på høj-renæssancen. Noget andet er, at de komponister, der er inkluderet, har fået så lidt plads som tilfældet er.

På barok-cd'en gives Bach og Händel broderparten af spilletiden ud fra en tanke om at belyse barokken som sådan ved disse to sværvægtere. 10 ud af 18 eksempler på denne cd er af nævnte duo. Hvorfor kunne man ikke have gjort noget tilsvarende med fx Palestrina og Lassus? At lade Palstrina repræsentere med et enkelt Benedictus fra Missa brevis er mildt sagt ikke dækkende, og da slet ikke set i lyset af dispositionen af barok-cd'en.

Og når nu Vinther vælger at lade Bach og Händel præsentere indbegrebet af barok, er det ærgerligt, at han falder for fristelsen til at lade hele to eksempler fra den populære (men problematiske) Toccata og fuga i d-mol illustrere Bachs kontrapunktiske mesterskab. Hér ville en sats fra Das wohltemperierte Klavier have gjort langt bedre fyldest.

Teksten i barok-bogen skæmmes af flere skønhedspletter, bl.a. underlige (og ofte forkerte) stavemåder på navne. Arkitekten bag den anglikanske kirkes liturgi hed således ikke Thomas Cramer, men Cranmer. Desuden sættes Gesualdos dødsår til hhv. 1612 og 1613.

Men herfra og til at feje bøgerne af bordet med betegnelsen "Sjusket skolebog", som en dagbladsanmelder skrev, er for mig at se at gå for vidt. Det er afgørende at huske bøgernes præmis og målgruppe, og set i lyset af dette vil jeg stadig ikke tøve med at anbefale dem som indføring i musikkens historie.

Dansk Årbog for Musikforskning XXIX 2001. Redaktion: Michael Fjeldsøe, Thomas Holme Hansen og Morten Michelsen. Udgivet af Dansk Selskab for Musikforskning i kommission hos Engstrøm & Sødring Musikforlag 2002. 147 sider. Pris ikke oplyst, men bogen kan formodentlig snart købes via Danmusik i Vognmagergade, København, der overtager lageret efter nyligt afviklede Engstrøm & Sødring A/S. ISBN 87-88328-19-8.

Der er noget behagelig trygt over velkendte fænomener, der kun ændrer sig langsomt og minimalt i vores hektiske verden. Det er lidt den følelse der indfinder sig når seneste inkarnation af Dansk Årbog for Musikforskning materialiserer sig foran én. Bogens struktur følger et velkendt mønster: 4-5 artikler, nekrologer, rapporter, anmeldelser, en bibliografi og generel information.

Peter Hauge skriver om Dowlands Lachrimae, or seven Teares, og indskriver analyser af værker herfra i en ramme af samtidig ideologisk, filosofisk og æstetisk selvforståelse. Udmærket.

Symbolismen som selvstændig kunstretning eksemplificeres oftest ved poesi og malerkunst. Men at der også kan tales om en symbolsk tonekunst plæderer Esben Tange for og analyserer Langgards Sfærernes musik i en sådan kontekst.

Frederik Pio tager fat på Dansk musikvidenskabs integration af Adlers stilkoncept. Det gør han udpræget akademisk - men ikke uinspirerende, dersom man står distancen. Og endelig skriver den norske musikvidenskabskvinde Hallgjerd Aksness om musikoplevelsens kropslige dimension, som kunstmusikken og dennes teoretiske penneførere har gjort meget for at overflødiggøre. At musikoplevelsen dybest set bør forstås i lyset af almentmenneskelige kropslige erfaringer lyder helt selvfølgeligt, specielt ud fra et moderne erkendelsespsykologisk synspunkt.

Et trendy slagord hos mange bevægelses-pædagoger er desuden - meget apropos - "du er din krop", til forskel fra tidligere tiders "du har en krop". Tak til Aksness for dén artikel.

Anmeldelserne og bibliografien giver et godt overblik over det forgangne års udgivelser på området og er derfor en god måde at holde sig i det mindste lidt ajour.

Årbogens nekrologer er denne gang som en krigens tabsliste. Flere af de store navne inden for dansk musikvidenskab er faldet fra i de seneste par år - Dan Fog, Nils Schiørring, Søren Sørensen og Erik Wiedemann - og de får i årbogen ristet en sidste rune. For de gamle, som faldt, er der ny overalt. Nogle af dem kan man møde i nærværende årbog.

Peter Ryom: Kirkemusikleksikon. Christian Ejlers' Forlag 2002. 221 sider, indbundet. Kr. 300,00. ISBN 87-7241-984-9.

For fagfolk er der ingen tvivl om Peter Ryoms format. Hans indsats for Vivaldis værker er velkendt, jf. bl.a. bogen Vivaldis koncerter (anmeldt i DMT nr. 4, 1994/95).

Den seneste bog fra Ryoms hånd, Kirkemusikleksikon, er også bemærkelsesværdig, da det angiveligt er det første værk af sin art - ikke blot på dansk, men på noget sprog. Det er en smuk, indbundet sag, og når man bladrer i bogen, bemærker man den omfattende informationsmængde på de tættrykte sider.

Bogen indledes med en historisk oversigt samt oversigter over de vestlige og de østlige traditioner. Ikke overraskende fylder den katolske kirkemusik meget (Ryom er i øvrigt selv katolik), men selvfølgelig er stoffet vægtet og det er ikke nogen egentlig katolsk håndbog. Titlen er helt dækkende.

Selve leksikondelen rummer et væld af opslag, hvoraf mange er særdeles fyldige. Således strækker 'kantate' sig over 11 sider, inklusive en fortegnelse over alle Bachs kantater.

Der er masser af krydshenvisninger, og det er derfor let at følge et bestemt spor - hvis man da ikke undervejs falder over andet interessant og derefter lader sig distrahere. Dette skete mange gange for undertegnede. Det er ganske enkelt en spændende bog, hvis man interesserer sig for kirkens musik.

Skulle der endelig være problemer med at finde en given oplysning, kan man forsøge sig med registret bagest i bogen, hvor man får hjælp til at finde navne og emner, der gemmer sig i andre artikler. Og endelig finder man ved de fleste artikler fyldige litteraturhenvisninger, hvilket understreger hvor gennemarbejdet udgivelsen er.

Man kan blive ved med at fremhæve værdifulde informationer, fx at de liturgiske tekster bagerst i bogen er trykt på både latin og dansk. Dét er (også) nyttigt at have ved hånden.

Bogen vil naturligvis herefterdags være et standardværk på området.

Claus Røllum-Larsen: Impulser i Københavns koncertrepertoire 1900-1935. Studier i præsentationen af ny især udenlandsk instrumentalmusik. Museum Tusculanums Forlag 2002. 692 sider i to bind, indbundet. Kr. 398,00. ISBN 87-7289-656-6. Udgives som bind 25 i serien Danish Humanist Texts and Studies.

I samme serie som mammut-værket om J.P.E Hartmann og hans kreds udsender Museum Tusculanums Forlag et nyt omfangsrigt værk om Københavns musikliv. I to prægtige bind lægges Københavns koncertrepertoire i perioden 1900-1935 under mikroskopet af Claus Røllum-Larsen, mag.art., ph.d. og seniorforsker i Musikafdelingen ved Det Kongelige Bibliotek.

Røllum-Larsen har med respektindgydende flid arbejdet sig gennem et veritabelt bjerg af koncertprogrammer og ditto fortegnelser med det mål at belyse forskellige aspekter af det københavnske koncertlivs udvikling i perioden 1900-1935. Et særligt fokus er opførelser (eller mere præcist: Programsætninger) af Ny Musik i nævnte periode.

At netop den nævnte periode er valgt skyldes følgende: Kildematerialet er mere sparsomt for tiden før 1902 (hvor pligtaflevering til Det Kongelige Bibliotek blev indført), samtidig med at Københavns kommune etableredes i en ny skikkelse efter store udvidelser i 1901-1902.

I den anden ende afgrænser 1935 naturligt en epoke, da flere betydelige koncertforeninger og koncertrækker ophørte hen mod 1935, samtidig med at radioen for alvor satte sig igennem i koncertlivet.

Samtlige koncertprogrammer med instrumentalmusik, hvorom information er bevaret, registreres og uddifferentieres af Røllum-Larsen i skemaer over opførelseshyppigheder for de enkelte nyere komponister m.m. Det konkrete resultat af dette registreringsarbejde fylder hele andet bind, medens første bind beskriver omstændighederne bag statistikkerne.

Dette giver forfatteren anledning til at berette om udviklinger og forandringer m.h.t. orkestre, koncertsteder, den mekaniske musikreproduktion, musikerstandens ændrede arbejdsvilkår i løbet af perioden m.m.

Samtidig indflettes vignetter af personer, der bidrog til udbredelsen af den nye musik, det være sig danske koryfæer som Frederik Schnedler- Petersen, Launy Grøndahl, Svend Chr. Felumb og Paul von Klenau, såvel som udenlandske, gæstende komponister og musikere som Jean Sibelius, Igor Stravinsky, Arnold Schönberg, Percy Grainger og Paul Hindemith.

Teksten ledsages af mange historiske fotos, der understreger de fascinerende fortællinger om impulserne fra den nye musik til det københavnske musikliv.

Efter 1935 orienterede musiklivet i Danmark sig imidlertid i stigende grad bort fra modernismen, hvilket Michael Fjeldsøe har beskrevet i sin ph.d.-afhandling Den fortrængte modernisme (omtalt i DMT nr. 6, 1999-00). Et værk, der har mange berøringsflader til fælles med og samtidig er et glimrende supplement til Claus Røllum-Larsens arbejde.

Nordisk musikkpedagogisk forskning. Årbok 2001. Redaktion: Frede V. Nielsen og Harald Jørgensen. Norges musikkhögskoles skriftserie, 2001:4. 180 sider, NOK 150,00. Kan købes ved henvendelse til Norsk musikkhögskole, Postboks 5190, Majorstua, N-0302 Oslo. Tlf. +45 23 36 70 00. E-mail: mh@nmh.no

Denne årbog er også en gammel kending, tidligere udgivelser har været omtalt i disse spalter (DMT nr. 8, 1998-99).

Musikpædagogisk forskning er væsentlig og nødvendig - ingen tvivl om det. Men som resultaterne af den fremlægges her er det udpræget inside information. Fagfolk skriver til fagfolk. Fra en netværkskonference afholdt i København om teoribegreber og teoriebrug i (musik)pædagogisk forskning bringes de tre hovedbidrag. Fem artikler bygger på doktorafhandlinger, forsvaret i 2000 eller 2001.

Generelt er der tale om fordybelse på et højt abstraktionsniveau, der vidner om stor faglig kompetence. Man skal dog have både indsigt, interesse, vilje og en ikke ringe akademisk ballast for uddrage den forståelige essens - eller blot den praktiske anvendelighed - af hovedparten af artiklerne i denne årbog. Udstyret kompenserer ikke just for dette forhold: Asketisk indtil det kedelige.

Man kan ikke anklage denne publikation for populistisk leflen. Lidt mere formidling ville være gavnligt, for der står faktisk mange rigtig gode ting i årbogen. De er bare svære at nå ind til.

Der skal herfra lyde et dybtfølt ønske om øget opmærksomhed på formidlingsaspektet. Og er det ikke også dét, pædagogik dybest set handler om?"

Årgang 76/2001-2002, nr. 08