Når din tid her på jord er forbi

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 08 - side 291-292

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Af VAGN LUNDBYE

Per Nørgård er nødvendig. Ikke bare for det sære begreb, som vi kalder åndslivet, men også for en fremtid, som vi næppe ved meget om, men som jeg ikke er tvivl om vil klare sig bedre takket været Pers viden og forunderlige mystik. Den som er væsentlig for alle grænser og en ny inspiration, der er gammel. Lydhørheden over for mystikken og alt det, som naturen skjuler i sine millioner af år gamle folder, er nok det væsentligste, som kan siges om ham.

Den og så hans lydhørhed over for Helle, hans hustru, og hendes tilbageholdte visdom, er med andre ord nødvendig at indse, hvis man vil forstå Per. Takket været den lydhørhed kommer han fra bestandig overraskende steder til en viden om en sammenhæng i universet og naturen, som vi andre kun kan hjælpes hen til, men som vi bliver rigere af. Uden denne opmærksomhed ville meget her på Jorden være fattigere og tyndere. Og meget mere perspektiviøst.

Det forstår man kun, når man forstår det.

Man ingen sorg dig vil

Per Nørgårds kompositioner er fulde af mystik. Han kommer til den inderst i havets brusen på en indisk strand, hvor han står sammen med Helle. Han ser den i en sammenhæng af sankthansorme og stjerner en tyst nat i nærheden af det træ, han kalder Den syvarmede moder. Han rammes af den i en indiansk dans i New Mexico, eller når han sidder og komponerer i sin dybhavsklokke i Hesselbjerg. Og falder i staver over, at et menneske trækker vejret 25.920 gange i døgnet. Et magisk tal, fordi det tager solen samme antal år, altså 25.920 år, at vandre baglæns gennem Dyrekredsen. Hvad bliver til hvalsange fra fjerne mælkeveje, uventede sammenhænge med dinosaurer, stilhed, elskov og døden, alle de forunderlige, vejrfaste verdener, som findes bagerst i hans symfonier.

Så lyder i skyen mit skrig

Hvornår var det, at Per trak mig ind i en skibssætning, som matriarkalske nordboere for flere tusinde år byggede ikke langt fra hans gemmested på Nordlangeland. Nogle gange tror jeg, at det hele drejer sig om et digt. Andre gange mener jeg, at det fandt sted midt i 60erne, kort efter at vi mødtes første gang under en seance på Louisiana.

"Se", sagde han og pegede på en af kampestenene. Jeg fulgte hans blik og så et lysende øje på den østligste af stenene. Det var ikke til at tage fejl af. Det lyste mod mig. Holdt mig fast. Det var rigtigt nok, stenen havde et øje, som gengældte mit blik. "Hvis du træder lidt til siden", hviskede Per. "Eller går hen mod det, forsvinder det."

Jeg trådte et par skridt frem, straks forsvandt øjet. Jeg er et almindeligt menneske, og da jeg var klar over, hvor på stenen, øjet befandt sig, gik jeg helt derhen og undersøgte det sted, hvorfra øjet havde stirret på mig. Der var ingenting at se. Hverken et hul, en revne eller det mindste spil i granitten.

Jeg sukkede og gik tilbage til Per. Øjet så igen på mig. Da hørte jeg det. Hans vejrtrækning. Den lød ikke, som den plejede. Den lød anderledes, næsten som en rytme og havde oveni fået en mørk klang, der lød som en fuga. Samtidig blev jeg opmærksom på en sær susen i krattet om de store sten.

Ingenting var som før. Alt var blevet mystisk, og jeg kan huske, at jeg tænkte på Albert Dam, shamanen i dansk litteratur i det tyvende århundrede, som engang fortalte mig, at hvis mennesket mister sansen for det mystiske, så lever det for alvor fra hånden til munden.

Jeg havde hørt fugalyden før. En majnat på Sundsgården, hvor jeg besøgte grafikeren John Olsen, som i øvrigt beundrer Per Nørgård. Det havde regnet hele dagen, men nu var vejret i aftenskumringen blevet til en tyk grød, og da vi trådte ud i den, hørte vi en sær klingende lyd fra tagrenderne. Det var en dryppen af vand. Det vil sige, det var mere end en dryppen af vand. Det var også ekko af denne dryppen, og ekko af dette ekko, alt sammen en tidløshed uden mennesker, men en symfonisk forfølgelse af noget, jeg næppe vidste, hvad var. Men som jeg genkendte fra den eftermiddag, hvor øjet stirrede på mig, og Pers vejrtrækning fulgte efter en urgammel sammenhæng, som også findes i hans musik.

At jeg dig har elsket usigelig

En sen dag for nogle få år siden vandrede jeg mod en lille papuansk landsby, som hedder Akima, og som findes midt inde på øen Irian Jaya. Da jeg rundede nogle store granitblokke, stod jeg pludselig over for et par indfødte kvinder og en lille dreng. Antagelig var det første gang, at de så et hvidt menneske. De stivnede og blev stående uden at røre sig. Kvinderne havde et hampenet på hovedet og et lille bastskørt om livet. De stod med gravestokke i hånden. Drengen så ned, mens han skrækslagen med den ene hånd knugede den ene kvindes skørt.

Der var tusinder af år imellem os. Alt, hvad de så, passede ikke med det, de vidste. Erkendelsens veje er den modsatte af udviklingen, siger den schweiziske fysiker, Walter Heitler, og mener med disse ord, at man eksempelvis nok kan slutte fra højtudviklede væsener til såkaldte mindre udviklede væsener. Men ikke den anden vej.

De to kvinder havde ikke en kinamands chance for at forstå det, de stod overfor.

Jeg så dem og troede, at jeg forstod, hvad jeg så. Men da skete der noget mærkeligt. Et lys oppe fra den ene store klippeblok fangede mit blik, og da jeg så derop, så jeg et øje, som uafvendeligt stirrede på mig. I samme øjeblik hørte jeg de to kvinder og drengen. Jeg hørte deres vejrtrækning eller forfølgelse af det, som lige havde været, alt det, som de forstod. Denne fuga, denne kontinuitet, som jeg i dag bilder mig ind er nødvendig, hvis vi mennesker stadig skal være natur og mennesker.

Og komme videre.

Vagn Lundbye er forfatter."

Årgang 76/2001-2002, nr. 08