Tro og undren

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 08 - side 300-302

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Nedslag i NUMUS Festivalen 2002

Af MICHAEL FJELDSØE

Numus 2002 - den måske sidste - havde hovedvægten på den danske musik, dels af økonomisk nødvendighed i en situation, hvor kulturlivets midler bliver indefrosset og beskåret, dels af kunstnerisk nødvendighed som en hyldest til de to store danske komponister, Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen, som begge fylder 70 i år. Karl Aage Rasmussen fortalte, som dette blads læsere sikkert allerede ved, på et pressemøde på festivalens andendag, at han ikke kan og ikke vil længere. Det satte naturligvis sit præg på årets Numus, som dog på ingen måde var præget af begravelsesstemning.

Hovednavnene var Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Sammenfatningen af, hvad det drejer sig om, har Karl Aage Rasmussen foretaget i programbogen til Numus, hvor han skærende præcist har bragt det på en formel, som deres udsendte rapportør ikke formår at finde bedre: "Tro og undren".

Hvor Per Nørgård er den troende, undrer Pelle Gudmundsen-Holmgreen sig. Hvor Nørgård søger at udtyde billeder på universets uendelige orden, taler Holmgreen om den subtile irritation over det singulære fænomen, hvor irritation skal forstås værdineutralt som en nervepirring, en pirken til menneskenes og naturens vaneforestillinger. Det kom forbilledligt, velspillet og veloplagt til udtryk i den rundbordssamtale, som Karl Aage Rasmussen lørdag havde sat i scene med de to ældre kolleger. En samtale, der i virkeligheden er et brudstykke af en samtale, der er blevet ført gennem årtier, fastholdt fx i dette tidsskrift i 1982, hvor det også var Karl Aage Rasmussen, der var vigtig bisidder ved bordet.

Det er en samtale af den type, som genoptages blandt gamle par, som var den sidste sætning sagt for et øjeblik siden. Men alligevel var det mit indtryk, at de to komponister forholder sig friere til hinanden og hinandens musik end for 20 år siden, som om alderen har givet dem en større afklarethed i forhold til de positioner, de indtager.

Det komplementære makkerpar, ja, vi har hørt det til ørerne er ved at falde af, men de formår at fylde rollerne ud, at matche hinanden, at være på niveau. Hvis det ikke var tilfældet, ville modstillingen falde sammen som et korthus. Hvis Per Nørgårds større internationale ry faktisk var udtryk for, at han tilhørte en anden vægtklasse, ville der ikke være noget at sige. Men det er der. Det årtier lange, kærlige skænderi om kunstens bjergtagende og forførende elementer - Nørgård som komponisten af det uendelige, hvor ét værk blot er et aspekt af det hele, hvor et uudfoldet element i den 6. Symfoni foldes ud i værket Terrains Vagues fra 2001, som Aarhus Symfoniorkester gav en fornem opførelse ved åbningskoncerten, afleveret med et hørbart lettelsens suk af dirigenten Stefan Asbury. Og i dette værk er der elementer, som igen kan blive til noget nyt, udfoldet og udviklet i nye retninger.

Jeg kan ikke lade være at tænke på samtalen mellem Per Nørgård og Karlheinz Stockhausen i Radiohusets Koncertsal i 1996, hvor det sted, de kunne mødes, var på spørgsmålet om, hvordan man slutter et værk, når teknikken er udviklingstænkning uden ende. Og over for det Holmgreen som skeptikeren, asketen, lytteren, iagttageren, samleren, med et - som han udtrykte det - syrligt forhold til virkeligheden.

Næppe havde havde Karl Aage Rasmussen indledt samtalen med nogle betragtninger om virkeligheden, der trænger sig på, før de to ældre kolleger tog ordet med deres helt forskellige tilgange. På sin vis tager de begge udgangspunkt i naturen, men hvor Per Nørgård som Nørrebrodreng først måtte opdage naturen - i første omgang med Vagn Holmboes Arresø som model, så har Pelle Gudmundsen-Holmgreen levet med den hele tiden. Hvor Per Nørgård bruger naturfænomener som fx bølger der brydes på en indisk strand som udgangspunkt for at søge at finde ind til bølgernes indre system, så er en elefant hos Pelle Gudmundsen-Holmgreen meget håndgribeligt til stede.

Der er naturligvis også ligheder, og der er også aspekter, hvor de i løbet af udviklingen synes at bytte roller eller udtryk. Men i grund og bund er udgangspunktet forskelligt. Hvor Nørgård siger, at han er nødt til at tro på det, før han kan komponere, og understreger, at han til forskel fra samtalen i 1982 ikke blot tror på en sammenhængende ordnende kraft i universet, men at han nu også har beviset - så insisterer Holmgreen på at sammenligne med en kyllingehjerne og nægter at udtale sig om uendeligheden, som under alle omstændigheder ligger uden for hans fatteevne. For ham handler det om at samle på ting, han holder af, og om at skabe poesi ved at flytte dem over i en formverden.

I LINensembles koncert i forlængelse af samtalen, blev de så sat over for hinanden og over for deres fortid. Koncerten havde derfor fået overskriften Dobbeltspejl. Med et tidligt værk af hver og med tre mindre værker af Per Nørgård over for Gudmundsen-Holmgreens Territorialsang. Det er virkelig musik, som Lin formår at spille til perfektion, både med de absurd-alvorlige effekter i Territorialsang, hvor John Ehde har en jernkæde om benet og Erik Kaltoft bjælder om anklen samt om hovedet som pandebånd, betjent med en alvor som en urfugl i parringsdans. Og omvendt i fx koncertens uropførelse, Nørgårds klaverværk Spindelvæver - og andre hemmeligheder på vejen, hvor det myldrende liv i tonevævet fremstår rent og beåndet.

Alter Ego

Lørdag var i det hele taget den store dag på festivalen. Over alt andet må koncerten med italienske Ensemble Alter Ego fremhæves som en lysende begivenhed. De tegnede et portræt af komponisten Salvatore Sciarrino, der var et højst fascinerende bekendtskab. Hans musik befinder sig i randområderne, i overgangszonen mellem tonernes verden og instrumentets formåen. Ikke forstået som musik på randen af forstummen, men som musik i grænselandet til en anden dimension, en anden verden. Her kan man i yderste konsekvens tale om en komponist, der ikke er Tonekunstner - i flere af stykkerne forekommer der simpelthen ikke toner i traditionel forstand hos blæserne.

Når det ikke føles som fravalg skyldes det formodentlig det, komponisten har kaldt sin antropologiske tilgang til instrumenterne. Som en etnolog, der for første gang møder et instrument, udforsker han alle dets klanglige muligheder uden at tage hensyn til, hvordan man i den pågældende kultur plejer at spille på dem. Ved at sætte sig i den udenforståendes rolle aflokker han instrumenterne hele deres spektrum at muligheder, og det uden at ordne dem hierarkisk i et mønster fra den skønne tone til den skærende eller forsvindende støjlyd. Denne afståen fra hierarki betyder, at det faktisk er forkert at tale om, at denne musik foregår i tonens randområder. Derved har jeg jo allerede defineret et centrum. Den foregår bare et andet sted.

For blæserne og strygerne bliver dette andet sted i høj grad rummet mellem tonerne: Lyden af luft, klapper, strygen, ånden, gniden, glissando og overtoner. I soloværkerne Due studi for cello og Let me die before I wake for klarinet opstår tyste forløb på kanten af lyden, men mest markant og måske også mest overbevisende i fløjtesoloen Venere che le Grazie la fioriscono, hvor der bliver pustet og åndet gennem fløjten, efterhånden også klapret, men ikke en eneste gang blæst en tone, selv om der uafladeligt er stor aktivitet. Det er som at se skyggerne af en dans. Det er også fascinerende at opleve denne musik udfoldet i samspillet mellem flere instrumenter, som i Omaggio a Burri for fløjte, basklarinet og violin, der bevæger sig som en tikkende mekanisme af klapre- og ansatslyde.

Den antropologiske udforskning får et markant andet resultat for klaver. Sciarrinos Sonate nr. 3 var koncertens højdepunkt, et vanvittigt og vanvittig virtuost klaverværk, blændende spillet af Oscar Pizzo. Her er tonerne ikke forsøgt undgået, i stedet er alle det 20. århundredes klaverteknikker lagt sammen til en veritabel tour-de-force af toner, clustre, glissandi, alle mulige satstyper i et afsindigt tempo, og selv om han også her hævder at have den uhildede tilgang til instrumentet, bliver der snarere tale om en transcenderende opsamling af hele den moderne klaverhistorie, en ny udgave af Liszts virtuose sammenfatning og overskriden af en epokes udtrykformer. Sammenkoblingen af de to verdener, tasteinstrumenternes og de blæste eller strøgne instrumenters bliver således også kontrastens, som i Lo spazio inverso, der som grundlag har klarinettens uhyre tyste udforskning af anden og tredje flageolet-overtone, udbygget med organisk logik i fløjte, violin og cello, og kontrasteret af pludselige og voldsomme udbrud på celeste.

Lørdagen blev afsluttet af en poetisk session med Palle Mikkelborg og guitaristen Terje Rypdal, og ligesom de andre late night concerts var det en udflugt til den ny musiks grænseland. Fredag var det Peter Laugesens digte akkompagneret af Mindspray og torsdag aften var sammensat af eksperimenterende elektronisk labtop-musik af txture, alias Jakob Weigand Goetz, fascinerende live-techno med Bjørn Svin og grænsesøgende indslag af Jexper Holmen og Morten Skovgaard Danielsen, begyndende - logisk nok - hos Satie, alt i en scenografi af toiletruller og grønttorvet ved lukketid.

Uropførelser og andre øjeblikke

Numus bød traditionen tro på en række uropførelser og en lang række andre værker, som ikke alle kan nævnes. Blandt uropførelserne gjorde Poul Ruders' Offred Suite, sunget af Marianne Rørholm ved åbningskoncerten med symfoniorkestret, stort indtryk. Særlig er den virtuose orkesterbehandling forrygende, Ruders forstår virkelig at spille på hele det moderne orkester som på ét instrument. Suiten er sammensat af Offreds - tjenerindens - arier fra operaen Tjenerindens fortælling kædet sammen med orkestrale afsnit fra operaen, og den fungerer fremragende som en slags orkesterlied-cyklus på denne måde. Paradoksalt fremstod slutningskoncertens sangcyklus af Esa-Pekka Salonen Five images after Sappho, sunget af Nina Pavlovski, mere som et højdramatisk sæt af operaarier end Ruders' mere liedagtige operaudtog.

En række uropførelser var samlet på koncerten i Domkirken, hvor Christian Præstholm ydede en fremragende præstation på orglet. Der var uropførelser af Svend Nielsens Solhvervsnat og Axel Borup-Jørgensens Maiandros for engelskhorn og bratsch samt af Bent Lorentzens Flamma for slagtøj og orgel, hvor der med stor effekt var opstillet pauker og andet slagtøj i den modsatte ende af det store kirkerum. Særlig opmærksomhed fortjener Martin Stig Andersens orgelværk Glober fra 2000, som på meget fin måde udnyttede spektralanalysens muligheder for at arbejde med overtonespektre og gjorde det på en måde, der passede fremragende for instrumentet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at spektralanalysen blandt andet har Messiaens orgelværker som baggrund, som han udformede med sit legendarisk fabelagtige gehør.

Simon Steen-Andersen var også repræsenteret ved denne koncert, men større indtryk gjorde hans stykke Praesens, som Aarhus Sinfonietta opførte ved den festivalens sidste koncert. Det var et overbevisende stykke præget af stor klanglig opfindsomhed. Denne koncert indledtes med en uropførelse af Tage Nielsens Retrospekt, som er skrevet til ensemblet.

Det ukuelige håb

Med Karl Aage Rasmussens meddelelse om, at dette var den sidste Numus med ham som leder, må dette også blive en hyldest til Karl Aage Rasmussen, hvis store fortælling om den ny musik og dens mærkelige omveje, afveje og genveje har været den røde tråd gennem alle årene. Vi har været draget med ind i hans stædige afsøgen af områder, hvor de mærkelige, oversete og perifere skikkelser i musikhistorien viser sig at levere noget helt centralt, eller i hvert fald kan vi se og høre det, når Karl Aage Rasmussen viser os det og skriver det ind i sin fortælling, det store essay om det 20. århundredes musik. Uden fortællingen, uden den aldrig færdige historie var Numus bare en række opførelser - spændende eller uspændende, gyldige eller ligegyldige - men singulære. Numus er mere end det.

Dermed også sagt, at det er værd at videreføre Numus. Men det kræver en ny fortælling. Karl Aage har tegnet butikken, været dens sjæl og dens hovedkraft siden starten i 1978. Derfor kan man heller ikke blot videreføre festivalen i hans ånd. Numus er uundværlig, når den gør sig uundværlig. Men at sætte lighedstegn mellem Karl Aage Rasmussens afsked og lukningen af Numus, er en kortslutning, som Rasmussen ikke selv foretog i pressekonferencens afskedssalut. Han vil blot ikke lægge navn og krop til længere. Men organisationen kan naturligvis føres videre, og i den sammenhæng virkede det uforståeligt, at Musikhuset Aarhus på pressemødet ikke ville give tilsagn om, at de vil samarbejde med en ny ledelse på samme vilkår som Numus har haft hidtil. Musikhuset bør have større ambitioner end blot at være et kultur- og kongrescenter blandt andre.

Og Karl Aage Rasmussen blev da også hyldet på festivalen, hvor han som komponist til afslutningskoncertens sidste værk blev hyldet af et stående publikum. Ikke kun som den fremragende komponist han er, det må ikke glemmes, og det blev heller ikke glemt. Her var afslutningskoncertens Tre venner som hommage-værk måske i mindre grad udtryk for Karl Aages egen personlighed end hans Webs in a stolen Dream, som fik en fremragende opførelse ved Esbjerg Ensembles koncert. Men naturligvis først og fremmest en bevægende hyldest til ham som Numus Festivalens skaber og drivkraft i et kvart århundrede. Og som han tydeligt berørt af situationen bemærkede i et kort afsluttende statement, var han ikke den eneste i salen, der havde været med hele vejen. Men opfordringen gik på at se fremad, han er ikke i vane med at være pessimist, og med os hjem fik vi som billede på situationen den lille ukuelige gallerlandsby, Asterix' og Obelix' hjemby, hvor man sagtens kan kævles indbyrdes indtil budbringeren kommer med det glædelige budskab: Fjenden er i landet."

Årgang 76/2001-2002, nr. 08