CD'er

Af
| DMT Årgang 77 (2002-2003) nr. 04 - side 141-142

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Kunstkritikk

Ved Casper Cordes

Heiner Goebbels: Eislermaterial. Ensemble Modern. Josef Bierbichler. Anmut sparet nicht noch Mühe; Allegro assai - aus: Kleine Sinfonie / Moment musical; Andante - aus: Suite für Septett Nr. 14 / Und ich werde nicht mehr sehen. Vier Wiegenlieder für Arbeiter-mütter; Hörstück I ("Einen Moment, gnädige Frau ..."); Ballade von der haltbaren Graugans; Mutter Beimlein; Vom Sprengen des Gartens; Ballade vom zerrissenen Rock; Horatios Monolog / Bericht vom 1. Mai; Hörstück II ("Ich möchte Ihnen einen Vorschlag machen ..."); Kleine Passacaglia - aus: Fünf Orchesterstücke; Finale - Improvisation - aus: Fünf Orchesterstücke; Über den Selbstmord; Kriegslied "Großvater Stöffel"; "Die Fabriken" - aus: Orchestersuite Nr. 3 / Streichquartett; Und endlich stirbt die Sehnsucht doch. ECM New series 1779

Vi husker Heiner Goebbels' samarbejde med Ensemble Modern i 1996 med den meget roste forestilling Black on White. Nu sker det igen. Goebbels har arrangeret en række af Hanns Eislers sange og instrumentale stykker, herunder hidtil ukendt materiale. Sangene er hovedsageligt til tekster af Bertold Brecht og falder symmetrisk i grupper af tre omkring to Hörstücke. Blandet ind i de tre grupper af sange ligger materiale fra Eislers tidlige og senere instrumentalmusik. I de to Hörstücke bearbejder Goebbels materiale fra nogle interview med Eisler. Det hele er blevet opført som en forestilling rundt omkring i Tyskland og vel også det øvrige Europa. Det her er en koncertoptagelse, og det skal man lige læse to gange, for der bliver virkelig spillet rent og præcist. Og så er det uden dirigent! Eislermaterial. Det er ikke for ingenting, Goebbels har valgt den titel. For når han arbejder kunstnerisk, er det materialet, der interesserer ham. Tag fx hørespillene. Her er det Eislers diskurs, som er materialet, idet han bygger formen op omkring ord og sætninger, som har en konceptuel eller blot grammatisk sammenhæng. Man fornemmer Goebbels' store respekt over for 'materialet', når han meget nænsomt instrumenterer Eislers sange for sinfoniettaformatet. De får en blankpoleret overflade.

Goebbels tager sig større friheder med de instrumentale stykker, som lidt for ofte kammer over i blævrende blæsere og bigbandagtig svulstighed. Det giver lidt sukker på overfladen - nok til at sluge de 'svære' moderne Eislerstykker, som diskret er lagt lidt over halvvejs i forestillingen? Hans fingeraftryk som komponist er meget svagt; det bliver mest til nogle instrumentskrat, for eksempel i form af en basklarinet, der lyder meget som en gås i indledningen til den velmodulerede "Ballade om den holdbare grågås".

Hvor Heiner Goebbels som komponist ikke imponerer, med sin hang til blæverblæs og tonemalede gæs, er det for iscenesætteren Goebbels, vi må hæve armene. Forestillingen iscenesætter en central skikkelse i den nyere tids musikhistorie. Men selvom Goebbels har et idoliserende forhold til Eisler, holdes nostalgien i ave. Med valget af den aldrende skuespiller og uskolede sanger Josef Bierbichler kommer der en oprigtighed over sangene. Hans spage stemme bliver et billede på den menneskelige skrøbelighed, på den humansime, som hele tiden ligger som undertekst i Brechts digte.

Otto Mortensen. Korsange: 7 korsange med tekster af N.F.S. Grundtvig: De levendes land, Hyggelig, rolig, At sige verden ret farvel, Hvad solskin er for det sorte muld, Efteråret, Bjarkemålets efterklang, Folkeligt skal alt nu være. Kærlighedssange: Min skat, Til een, Hun er så skær som den hvide sne, Når jeg hører din stemme. Andre korsange: Sommervise, Billede, Lærken-Hammer Bakker, Natten, Danmark, Nattevandring, Sjov på sejltur. Folkeviser: Dronning Dagmar, Ravnen, Jeg kan se på dine øjne, Det var en lørdag aften. DACD 600.

Efter at have lyttet til Heiner Goebbels' Eislermaterial greb jeg denne cd med Otto Mortensens stykker for kor. Coro Misto synger en snes sange, de fleste strofiske, og fremført på en helt igennem korrekt måde. Tonerne varierer, og ordene skifter, men ellers er der tale om et stort set udifferentieret lydbillede.

Ambitionen er tilsyneladende ikke andet end at række ud til et meget snævert publikum af kor-interesserede. Korsang for korsangere. Havde ambitionen været at sætte et nutidigt lys på en afdød komponist, var sagen en anden. I ørerne havde jeg Heiner Goebbels' fortræffelige eksempel på, at det kan lade sig gøre, og sammenligningen er selvfølgelig ikke rimelig. For selvom Otto Mortensen for en bemærkning har været elev af Hanns Eisler, kan han dog ikke siges at videreføre sin lærers eksempel på dansk jord. Men han har haft et talent for at skrive sange, som er blevet populære. Projektet med at cd-udgive Otto Mortensens korsange som de er, uden indgreb af nogen slags, står imod hårde odds for at opnå en relevans for et bredere publikum.

Ensemble 2000. Ny dansk julemusik. Peter Bruun: Heaven and Earth. Niels Marthinsen: Angels and Insects. John Frandsen: Variations on a Falling Star. Bo Gunge: Sonnez les Matines. Juliana Hodkinson: Water like a Stone. Thomas Agerfeldt Olesen: Die Himmlischen Heerscharen. Classico classcd1003

Ensemble 2000 har gennem en årrække bestilt musik af danske komponister, som de har opført i juletiden i ind- og udland. Der er jo ingenting i verden, der som julen er overplastret med kulturelt arvegods, så det er noget af en udfordring at tage op at ville skrive musik som reflekterer over julen. De seks komponister har forskellige svar på dette. John Frandsen er den, som går mest radikalt i kødet på traditionen, med variationer over den for de fleste kendte Når du ser et stjerneskud. Så er julestemningen sikret.

De øvrige komponister går mere idiosynkratisk til værks, og om det får en forbindelse til julen må være den enkelte lytters vurdering. Jeg synes, det lykkes Bo Gunge at ramme en julestemning med sin rolige, positive musik. Ellers er det en melankolsk stemning, der præger musikken. Peter Bruuns Heaven and Earth er alvorlig musik. Voldsom og nærværende, og med en rituel karakter, som især kommer frem, når han bruger stortromme og dyb rørklokke.

Agerfeldt Olesens himmelske hærskarer bevæger sig i mange lag i et hele tiden mættet lydbillede. Følelsen af foruroligelse dominerer, kun glimtvis afbrudt af nogle søde strygere. Niels Marthinsen og Juliana Hodkinsons stykker er interessant lytning, jul eller ej. Det gælder for det meste af den ny musik, og også for musikken på denne cd, at den vinder ved at blive hørt til koncert. Der går rygter om, at Ensemble 2000 opfører deres julekoncerter igen i år, i Århus og København. Der kan man så få et alternativ til de sædvanlige messer eller den evindelige disney-musik, som plager os i julen.

Eivind Buene: Objects of Desire. Exposé/Intermezzo/Symposium. Deaths and Entrances. Oslo Sinfonietta. Christian Wallumrød, Fender Rhodes Piano. Torben Snekkestad, sopran saxofon. Christian Snekkestad, cond. ALBEDO ALBCD 020.

Disse tre stykker for sinfonietta er skrevet i en meget fragmenteret stil, med elementer af moderne kompositionsmusik og 70er jazzrock. Det er en stil, som inviterer til at lytte snart i den ene, snart den anden retning. Man giver hurtigt op og har så valget mellem at slå fra, eller måske beslutte sig for at lytte på en mere åben måde. Det tredive minutter lange Objects of Desire byder på jazzpianisten Christian Wallumrød som improvisator, på det for halvfjerdserne typiske Fender Rhodes Piano. Et valg, det ikke er svært at stemple som low fi -nostalgi. Der går ikke desto mindre noget andet for sig, idet der opstår en dialog mellem improvisator og ensemble. En dialog, som stikker dybere, for Buene har udviklet ensemble-musikken på baggrund af Wallumrøds improvisationsstil. Resultatet bliver en improvisation til en komposition over en improvisation. Ideen træder dog ikke så tydeligt i karakter på cd, hvor lydene bliver for tæt pakket, og så at sige spænder ben for hinanden.

I en alder af 29 år er Buene ved at slå sit navn fast i et norsk musikliv, som bliver ved med at spytte vedkommende komponister, musikere og ensembler ud.

Helmut Lachenmann: Schwankungen am Rand. Schwankungen am Rand (Musik für Beich und Saiten). Mouvement (-vor der Erstarrung), "... zwei Gefühle ..." (Musik mit Leonardo). Ensemble Modern, Ensemble Modern Orchestra. Peter Eötvös, cond. ECM New Series 1789.

Lachenmann er stort set ukendt i Danmark. Det har han også været i en lang periode i sit hjemland. Men tyskerne er i de senere år begyndt for alvor at få øjnene op for ham. Spørgsmålet er, hvor stor sandsynlighed der er for at han trænger igennem i Danmark. Vi kan jo starte med at købe den her cd. Det er tre værker for større besætning af en længde der samlet udgør over 70 minutters musik. Det ville være forkert at påstå, at det er lettilgængelig musik. Det er den ikke, i hvert fald hvis man lytter for at blive forført af skønne melodier. Lachenmann er en af de mest radikale komponister med hensyn til at udradere elementer af ... ja musik i sin musik. I det omfang han benytter traditionelle instrumenter er det som regel på usædvanlige måder. Den bedste måde, at forstå dette er ved at opleve musikken til koncert. Jeg var i Berlin at høre en opførelse af Lachenmanns Pression for cello, hvor musikeren skal sidde og udforske sit instrument, som var det for første gang. Mange af 'ekspeditionerne' ledte til lydløse gesti, og det ville selvsagt ikke være interessant på cd; men var magisk i koncertsalen. Det er denne grundlæggende nysgerrighed, denne store sanselighed, som gør Lachenmanns musik så nærværende.

Ensemble Modern er i sandhed et vidtfavnende ensemble. Alene i nærværende stak anmeldelser kan vi se, at de spænder fra Goebbels til Lachenmann. Og de gør det lige overbevisende. So ein Ding müssen wir auch haben!"

Årgang 77/2002-2003, nr. 04