Engang betød festival også fest og farver

Af
| DMT Årgang 77 (2002-2003) nr. 04 - side 129-130

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Musikhøst for de tålmodige med velpolstret bagdel. 2. synspunkt

Af Peter Due

Musikhøst ... hva' er det? En festival for ny klassisk musik? ... det lyder da lidt kedeligt! Skal vi ikke hellere gå i biografen eller hygge os derhjemme med noget god mad?

Ja, det er let at finde undskyldninger for ikke at tage til ny musik-koncerter. Hvor mange mennesker kender overhovedet til eksistensen af Musikhøst? Godt nok støder man i Odense på store Musikhøst-plakater i ugerne op til festivalstarten, men gud hvor er de dog kedelige og intetsigende. Hvis man ikke kender til festivalen i forvejen, er der ikke den mindste chance for, at de fanger folks interesse. En stor, skrigende rød plakat med hvid skrift og en primitiv, kantet og aldeles søvndyssende grafik. I en verden, hvor forbrugerne er vænnet til at blive bombarderet af farvestrålende, indbydende reklamer, er det jo nærmest selvmord at præsentere en musikfestival på den måde.

Hvis man som gennemsnits-koncertgænger, på trods af det dårlige førstehåndsindtryk, alligevel tager sig tid til at møde op til åbningskoncerten, bliver man lidt overrasket. Koncertsalen og Det Fynske Musikkonservatiorium myldrer af liv, og man konstaterer, at koncerten bliver dækket af et tv-hold, som før koncerten interviewer udvalgte publikummere (af en eller anden grund samler deres opmærksomhed sig først og fremmest om unge piger under 30). Scenen er pyntet op med blomster, og stemningen er i det hele taget god, og det lover godt for festivalens videre forløb.

Musikhøst 2002 bliver erklæret åben af rektor Bertel Krarup. Han proklamerer sorgløst, at musikfestivalen bestemt ikke er en ghetto for en lille elite af musikkyndige, og at der ikke er grund til at forny Musikhøst og dermed gøre knæfald for coca-cola kulturen, og det kan man på ingen måde sige, at der bliver gjort ved åbningskoncerten. Man tror ikke helt sine egne øjne, da man kigger i programmet og konstaterer, at der er hele to pauser. Nå, det er sikkert tre korte, publikumsvenlige afdelinger, tænker man så. Men der tager man fejl. Første afdeling varer 60 minuter og hele koncerten, med næsten udelukkende strygermusik på programmet, over 3 timer!

Hvis man ud over at være gennemsnits-koncertgænger også er ung og endnu ikke så velpolstret, at man ikke lader sig generere af de lidt hårde sæder, vil man med garanti miste tålmodigheden, og opmærksomheden vil umærkeligt, men usvigelig sikkert, glide væk fra musikken og ned mod venstre håndled, hvor øjnene med tiltagende interesse vil følge sekundviserens ritarderende vandring på urskiven. Stykke efter stykke flimrer forbi afbrudt af stadig fjernere klingende klapsalver, og til sidst høres ingenting. Tankerne kredser nu udelukkende omkring de ømme baller og aftenens øvrige gøremål, som nu er halvanden time forsinket.

Heldigvis var der ikke mange gennemsnits-koncertgængere til denne åbningskoncert! De 2-3 første rækker var ganke vist fyldt op af unge mennesker, men de var alle studerende fra Musikvidenskabeligt Institut i København og var i Odense for at studere; så de skulle jo være der og havde tilmed en faglig interesse. Derudover sad der en lille håndfuld studerende fra konservatoriet, festivalarrangørerne selv, konservatorielærere, komponister og nogle få andre, hovedsageligt gråhårede, tilhørere. Alt i alt en kyndig forsamling, som fyldte ganske pænt i konservatoriets koncertsal, og som næppe lod sig afskrække nævneværdigt af koncertens varighed, selv om de fleste var enige om, at den nok var en smule for lang.

Men hvis man forestiller sig, at der var gjort diverse vellykkede tiltag for at lokke andre, mindre koncertvante, mennesker til - måske gennem en moderne, målrettet pr-strategi, eller ved at invitere unge musikstuderende, ikke kun fra universitet men også fra gymnasier og andre uddannelsessteder - hvilket indtryk ville de så have fået af Musikhøst og af ny musik?

Ja, jeg har jo selv antydet min egen holding. Det evige spørgsmål er, som Bertel Krarup var inde på i sin åbningstale, om man skal "følge med tiden" og modernisere koncertformen, og hvis ja, hvor meget eksperimenteren man så kan tillade sig med hensyn til lyssætning, programsammensætning, og hvad man ellers kan finde på af den slags ting, uden at det skader musikken. Som festivalen skred frem, syntes spørgsmålet at blive delvis besvaret.

Musikhøst 2002 var splittet op i to dele. Den største bestod af koncerterne med værker af de to tyske hovednavne Wolfgang Rihm og Hans Werner Henze, og den anden, som en lille festival i festivalen, blev formet af de tre unge danske komponister Juliana Hodkinson, Carsten Bo Eriksen og Morten Skovgaard Danielsen, som hver havde fået en koncert, de kunne sammensætte efter eget ønske. Gamle traditionelle tyskere over for unge progressive danskere!

I den gamle afdeling var det absolutte højdepunkt den første af de to koncerter med Minguet Kvartetten. De fire tyskere har specialiceret sig i Rihms strygekvartetter og spillede tre den aften (samlet varighed ca. halvanden time). Sjældent er der i Det Fynske Musikkonservatoriums koncertsal blevet spillet med så knistrende intensitet, spilleglæde, koncentration og musikalsk overskud som den aften. Her gik alt op i en højere enhed, og musikken kunne ikke have præsenteret sig bedre og fremstået mere funklende, ren og aktuel. At der udelukkende blev spillet Rihm-kvartetter gav desuden koncerten et enhedspræg, som virkede meget tilfredsstillende.

Koncerten viste tydeligt, at den traditionelle koncertform holder, hvis musikken er god, opførelsen er god og programsammensætningen er gennemtænkt både hvad angår indhold og varighed.

De unge danskere havde nu muligheden for at gøre op med traditionerne og vise nye veje. Mest radikal var Juliana Hodkinson. Hendes koncert var vel næppe en koncert, men snarere en musik-installation. Rum, lyssætning og i høj grad tiden var centrale kompositionselementer i værkerne, hvoraf flere i programnoterne proklamerede en total forkastelse af de traditionelle kulturelle spilleregler. Det er forsøgt mange gange før med større og mindre held, og desværre blev man ikke overbevist om nødvendigheden af denne krydsning af koncert og installation. Tiden blev delt op i blokke af ensformige, stillestående lyde præsenteret neuralt og sterilt med en bevidst modvilje til forestillingen om komponisten som formidler af et personligt, følelsesladet budskab.

Juliana Hodkinsons eget stykke With Hold havde dog en klar forløsning til sidst, men pointen var skåret ud i pap på en påtrængende måde og virkede påklistret. De idealistiske tanker, der lå bag musikken, ændrede ikke ved, at tiden den aften, i stedet for, som det vel var hensigten, at blive oplevet som beriget og bevidstgjort gennem raffineret kunsterisk formning, simpelthen syntes at gå uendelig langsomt. Der var godt nok delvist gjort op med den traditionelle koncertform, men det, der var sat i stedet, var ikke interessant nok.

Carsten Bo Eriksen skilte sig ud på en anden måde. Det var en helt almindelig koncert med Nordlys Ensemblet, men hans tonale og bevidst naivt lyriske stil virkede næsten surrealistisk i denne festivalsammenhæng og var på en mærkelig måde et frisk pust midt i strømmen af højtysk ekspressionisme.

Morten Skovgaard Danielsen legede også lidt med koncertformen. Jazzhus Dexter dannede rammen for hans egen musikalske udsættelse af en række Kurt Cobain-tekster. Der var ingen musikere. En cd-afspiller blev sat til at afspille en studieoptagelse ledsaget af et søvndyssende lysbilledshow. Musikken var interessant, men den præsenterede sig dårligt - man blev ikke grebet af det.

Der blev ikke vist nogen banebrydende nytænkning ved Musikhøst 2002. De bedste koncerter var de traditionelle. Jeg har nævnt Minguet Kvartetten, men også Odense Symfoniorkesters opførelse af Henzes 6. Symfoni var meget medrivende. Det er musik skrevet til koncertsalen, og der gør den sig bedst. Juliana Hodkinsons musik er skabt med et andet mål for øje og må følgelig udfolde sig i tilsvarende andre rammer.

Mere kompliceret er det ikke.

Kan Musikhøst 2002 siges at have udbredt kendskabet til ny musik og styrket dens position blandt andre eksperimenterende kunstformer? Ikke det mindste! Det var en rigtig god festival i traditionel forstand. Vel tilrettelagt med mange gode værker og opførelser, men publikum var de sædvanlige, som altid kommer til den slags koncerter. De fleste 'udefrakommende' gennemsnits-koncertgængere ville næppe finde noget af interesse. Der er bare ikke noget publikum til ny klassisk musik! Står valget mellem en aften med violinsonater af Henze og en tur i biffen, er valget uhyre nemt for de fleste. Fremtiden for ny musik kan virke usikker, men under Musikhøst 2002 blomstrede den til flere af koncerterne - for os der kan lide den slags.

Peter Due blev i 1996 optaget på Det Fynske Musikkonservatorium med violin som hovedfag. I 1998 optaget på komponistlinien. Due studerer nu komposition på fjerde år hos Anders Brødsgaard."

Årgang 77/2002-2003, nr. 04