RrrrrrrrrrrrA!rrrrrrrrrrrrr-AA!rrrrrrrrrrrAaa-aaaAK!

Af
| DMT Årgang 77 (2002-2003) nr. 04 - side 124-127

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Kunstkritikk

Norsk Komponistforening var ansvarlig for Nordiske Musikdage 2002. Festivalen, der i år for første gang fandt sted uden for Norden, havde taget navneforandring til Magma. Den nordiske musikfestival kunne opleves i Berlin fra 23.11-1.12.

Af Casper Brønnum Cordes

En lokal freelanceskribent kunne simpelthen ikke fatte, at man ville lave en festival for nordisk musik i Berlin. Hvad har de dog tænkt på? Man bruger en masse penge og lejer de her store koncertsale, hvor der normalt er stuvende fuldt. Og så kommer der stort set ikke noget lokalt publikum. Og hvis de kommer, må de da gå hjem med en følelse af, at der ikke sker noget af interesse i de nordiske lande, så ringe er standarden.

2002-11-23 Lørdag.

Den meget trættende rejse herned foregik med forsinkelser, og det var i en bus, så det var hårdt. De kompositionsstuderende fra Göteborg skilte sig ud fra mængden ved at være flippet klædt. De norske studerende lod til at have et mere studentikost forhold til hinanden, sådan noget med at gribe hinanden bagfra og: "misbruk mei ei misbruk mei ei" typisk ung-mand-bøsseforskrækket samvær. Ungdommeligt og kådt.

De danske studerende tog sig af at fremstå stod som de kedelige og forsagte. På vej fra det udmærkede, ungdommeligt korrekte Youth Hostel The Circus, med skævt eller på hovedet hængende fotografier af demonstrerende og lige så politisk som ungdommeligt korrekte unge mennesker på værelserne, til Alexanderplatz, var jeg på smudsudkig. Tilfældigt smuds i form af ubebyggede græsgroede flaske- og dåseoversmidte byggepladser. Smuds i form af flaskesamlende gamle mænd. Tilstræbt smuds i form af forladte togvogne med kunstfærdigt hængende tomme øldåser, på en grund interimistisk indhegnet af kunstfærdigt opstillede plastflasker i sådan en orientgenbrugsstationtilstødelses-stil; bor der folk her? Smuds i form af algebegroede badekar på en mosbegroet mur over endnu en tom byggegrund, her med tilsigtet rodebunke af betydningsindplantet affald: Computerskærm med mursten smadret gennem; et Trabantvrag (ossi-nostalgien lever) med et skilt på taget: Street art info; molesterede elektroapparater: Ramponerede printere, knuste computere, flænsede faxemaskiner.

2002-11-24 Søndag.

Hvorfor minder en koncertsal så meget om en operationsstue? Det skarpe lys. Alting har en funktion, er blotlagt, enhver mekanik er lagt til skue; alle de wires, plader i forskellige former. DR Radiosymfoniorkestret i fin form med en veloplagt Thomas Dausgaard i kitlen. Svenskeren Anders Hultqvist: Time and the Bell. Kraftige trommer stile primitivo; og så pludselig lyriske blæsere og så tilbage til jungletrommerne, og så igen blæserne. Forudsigeligheden i det ældgamle videnskabelige forsøg med at sætte strøm til en nerve, og så spjætter benet. Strøm til en anden, og så spjætter armen. Strøm til den ene igen ...

Genhør med Per Nørgårds 6. Symfoni, At the End of the Day. Måske er det tidligt indtrædende festivalsyge: Jeg kan ikke rumme særlig mange takter ad gangen, så må jeg gøre mig fri for et øjeblik, og så på igen: Det vil sig selv så meget hele tiden. Sansemobilisering. Nielsen er af en eller anden grund blevet programsat, men det skader jo ikke at høre hans 5. Symfoni igen. Og så er der jo publikum, ikke. Her fik den ikke for lidt af et Radiosymfoniorkester, som følte sig på hjemmebane. Det er virtuost og festligt. Fokus er blevet lagt dér, men med omkostninger. For her er der dog et lille stykke teater. Den irriterende lilletromme, som insisterer opblæst på sig selv på de mest upassende steder. Og pludselig lyder den, men han spiller jo ikke? Og vi må have øjnene fæstet på denne magiske musiker, som spiller uden at spille. Så kigger han distræt ud til back stage, hvor han ved, hans kollega spiller for ham, og nu ved vi det (selvom vi godt vidste det), og illusionen er brudt.

Arditti String Quartet kan man jo næsten sætte til at spille hvad som helst, og det er lige bjergtagende at opleve. At dette alligevel ikke helt passer, kunne man blive overbevist om i det sidste stykke, finske Kimmo Hakolas String Quartet no. 2. De fire i alle henseender overbevisende musikere gav den lige så meget her, det vil sige alt, og alligevel var de ekspressive fire satser så meget hele tiden, at de annullerede hinanden i deres forskelsløshed.

Bent Sørensens 3. Strygekvartet Angels Music udviklede sig roligt, som om den var én og samme ting. Den gik i ét med Arditti, som har indspillet dén og Sørensens to første strygekvartetter. Nordmanden Sven Lyder Kahrs viste med Ein Hauch um Nichts noget, der i løbet af festivalen skulle vise sig at være unorsk, nemlig mådehold. Nærmest webernsk, dog meget længere varende.

I U-bahn: svovllugt og lydside som i en elektroakustisk komposition. En tilsyneladende uundgåelig mekanisme til sådan en festival er en uheldig skævvridning imellem etableret og endnu ikke helt så etableret musik. Af førstnævnte kategori er det et forbløffende lille antal, som kan siges at være egentlig nye. Det er etablerede værker med en del år på bagen ligesom de komponister, der har skrevet dem.

Contemporánea kunne med deres koncert lørdag aften langt bedre siges at leve op til både deres eget navn og festivalens undertitel. Der blev opført ikke færre end ni stykker, alle fra efter årtusindskiftet. Koncerten var blevet programlagt fra klokken 23. Og med de uundgåelige forsinkelser blev det en meget sen affære for både publikum og musikere. I løbet af den tre timer lange koncert sivede førstnævnte dog lige så langsomt, og til sidst var der stort set kun de opførte komponister tilbage. En ikke utypisk situation for den nye musik, men sørgeligt var det. Stedet var fantastisk: Det tidligere overgangssted mellem Øst- og Vestberlin, Tränenpalast. Opkaldt efter alle de tårer der i løbet af murens 28-årige historie er blevet gydt af familier og elskende, som har måtte sige farvel til hinanden.

Det på dansk plan så mobbede DIEM fik også en kedelig behandling fra organisatorisk hold. Det århusbaserede forum for elektroakustisk musik har en koncert, Cinema for the ear, som turnerer verden rundt, og som nu har fundet vej til Berlin. I det fælles katalog for MAGMA, hvor komponister, ensembler og værker bliver præsenteret med biografier usw., bliver de elektroakustiske koncerter lige nævnt; men der er ingen omtale af komponister, værker osv. Rasmus Lunding: On learning how to kill, Hans Peter Stubbe Teglbjærg: d'après Saxologie, Fuzzy: Ithaka, Birgitte Alsted: zu versuchen, die Fragen, Wayne Siegel: Burning River.

Rasmus Lunding kombinerer noget biografisk (hans fars stemme) med punkmusik. Det biografiske er oppe i tiden, men man kan vist ikke sige det samme om punken. Fra sin oprindelse som protest-musik bliver den i biografmørket til nostalgi, til en stemme i den far/søn-historie, vi inviteres til at spinde med på.

Hos Birgitte Alsted er der døre, der smækker, eller forsigtigt åbner, til store rum og til små. I denne dørenes semiotik er historien åben. Dørene knirker, og knirkenen bliver til intrikate glissader; måske hører jeg strygere? Eller det er spor efter skulle-jeg-måske-gå-ind-eller-skulle-jeg-måske-gå-ud? En formel for tøven, der bliver sat i spil og går i dialog med ... noget andet.

Berliner Philharmonie - Kammermusiksaal. Scharoun Ensemble Berlin skulle med deres navn gå særligt i spænd med salen. H. Scharoun var arkitekten bag det med et pænt ord besynderligt fremtrædende koncerthus. Ensemblet er dannet af medlemmer af Berlinerfilharmonikerne. Ved denne lejlighed kunne man opleve et ensemble, der var meget fleksibelt i størrelse. Fra blæsertrio i finnen Johan Tallgrens korte, men noderige Asteria, til sinfoniettaformat i Hans Abrahamsens Märchenbilder. Værker, der med deres sitrende, nervøse energi havde visse stilistiske fællestræk.

Bent Sørensens andet værk ved MAGMA, Funeral Procession, kræver, at musikerne placerer sig i fire spredte grupper af to, noget Kammermusiksaal var velegnet til. Lige så velegnet viste den sig ved Kaija Saariahos Lichtbogen. Jeg måtte flere gange spørge mig selv, om der nu virkelig var noget processering i gang. Så diskret virkede brugen af live-electronics i denne sal. Placeringen af højttalere, ensemble og publikum gik op i en højere enhed, ligesom Saariahos musik beviste, at det er muligt at forlene musik med både nærvær og dybde uden at falde tilbage i tidligere tiders klicheer.

De to nordmænd, der var præsenteret, Rolf Wallin med Solve et coagula, og Arne Nordheim med Tractatus, var sat for 11-12 musikere, og en mistanke begynder at forme sig: Det ekspressive, det e-rup-ti-ve, er det noget særlig norsk? jaaaAAK! Sagde det, igen og igen. Særligt hos Wallin kom det til at virke postuleret. Og så sker det alligevel, at man må tage sine betragtninger op til revision.

Senere, samme sted, leverede det norske Cikada en hårblæsende koncert, hovedsageligt med norsk musik. Noter til nordmændene Cecilie Ore og Asbjørn Schaathun og finnen Magnus Lindberg: Voldsomt, temperamentsfuldt, meget voldsomt. Har jeg gjort Nordheim og Wallin i deres reduceret filharmoniske iklædning uret? For her er den samme jaaaAK!-figur tilbage. Hos Lindberg, med UR fra 1986, måske snarere JAaaaaaAK! Hos Ore: rrrrrrrrrrrrA!rrrrrrrrrrrrrAA!rrrrrrrrrrrAaa-aaaaAK!

Al den her gestiske temperamentsfuldhed bliver simpelthen bare bedre leveret af Cikada. Måske er de mere vante til musikken, måske bedre dirigeret. Men man kan dog se det på dem. De går hele vejen ud med deres kroppe. Ikke fordi de er i gang med at spille teater. Nej, deres voldsomme ryk og kast med legemsdele er simpelthen resultatet af den energi de lægger i spillet. Nu skal man jo ikke sammenligne, så det gør jeg: Scharoun Ensemble Berlin blev dirigeret af nordmanden Rolf Gupta, som også er kunstnerisk leder på festivalen. Selvom han som nordmand skulle kende musikken bedre, lykkedes det ham ikke at få det tyske ensemble til at levere den samme energi, som muligvis kunne have reddet Wallin og Nordheim.

Med Scharoun fik jeg fornemmelsen af et fuldt symfoniorkester omme bag ved scenen, som kunne sluses ud i passende doser, afhængigt af værkernes besætning. Strygerne gav sig lidt mere, de er jo vant til at være forrest. Blæserne stod svagere som performere. Og så en slagtøjsspiller, der sjuskede med dæmpningen af rørklokkerne. Det er måske detaljer. Men det var afgørende for de to ekspressive stykker. Det skal siges, at Sørensen med sin meget stille musik og Saariaho, symfonisk/organisk, fik gode opførelser af det tyske ensemble.

"Du er da vel ikke sådan en MI'er eller sådan noget forfærdeligt!!?" Kommentar fra dansk deltagende komponist, da jeg forklarede, at jeg skulle skrive om koncerterne.

Onsdag 27. november 2002.

Man kan udvide sit bekendtskab med en komponist i løbet af en sådan festival, og mit med Magnus Lindberg er kølnet væsentligt af siden hans Klarinet Koncert i går aftes. Det var rent show off, havde slet ikke de samme kvaliteter, den samme pågående karakter, som det 16 år ældre $UR fra i søndags. Det var stort og velskrevet, velinstrumenteret, virtuost, men desværre i tilsvarende grad uvedkommende.

Olav Anton Tommesens megaværk med den for et dannet publikum prætentiøse titel Die zweite Schöpfung kunne påhæftes de samme superlativer. Oslo Kringkastningsorkester var udvidet med orgel og diverse tillægsinstrumenter. Berliner Philharmonie - Grosser Saal blev fuldt udnyttet med musikere rundt omkring, i siden, højt oppe, bag orkestret. En særlig vigtig rolle spillede solotrompetisten Håkan Hardenberger, som først spillede off stage, siden 15 meter bag orkestret og sidst helt fremme, hvor man normalt ville vente at se en solist.

En del af show-præget over Lindbergs klarinetkoncert blev besørget i den spinkle, lidt funktionæragtige Kari Kriikkus ufrivilligt komiske fremtoning. Nu kan man jo ikke forvente, at en musiker også er show man. Thommesen får væsentlig mere teater for pengene. I stedet for at bede musikerne om at forstille sig, flytter han simpelthen bare rundt på dem. Trykknapkomposition. De spiller deres musik - det er jo, hvad de har lært - flytter sig, og spiller igen. Der opstår et spil; præcist hvad det handler om er ikke til at sige. Men det kan ikke undgå at sætte noget i gang hos publikum.

En lokal freelanceskribent kunne simpelthen ikke fatte, at man ville lave en festival for nordisk musik i Berlin. Hvad har de dog tænkt på? Man bruger en masse penge og lejer de her store koncertsale, hvor der normalt er stuvende fuldt. Og så kommer der stort set ikke noget lokalt publikum. Og hvis de kommer, må de da gå hjem med en følelse af, at der ikke sker noget af interesse i de nordiske lande, så ringe er standarden.

Efter en uge med den samme slags musik, præsenteret under den samme form, får jeg en kolossal sult efter noget andet. Fredag bød på improvisation og dans. Ingun Bjørnsgaard er en norsk koreograf med en baggrund i klassisk ballet og moderne dans. Hun integrerer elementer af begge genrer, men inddrager også bevægelsesmønstre fra dagliglivet. I Book of Songs giver det sig udslag i et interessant spil, hvor det disciplinerede - de kontrollerede trin - bliver udfordret af livets almindelige genvordigheder. Forestillingen kredser om temaer som tiltrækning/afvisning, selvfortabelse/empati, utroskab/jalousi. Henrik Hellstenius' musik for cello og violin kombineret med Bachs cellosuiter, begge dele opført live på scenen, suppleres af Morten Pettersens elektroniske musik og realtids-processering af instrumentlydene. Musikken har en ret fremtrædende rolle og løber ind i visse problemer. Bachs cellosuiter bliver brugt på forskellige måder. Først som akkompagnement til den mandlige dansers kraftudfoldelse. Når han er færdig med sin potente præstation, og musikken stopper, ligger samtlige dansere og musikere ned på scenen. Jeg kan kun opleve det som en tyk, tyk metafor for sex. Bach som æstetiseret mandlig potens?

Så er der cellisten, som opfører Bach for det interesseret lyttende publikum i form af dansere og violinist. Det bliver en forestilling i forestillingen og udfordrer det passivt betragtende publikums position. Et tema, der i øvrigt bliver berørt, når danserne gentagende gange kigger publikum direkte i øjnene, griner, smiler, eller laver inviterende gestik. Et andet sted opererer forestillingen direkte i Bachs musik, som til dels går i opløsning, bl.a. ved at cellisten bruger buen 'forkert', og musikken får en snerrende karakter.

De tre måder at bruge den musik på er selvfølgelig mulige og kunne være virkningsfulde hver især. Hvis de blev brugt konsekvent. For musikken går ikke rigtigt i opløsning, når det er det, den skal. Der bliver kradset lidt i overfladen. Og figuren falder helt til jorden, når violinen, i stedet for at fuldende nedbrydningen, tilføjer nogle kønne harmo-niseringer. De tre figurer annullerer hinanden, og argumentet for at bruge Bachs musik ender i udtalelser som, at det bare er dejligt.

Senere samme aften var jeg igen på Tränenpalast. Jeg nåede at smugkigge det sidste af en typisk berlinsk forestilling, hvor nogle mænd i dametøj opførte en slags teater. Mit tyske kom virkelig på en prøve, men jeg kunne forstå, at det handlede om bl.a. lort, madlavning, puddelpikke og striptease.

Bagefter var der koncert under titlen Living Rooms med Sidsel Endresen og Christian Wallumrød. Det blev en virkelig fascinerende koncert. Sidsel Endresen bruger sin stemme på en radikalt anderledes måde. Det er ikke til at beskrive, hvad hun gør. Snart lyder det som baglæns tale, snart som hektisk stammen, og snart er det som om udtalen af et ord kræver en overmenneskelig anstrengelse.

Christian Wallumrød spillede på Fender Rhodes, præpareret klaver og andre uidentificerbare tasteinstrumenter. Hans måde at bruge instrumenterne på, svarede til Endresens måde at bruge sit på, idet han vristede lyde ud af dem, som de egentlig ikke var tiltænkt. Begge musikere havde et uprætentiøst, nærmest knugende nærvær på scenen. Koncerten var bygget op som en række improvisationer, der kom vidt omkring i de forskellige modi.

Selvom disse havde en stor spændvidde, fra det næsten-sproglige, nærmest gale, til tæt på 'rigtig' sang med rigtig melodi og nærmest forståelig tekst, nåede jeg dog et vist mathedspunkt lidt over halvvejs. Måske var det den konstante og insisterende kredsen om det niveau, som ligger lige før det sproglige, som i sidste ende virkede trættende. Den havde vundet ved et eller andet sted undervejs at blive kombineret med et eller flere andre niveauer.

Det var i hvert fald det, blandt andet, som gjorde de to musikeres andre optrædener ved festivalen til spændende oplevelser. Christian Wallumrød spillede Fender Rhodes i Eivind Buenes Objects of Desire, onsdag aften. Jeg havde inden koncerten forberedt mig ved at høre stykket på cd (læs cd-anmeldelsen andetsteds i bladet) og måtte konstatere, at 31 minutters mærkelig musik for sinfonietta var lidt meget. Til koncerten var det noget helt andet. Den meget sammensatte musik kom bedre til sin ret i en stor sal, hvor jeg bedre selv kunne vælge, i hvilken retning jeg ville rette opmærksomheden.

Og så var der selve opbygningen af musikken, hvor jeg kunne konstatere, at en stor del af musikken var improviseret. Wallumrød improviserede hele vejen igennem, og der var en slagtøjspiller, en kontrabassist, en guitarist og en saxofonist, der ind imellem trådte ud af orkestret og udgjorde en lille improvisationsgruppe. Jeg kunne bedre opleve løsheden i strukturen, når jeg i en stor del af forløbet så dirigentens arme hænge slapt ned, for blot i passager at løfte sig til en orkesterpassage af overskuelig varighed. Der var en tilfredsstillende balance mellem improvisation og komposition; det frie og det konstruerede gik i dialog på en forløsende måde.

Det var samme aften, Sidsel Endresen opførte Rolf Wallins LautLeben. Som afsluttende nummer i en koncert med elektroakustisk musik, dvs. musik, som udelukkende kommer fra højttalere, var det noget helt andet at opleve den improviserende sangers live-optræden. Det var tydeligvis hendes eget materiale, som havde ligget til grund for performancen, de samme hakke-/klikkelyde, som ved fredagens koncert.

Wallin havde brugt dem til at lave den tilhørende elektroniske lydside. Sammen med lyden af en mands anderledes fattede tale gennem en telefon. Endresens nærvær var også her stort. Nærmest skræmmende. Set i forhold til koncerten med Wallumrød kom Endresens forstyrrede/forstyrrende, næsten-sproglige udtryk til at virke stærkere. Det var en mere kondenseret form, og der kom et spil i gang med den fattede telefontale.

Pjækning fra nordisk præ-eruption: Koncert med Kammerensemble Neue Musik Berlin. På programmet: Cage, Helmut Lachenmann, Bernd Alois Zimmermann og nogle unge. De unge: Blander medier; dias, videoprojektion, dryppende håndklæder over baljer. Salen: Mellemstor og proppet af et blandet alment kunstinteresseret publikum.

Den på mange måder bedste koncert skulle jeg opleve torsdag. Det var igen Tränenpalast, som lagde stemningsfulde lokaler til. Med en attitude som var de popstjerner, indtog de tre musikere i det norske ensemble POING scenen. Rolf-Erik Nystrøm, saxofon, greb en mikrofon og proklamerede, at der nu ville blive spillet ein sehr geiles Musik. Frode Haltli, akkordeon, og Håkon Thelin på kontrabas brød ind og bidrog til, hvad der udviklede sig til en temmeligt useriøs samtale på en blanding af engelsk og dårligt tysk. Og midt i denne stemning af småfjanten gav de sig til at spille røven ud af bukserne.

De spillede Maja Solveig Kjelstrup Ratkjes essential extensions, uden noder, og sådan at eventuelle hair extensions måtte falde af. Jexper Holmens Tension III: Disembarras var pågående og ikke til at ryste af sig. 435271 er Áki Ásgirssons kontonummer og samtidig titlen på et repetitivt, men intenst og medrivende stykke. Også Øyvind Torvunds Giants of Jazz havde kvaliteter.

Det var altsammen vedkommende musik, opført af musikere, der virkede, som om de bare legede med den. Den var dog ofte teknisk krævende. Da aftenens behageligt korte program var færdigt, var publikum ikke mætte. Trioen havde så et par ekstranumre i ærmet, hvoraf det første var noget Kurt Weill. Det vakte stor jubel hos publikum.

Fotos: Simon Steen Andersen (Street Art fotos) og DMT (Brandenburger Tor s. 124).

Magma 2002 i Berlin fra 23.11.-1.12. Flere oplysninger på www.magmafestival.com"

Årgang 77/2002-2003, nr. 04