CD'er

Af
| DMT Årgang 77 (2002-2003) nr. 05 - side 173-175

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Ping Pong Punktum
  • Annonce

    Edition S-annonce

Ved Jexper HolmenSofia Gubaidulina: Seven Words, Ten Preludes, De Profundis. Elsbeth Moser (bayan), Boris Pergamanschikow (violoncello), Münchener Kammerorchester, Christoph Poppen (dirigent). EMC New Series 1775

Valentin Silvestrov: Leggiero, pesante, Anja Lechner, Silke Avenhaus, Rosamunde Quartett, Maacha Deuber, Simon Fordham, Valentin Silvestrov. EMC New Series 1776

Sofia Gubaidulina og Valentin Silvestrov minder på mange måder om hinanden. Meget rammende kan man hæfte den beskrivelse på dem, som Silvestrov bruger om sig selv: Han kalder sig en avantgarde-romantiker. På den ene side benytter musikken sig af mange af de klang-, sats- og instrumentaltekniske kunstgreb, man forbinder med avantgarden; på den anden side er musikken i sit udgangspunkt i bund og grund romantisk med sit meget subjektive udtryk. Det er en stil, der kan være lidt farlig at skrive sig ind i, fordi det tekniske frit-valg-på-alle-hylder-udgangspunkt nemt kan resultere i, at det hele bliver lidt ufokuseret; lidt gråt eller uforpligtende. Men det kan selvfølgelig også føre til en frodig og fantasifuld musik, der bryder grænser ned. Og med den fornødne fokus kan resultatet også blive kraftfuldt og talende.

Sofia Gubaidulina er den af de to, der oftest havner i den sidstnævnte, kunstnerisk frugtbare, af de ovenstående kategorier. Seven Words er et syvsatset værk, der tager udgangspunkt i Jesu syv ord på korset. Ifølge teksten i bookletten er det ikke direkte et tonedigt i gammeldags forstand, men et forsøg på at lade instrumenterne sige det, der ikke kan siges med ord. Det er skrevet for cello, bayan (=en slags harmonika) og strygeorkester. Det er meningen, at celloen skal repræsentere noget højkulturelt, medens bayanen skal repræsentere noget mere jordnært. De to instumenters lyd og gestik blander sig dog smukt med hinanden og ved begge mine gennemlytninger opgav jeg hurtigt at høre dem som repræsentanter for 'høj' og 'lav'.

Som antydet fungerer den sammensatte stil glimrende i dette stykke: Gubaidulina forstår at holde fokus hele vejen igennem ved fx at lade de enkelte satser have en centraltone og ved at lade det i øvrigt ret diskrete strygeorkester varetage én slags materiale medens de energisk dominerende soloinstrumenter laver noget helt andet. Mange slående virkninger opstår, både i soloinstumenternes indbyrdes spil og mellem disse to og orkestret.

Der er små korrespondancer mellem musikken og ordene, der lægger navn til de enkelte satser (eksempelvis dystert stønnende bayan på "Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig?" og en lysende tonal strygerkoral på "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradiset."), men det hele kan sagtens opleves som et absolut-musikalsk sammenhængende dramatisk forløb og blandingen af klart tonale elementer og voldsomt genstikulerende instrumentbehandling bruges til at skabe en klar og kontrastfuld musik.

De to andre værker på Gubaidulina-cd'en er knapt så spændende. De profundis for solo-bayan lægger sig tæt op ad Seven Words dels ved sit religiøse udgangspunkt, dels ved at sidestille tonale koraler med instrumentale støjlyde, men den stramme dramatiske form fra sidstnævnte værk savner man og i mine øren ender stykket med at blive lidt leddeløst. Jeg hader at være ubehagelig og negativ, men de ti præludier for solocello virker på mig mest af alt som en slags etuder i forskellige instrumentalteknikker: Hver sats har en bestemt instumentalteknisk sag som tema: Fx flageoletter eller arco - pizzicato, men tonesproget er gråt og kedeligt.

Bookletten dementerer, at de to soloværker skulle være ment som en slags forstudier til Seven Words. Jeg tvivler ikke på, at det er rigtigt, men på denne cd giver de alligevel mest mening, hvis man hører dem som noget sådant. Især cellostykkerne er det fristende blot at betragte som en slags opregning af råmateriale, der senere kommer til ære og værdighed i et rigtigt værk som Seven Words.

Lige som Gubaidulina spiller Silvestrov bevidst på blandingen af traditionelle og moderne teknikker. Men han er mindre yderliggående og besidder ikke den fantasi og det vovemod, der gør et værk som Seven Words værd at lytte til. Når man læser om hans intentioner og ideer og derefter hører musikken, virker det, som om det romantiske og det avantgardistiske snarere fortynder end forstærker hinanden.

Tag fx den sonate for cello og klaver, der indleder cd'en: Komponisten siger, at klaverets pedal bliver behandlet som et selvstændigt instument. Det er jo en original idé, men den drukner i en pianistisk skrivemåde, der slet ikke yder ideen retfærdighed, og på den anden side bliver musikken heller aldrig rigtig romantisk ekspressiv. Så er Silvestrovs stykker faktisk mere sympatiske, når de, som fx Hymne 2001, der afslutter cd'en, toner rent flag: Stykket er kort og uprætentiøst, klokkerent tonalt og helt traditionelt. Ellers virker Silvestrovs musik som en temmelig grå og ubeslutsom affære.

Arvo Pärt: ORIENT OCCIDENT, Swedish Symphony Orchestra, Swedish Radio Choir, Tõnu Kaljuste. EMC New Series 1795

Efter Silvestrov er det en velsignelse at gå videre til Arvo Pärt. Uanset hvad man mener om Pärts musik, kan man i hvert fald ikke kalde den grå og ubeslutsom. Idémæssigt er den noget af det mest rå og stædigt fokuserede musik, jeg kender. I grunden er den mindst lige så sammensat som Gubaidulinas og Silvestrovs musik, i hvert fald i de 3D stykker, der præsenteres på denne cd. Her er ingen dialektik, hverken af den dramatiske eller af den grå slags; når Pärt lader modsætninger mødes, gives der ikke ved dørene!Wallfarhtslied for mandskor og strygere er skrevet til minde om en afdød ven. Pärt lader de levendes verden være repræsenteret af strygeorkestrets urolige og romantisk klingende sats medens koret repræsenterer det hinsides med en enstemmig messen på én eneste tone, der fastholdes stejlt og uforanderligt.

I Orient Occident for strygere er modsætningen igen det erklærede tema og det endda helt ud i titlen. Fra orienten henter stykket den gennemgående 'orientalsk' udsmykkede melodilinje medens occidenten kommer til udtryk i den vestlige verdens treklange, der hele vejen igennem harmoniserer denne melodilinie. Der er absolut ingen indbyrdes afsmitning mellem disse to verdener. De får lov hele stykket igennem at flyde mellem hinanden som olie og vand.

Pärt har heller ingen berøringsangst med hensyn til klanglig skønhed, hvilket man får rig lejlighed til at høre i cd'ens sidste værk, det store Como cierva sedienta for solosopran, damekor og fuldt orkester. Selv om værket er længere og på overfladen langt mere varieret end cd'ens andre to værker, har det alligevel lige under sin lifligt ornamenterede overflade præcis den samme stædighed: Der dyrkes en romantisk orkesterlyd (helt uhæmmet smukt med klokker, engletrompeter, harpeglissader osv.), samtidig med at musikken melodisk set befinder sig et sted mellem gregoriansk sang og orientalsk kantethed og er domineret af det enstemmige kor. Harmonikken har også noget romantisk over sig rent bortset fra, at der slet ikke moduleres: Alle stykkets fem satser forløber i samme toneart. Det er unægtelig et sært stykke, og jeg har svært ved at beslutte mig for, hvad jeg skal mene om det. Men smukt, det er det!

Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Organ Music, Eva Feldbæk. dacapo 8.224254

Fra Arvo Pärt er der på en måde ikke så langt til Pelle Gudmundsen-Holmgreen - og så er der alligevel er verden til forskel! De er fælles om den ophøjede stejlhed og indædte vedholdenhed og om accepten af stærkt forskelligartede elementer som noget selvfølgeligt, men hvor Pärts musik har en engleblid, ubesmittet og uskyldsren religiøsitet og en attitude af alvor i alvor i alvor som bagvedliggende præmis, er Gudmundsen-Holmgreens musik nok så befriende præget af kølig desillusion og sofistikeret humor uden at give afkald på hverken skønheden eller alvoren.

Denne fremragende cd rummer indspilninger af komponistens samlede værker for orgel, på nær Octopus, der også lige er blevet udgivet på cd for ganske nylig. Eva Feldbæk spiller værkerne kongenialt; kantet og barsk og med en dejlig rå registrering - i temmelig mange af stykkerne får et snerrende kontrafagotagtigt register lov at fylde op i lydbilledet. Som det fremgår af bookletten, er der også tale om et længerevarende og tæt samarbejde mellem komponist og musiker (adskillige af værkerne er skrevet direkte til Feldbæk) - noget der vanskeligt kan overvurderes.

Det er en på én gang helstøbt og varieret oplevelse af lytte til denne cd. Alle værkerne har den karakteristiske Holmgreenske karskhed over sig. Det tidlige Mirror III (skrevet 25-30 år tidligere end cd'ens øvrige værker), er en stram og usentimental konstruktion, der fremstår som en fascinerende jerngrå lydskulptur. Still-Leben fortsætter klangligt, hvor Mirror III slap, men er præget af en mere fleksibel og musikalsk struktur. Det udgør sammen med Countermove I-III og In triplum I-III en trilogi, der har karakter af en gradvis forenklings- og opblødningsproces. Countermove er gennemgående diatonisk og fuld af bizar, ormeagtig melodik og har samtidig en tyk lag-på-lag struktur til fælles med Still-Leben. Den smukke In triplum er ligeledes diatonisk og letter yderligere på lydbilledet ved at være af en helt tynd og spindelvævsagtig karakter.

I Der er så favrt i Jelling at hvile og Arkaisk procession tages et væld af danske sange under behandling: De brydes i stykker, stables oven på hinanden og vrides ud i mærkelige tempi. Og resultatet er faktisk præcis så drømmeagtigt, som komponisten beskriver det. I Spejlkabinet, der afslutter cd'en, får orglets ophøjede klangfacade meget passende lov at krakelere: Instrumentet betjenes af hele fem mennesker på én gang heraf to, der befinder sig inde i orglet og stemmer piberne op og ned.

Det er i sandhed ikke hver dag, man hører glissandi på et orgel, og effekten af dette kirurgiske indgreb er endnu mere drømmeagtig end de iturevne og igen sammensatte danske sange fra de to førnævnte værker: Man får en mærkeligt surrealistisk oplevelse af, at instrumentet er godt i gang med at blive inficeret af en fremmedartet virus. Stærke sager! Både den skæve harmonik, det medfører, når orgelstemmerne pludselig begynder at pitch bend'e et minut inde i stykket, og den sejlende glissandoprægede melodik, er noget, man bestemt ikke forbinder med orgelmusik, og de involverede piber kommer også til at klinge helt anderledes end resten af orglet. Det bryder både orglets normalt så stabile klang og stykkets strenge struktur (det er baseret på temaet fra Bachs Die Kunst der Fuge) på en god måde. Det virker som en meget selvfølglig og tilfredsstillende afslutning: Instrumentet begynder at opløse sig.

DANISH ORGAN CLASSICS FROM THE 20th CENTURY (værker af Niels la Cour, John Frandsen, Ib Nørholm, Axel B. Rechnagel, Sven Erik Werner), Christian Kampmann Larsen. Paula Records PACD 140

Der er endnu en orgel-cd med i denne omgang, omend af en helt andet karakter: Værkerne på denne cd udgør en stærkt heterogen bunke. De falder i to kategorier: I den ene kategori (la Cour, Frandsen og Rechnagel) finder man musik, der er skrevet i et lidt gammeldags tonesprog. Det er musik, der ikke er vanvittig grænsesprængende eller fornyende, men som på den anden side heller ikke giver sig ud for at være det: Værkerne erklærer sig indskrevet i traditionelle former som variationssats, toccata osv. Det er gedigent velskrevet og idiomatisk musik, der for Frandsens og Rechnagels vedkommende sikkert er knyttet til eller præget af deres virke som organister.

Især Rechnagels Concerto for Organ byder på en substantiel musikalsk oplevelse, ikke mindst i den indledende, energiske toccata. Niels la Cours De profundis består af fem stærkt kontrastfulde variationer over Af dybsens nød og er dyster og udtryksmættet musik, der lever op til sin titel. John Frandsens Chorale parts on THE SPIRIT'S WHITE LIGHT IS FLASHING er lettere i sit udtryk og bliver i bookletten direkte omtalt som brugsmusik.

Sven Erik Werners og Ib Nørholms i øvrigt vidt forskellige værker er skrevet i et langt mere modernistisk tonesprog og udgør således den anden kategori. Sven Erik Werners Postludes består af syv stramt formede satser og benytter tonemateriale afledt af Messiaens skalasystem. Man kan godt høre Messiaen i krogene, men Werners værk er mere råt og til-benet-skærende end franskmandens musik.

Ib Nørholms Inquiries - Persuations er cd'ens ældste værk og skrevet af cd'ens ældste komponist. Alligevel er det det mest moderne af de præsenterede værker både hvad angår udformningen, tonesproget og instrumentbehandlingen. Stykket beskriver Jomfru Marias og Josefs opslidende vandring fra dør til dør julenat på en tør og grumt-humoristisk måde. Nørholms vid er her fuldt ud på højde med Holmgreens: Orglet humper og stamper af sted gennem et forløb præget af groteske kontraster, og det hele er så jordnært og uhelligt og bevidst frustrerende, at den triumferende afslutning, der symboliserer Jesusbarnets fødsel, virker så meget desto mere guddommelig og er det stærkeste øjeblik på denne cd!

Som sagt er denne cd en meget blandet landhandel, men det retfærdiggøres af, at den præsenterer én organist: Christian Kampmann Larsen. Under alle omstændigheder er der tale om glimrende indspilninger af, hvad der ifølge cd'ens titel er hovedværker inden for det 20. århundredes danske orgelmusik. Det skal jeg ikke modsige den i.

Frederick Delius: Norwegian Masterworks, Henriette Bonde-Hansen (sang), Aarhus Symphony Orchestra, Aarhus University Choir, Hummerkoret, Aarhus Chamber Choir, Bo Holten (dirigent). Danacord DACOCD 536

Denne cd er en del af en serie med Delius-værker, der har tilknytning til Norden. Tidligere er udgivet Danish Masterpieces.

Mest interessant er The Song of the High Hills, der også er omtalt som et hovedværk i Delius' produktion. Det er et raffineret lyrisk tonedigt - romantisk i sin sparsomme placering af menneskestemmer midt i den frie natur. Five Songs from the Norwegian for sopran og orkester er orkestreret af Bo Holten og er en lille samling forholdsvis almindelige orkesterlieder til norsk poesi. Holtens orkestrering er kompetent arbejde. Den skiller sig ikke ud fra orkesterlyden på resten af denne cd, der jo også først og fremmest er en Delius-udgivelse.

Desuden får man Eventyr, der er et tonedigt i tråd med The Song of the High Hills, samt det lille letvægtsstykke Sleigh Ride.

John Cage: WILL YOU GIVE ME TO TELL YOU, Cikada Duo, Hilde Torgersen (mezzozopran), Sisu. Albedo ALBCD 021

Det er vidunderligt, når man får sine fordomme gjort til skamme. Her gik jeg ellers og sagde, at John Cage ikke var særlig velegnet til almindelig cd-indspilning pga. værkernes åbne og flydende karakter. Og så kommer der her en ren Cage-cd, der er både smuk og bevægende. Den er også både velspillet og velsunget og velgennemtænkt og indfølt fra start til slut.

Mange af John Cages værker er ganske enkelt smuk musik. På denne cd får man sangene A Flower, The Wonderful Widow of Eighteen Springs samt Forever and Sunsmell og derudover instrumentalværkerne Amores og Trio. Det hele fremstår med præcis den åbne og følsomt lyttende attitude, der er indbegrebet af John Cages revolutionære tænkning. Så vidt jeg har hørt, var det en skandaløs koncertmodtagelse af det lavmælte Amores for tre slagtøjsspillere og præpareret klaver, der fik Cage til for alvor at reflektere over, hvor lille indflydelse en komponist i grunden har på publikums oplevelse: Værket var fra Cages side ment som noget blidt og kærtegnende, men publikum var blot flade af grin over det præparerede klavers sære lyde.

Resten af cd'ens værker hører til blandt Cages mere åbne værker, fx Aria for mezzosopran, et værk, der fra kom-ponistens hånd blot består af et flerfarvet diagram med ord og tegn. På denne cd får man den i to udgaver: Den originale for sangstemme alene og som afslutning en udgave for samtlige cd'ens medvirkende, der i øvrigt ikke er sikre på, at Cage ville bryde sig om at Aria blev behandlet sådan. Det er på en måde den størst mulige hyldest til Cages åbenhed at behandle hans musik på den måde.

Ballet åbnes flot med Credo in US for instrumenter og kortbølgeradio. Det fungerer forrygende godt! Værkets facetterede og sammensatte karakter, den energiske og skarpe måde instrumentaldelen fremføres på og den meget musi-kalske(!) anvendelse af den knitrende radiomodtager er en intens oplevelse. Det, der opstår, minder nærmest om en slags partiturmusik med samples. Både denne skæring og indspilningen af Imaginary Landscape no. IV for 24 kor-bølgeradioer minder faktisk ikke så lidt om den intense og livsnære poesi, der præger den nys udgivne cd med musik af Morten Skovgaard Danielsen, Shotgun Diary, hvor der jo også spilles både humoristisk og skræmmende på kontrasten mellem det smukt kontrollerede og det uforstilt rablende.

Cage-cd'ens booklet rummer i øvrigt to underholdende og oplysende artikler af henholdsvis Kenneth Karlsson fra CICADA DUO og Thomas Nilsson fra SISU, hvor man kan læse om deres erfaringer med at indspille og opføre John Cage."

Årgang 77/2002-2003, nr. 05