Dansk Tonekunstner Forening 1903-2003

Af
| DMT Årgang 77 (2002-2003) nr. 05 - side 166-166

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

TAMÁS VETÖ, Bevar nysgerrigheden! Dirigenten Tamás Vetö kom til Danmark i 1957. Han er født i 1935 og uddannet som pianist og dirigent på Franz Liszt-akademiet i Budapest. Vetö var i 1956 flygtet fra Ungarn til Paris, hvor han studerede hos bl.a. Nadia Boulanger og Darius Milhaud. Men året efter kom den 22-årige musiker altså til Danmark, hvor han siden har været en helt central figur i dansk musikliv. Han har dirigeret alle de store symfoniorkestre og mange af de mindre ensembler, er (når tiden tillader det) en engageret dirigent for amatørmusikere og amatørkor, og har ikke mindst dirigeret på Det Kongelige Teater og Den Jyske Opera.

Vetös eminente musikalitet er legendarisk, ligesom hans omsorg, loyalitet og glødende temperament. Og med sin internationale baggrund er han den rette til også at se det danske musikliv lidt udefra.Hvordan så det danske musikliv ud i 1957 med den unge ungarers øjne? I begyndelsen var det mest det jeg oplevede som publikum, når jeg gik til koncert med f.eks. Radiosymfoniorkestret eller til opera på Det Kongelige Teater. Og der må jeg sige, at jeg fik et par små chok ved nogle af de Mozart-forestillinger jeg så. Som ungarer mente jeg nok jeg vidste hvordan Mozart skulle spilles - og sådan lød det altså ikke helt i København! Der var nogle halvgamle sangere, og opsætningerne var også ret diskutable. Så jeg fik mine bange anelser - men også nogle gode indtryk.

For eksempel gjorde man dengang i Danmark en hel del for den nyere musik, og for nogle musikalske retninger som jeg overhovedet ikke havde kendt fra min studietid i Ungarn. Som flygtning i Paris havde jeg selvfølgelig lært fransk musik at kende, men sådan noget som Wienerskolen og dens efterfølgere, det kendte vi ikke noget til. Jo, jeg kan huske at vores lærer i Budapest gennemgik klaverudtoget til Bergs Wozzeck for os - det var en rystende og spændende oplevelse. Men Bergs og Schönbergs musik kunne man ikke opleve i en koncertsal i Ungarn. Og det var sandelig ikke på konservatoriet at vi studerede Wozzeck, det var hjemme hos vores lærer, i hemmelighed, for det hørte bestemt ikke til det officielle program!

Det der slog mig, da jeg kom til Danmark, var at musiklivet egentlig delt meget op i særskilte miljøer. Der var en lille gruppe der arbejdede med ny musik, så var der Danmarks Radio hvor der foregik nogle ting, og så var der Det Kongelige Teater, hvor kapellet havde nogle fine koncerter med eminente gæstedirigenter og ellers spillede et ret lille og meget lidt omfattende opera-repertoire. Og de mest spændende ting foregik faktisk sådan off, uden for de store institutioner, f.eks. i DUT, Det Unge Tonekunstnerselskab.

DUT havde en koncertserie, Musik blandt malerier, på Statens Museum for Kunst, og det var bl.a. på den måde jeg kom ind i dansk musikliv. Jolanda Rodio, den pragtfulde schweizisk fødte sangerinde, hun skulle opføre lieder af Schönberg, Berg og Webern. Hun lagde simpelthen noderne på klaveret og sagde til mig:"Spil!" Hvordan var det at komme ind i dansk musikliv som udlænding?Jeg følte mig vældig godt modtaget i Danmark. Jeg har altid følt at man respekterede det som vi var opdraget til - nemlig at vi var nogle slidere. Vi arbejdede hårdt. Og jeg har aldrig mærket nogen jalousi fra dansk side, overhovedet ikke. Nej, det var først da jeg kom tilbage til Ungarn på besøg, efter at jeg var blevet dansk statsborger. Vi har det vel alle sammen sådan at vi vil gerne vise, der hvor vi kommer fra, hvad vi er blevet til. Og da fik jeg altså jalousien at mærke fra mine ungarske kolleger, fordi jeg havde haft sådan en kæmpe "chance" i udlandet. Men de ved ikke hvad det vil sige, hvilken "chance" det er at være mutters alene i et helt fremmed land, uden baggrund og forbindelser, uden familie og venner, og uden hele det miljø som er der hvor man er vokset op. Uden andre end sig selv!

Men jeg begyndte som repetitør ved Operaakademiet, og det var faktisk også på den måde at jeg lærte dansk. Dengang sang man jo på Det Kongelige Teater alle operaerne på dansk, og jeg lærte simpelthen sproget gennem operateksterne. Og så hjalp det selvfølgelig også da jeg mødte min første hustru, som var studerende på Operaakademiet. Det hjalp også på sproget.Hvis du ser på forskellene fra 1957 til i dag - hvordan har dansk musikliv ændret sig i de mellemliggende 45 år?Det har ændret sig enormt, for selvfølgelig er det heldigvis stadigvæk meget forskellige personligheder der tegner dansk musikliv,men de store modsætninger mellem hvem der er "avantgarde" og hvem der ikke er - selvfølgelig er de ikke udviskede,men det er ikke dem der er det væsentligste. Der var store modsætninger dengang. Og der var store, stærke personligheder der var samlingspunkter, fyrtårne. Knudåge Riisager, Vagn Holmboe. Selvfølgelig er der stadig store personligheder som Per Nørgård, men det er på en anden måde. Modsætningerne er ikke så store.

Og så kom der altså en periode, hvor jeg godt kunne savne de store personligheder. Der er den store demokratiske tankegang som vi har i Danmark, og som selvfølgelig er meget tiltrækkende. Virkelig. Men der kom en periode hvor vi alle sammen skulle være lige gode, hvor ingen måtte være bedre end andre. Og sådan er det jo ikke, heldigvis! Og dem hvis stjerne står højest, de har altså en kaliber så de ikke behøver hævde sig. Det kan man bare høre. Og vi har alle sammen brug for nogle idealer, noget at stræbe efter, nogen at se op til.

Den der demokratiseringsbølge i 60'erne og 70'erne, det var altså for meget. Det måtte ikke hedde første-solospiller, alle var "første". Det er noget fis. Det er at bagatellisere det faktum at der rent faktisk skal noget særligt til at sidde på bestemte poster. Når der går inflation i alting, er der ingenting der har betydning mere. Men sådan er det heldigvis ikke længere. Jeg føler faktisk at vi er i en fantastisk periode i øjeblikket, hvor der er mange fremragende talenter. Som bliver passet og plejet og uddannet.

Da jeg kom til Danmark var det absolut ikke in at være virtuos eller brillant. Man sagde altid, at bare man har hjertet på rette sted, så er det det vigtigste. Men jeg har desværre oplevet resultatet af den mentalitet. Jeg har set så mange vidunderlige musikalske talenter gå ned med flaget, fordi de ikke kunne holde til presset i det virkelige liv. De begyndte at drikke eller tyede til andre hjælpemidler, og de lykkedes ikke sådan som de burde med deres talent, fordi det var for hårdt. Og det er hårdt. Deres tekniske formåen var ikke på højde med deres talent og musikalitet, og det går bare ikke. Det er vigtigt at der er et budskab, en varme, en menneskelig meddelelse. Men hvis de ikke har en teknisk kunnen at have det i, så nytter det ikke noget. Musikalitet kan man ikke bibringe folk, men teknisk kunnen, det kan læres. Og det skal læres.

At stå der og udstille sig selv, det er sådan et pres. Og jo ældre man bliver, jo mere bange bliver man. Man tænker: "hvorfor pokker gør du det? hvorfor går du ikke bare ud på Kongens Nytorv og lader publikum sidde og vente?" Man udstiller sig selv, og man sætter også livet på spil, på en måde. Både fysisk og psykisk. Og jeg har det stadigvæk sådan, jeg har lovet mig selv at den dag jeg ikke længere har det sådan, så vil jeg ikke mere. Så længe man synes at det er enormt spændende, at det virkelig er - brrr! - så man bæver, så længe er det sjovt.

Men vi er blevet bedre til at fremelske talentet og give dem den tekniske kunnen. Vi har haft nogle store lærere, som har tiltrukket studerende. Og både lærere og studerende har fået øjnene op for nødvendigheden af at komme ud og studere, få nye impulser udefra. Hvis ikke man kommer ud og hører andre spille og synge, så tror man at Verden, det er her i Danmark. Og det er ikke kun noget typisk dansk, det gælder også alle andre lande. Det er meget vigtigt at man kommer ud og hører og ser at der er andre måder at gøre det på, end den man tror er den eneste rigtige. Og omvendt har man også brug for at komme ud og se at man faktisk kan måle sig med udlandet, blive bestyrket i sin tro og sin selvtillid, at det er da ikke helt hul i hovedet, det man har arbejdet med i så og så mange år. Så vi er blevet bedre til at rejse ud og få nye impulser.

Det er frygtelig hårdt i dag at være musiker. Men i Danmark er det sådan, at når man har fået en plads i et ensemble og fået den økonomiske ro, så skal man ikke ryste og bæve for pludselig ikke at have noget job. Man kender hinanden i orkestret som en familie, og der er ingen dirigent der tør risikere sin eventuelle, dyrekøbte popularitet ved at hælde nogen af musikerne ud. Der er ingen der ønsker forhold som under Fritz Reiner hos Chicago Symfonikerne, som skabte et af verdens bedste orkestre, men gjorde det ved konstant utryghed, konstant angst hos musikerne for at blive hældt ud af orkestret. Den form for diktatur, den bliver ikke accepteret i dag.

Men det kan forekomme, at der sidder musikere i orkestret og putter sig lidt, fordi vi ikke har den konkurrencementalitet der får alle til at yde deres allerbedste hele tiden. Og det går ikke. Det er vigtigt at holde fanen højt for ambitionsniveauet. Hvis et orkester ønsker at være Danmarks bedste, så er der ingen pardon. Og hvis en musiker i en periode ikke kan yde sit ypperste, på grund af private problemer eller lignende, så kan han heldigvis tage orlov så han har mulighed for at komme ovenpå igen. Men der er ikke råd til at nogen hænger på stolene i stedet for at sidde op!

Jeg kan huske i mine unge dage på Det Kongelige Teater, når Jerzy Semkow gæstedirigerede, en herlig kollega. Hvis han fik øje på én der ikke sad ordentligt i stolen - dét ville han ikke acceptere.Vedkommende skulle ikke deltage i arbejdet, når han dirigerede Det Kongelige Kapel. Der var to musikere som fik fritur den dag, for han kunne ikke holde ud at se på én der så ugidelig ud. Han kunne ikke være 100 % koncentreret om det han skulle, hvis ikke musikerne var med på den. Og det har ikke noget at gøre med om man som musiker kan lide dén eller dén dirigent. Den dirigent findes ikke, som alle kan lide! Der vil altid være én der ikke synes om manden der står der. Men for det første er det jo ikke dirigentens musik vi spiller - det er Mozarts og Wagners og Per Nørgårds. Og for det andet er det ikke dirigentens aften, men orkestrets. Det må aldrig være under standarden. Og publikum har betalt for deres billet. Når alt lykkes, når det er en stor dirigent og alt lykkes, så bliver det en fantastisk aften. Men de andre aftener skulle også gerne være gode og på højt niveau.

Selvfølgelig, når du tiende gang spiller en ny opsætning af den samme Bournonville-ballet, så er det ikke lige så spændende som en Bruckner-symfoni. Men jeg sagde altid til mine musikere: "Når De nu alligevel skal sidde her i tre timer, hvorfor så ikke gøre et ordentligt stykke arbejde?"Sådan at når man rejser sig fra orkesterstolen, kan man gøre det med fornemmelsen af at have gjort det godt. Så det er vigtigt med en korpsånd i orkestret der siger, at vi må alle yde vores bedste. Og hvert orkester må dagligt arbejde på at holde standarden, hævde sig i konkurrencen. Tænk på London, hvor orkestrene ikke er støttede på samme måde som her. De kan ikke sælge hverken deres pladeindspilninger eller deres koncerter, hvis ikke de yder det ypperste. Det må de arbejde på daglig. Men, som sagt, jeg synes dansk musikliv er inde i en god periode, med mange gode musikere. Fremragende talenter som bliver udviklet og uddannet.Er der noget der er blevet dårligere i dansk musikliv i de 45 år du har været her?Ja, Danmarks Radio! Det synes jeg. Ikke Radiosymfoniorkestret, som er fantastisk og har fået et fantastisk renommé. Men alt det Danmarks Radio stod for i musiklivet, som initiativtager og fremelsker af talenter. Nuvel, det hænger nok sammen med at hjælpen i dag også kommer fra andre sider. Men jeg bliver nødt til at henvise til mine egne erfaringer, for mange år siden da vi havde Prisma-ensemblet. Hvis vi ikke havde haft DR's studieoptagelser, eller vidst at koncerterne blev transmitteret og udsendt, så vi fik i hvert fald lommepenge for vores arbejde, for det private initiativ at få ny musik vist frem - så var det aldrig blevet til noget. Jeg synes det var skønt, jeg savner at høre danske kunstnere i Danmarks Radio. Der bliver købt og spillet fine ting fra udlandet, men jeg synes det er tyndet ud en hel del med den nye danske musik. Danmarks Radio som musikalsk mæcen - ikke kun økonomisk, men også mæcen som den der hjælper og opmuntrer - det er tyndet ud. Jeg ved godt de har haft f.eks. Athelas-ensemblet tilknyttet i nogle år, men det er altså ikke det samme. Det kan godt være man ser tingene anderledes når man bliver lidt ældre, men jeg kan kun sige det sådan som jeg føler det.Hvad er de største succeser i dansk musikliv nu, hvor går det godt?Det går for eksempel rigtig godt for Radiosymfoniorkestret, og det går rigtig godt for Det Kongelige Teater. Jeg var derinde i mange år, og teatret har selvfølgelig stadig mit hjerte og min sympati og mit ønske om at det må gå dem godt. Men det går også godt på mange andre felter, f.eks. med et ensemble som Concerto Copenhagen der spiller den ældre musik på originalinstrumenter.

Og så, hvis jeg må sige det, så synes jeg det er en skandale - nu er jeg ikke fast dirigent for Ars Nova mere, så jeg kan godt tillade mig at sige det - det er en skandale at man i et land som Danmark ikke kan mobilisere økonomi til så fremragende et vokalensemble. Det er et unikt ensemble, og de er hele tiden i farezonen. Man kan ikke holde sammen på det, når man ikke har råd til at betale sine sangere, og de må synge alle mulige andre steder for at overleve. Ud over at man har Radiokoret og Operakoret, så burde der være råd til et fast professionelt kor som Ars Nova. Al planlægning er umulig, når man ikke ved om man har råd til den næste koncert og den næste koncert igen. Og det bliver altså ikke nemmere nu, med nedskæringen og omlægningen af den statslige musikstøtte!Hvor er de største grundlæggende problemer i dansk musikliv?I alle de år jeg har været i Danmark, er det gået skidt med musikundervisningen i skolerne. Og det er desværre kun blevet dårligere. Vi har et fremragende Suzuki Institut, og vi har selvfølgelig musikskolerne. Men musikskolerne kan ikke erstatte musik i skolen, og det er trods alt sang der er den mest elementære form for musik. Der er mange i tidens løb der har slået et slag for det, men der er ikke sket noget som helst. Det bliver bare skruet længere og længere ned.

Man har aldrig indset hvor vigtigt det er. Det er politikere og dårlige pædagoger der bestemmer hvad der er vigtigt og ikke vigtigt for skolerne, og man har aldrig indset vigtigheden af musikopdragelse. At kunne lytte til musik og kunne synge musik, det giver også bedre mennesker. Det vidste de gamle grækere, men det er altså ikke nået til Danmark!

Når det gælder konservatorieuddannelserne, vil jeg helst ikke blande mig i debatten. Men jeg vil gerne sige, at selvom jeg godt kan forstå synspunkter om at der er for mange konservatorier i forhold til landets størrelse, så vil jeg sige at nogle af de konservatorier man ikke opfatter som de mest centrale, dem der kunne lukkes eller slås sammen - det er rent faktisk de mest velfungerende. Det ville være en dødssynd at ødelægge det som konservatorierne er kommet til at betyde for de regioner hvor deligger, de spiller en meget stor rolle for det regionale musikliv. Og det er kolossalt hvad der er sket med dansk amatørmusikliv, både vokalt og instrumentalt. Der er kolossalt meget der foregår rundt omkring.

Angående debatten om udenlandske musikere i danske orkestre, at unge danske musikere ikke konkurrerer sig ind på orkesterpladserne, så må jeg sige at jeg synes ikke ligefrem musikere udefra har betydet noget minus for danske orkestre - måske tværtimod, så vågner vi danskere lidt op fordi vi har noget at spille op til!Hvad er det bedste der kunne ske for dansk musikliv - hvad er din drøm eller utopi?At de ville indrømme at Per Nørgård er den største danske komponist! Jeg synes Carl Nielsen er en fantastisk komponist, men jeg er træt af at vi bliver ved med at forsøge at sælge Carl Nielsen. Han skal ikke sælges, for han er solgt. Nu må vi slå et slag for Nørgård i stedet. Der er ingen dansk komponist nogen sinde der har været så livsnær, udforskende, provokerende og ikke mindst så human, med så stort overskud og rigdom, som Per Nørgård.Hvor skal man sætte ind for at forbedre dansk musikliv?Først og fremmest musikopdragelsen og børnene. Det er det grundlæggende, og det er dér det hele begynder. Det er det allervigtigste.

Og så er det min erfaring at der altid har været en konflikt på konservatorierne mellem hovedfagslærerne og orkesterskolen. Hovedfagslæreren går ud fra at alle bliver solister, og sådan er det jo ikke. Det véd alle, og det er ikke nogen nyhed. Men hvis ikke eleven får den opbakning fra sin lærer, at det er vigtigt at sætte ind på at blive en god orkestermusiker og have et stort repertoirekendskab, så vil vi altid få bedre orkestermusikere udefra.

Jeg har aldrig rigtig forstået, at unge danske musikere kender så lidt til hvad der findes af musik. Nysgerrigheden er der ikke. Og den må altså findes et eller andet sted. Om det så er i mødet med læreren eller studiekammeraterne, nogen må opdage den nysgerrighed! For det er så utroligt at man kan sidde i et orkester i så og så mange år, og hvis man tilfældigvis ikke har spillet selv ganske centrale ting i repertoiret, så kender man dem ganske enkelt ikke! Jeg kan huske en akustisk prøve med et af vores meget fine symfoniorkestre for nogle år tilbage, hvor vi skulle spille Brahms' 1. symfoni. Og halvdelen af orkestret kendte ikke en tone! Den havde de ikke spillet. Og jeg sagde til en meget kær koncertmesterkollega dengang:"Hvorfor pokker har I ikke bare én gang om måneden hvor I tager tre timer og når tre eller i hvert fald to symfonier igennem, så I kan sige: ja, den har vi i hvert fald spillet!"

Den amerikanske dirigent og komponist Lukas Foss fortalte mig engang, at han i New York var dirigent for et orkester der bestod udelukkende af kammermusikere og musikprofessorer, som ellers ikke spillede i orkester. De gav ganske få koncerter, men de mødtes jævnligt og spillede, og for dem var det en udflugt. De var udhungrede, de tørstede efter at spille alle de her dejlige ting. Og den udhungring kan man altså også få når man til daglig spiller i orkester. Prøvearbejdet er for fikseret på den enkelte koncert, og man glemmer glæden ved at spille. Glemmer det centrale, klassiske repertoire. Og nysgerrigheden.

Jeg har lige været i Frankrig og undervise på master class for unge dirigenter, og de kendte heller ikke de forskellige operaer vi arbejdede med. Da jeg var ung - ikke kun jeg selv, som vidste jeg ville være dirigent, men også mine medstuderende, violinister og pianister - vi hang i operaen hver anden aften. Min ven, pianisten Peter Frankl, han kendte alle operaer, kunne spille alle Mozarts operaer udenad. Vi kendte repertoiret.

I dag, hvis jeg nævner det, så får jeg bare svaret: "Det har vi aldrig hørt, det har vi aldrig spillet." Og det er altså typisk dansk, at man venter altid til man får tildelt opgaven, at nu skal vi spille det og det. Men det er for sent! Hvis du ikke har haft omgang med musikken lige fra din ungdom, forberedt dig og håbet at der en dag ville blive brug for den. Jeg ville aldrig være kommet til at dirigere opera, hvis ikke jeg havde forberedt mig på forhånd. De fleste store ting kom jeg til ved at springe ind i sidste øjeblik. Det kan man kun, hvis man har forberedt sig på at måske det en dag kommer. Men det gælder ikke kun hvis du er dirigent, det gælder alle musikere. For hvis du kender operaerne, spiller du altså også sonaterne på en anden måde!

Den tørst og den nysgerrighed, den efterlyser jeg. Den hører med, hvis man vil blive til noget inden for kunsten. Og det er her kærligheden til musikken brænder og er levende."

Årgang 77/2002-2003, nr. 05