Dissonanser i det nære

Af
| DMT Årgang 77 (2002-2003) nr. 06 - side 188-193

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

- det svensk-danske kulturmøde1

Af LAURITS LAURITSEN

Den ligner et kæmpeinstrument - den kunne være en enorm bas, der måtte kunne bringe bølger, bund og badestrande i voldsomme vibrationer. Men gør den det? Broen ligger der - nærmest som en omvendt violinbue, der anslår en - uhørlig? - akkord mellem Peberholmen og Sverige. Derfra går den så videre ned i en tunnel, hvor anslaget drukner i alt for nære resonanser, før den dukker på Amager-siden. I vind og larm fra startende jetfly. Spørgsmålet er, om den symboliserer et kulturmøde. Frågan är, om den gør en forskel.

Den synes snarere at udtrykke et problem, der er der i forvejen. Det er hensigten her at nærme os en fornemmelse af, hvad det er for et problem: de små kulturforskelles særlige, irriterende problem.

Betingelserne er nu noget forskellige fra tidligere. Man kan ikke mere bare tage ned til Flyvebådene, i Havne-gade, nær Nyhavn, for at tage et forfriskende bad i det svenske. Nu er de spredt over det hele - for de kommer ind med toget eller i bil over broen. Afhængig af tidligere oplevelser af det svenske bliver det til en lykkelig opdagelse af København som en kosmopolitisk by - eller en truende fornemmelse af at miste sin egen sammenhæng. Hvordan skal vi forstå det nære, der dog er fjernt? Eller kan det overhovedet siges på denne måde?

De dansk-svenske forbindelser har nok altid været vanskelige at bringe på en klar form. Sommetider antagonistiske, med krige og hårde ord, men oftere blot sammenlignende som 'Forbuds-Sverige' og 'Pornoland Danmark'. Vi sammenligner os for at markere en forskel. Som om problemet kunne være, at den faktiske forskel ikke 'træder i karakter' og derved efterlader os med en vanskelighed.

Hvis nu dansk og svensk var to vidt forskellige tonearter, ville vi være mere villige til at tage imod de vanskeligheder, de gensidigt kan frembringe hos hinanden. Hvis nu dansk og svensk ikke var sprog og kultur, men blot forskelligt klangligt sammenhørende toner, ville vi på forhånd skabe plads for de dissonanser, det ville afstedkomme. Men måske er kulturforskelle af denne mere 'musiske' art, hvor to systemer frembringer noget tredje, som ingen af dem kan omfatte. Måske er vi nødt til at indse, at kulturforskelle ikke, som sådanne, kan forstås og dermed integreres og rationaliseres som varianter af vort eget system. De kan anerkendes som virkelige, og dermed som uoverstigelige, selv for en kulturbro. Man kan glæde sig over dem - eller møde dem med rædsel og afvisning. "Elsk det fremmede - eller dø!" Det er jo barske vilkår, men sådan mener jeg, at det er. Og det ville vi bedre kunne acceptere, hvis det var musik!

Symptom eller symbol?

Der er 1-1/2 million danskere, der er i hyppig kontakt med det svenske. Mange danskere har dannet sig deres eget idylliske Sverige med en ødegård i Småland. Men det kan næppe betragtes som en almen løsning. Endnu flere ser svensk tv. Men hvad ser de? De ser de internationale serier og film, der for sjældent vises i dansk tv. En hel del virksomheder er blandet ind i dansk-svenske erhvervsprojekter, men slet ikke så mange som idealforestillingerne om Øresundsregionen havde håbet på. Og dem, der er, kan berette om, at der er (øresundsdybe?) forskelle i management, virksomhedskultur og forhandlingstraditioner. Netop sådanne forskelle, som det er svært at tale om, fordi de dansk-svenske forbindelser ellers ofte 'drukner' i en lighedsbetragtning. Er disse forhold et symptom på noget uerkendt? Eller kan de være et symbol på et vellykket samarbejde?

Enhver bibliotekar kan fortælle om, hvor få bøger på svensk, der lånes i de danske folkebiblioteker. Forlagsbranchen er udmærket bekendt med, hvor lidt de kan regne med at sælge, hvis de udgiver en egentlig dansk-svensk, svensk-dansk ordbog. Hvorfor er det sådan? Man kan ikke sige, at det tyder på en manglende interesse, men snarere på en manglende forståelse af, at Sverige er et fremmed land med et fremmed sprog. Det ved vi godt, at de selvfølgelig er, men det er som om, at denne viden er anbragt på et underligt psykisk sted, uden reale konsekven-ser.

Måske kan vi sige det på den måde, at det dansk-svenske forhold består af to forskellige og måske usammenlignelige størrelser: DASV er da hele det brede fænomenologiske felt, der handler om, hvordan danskere opfatter det svenske, samt tillige reagerer på det. SVEDA bliver da den måde, hvorpå svenskerne opfatter og reagerer på det danske. Jeg forsøger her blot at sige noget om DASV, selvom jeg også har antagelser om, hvordan der ser ud 'hinsidan'. Men disse antagelser kan næppe være andet end dasv'ske!

Vi nærmer os her en slags forklaring: Tabet eller svækkelsen i opfattelsen af den faktiske forskel, der gør, at forskellen dukker op - forskudt og forvrænget. Det dansk-svenske forhold kan da ses som værende fanget ind i en stereotypi. Men hvad er det for en stereotypi? Normalt er stereotypier udformet med et positivt eller negativt stemningselement - en affektiv farvning af en oplevelse eller en erfaring, og en sådan farvning, der vender tilbage regelmæssigt. Det er ikke spor underligt, at DASV omfatter negative stereotypiske elementer, som vi kender meget til. Eller at der er spor af stærke, positive idealforestillinger om det svenske samfund, fx som langt mere rationelt indrettet og gennemtænkt2; det hele er lavet Volvo-agtigt crash-sikret, hvis vi selv skal sige det, men så bliver det også lidt stereotypt.

Det mærkelige ved situationen er, at den tyder på, at der foreligger en stereotypi, der ud fra en lighedsbetragtning svækker selve muligheden for at arbejde med forskellene. Og forskellene er også, at de faktisk foreliggende kulturelle overlapninger frembringer dissonanser! Hertil kommer ydermere, at dermed bliver de faktiske forskelle også langt farligere, fordi DASV fornægter dem eller betragter dem som 'dialektale variationer over noget, der egentligt er fælles'.

Derved fornægtes selve forskellen! Men da denne indstilling ikke kan ændre på selve den kulturelle virkelighed, bliver de faktiske forskelle desto mere placeret som uopfattelige, uforståelige, og de bliver farvet af en psykisk affekt, der gør dem truende, latterlige, horrible. Her starter så djævledansen, der rytmisk stampes af de eksplicit udarbejdede negative stereotypier, der genopretter forskellen, men nu som negativ. Her er vi da på sikker grund, der ikke skrider, men den karakteriseres negativt, fordi vi ikke startede et andet og rigtigere sted: Fra en forskel vi har svært ved at opfatte, men som kan anerkendes!

I teoretisk fysik arbejder man med en tankemodel om relative bevægelser, man kalder 'tvillinge-paradokset', hvor man sender den ene tvilling af sted med meget høj hastighed i forhold til den anden. Og dermed også omvendt, ud fra princippet om bevægelsernes relativitet. Dette udgangspunkt medfører absolut uantagelige paradokser. Hvis man forstår dette ret, bliver man nødt til at problematisere forudsætningen: tvillinge-situationen. Måske er det dansk-svenske forhold også et egentligt tvillinge-paradoks, hvor tvillingerne er nødt til at artikulere forskellene, fordi lighedstrækket opfattes truende. Hvorfor opfattes det truende? Det skyldes, at de egentlige forskelle3 ikke kan opfattes, fordi de 'drukner' i en stereotypisk opfattet lighed. Romulus og Remus er ikke det eneste tvillingepar i historien, der geråder ud i en uløselig antagonisme; Svennermann og Dannerskjold er det også.

Sprog og musik

Er et sprog et musikstykke - af særlig art? Jeg vil vove at påstå, at vi - i forhold til det svenske - er nødt til at lytte til dette andet sprog som et musikstykke af særlig art for ikke at starte med en fejlopfattelse af svensk, hvor det opfattes som en ekstrapolation i forhold til det danske - en udvidet forståelse af det danske. Deri ligger fejlen!

Hvis vi stillede det spørgsmål til en forsker inden for musik eller fonetik, om hvad der er forskellen på dansk og svensk, ville vedkommende uden al tvivl være i stand til at sige det ganske præcist. Der ville være lyde, der er 'typisk danske', andre der er 'typisk svenske', og andre igen, der er fælles. Hvis man fokuserede på bestemte komplekser af lyde ('ord' eller 'sætninger', hedder det i sprogteorien), er der sikkert meget mere, der ville blive beskrevet som 'forskelligt'; i grunden er det hele jo forskelligt, for der er faktisk tale om forskellige sprog. Imellem disse to forskellige sprog ville der være enkelte lyde - måske enkelte ord - som man næppe ville kunne skelne imellem. Men den barske fonetiker ville sikkert igen insistere på forskellige 'tonehøjder', forskellige 'fraseringer' af det, der egentligt kunne opfattes som det samme.

Men hvoraf kommer så problemet? Problemet kommer af, at vi - alt afhængig af erfaring med det svenske - faktisk godt forstår, hvad der siges. Problemet er den semantiske nærhed eller tilforladelighed,4 der 'smækker tilbage' på det danske.

Problemet handler om sproglige erfaringer - og problemet øges med omfanget af de sproglige erfaringer med svensk (set udfra DASV). Når det handler om sprog, så skelner vi normalt mellem modersmål og fremmedsprog. Vi tillader normalt ikke, at der findes noget imellem disse to. Det stiller os heller ikke over for problemer ved omgang med mange sprog, fordi opfattelsen af sprogenes forskellighed er en grundlæggende erfaring, der ligger bag ved al sprogtilegnelse.

Men der kan faktisk findes en mellemting mellem modersmål og fremmedsprog, nemlig et sprog, hvis fremmedsprogs-status vi ikke evner at opfatte midt i den situation, hvor vi passivt eller aktivt veksler mellem forskellige sprog. En sådan mellemting bliver til en 'hybrid', rent sprogligt, et 'tivoli-sprog', men ikke til en slags 'pidgin'-dansk eller svensk.

Hvordan skal vi opfatte dette fænomen? En hybrid minder os om vort eget sprog - den starter med at placere sig inden for de forskelle, vi ville forvente at finde mellem dialekter af det samme sprog. Lighedstrækket eller snarere: lighedsoplevelsen og lighedsforventningen, bliver det fremherskende i den sproglige udveksling - desværre! Men netop på baggrund af dette lighedstræk rummer hybriden (igen set udfra DASV) meget store underligheder i den faktiske sprogbrug, sådanne underligheder, vi normalt ikke ville acceptere eller finde os i, ud fra hypotesen om dialekten.

Men: Nu ved vi jo godt, at det faktisk er et andet sprog, så derfor reagere vi ikke. Disse underligheder kan vi ikke integrere, fordi vi netop lytter til dem ud fra vort eget sprog og vor evne til at forstå semantisk indhold på tværs af store sproglige forskelle. Vi lytter til svensk som en sproglig ekstrapolation, ud fra et dansk sprogøres aktive sprogopfattelse; vi danner selv hybriden ved netop denne evne til (nogenlunde) at forstå, hvad der siges.5 Problemet er ofte, at vi ikke er i stand til at lytte til svensk som det fremmedsprog, der egentligt er! Og endnu 'dybere' er problemet netop vor evne til 'gerne at ville forstå'.6 Denne evne er ikke uproblematisk; i mange situationer forsøger den at 'afskaffe problemet', men problemet er der jo alligevel, så derfor må vi sige, at DASV-ekstrapoleret er en skrækkelig størrelse, som vi har kraftige grunde til at nære mistro overfor.

Ubehaget i det 'nære fremmede'

Med Freuds begreb om "ubehaget i kulturen"7 kan vi forsøge at indkredse, hvad hybriden anbringer os i, nemlig et dybt ubehag, der er vanskeligt at opfatte.

Hvis man bevæger sig rundt i Sverige blandt danske sommerturister, på campingpladser og i byerne, er det forholdsvis klart, at oplevelsen af ubehaget varierer meget over en dimension, der handler om, hvor meget, man er nødt til at tage 'med ind' i en aktiv sprogydelse. Ved ganske få sær-ord bliver det svenske eksotisk, spændende eller morsomt. Man kan 'lege' med disse 5-10 sær-ord. Men hvis er der tale om, at man skal 'ekstrapolere' med 20-30-40 sær-ord, bliver det løjerligt, mærkeligt, og man nærmer sig måske en kulmination, hvor noget bliver uhyggeligt og væmmeligt. Hvis man skal ekstrapolere til mange flere, kollapser selve denne indstilling, og for første gang bliver svensk til et egentligt fremmedsprog, og hele spørgsmålet om den danske ekstrapolation forsvinder.

Ved få elementer bliver det eksotisk - ved en del flere bliver det faktisk ikke svensk - men bare ubehageligt, 'hybridisk'. Ubehaget vælger sig ofte en indirekte version; jeg har hørt danskere berette om andre danskere, der undrende fortæller om det særlige svenske vokabular for affald, der skelner mellem vådt og tørt affald, biologisk og ikke-biologisk nedbrydeligt affald, metal til én side - glas til en anden. Flere gange har jeg hørt det gengivet som "slisk, slask, og sop" (hvad det faktisk ikke hedder, men som viser hybridens bristende tilegnelsesproces). Det vækker tyde-ligvis et ubehag, som man beskytter sig imod ved at grine ad det. Og man opnår at kunne grine ad det ved at hybridisere betegnelsen og give den en slags poetisk figur, der måske kan være styret af, at det sidste ord 'sop' minder om 'søb' fra den danske ordskat. Måske i analogi til andre ord-remser, fx 'sjip - sjap'.

Ekstrapolationen sejrer således over tilegnelsen af noget egentligt fremmed, - en tilegnelse, der forudsætter, at man kan opfatte det som fremmed.

Ekstrapolationen frembringer et sprogligt baseret ubehag, der jo er ægte nok, men som blev skabt ved et forkert udgangspunkt, nemlig ekstrapolationen, der danner en hybrid. Således bliver svensk, der blot kunne være et herligt fremmedsprog, til en subversiv erfaring for den hybrid, vi selv bliver til, når vi blot ekstrapolerer ud fra det danske udgangspunkt. Nu er det jo ikke nok blot at fortælle danskere, at de skal lade være med at ekstrapolere 'ud fra den danske ordskat'; for det gør de jo kun, fordi udgangspunktet antages at være kendetegnet af en nærhed, som det danske øre (desværre!) opfatter det faktisk svenske som. Det har således ingen mening at fremkomme med 'opfordringer' af den ene eller andet art; det eneste, vi klan håbe på, er, at hybriden bliver så belastet af det faktisk foreliggende svenske, at den opgiver ævret!

De små forskelles fobi

For bedre at kunne forstå dette fænomen af det dansk-svenske kulturmøde må vi gribe til teori om kultur, og hvad kultur skaber for det menneskelige individ eller den subjektive identitet.

Der er mange forskellige teorier om kulturer - der er rent kvalitative-deskriptive, og der er også delvis kvantitative, delvis målbare, kultur-teorier. Hvis vi bliver i det rent kvalitative, kommer vi ingen vegne, fordi enhver sammenligning bliver meget abstrakt. Men hvis vi ser på de teorier, der forsøger at åbne for en empirisk-deskriptiv dimension, er der flere kandidater til dette.

En meget benyttet deskriptiv teori om kulturforskelle er fx den, der er udviklet af Hall,8 der skelner mellem dimensioner som High / Low Context (vedrørende informationsmængden, der skal ekspliciteres i en kommunikationssituation), og Poly-Cronic versus Mono-Cronic (vdr. samarbejdsprocesser, særligt forhandlinger, eller alle handlinger, der involverer en eksplicit eller implicit agenda). Hertil kommer en dimension, der vedrører opfattelsen af det 'personlige rum', og hvordan man beskytter dette imod indtrængen. Ud fra disse forudsætninger ville mange spontant beskrive den danske og svenske indplacering som kendetegnet ved en hel del forskelle.

Det svenske som 'lav kontekst', dvs. som omfattende behov for mange flere 'sagsakter', der tydeliggør konteksten; det danske som kendetegnet ved en betydeligt højere kontekstualitet, dvs. at vi forudsætter, at der allerede i forvejen (i relevante sammenhænge) er skabt en konsensus og et implicit fællesskab om en række informationer, ud fra hvilke vi kan handle. De fleste ville også karakterisere den danske adfærd som meget mere poly-kronisk, dvs. accepterende en situation, hvor man opretholder flere forskellige aktiviteter på samme tid, fx holder flere forskellige forhand-lingspunkter åbne på samme tid.

Det svenske ville i denne henseende snarere være kendetegnet ved at arbejde 'according to schedule'. Med hensyn til det personlige rum tror jeg, at vi næsten kun møder stereotypier; DASV ville placere det svenske som mere distant - og en tilsvarende SVEDA indstilling ville opfatte den danske nærhed som overgribende.9 Ud fra sådanne udgangspunkter kan man drage den meget banale konklusion, at der kan opstå omfattende misforståelser, der fastholder stereotype antagelser, der igen kan fremprovokere andre (danske/svenske) reaktioner og stereotypier. Man kan således egentlig kun sige, at sådanne teorier opfordrer enhver til, i den faktiske udveksling, at drage disse dimensioner med ind i kulturmødet, aldeles eksplicit.

Andre teorier, som Geert Hofstedes,10 har været underbygget med meget omfattende empirisk datamateriale. Dette stammer tilbage fra slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne, men de valgte dimensioner kan vises at være meget stabile over tid (for 35-45-årige i en arbejdssituation), men med store udsving med hensyn til de helt unge (20-25-årige, med en begyndende erhvervserfaring).

Hofstede udsondrer fire dimensioner af kulturforskelle (som han benæv-ner: PowerDistance; Individualism; Masculinity; UncertaintyAvoidance). Hertil kommer en 5. dimension, der særligt har betydning i spillet mellem asiatiske og ikke-asiatiske kulturer, nemlig spørgsmålet om forventninger over tid: Om kulturen kan indarbejde meget langsigtede forventninger, sat i kontrast til meget kortsigtede (europæiske-amerikanske) forventninger.

I forhold til datamaterialet kan disse dimensioner defineres meget præcist, fordi de netop er sammensat af et sådant mix af de enkelte kvantitative scoringer ud fra de overordentligt mange survey-spørgsmål, at de bedst muligt svarer til de faktisk fundne nationale forskelle. Og det samlede resultat bekræfter umiddelbart, hvad vi også intuitivt ville forvente (fx at de skandinaviske lande ikke optræder med meget store forskelle, og at gruppen af de skandinaviske lande også, i visse henseender, ligger tæt på placeringer af de angelsaksiske lande). Men der er andre forskelle, der virkelig er forbløffende og 'øjenåbnende', fx Danmarks meget lave scoring på Power Distance- og Uncertainty Avoidance-dimensionerne, som er tydeligt forskellige fra de tilsvarende svenske, men dog ikke så forskellene bliver antagonistiske.

Begge disse teoretiske og deskriptive tilgange giver noget forskelligt indtryk af de dansk-svenske forhold, men der er dog forskelle. Mere ved Hall end ved Hofstede, men dog også ved Hofstede.

De fleste kulturteoretikere er enige om, at hvis man overhovedet kan sammenligne kulturer, er det også meningsfuldt at tale om, at der kan foreligge 'små' kulturforskelle og 'store' kulturforskelle.

De fleste er også enige om, at sprog og kultur danner felter af identitet, eller danner nødvendige baggrundstæpper for en stabil subjektiv oplevelse og opfattelse af én selv. Og derefter også en stabil opfattelse af andre mennesker og kulturer, som anderledes.

Selvom vi ikke nødvendigvis kan forstå psykologisk, hvorfor det skulle være tilfældet, ville de fleste forskere også være villige til at sige, at store kulturforskelle, imellem to kulturer, effektivt understøtter en stabil subjekt- og identitets-opfattelse. Sådanne tanker er faktisk blevet udnyttet til planlægning af samfundsmæssig integration af vietnamesiske flygtningegrupper i lande som Australien og New Zealand, idet man kraftigt har understøttet bevarelsen af egne særkulturer som forudsætning for, at de også har kunnet deltage i en værtskultur.

Problemet kommer ved de 'små' kulturforskelle, som jo faktisk findes - også inden for det samme land, på et regionalt plan. De kan selvfølgelig være så 'små', at de kan ses som variationer over et bestemt holdningsmæssigt udgangspunkt inden for den samme kultur. Men hvis de nu ikke er 'så små', men små nok til ikke at påkalde sig særlig kulturel opmærksomhed, kan de udgøre et særegent problem.

Jeg påstår her, at der er et særligt problem med de små kulturforskelle. De bliver ikke anerkendte - men de er der alligevel. Jeg har selvfølgelig vanskeligt ved at bevise dette, men hvis vi kan tænke den sammensatte tanke, at der kan findes kulturforskelle ('små forskelle'), som vi simpelthen ikke er vant til at lægge mærke til, men at de samtidig faktisk er der, kan det have betydning for stabiliteten af vores identitet. De mest primitive teorier om dette ville da sige, at vi nødvendigvis vil forsvare os imod en lurende trussel imod vor identitet.

Jeg påstår videre, at vi barrikaderer os over for de små kulturforskelle, fordi de, som ikke anerkendte, undergraver os, subverterer os i forhold til den subjektive identitet, vi ellers gerne ville bevare. Men for at undgå enhver falsk idealistisk tænkning om kulturel integration, siger jeg da også samtidig: Dette forsvar har vi så sandelig brug for - ellers var det der ikke!

Fordi de små kulturforskelle ikke anerkendes, åbenlyst, sætter de sig, psykisk, som små punkter af fobi. Smertespunkter; undgåelsespunkter. 'De små forskelles fobi', som vi også kender det fra mængder af familiehistorier. Dermed bliver de også vanskelige overhovedet at tematisere.

Og hvad kan vi så gøre ved det?

Ikke særligt meget bevidst eller politisk. Det forekommer mig nødvendigt at indse, at Øresundsregionen danner et kæmpemæssigt social-psykologisk og kulturelt 'eksperimentarium', uden nogen 'vidende' eller 'vis' eksperimentator. Vi er selv eksperimentet! Men vi ved ikke, hvad der kommer ud af det.

Små subversive kulturforskelle kommer vi aldrig til at kunne forstå. De appellerer til en anden side af vor menneskelighed: Vore affekter, vore lidenskaber. Hvis man tør se det således, er der måske kun to muligheder:

Enten den paranoide version, hvor vi beskytter os, genopbygger store kulturforskelle, der understøtter identitet -

Eller den venskabelige og lidenskabelige version, der accepterer, at den uforståelige forskel netop giver os det, vi ikke selv kan.

"Elsk det fremmede - eller dø!"

Laurits Lauritsen er oprindelig uddannet som filosof ved Københavns Universitet, men har hovedsagelig arbejdet med samfundsvidenskabelige og psykologiske og psykoterapeutiske emner. Har arbejdet adskillige år i udlandet, særlig Frankrig, og har senere undervist i kulturteorier og kultursammenstød.

Foto side 188-189: Morten Bjarnhof.

Noter

1. Denne artikel er en ændret skriftlig version af oplæg holdt ved en konference lørdag 22. februar 2003, på Kunstakademiets Arkitektskole, Holmen, over temaet "De små forskelles fobi". Dette indlæg bar titlen: $Elsk det fremmede - eller dø!

2. En lærd svensk forsker, Olof Rudbeck (1630-1702), er vistnok den første svensker, der i et kæmpeværk, Atlantica (I-III,1679-1702), sprogligt, historisk og geografisk-realt mener at kunne påvise, at Sverige er det af Platon omtalte Atlantis og derved civilisationens oprindelige hjemsted. Vi har, vistnok, ikke nogen dansker, der har hævdet noget tilsvarende, men Grundtvigs sen-romantiske tanker om den danske folkeæt kommer betænkeligt tæt på en tilsvarende antagelse.

3. Vi er her nødt til at arbejde med en ubekvem inddeling i "opfattede forskelle" og "egentlige forskelle", hvor disse sidste ikke nødvendigvis opfattes. Hvorfor de ikke opfattes er så et andet spørgsmål, der omfatter overvejelser over, hvordan vi opretholder identitet - og dermed: Forskel.

4. En "semantisk nærhed eller tilforladelighed", der igen skaber (uløselige?) problemer med de "særlige svenske ord" (som det hed i min skoletid!), hvis bogstavelige betydning skaber vanskeligheder på dansk. Eksempler: "glassögon","skratta", "roligt", "stuga", "jätta bra", osv. osv. Der siges at være cirka 700-900 af sådanne ord, hvis udtryksform "gennemskues" på dansk, men hvis faktiske semantiske indhold er et noget andet, eller et ganske og aldeles andet end på dansk. Hvis man først opfatter dem, danner de særlige vanskeligheder, fordi vi opfatter dem som "meget underlige ekstrapolationer" - opfattet ud fra en dansk-lignende ordskat. Men kan vi andet? At vor opfattelse er forkert, og at vi godt ved, at den er forkert, gør det ikke nemmere at ændre indstilling.

5. Et Øre-Sund der bliver til en Øren-Tvist!

6. Jeg har tilbage i 1970erne, i Paris, arbejdet en del sammen med den franske sprogteoretiker Greimas. Da han jo netop forsøgte formelt at bestemme det semantiske, havde jeg flere gange lejlighed til at omtale det særlige, skandinaviske fænomen, man kan se dyrket i møder mellem skandinaviske forskere (særligt inden for humaniora), hvor hver især taler sit eget sprog, og hvor den faktiske gensidige forståelse er væsentligt reduceret. Det er min erfaring, at det "semantiske tomrum", der derved skabes, giver anledning til et særligt fænomen: en slags foregribende sympatiserende forståelsesmæssigt beredskab, der erstatter den (pinlige?) afsløring af, at man faktisk ikke forstår. Denne holdning kunne det være interessant at dyrke andre steder end i situationer af defekt sproglig kommunikation!

7. Blandt Freuds kulturteoretiske værker kan man særligt fremhæve Das Unbehagen in der Kultur, publiceret 1930. Selvom den almindelige danske oversættelse normalt brugen titlen Kulturens byrde, er der ingen grund til at fravælge en tekst-nær gengivelse af Freuds eget begreb om "ubehaget" midt i det nødvendige kulturarbejde. Det spændende ved denne tekst er netop, at den tydeliggør den særlige, affektive belastning, som opretholdelsen af menneskelige samfund udsætter os for. Det mest oprindelige samfund er selvfølgelig også "far-mor-og-barn"-historien, der møder os i den ødipale krise. Der findes ingen optimistisk løsning på dette spørgsmål, mener Freud.

8. Edward HALL, Beyond Culture, 1976.

9. Jeg har i forbindelse med undervisning på Handelshøjskolen i København flere gange været vejleder for projekter, der sammenlignede, via empiriske undersøgelser, dansk og svensk management-adfærd, og det her gengivne svarer til de fundne sammenhænge. Men: hvor repræsentative disse (få!) undersøgelser så er , kan der ikke siges noget om.

10. Geert Hofstede, Cultures and Organizations; Software of the Mind. Intercultural Cooperation and its Importance for Survival, McGraw-Hill Book Comp.,London, 1991; dansk oversættelse: Kulturer og Organisationer; Overlevelse i en grænseoverskridende verden, Schultz Erhvervs Bøger, 1992.

Årgang 77/2002-2003, nr. 06