Et akut musisk menneske

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 01 - side 8-10

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Dirigenten Michael Schønwandt om den ungarske komponist György Kurtág


Af Svend Hvidtfelt Nielsen

"Som person er Kurtág en enigmatisk mand. Det bliver aldrig en slyngven. Han er for meget ener til, at han vil lade én komme ind der. Til gengæld er han og hans kone et hjerteligt par, nogle skønne mennesker, sådan nogle porcelænsmennesker, som man har lyst til at tage til sig og passe på. På trods af at de er så utroligt stærke i deres musik, er de alligevel skrøbelige mennesker. I hvert fald er de det nu. Jeg ved jo ikke, hvordan de var, da de var 20 år yngre. Jeg er meget betaget af dem, jeg synes det er nogle fantastiske mennesker, nogle små originaler i ordets bedste forstand."

Michael Schønwandt fortæller begejstret om komponisten György Kurtág og hans kone Márta Kurtág. Schønwandt beretter gerne om mødet med den ungarske komponist:

"Vi hørte begge to [Michael Schønwandt og hans kone, pianisten Amalie Malling, red.]oprindeligt om ham gennem Alfred Brendel, som er vores fælles ven, og som kender ham ret godt. Det er vel 10 år siden eller der omkring. Brendel fortalte om dette ufattelige menneske, som er ekstremt begavet, og som lever af absolut ingenting.

Han bor uden for Bordeaux i et hyggeligt lille hus i en lille landsby, hvilket måske lyder meget poetisk, men det er sådan set ikke noget særligt. Og der sidder han så og skriver. Brendel fortalte endvidere, at der er ingen, han er mere bange for når de er i salen, end når Kurtág er der. Han hører fuldstændig rasende klart. Og så begyndte Amalie og jeg at lytte på det. Og da opdagede vi en musikalsk verden, som er helt ufattelig."

Kurtág har bl.a. skrevet en samling kortere klaverstykker kaldet Játékok. Disse indstuderede Amalie Malling en række af og tog ned for at spille dem for mesteren selv. Her fik hun lejlighed til at stifte bekendtskab med Kurtágs berygtede ører. Schønwandt husker tydeligt rejsen til Kurtág:

"Da Amalie var nede og spille Játékok-stykkerne for ham, spillede hun alt i alt 12 minutters musik, og hun var hos ham i otte timer. Og kom ikke igennem dem. Der var et af stykkerne, der sagde bim baba bi bum ...[en hurtig faldende bevægelse fra klaverets høje register og ned] den første frase altså. Da hun havde slået den første tone an, stoppede han hende med et rungende "NEJ!". Det skete igen anden gang, og tredje gang, fjerde gang, og det er ikke overdrevet, når jeg siger, at hun havde spillet den første tone mere end 20 gange uden at komme videre. Så sagde hun til sig selv: "Nu gør jeg det én gang til, og går det ikke bedre, så rejser jeg mig op og siger, desværre jeg kan ikke honorere hans krav". Da hun så havde prøvet én gang til, så lyste han op i et stort smil og sagde: "Ahh, schon ein wenig besser".

Kurtágs ører er i det hele taget nok nogle af de mest frygtede ører overhovedet. Du er helt nede i atomer. Han har aldrig undervist i komposition. Det har han altid nægtet. Han har undervist i kammermusik, og han har undervist i klaver. Alle nutidens store pianister, som er fra Ungarn, er jo alle elever af Kurtág, og de er blevet banket igennem af ham. De fortæller skrækhistorier om timerne hos ham, hvor de på en time måske fik spillet en halv takt i en sonate, fordi han blev ved med at knokle med klangen på det."

Kurtág har en meget præcis forestilling om, hvordan hans musik skal lyde. Samtidig er musikken meget enkelt noteret, ofte med brug af forskellige typer fermater, der antyder en vis frihed i opførelsen. Friheden er dog ikke intenderet. Det kan virke som et paradoks, at en mand med så specifikke krav til musikopførelse ikke noterer mere præcist. Schønwandt har overvejet paradokset:

"Det underlige ved ham er, at samtidig med han er utrolig klar og nøjagtigt ved, hvad han vil, er der jo i hans notation egentlig en tvivl. I begyndelsen syntes jeg, der var en mærkelig diskrepans mellem, at han rent faktisk har så klare forestillinger og så alligevel ikke noterer dem ned. Der er flere steder i Játékok, som Amalie havde arbejdet på, hvor hun så siger "Jamen det står der jo ikke, det er jo ikke det, der er noteret". Og komponistens svar: "Nej, men sådan vil jeg godt have det!"

Det kan man så forundres over, når vi alle sammen går og stræber efter at få hver eneste sekstendedel fuldstændig rigtig. Måske er det, fordi hans egen klangverden er så stor, så når han så noterer, så noterer han det ned, som han har brug for at vide, og ikke nødvendigvis det, musikerne på den anden side skal vide. For jeg oplever ham nemlig som et akut musisk menneske, hvorfor det at notere korrekt måske er ikke et mål i sig selv. Jeg tror det er den vej, man skal se det hos ham. Det må være den vej rundt det er."

Klangbevidsthed

Michael Schønwandt skal uropføre Kurtágs nye værk. Det bliver ikke første gang, Schønwandt dirigerer musik af den ungarske komponist. Til Kapellets 550-års jubilæum i 1998 opførte han orkesterværket Stele, skrevet og dedikeret til Berliner filharmonikerne og Claudio Abbado i 1994. For Schønwandt var det et møde med en musik, der gjorde indtryk fra første takt:

"I forbindelse med Kapellets 550-års jubilæum, som jeg dirigerede, ville jeg have noget musik, der var nutidigt, og der havde han lige akkurat året før fået uropført Stele i Berlin, som jeg havde være nede og høre. Jeg var fuldstændig betaget af den klangverden. Det er noget af det mest klangbevidste, der skrives i dag, synes jeg.

Og det er underligt, for når man sidder og kigger på det, så ser det ofte så enkelt ud. Men det er jo netop, fordi hver eneste tone er så finsleben, at det virker. Og hos mig er det sådan, at det spiller bagud på mange hundrede års musik, altså al den musikalske erindring, som jeg også går rundt og bærer på, det, synes jeg, kommer med over i det, jeg hører hos ham. Man har en fornemmelse af, at det vokser ud af noget, vi allerede har hørt en anden gang i vores liv.

Der er fx et sted i Stele med fire Wagner-tubaer, hvor det er lige akkurat, som om du er i nærheden af Bruckners 7. Hele tiden er der en erkendelse af, at vi kommer ud af en kulturkreds, og at kun i kraft af den erkendelse kan vi lukke op over for noget nyt. Det, synes jeg, er det helt stærke i hans musik. Derudover synes jeg altid, der er en ungarsk tone i hans musik. Jeg synes, det minder om Kodály og Bartók, jeg kan forstå, at det er derfra, det kommer. Og jeg tror, han er sig meget bevidst om og meget stolt af at være det, han er, og de rødder han er fra.

Men han er også meget meget beskeden. Han presser slet ikke på for at få sin musik opført. Det er typsik for ham, når han siger: "Nej, jeg ved ikke om det er godt nok ...", samtidig med at han er meget bevidst om den kvalitet, han ønsker i musikken.

... concertante skal uropføres 18. september og solostemmerne er skrevet er skrevet til to japanere: Koncertmesteren for bratscherne i Concertgebouw, Ken Hakii, og hans kone, Hiromi Kikuchi, som er violinsolist. Michael Schönwandt har været involveret fra starten, og har i skrivende stund modtaget to af satserne i mere eller mindre færdig form:

"Kurtág har hele tiden gået rundt om det der med at skrive for stort orkester, fordi han er en ufattelig perfektionist med sine ting. Der kan gå 10 år hvor han går og skriver på et stykke før han synes, han kan slippe det, og så lige pludselig bliver det færdigt på en nat.

Det værk, vi har bestilt hos ham, har han sat hele året af til. Han laver ingenting andet end at skrive på dette værk. Så kan man undre sig over, hvis det virkelig er rigtigt - og det ér rigtigt at han sidder og skriver hele tiden - at han så ikke når mere. At han på et år måske når de der 10-12 minutter. Men det er altså, hvad der skal til.

Efter at han fik at vide, at han skulle modtage Sonningprisen, tog vi ned til ham og så, hvor langt han var kommet. Og jeg ved ærlig talt ikke, hvor langt han er nu, for jeg har ikke hørt fra ham i en måneds tid. Han ringede for en måned siden og sagde, at det kunne godt være, han ikke nåede at skrive det hele færdigt. Så vil det blive sådan et work-in-progress, og så bliver det så sådan.

Jeg har begyndelsen af værket i fotokopi af håndskriften, denne musik er seks-syv minutter lang, og så har jeg slutnignen af værket i particel, også håndskrift. Og så har jeg set nogle skitser af resten af værket, og det er der, hvor han måske bliver færdig, måske ikke bliver færdig. Hele værket er i en sats, og Kurtág regner selv med, at den kommer til at vare 20-25 minutter, hvilket jo er ekstremt langt i hans musik.

Kurtág var sød, for han sagde, at hvis der var noget som helst i instrumentationen, som jeg synes skulle laves anderledes, så skulle jeg endelig sige til, for han var jo ikke vant til at instrumentere for så stort orkester. Og det er et kæmpeorkester, han arbejder med, seks fløjter, firedobbelt træ med kontrabasklarinet og alle de skæve instrumenter, det helt store messing, masser af slagtøj og så et helt fuldt strygerkorps med seksten førstevioliner ned til otte kontrabasser. Alt dette vil han arbejde meget diskret med, altså hele tiden nye farver rundt omkring.

Hele ... concertante er bygget på noget så banalt som ideen om at starte på et G og slutte på et C. Altså den starter helt pianissimo på et G, alle strygere har hotelsordiner på, og i virkeligheden er det hele ikke andet end en dominant-tonika tur - siger han. Men det er så det, han har forestillet sig. I hans skrivehule står der også et opretstående klaver med super-dæmper på. Det er hans favoritlyd, han elsker den lyd. Fuldstændig tyst.

I titlen og med tre prikker før ordet concertante ligger det med, at det er noget vi har hørt før, tror jeg. Han har ikke fortalt mig om det, men jeg oplever det som en hommage til traditionen, der er så typisk for ham, det er i skyggen af, eller im Stile von einer concertante ...

Dette kan man godt se af musikken. Der er dobbelt-koncerteffekten med violin og bratsch, der spiller som hovedstemmer. Det er ikke noget med, at de går ind i orkestersatsen som sådan, de er hovedstemmerne helt tydeligt, der ligger og fører deres liv i midten, og så kommer der de der farver og svar rundt omkring. Så det er deres liv som så at sige reflekteres rundt. Det starter altså med, at violinen har et oktav-G, hvor det så udvikler sig fra det G, mens alt er nede i tre til fire p'er.

Sidstesatsen bliver en dansant sats, men particellet er kun tre til fire stemmer, så jeg kan ikke se, hvordan han kører det endnu. Jeg kan ikke se, hvad der er solo, og hvad der er tutti endnu. Det er en hurtig sats. Det ligner en mere ungarsk folkedansagtig musik af fire til fem minutters længde. Men det kan forandre sig mange gange endnu.

Jeg opdagede i øvrigt et par trykfejl, som han ikke havde opdaget, hvilket irriterede ham grænseløst. Han så fuldstændig forkert ud i ansigtet, da jeg opdagede, der var noget galt [latter] - og jeg var rasende stolt. Men jeg skal se at få skrevet til ham, for det er som sagt lidt over en måned siden, jeg har hørt noget, og jeg ved ikke, hvor langt det er."

Der er flere arrangementer i den uge, Kurtág er i Danmark for at modtage Sonningprisen. En række koncertarrangører og ensembler har ønsket at hylde kunstneren:

"Kurtág får en barsk uge. Han er dels inde hos os til prøverne på ... concertante - og det bliver så en oplevelse for os, jeg ved faktisk ikke, hvordan vi skal nå hele programmet med ham i salen - og så skal han på konservatoriet og give en kammermusiktur med Mikkel Futtrups kvartet, hvor han vil gennemgå noget Brahms. Og så spiller han og hans kone, som jo også er en dejlig pianist, firhændigt lørdag aften i radioen, hvor de kombinerer nogle fantastiske Bach-transskriptioner af Orgelbüchlein, som han har lavet, med satser fra Játékok, som også til dels er skrevet for fire hænder."

Efter et helt liv i Ungarn er Kurtág i en sén alder, efter sin pension som underviser, flyttet ud af landet. Det blev ikke opfattet som god tone. Schønwandt fortæller:

"Det var den store skandale! Da han nåede pensionsalderen, sagde alle, at den mand kan man ikke pensionere. Ham skal man holde fast på! Men nej, den ungarske stat havde de og de regler, og dem kunne man ikke lave nogen undtagelser fra. Og så flyttede han til Paris og underviste der og arbejdede på IRCAM, hvor hans søn, der også er komponist, arbejder. Senere kom han til Amsterdam og så til Berlin for at undervise.

Nu bor han så nede i Bordeaux. Men det forlyder, at det at slippe den mand var det mest åndssvage ungarsk musikliv havde lavet i mange, mange år, så ...

[tænkepause]

Men det kender vi jo også i Danmark ..."

Svend Hvidtfelt Nielsen er komponist og forfatter.

Årgang 78/2003-2004, nr. 01