CD'ER

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 08 - side 291-292

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

DuoDenum. 6 Works for saxophone & percussion. Karsten Fundal:Möbius #3, Niels Rosing-Schow:Piseq - Ritus III, Per Nørgård:Proteus, Jesper Hendze:Inaudible choirs, Hans-Henrik Nordstrøm:Abstractions, Sunleif Rasmussen:Pictures from The Sea's Garden. Jeanette Balland og Christian Utke. Dacapo 8.226504

Saxofonisten Jeanette Balland og slagtøjsspilleren Christian Utke udgør det ca. 10 år gamle ensemble DuoDenum. De har fået en pæn række værker komponeret til sig, bl.a. disse seks på nærværende cd (NørgårdsProteuser dog en omarbejdning af den oprindelige version fra 1980 for fløjte og slagtøj).

Balland har på det seneste henrykket med sin uropførelse af Rosing-Schows saxofonkoncert, og på denne cd kan man opleve hende håndtere sopran-saxofonen med samme overskud, som alt-, tenor- og baryton saxofon. Hvilken smidighed hun præsenterer med (den ellers ofte gumpe-tunge) baryton i Jesper HendzesInaudible Choirs(1998)! Sjældent får man mulighed for at høre baryton som soloinstrument, og i det hele taget optræder barytonen sjældent uden for jazz-sammenhæng. Men Hendze er ikke bange for at prøve nye hundekunster med den. Han er både uddannet som komponist og som slagtøjsspiller, men man føler ingen favorisering af slagtøjet på bekostning af saxofonstemmen i dette værk - tværtimod er sax'en hovedperson det meste af tiden.

Undervejs skiftes der fra baryton til alt-sax, og atmosfæren bliver pludselig præget af etnisk melodik og sære slagtøjslyde. Hendze har tidligere erklæret en kærlighed til Frank Zappas musik, men de typiske zappaske varemærker er ikke til stede iInaudible Choirs. Til gengæld afrundes hele kompositionen med glimt af den rytmiske musik på en anden måde: gennem en hyldest til Free Jazz-ikon og saxofonist Eric Dolphy (afsnitstitlenLoose change (Mr. Dolphy explains) - Chase).

FundalsMöbius #3fra 2002 for vibrafon og sopran-sax, bygger på et matematisk princip, der er opfundet af Augustus Ferdinand Möbius, og det kan godt høres, at der ligger hjernegymnastik bag. Men det klinger af den slags 'system-i-musikken' som en af Fundals læremestre, Per Nørgård, har arbejdet med, dvs. mere end blot tør serie-produktion. Ud over at der er tale om matematisk musik, så kunne vibrafonens kolde klangfarve nemt gøre det vanskeligt for musikerne at puste tilstrækkeligt med liv i kompositionen. Heldigvis formår Christian Utke at levendegøre musikken, han vælger de rette køller og smelter isen af sine metal-tangenter lidt efter lidt.

Egentlig slipper Fundal bedre af sted med sin duo end Nørgård med sinProteus-version fra 1997 for alt sax og slagtøj (vibrafon, marimba og roto tom'er). Jovist er der en plan med Proteus, men Nørgård virker underligt uden for sit normale, stilistiske domæne her. Han har midlertidigt forladt det væld af samtidigheder - melodiske, tempomæssige, rytmiske, eller satsmæssige - som gav navn til en bog om ham,Mangfoldighedsmusik. Kong Proteus er en figur fra græsk mytologi, som Nørgård valgte at opkalde stykket efter pga. dets "motiviske transformationers ikke-udviklende, men frem-og-tilbage-skiftende karakter". Det virker ikke naturligt for Nørgård at repetere et motiv så mange gange som det sker iProteus. Man trættes af dette sax-motiv, inden værket er slut.

DuoDenums indspilning af Rosing-SchowsPiseq - Ritus III(1996) blev anmeldt i DMT i sidste måned, da dette værk også er med på en anden cd (Dacapo 8.226506). MenPiseqpasser også glimrende på DuoDenums cd, og i det hele taget klæder de seks kompositioner hinanden godt. De er dybt væsensforskellige, og der er stof nok til at tilfredsstille de fleste kræsne ganer.

Jens Schou. Breath and Wings. Jens Schou:Prelude to Mythic Morning, Per Nørgård:Letters of Grass (Cao Shu), Ib Nørholm:A Song of Breath and Wingsop. 171, Niels Viggo Bentzon:Sonate for klarinet og klaverop. 63. Jens Schou og Erik Kaltoft. Dacapo 8.2265507

Det er med risiko for trusselsbreve og smædekampagner, at jeg anmelder denne Open Space-cd fra Dacapo. Umiddelbart burde den være et selvsagt hit med den kaliber af komponister og musikere, der på hver sin vis har bidraget til den. Men man bliver desværre fælt skuffet. Man kunne så småt forudsige skuffelsen allerede på MUSIKHØST-festivalen sidste år, hvor Schou uropførte NørholmsA Song of Breath and Wings.

Cd'ens første track, den 32 minutter lange improvision [!]Præludium til Mytisk Morgen(2003), kunne passende indskrives til en didgeridoo-konkurrence. Det er virkelig utroligt så godt, Schou kan få sin basklarinet til at lyde som den "australske national træstamme". Det er ikke svært at forestille sig ham spille dette stykke på Strøget og duellere med gadens faste didgeridoo-åndemaner. Historien bliver endnu bedre af, at Per Nørgård har været med til at kreere den skabelon, som Schou improviserer over, da han i 1999 anmodede Nørgård om at komponereMytisk Morgenfor kor og basklarinet. Præludiet er så fredfyldt og stillestående, at man kunne tro, at Fønix Musik vil være interesseret i en kontrakt. Der sker absolut intet i dette 'præludium'.

Næste track på cd'en er NørgårdsLetters of Grass (Cao Shu)fra 1992-93, og her har Dacapo sovet i timen: Man placerer ikke et værk med en stort set begivenhedsløs halvanden minuts indledning efter en 32 minutters begivenhedsløs improvisation! O.k., efter introen iCao Shusker der lidt mere, og jeg vågner. Men så bliver stykket kedeligt igen, jeg bliver utålmodig og begynder at længes efter rabalderet, brølene og de monstrøse fangarme i NørgårdsTerrains Vagues, jeg engang næsten mærkede tage fat i mig og løfte mig fra jorden. Jeg kigger igen på bagsiden af cd-coveret - jo, det er den samme Per Nørgård, jeg lytter til.

Så kravler der en Puccini-agtig klarinetmelodi ud af mine højttalere. Det må være et gammelt stykke, tænker jeg, og læser derefter, at det er samme Ib Nørholm-værk fra i fjor, som jeg hørte på MUSIKHØST! Jeg diskuterer med mig selv, om versionen på cd er bedre end uropførselsen, som blev spillet i et kirkerum. Med eller uden et tæppe af efterklang ... Jeg når ikke til en konklusion på dét punkt, men beslutter, at det ikke er umagen værd at gradbøje ordet 'uinteressant'.

Heldigvis kommer BentzonsSonate for klarinet og klaverfra 1956 cd'en til undsætning,og løfter stemningen med førstesatsens neoklassisske uhøjtidelighed. Andensatsen er mere tungsindig, med et enkelt klaverakkompagnement, der, med sine dissonanser, farver den ensomme og smukke klarinetmelodi. Finalesatsen fremmaner den lidt satiriske karakter, man kan opleve i nogle af Sjostakovitjs værker fra 1940rne. Bentzon sætter et lille plaster på såret, men er langt fra at klare skærene for cd'en.

Mogens Christensen. Vocal and Chamber Music Vol. 4:Aries Funiensis, Gemini Funiensis, Nordic Summer Ghosts, Sommerzauber, Winterzauber, Eius in Oriente, Pisces Funiensis, Aquarius Funiensis. Ensemble Fyn. Paula PACD 129.

Mogens Christensen (f. 1955) fascineres af spirituelle emner, bl.a. astrologi, som det antydes af fire værktitler på denne cd -Aries(vædder),Gemini(tvillinger),Pisces(fisk) ogAquarius(vandbærer). Men, som komponisten understreger, skal man betragte disse værker som karakterstykker, snarere end som udtryk for seriøs astrologisk tænkning. De fire værker er i øvrigt oprindeligt komponeret for orkester og senere instrumenteret for kammerensemble.

Her er et udvalg af de nævnte stjernetegns traditionelle karaktertræk:

Vædder - eventyrlig, selvsikker, temperamentsfuld, utålmodig Tvilling - intellektuel, veltalende, fleksibel, nervøs, inkonsistent Fisk - indadvendt, følsom, drømmende, hemmelighedsfuld Vandbærer - uafhængig, venlig, opfindsom, uforudsigelig, ufølsom

Christensen er generelt set loyal over for disse træk, men de skal heller ikke tages alt for bogstaveligt.

Cd'en åbner med energibombenAries Funiensis, der præsenterer en legende let tilgang til materialet og formen. Instrumentationen kan stedvis minde om Stravinskys, og den markante rytmik og artikulation, der hele vejen igennem præger stykket, tyder også på en inspiration fra samme komponist.Aries Funiensis' korte varighed gør, at det kan virke som en intro for hele cd'en; man kunne ønske, at stykket varede noget længere end tre minutter. Det er et værk, som fanger ved første lytning.

Gemini Funiensis (2002) flakser omkring og kan ikke finde hvile i sig selv. Det er en bevidst forgæves søgen efter et mål, som hele tiden undviger og tvinger musikken til at lede andre steder - nærmest en permanent tilstand af tilløb, der aldrig bliver til andet end det. Den urolige stemning understreges af basregistrets (næsten totale) fravær, og af nervøse triller, parallelle sekunder m.m.

Christensens oplevelsesverden er fuld af mange ting mellem himmel og jord, også af væsener fra hinsides. Han fortæller, at "det var som om velkendte genfærd, ærbødige spøgelser og venligsindede ånder stod i kø, alle skvadrende løs på samme tid", da han besøgte en kælder i en finsk by og dermed nærmest fik ideen til sinNordic Summer Ghostsklavertrio (1996) forærende. Trioværket veksler mellem muntre, jordnære passager og mere sælsomme indslag, der ikke altid lyder, som om de repræsenterer venlige spøgelser. Dog føres man tilbage til det trygge udgangspunkt efter hver episode af uhygge, selvom uhyggen akkumuleres.

Der er mange, i flere henseender, magiske øjeblikke i løbet af cd'ens otte tracks. Det er hverken en fordel eller ulempe at være interesseret i stjernetegn eller andre 'alternative' emner, for at få udbytte af de fire Funiensis-værker. Er man endnu ikke indviet i Christensens univers, vil denne cd være passende at starte med.

IMAGES by Leif Martinussen. Works No. 2.Danske tidsglimtop. 28, Du op. 31,Ode til livets duop. 34,Solkredsenop. 2, 3 og 17,Festpræludiumop. 35,Capriccioop. 33,Allegretto graziosoop. 29a. Unge Akademikeres Kor, Flemming Windekilde, Michael Brydenfelt, Mads Høck og Tom Ernst. Paula Records PACD 146.

Organist og komponist Leif Martinussen (f. 1941) er måske ikke en person, der vil blive husket for at være nyskabende. Han er traditionalist, sværger til den velklingende korklang - men dén er han til gengæld dygtig til at sætte sammen. Kendskabet til stemmetyper fornægter sig ikke. Men man savner dristighed, både i den vertikale og den horisontale sats. I de passager, hvor han er mest vovet i sine vokalkompositioner, virker det desværre fremmed i konteksten. Bl.a. Pauli i Sandagerdi og Bo Holten har i deres kormusik vist spændende måder at forene smukke klange og moderne dissonanser på. Martinussen kunne passende studere de to herrers partiturer (igen?), hvis han ønsker at tilføre sine korværker brod, drama og en mere nutidig ånd.

Disse værker er dog de bedste på cd'en.Solkredsenfor klaver i ni dele, fra 1959-63, bærer tydeligt præg af impressionistiske idiomer, og det er skam glimrende med stiløvelser, og de er tilmed flot udført af nordmanden Tom Ernst - men hvorfor skal de indspilles? Det værste venter dog endnu: MartinussensFestpræludiumfra 2002 for trompet og orgel,være en spøg! De to sidste stykker er fra samme skuffe. Paula Records bør kraftigt overveje at revurdere deres kvalitetskriterier for de værker, de indspiller. Jeg kan ikke se hvorfor denne cd skulle interessere publikum.

Vokalkvartetten VOX. Such is Life. François Sarhan:Such is life, Lars Gullin:Kärlekens ögon, Per Nørgård:Grøn sang, Kristian Bredin:Din mun var vallmo, Per Nørgård:Overstået angst, Fredrik Österling:Quartetto; étude sentimentale, Per Nørgård:Lykkestrejf, Sven-Eric Johanson:Det är något bortom bergen, Fredrik Österling:Tyst är det rum, Sven-Eric Johanson:Det är vackrast när det skymmer, Lars Johan Werle:Orpheus, François Sarhan:Oh, Nuncle, Matts Johansson: Quolibet över tre svenske folkvisor, Gunnar Idenstam:Dansen i rosende lund, Rashid Kallimulin: From Windsor Forest. Ulrika Åhlen Axberg, Matts Johansson, Tore Sunesson, Katarina Lundborg, Louisa Agnani og Gunnar Idenstam. Footprint Records FRCD 009.

VOX, kalder de sig. De er en svensk vokalkvartet, man nemt kunne forelske sig i. De synger hverken barber shop eller barok på denne cd, selvom de evner at synge det meste. De har specialiseret sig i ny musik og bestiller gerne værker af yngre komponister - otte af cd'ens 15 værker er komponeret til ensemblet.

Franskmanden François Sarhan har komponeret to værker til VOX, hvilke hører til de bedste blandt de 15. Cd'ens morsomme titelnummerSuch is Life, er et digt af vrøvleversets fader, Edward Lear, som Sarhan har komponeret musik til. Fredrik ÖsterlingsQuartetto, étude sentimentale, der bærer tekst af Paul Verlaine, er måske den mest interessante komposition, VOX præsenterer os for. Er man til absurdisme og leg med ordlyde, er der bestemt et par godbidder at finde her. Cd'en favner bredt, og der er også plads til folkevisen, som svenskerne har stor tradition for at dyrke. VOX er vedkommende og nærværende, de vil en masse med deres fortolkninger og har talent til at nå blandt de bedste på deres felt.

Årgang 78/2003-2004, nr. 08