Kunstner og Pædagog

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 08 - side 294-297

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Bernhard Christensen 9. marts 1906- 20. marts 2004


Af PEDER KAJ PEDERSEN

Bernhard Christensen - komponisten, kirkemusikeren og musikpædagogen - døde 20. marts kort efter at være fyldt 98 år. Med ham forsvandt både den sidste af en stor generation i dansk musikliv og en unik skikkelse. Blandt jævnaldrende komponister, udøvende, forskere og formidlere og også kulturpersoner uden for det mere snævre musikliv var han gennem de sidste år blevet alene.

Generationen talte Finn Viderø (1906-87), Sven Møller Kristensen (1909-91) og Herman D. Koppel (1908-98), som han alle mødte i sin ungdom og bevarede venskab med; Gunnar Heerup (1903-89) havde i de tidligere år hørt til de nære venner, og Finn Høffding (1899-1997) havde været med til at befolke det landskab, hvor Bernhard Christensens grundlæggende opfattelser dannede sig i slutningen af 1920erne. Blandt disse var Bernhard Christensen den sidste.

En inspirerende kraft inden for musikpædagogikken var han til det sidste, ud fra tankegange, som var originale og nyskabende, da de opstod hos ham omkring 1930, men som også viste sig slidstærke både som afsæt og som provokation gennem ikke færre end otte årtier, hvad der alene turde sikre ham en plads blandt enerne. Ikke fordi han var en musikpædagogisk systembygger, eller for så vidt pædagog overhovedet, hvis man læser, hvad hans elever beretter i Erik Lyhnes bogMusik med mening, der udkom på Bernhard Christensens 98-års fødselsdag.

Når han med rette har været set som repræsentant for musiske strømninger i pædagogikken, og når han ligeledes med rette har været set som en 'music educator' på linje med Orff eller Suzuki, så var det fjernt fra hans egen ambition. Men at hans tanker og virksomhed på dette område var dybt originale, og at mange lærte af ham er uomtvisteligt.

Unik hos ham var også foreningen af jazz og kirkemusik, som var en del af hans profil. I dansk jazzhistorie blev han indskrevet for sit virke som arrangør og komponist for Erik Tuxen i begyndelsen af 1930rne, som komponist til Poul Henningsens Danmarksfilm (1935), hvis lydside må ses som et hovedværk i dansk jazzhistorie, og for sit formidlingsarbejde, selv om jazzhistorien siden har været kritisk over for det syn på jazzen, som Bernhard Christensen og Sven Møller Kristensen nåede frem til midt i 30rne: det kulturradikale jazzsyn, som man siden har betegnet det.

Men Bernhard Christensen var ikke kun historie i jazzsammenhæng. Han var også nutid; unge musikere spillede og indspillede hans temaer (Maj-Britt Kramer, Simon Spang-Hanssen o.a.), arrangører som Ole Kock Hansen, Butch Lacy, Allan Botschinsky, Svend Skipper, Thomas Clausen, Fuzzy, Niels Jørgen Steen o.a. aktualiserede hans musik i udsendelsessammenhænge, hvad beholdningerne i Danmarks Radios nodearkiv tydeligt vidner om.

Også i kirkemusikken levede han, selv om forholdet mellem historie og nutid kan siges at være et andet i den sammenhæng. Da han i 1950erne på opfordring begyndte at publicere orgelkoraler, koralforspil og salmer, var det på renlivet Laub-grundlag. Han beherskede den fra og med 50erne ganske forkætrede 'kirkestil' mere end nogen anden, og han blev som en af de højfrekvente blandt det 20. århundredes salmekomponister repræsenteret med Seks melodier iKoralbog til Den Danske Salmebog(2003).

Det er værd at bemærke, at det ikke var ham, der leverede bidrag til den import i kirkemusikken af 'rytmisk musik', som den nye salmebog blandt andet stod for, selv om det faktisk var netop ham, der udmøntede dette særlig danske begreb allerede midt i 1930rne. Sådan hang tingene ikke sammen for ham.

At han kunne have gjort det, vidner hans orgelværker uden for den liturgiske musiks område om. De er helt uden 'kirkestilens' puritanisme, fantasifulde og rytmisk vitale, fra ungdomsværketGlæden hun er født i dag(uropført af Finn Viderø 1932) overFantasi for orgel(Viderø 1952),Krk- et stykke balkanmusik i kirkerummet - (Grethe Krogh Christensen 1963) og Schütz-toccataen (Krogh Christensen 1968) til en lang række andre i en værkrække, som vel er det eneste af Bernhard Christensens produktion i de større kunstmusikalske former, der har status af repertoireværker, nodeudgivet, ofte opført også udenlands, cd-indspillet osv.

Bernhard Christensen var virksom og produktiv som komponist fra debuten i 1930 til den sidste offentlige uropførelse, en koncert for basun og orkester (Niels-Ole Bo Johansen med Aarhus Symfoniorkester 1995). Hans løbebane som komponist blev lang, men den var ikke retlinet. Det, han kom til at stå for, forsøget på at krydse europæisk koncertmusik med idiomer hentet fra forskellige former for orientalsk musik, jazz og afro-amerikansk musik og den form for fundamental dyrkelse af det rytmiske element, som tidligt kom til at ligge fast, blev modtaget med skiftende åbenhed i musiklivet.

I 1930rne var det ungt og nyt. Det er karakteristisk, at kapelmester Johan Hye-Knudsen varmt anbefalede Det Kgl. Teater at antage partituret tilEnken i spejlet. For selv om der var tale om "Jazz Aargang 1933" og om inspiration fra USA, så var musikken et dansk arbejde, og det var præget af talent og originalitet. Dertil kom så det mere gustne, at man havde muligheden for at gribe til, mens man kunne ride på aktualitetens, friskhedens og nyhedens interesse, og Hye-Knudsen anbefalede, at man gav ungdommen ordet for denne relativt "korte bemærkning", som han udtrykte det. Det gjorde man med stor publikumssucces, men på en måde, som gav Bernhard Christensen, hvad man næsten kunne betegne som et traume. Kapelmusikerne kunne ikke spille partituret, dirigenterne forstod ikke intentionen, musikerne saboterede den.

Det var kulturelle barrierer, der var på spil over for jazz og det, der lignede. Ramaskriget omkring Danmarksfilmens jazz tog Poul Henningsen sig af i debatterne.Enken i spejletblev Bernhard Christensens problem, og en del af forudsætningerne for at han trak sig mere og mere tilbage fra det offentlige musikliv og mere og mere ind i musikpædagogikken, den sammenhæng som han siden beskrev bl.a. i bogenMit motiv(1983).

Bernhard Christensen var født 1906 på Frederiksberg i et bedrestillet håndværkerhjem uden udpræget kunstnerisk eller musikalsk tradition, men udtalt religiøst. Faderens familie havde haft tilknytning til kvækerne i Danmark, men det var metodismen, der prægede hjemmet og familien. Musik som religiøs vækkelsesmusik var noget, der var konstant til stede i dagligdagen under opvæksten.

Bernhard Christensens faster var gift med den indre-missionske Blovstrød-præst August Andersen, og mens Indre Missions knugende synds-bevidsthed nok var for stærk for Bernhard Christensens mor, så var det under et besøg hos Bloustrød-præsten, at den unge Bernhard for første gang stiftede bekendtskab med et kirkeorgel, så sent som i sommeren 1925.

Af tidens musikkulturer i årtierne før, under og umiddelbart efter den 1. verdenskrig kunne Bernhard Christensen gennem to musikudøvende kusiner stifte bekendtskab med den finere borgerlige kunstmusik. En bror til faderen var gift med en søster til moderen, og parret havde to døtre, de senere konservatorieuddannede Esther og Dagny Christensen, der som pianist og violinist spillede klassisk-romantisk musik, den gode tone, den dannede musikkultur. Kusinefamilien stod ham nær, men drengen følte sig ikke på bølgelængde med denne tilgang til musikken, og den antiromantiske holdning, som han hurtigt indtog som ung musiker og musikstuderende, har sin rod her.

Det var dog Esther Christensen, der af nødvendighed blev Bernhard Christensens klaverlærer fra o. 1925, hvor han påbegyndte egentlige musikstudier. Før da havde han ikke fået egentlig musikundervisning, og op til starten på musikuddannelsen har hans bekendtskab med musik haft et uformaliseret, gehørmæssigt og intuitivt præg.

Hjemmet gav ham god plads. Han var enebarn og fik plads til at udfolde sig, dyrke den tennis, som han blev ved med at dyrke indtil ganske få år før sin død. Han fik lov til at eksperimentere med at omstemme familiens klaver, undersøge skæve intervaller, kvarttoneskalaer eller andre af de nye materialemuligheder, som den unge musikstuderende efterhånden fik begreber for.

Hans lærer i teori i forbindelse med organistuddannelsen, Jens Peter Larsen, som Bernhard Christensen skulle komme til at afløse som organist i Vangede Kirke, da han i 1945 blev professor i musikvidenskab, bebrejdede Bernhard Christensen hans manglende flid med satsopgaverne, men måtte tage det i sig igen, da det gik op for ham, at den unge studerende faktisk næsten ikke kunne noder. Han beherskede lynhurtigt tingene gehørsmæssigt, kunne lave satser, der lød fuldkommen stilrene, men satstekniske regler som parallelforbud o.l., der først anskueligt manifesterer sig i notationen, var det vanskeligere for ham tilegne sig. Et andet aspekt af Bernhard Christensen begavelse var det improvisatoriske, der ved organisteksamen i 1929 indbragte ham et skulderklap fra Carl Nielsen, der var blandt censorerne, en historie Bernhard Christensen erindrede med glæde og stolthed.

Han studerede musikvidenskab, men uddannede sig altså samtidig som organist og blev fra eksamensbordet i 1929 ansat som assistent for Mogens Wöldike ved Christiansborg Slotskirke.

Impulsen til at komponere lå i miljøet på universitetet, hvor den stilhistoriske og analytisk funderede musikforskning var det nye gennembrud, og hvor en række af tidens progressive faglige strømninger blev introduceret og drøftet med en stærk betoning af en saglig, ofte tilspidset antiromantisk holdning. Blandt Bernhard Christensens mere personlige opdagelser i dette miljø var musiketnologien, men der var ikke mulighed for at forfølge denne interesse nærmere både på grund af manglende kapacitet på dette felt i miljøet og fordi andet hurtigt kom i vejen for en mere akademisk karriere i det hele taget.

Det var navnlig sammen med pianisten og komponisten Herman D. Koppel, som hørte konservatoriemiljøet til, og som Bernhard Christensen traf hos kusinerne, at han studerede de nyorienterede strømninger i samtidens europæiske kunstmusik, og det var i hele dette krydsfelt af kunstneriske og intellektuelle impulser, at tilskyndelsen til at komponere opstod og fandt sin karakteristiske form.

Hans tidligste værker, der for en dels vedkommende var relativt interimistiske, udforskede enkle, rytmisk vitale idiomer inspireret af orientalsk musik og af samtidige europæiske komponister, og efter at han havde opdaget jazzen i dens sorte, amerikanske former, den musik som Bernhard Christensen lynhurtigt kom til at betragte som den genuine, autentiske jazz, tog tingene fart med undervisning, jazzoratorierne osv.

Han så jazzens muligheder i forhold til de ideer om musikopdragelse og musikpædagogik, der - ikke mindst i nærværende tidsskrift - blev intenst debatteret og afprøvet i praksis i årene omkring 1930. Jazzoratorierne fik et enormt gennemslag og har stået sig i årtier efter deres fremkomst, selv om Bernhard Christensens egen musikpædagogik hurtigt gik andre, mindre spektakulære veje i en søgen efter, hvad man kunne kalde musikkulturelle fundamenter.

Der var et tydeligt omslag ved midten af Bernhard Christensens liv. Han flyttede fra Slotskirkejobbet og byens udadvendte opgaver i 1945, men mere generelt, så var der en række faktorer i hans liv, der skabte opbrudsstemning og usikkerhed. De kulturelle fejder og traumer i 30rne, som han havde været genstand for, skrækken under besættelsestiden, hvor venner og kolleger måtte emigrere, og hvor Bernhard Christensen ofte følte sig personligt truet, men samtidig følte sig bundet til at blive hjemme, alt dette skabte en usikker opbrudsstemning. Forældrene var blevet skrøbelige og døde med kort mellemrum o. 1950, og hans ægteskab var blevet opløst.

Han trak sig i slutningen af 40rne tilbage fra udadvendt virksomhed, produktionen blev sparsom, nye generationer af musikanmeldere og efterhånden også musikhistorikere betragtede efterhånden entydigt hans nye værker som gammeldags og hans position som forældet, og han koncentrerede sig om organisthvervet ved Vangede Kirke og om at videreudvikle og rendyrke de musikpædagogiske principper, som var udsprunget af arbejdet med jazzoratorierne, først som seminarielærer for børnehavepædagoger (1946-55), siden som lærer ved den lilleskole, som han var med til at starte i 1950 og virkede ved indtil omkring pensionsalderen i 1976.

Han har fortalt, at han i disse år traf nogle bevidste valg. Det var svært at komme over fascismens, verdenskrigens og besættelsestiden rædsler. For Bernhard Christensen var det en kulturel katastrofe, og han blev som han selv udtrykte det 'antihvid', søgte til kulturer, som var ubelastede af hele dette kompleks, til det sorte USA, som han havde mødt i Harlem i 1936, et ophold, som reelt varede to uger, men som blev et enormt oplevelsesreservoir, som han siden gang på gang vendte tilbage til, i 50rne og 60rne til musikkulturer på Balkan, som han besøgte gentagne gange.

En vis trods gjorde sig måske gældende. Når musiklivet ikke havde villet have ham, så ville han heller ikke have det. Hvorom alting er, så opbyggede han på lilleskolen en slags musikkulturel ø, og det var først i sit otium fra organisthvervet og lilleskolen, at komponistvirksomheden igen blev mere fremtrædende. Han oplevede, at der siden o. 1980 herskede et mildere klima for hans musik. Den fik et publikum, og yngre generationer af udøvende blev interesseret i den.

Meget lidt af orkestermusikken er indspillet og meget lidt er udgivet. Bernhard Christensen overlod for nogle år siden en samling partiturer til Det Kgl. Bibliotek, og Danmarks Radios nodearkiv har også noder til værker af ham, så muligheden for at indspille nogle af de større værker er til stede.

Balletterne er, forudenEnken i spejletogsåDen evige trio, er gået tabt som sceneværker, koreografierne er døde med danserne, men musikken burde foreligge på cd.

Det burde også de to klaverkoncerter, som Herman D. Koppel uropførte i 1945 og i 1992, og her er muligheden umiddelbar: De er bevaret i nutidige og optageteknisk up to date indspilninger med Koppel, 1945-koncerten med Schønwandt og DR Radiosymfoniorkestret (studieindspillet november 1988) og Koncerten for klaver og strygeorkester med Joseph Swensen og Aalborg Symfoniorkester (liveindspillet august 1992), en opførelse Bernhard Christensen var meget glad for.

Bernhard Christensen var sky og tilbageholdende i forhold til offentligheden. Men da han fyldte 95 brød han denne tilbageholdenhed, støttet af Sigrid, som var hans uadskillelige ledsager i alle sammenhænge i hele anden halvdel af hans liv. Han stillede op til massiv fejring, medieinterview, hyldestforestillinger osv. til glæde for alle dem, for hvem hans musik og ideer havde haft betydning. Det glædede også ham at blive fejret, men det tog på kræfterne, og i de sidste år svækkedes han. I telefonen lød han frisk og ivrig næsten til det sidste, men han holdt først op med at komponere, så med at spille tennis og endelig med at køre bil.

I Erik Lyhnes ovenfor omtalte bog fortæller Bernhard Christensens elev Sus Hauch om en situation under prøvearbejdet med hans sang- og dansespilEldora, hvor tre klasser på lilleskolen, o. 60 børn, var tæt på at være opførelsesklar med stykket. Bernhard syntes ikke, børnene gad (ham) godt nok og gik så fra dem, ikke bare op på lærerværelset, men hjem med replikken "Jeg vil ikke mere! Sådan nogle forkælede unger. Jeg tager hjem!" Sus fik i opdrag af kammeraterne at ringe og bede ham komme igen. Det lykkedes ved den lejlighed. Men nu er det slut.

Peder Kaj Pedersen er lektor ved Aalborg Universitetscenter (AUC). Han har gennem en årrække forsket i Bernhard Christensens musik og samtid.

Årgang 78/2003-2004, nr. 08