Vitaminer til slumrende alpeidyl

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 01 - side 24-25

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Rapport fra Verbier Festival & Academy, Schweiz 2004


Den 17 dage lange event Verbier Festival & Academy er netop løbet af stablen for 11. gang. Når et festivalprogram kan præsentere musikere som bl.a. James Levine, Michala Petri, Lang Lang, Thomas Quasthoff og Mischa Maisky, kan den næsten ikke undgå at blive en succes. Når den alligevel er vitaminfattig på visse områder, selv om Verbier-begivenheden både kunstnerisk og økonomisk strutter af sundhed, er det fordi den ny musik ikke er så synlig i koncertprogrammet: Man savner at blive overrasket, provokeret og udfordret. "Jeg ER konservativ," indrømmer festivalens arrangør Martin Engstroem blankt. DMT var inviteret med til begivenhederne og talte bl.a. med Michala Petri, James Levine og Martin Engstroem.

Af PER RASK MADSEN

Verbier er en lille by 1500 meter oppe i de sydlige schweiziske alper. Omgivelserne tager pusten fra én, med de til alle sider tårnende, majestætiske bjerge, som af og til rammer skyerne. Om vinteren er området et mekka for ski-entusiaster, og om sommeren er selve byen ramme om en velorganiseret, stor - og på mange måder ambitiøs - festival for klassisk musik. Hele byenemmeraf musik. I butiksvinduerne - side om side med sko, blomster, oste, fotoudstyr og hvad der ellers handles med - er der plakater af kunstnere, der har kontrakt med Deutsche Grammophon (som arrangør Martin Engstroem er PR-vicepræsident for). I mange lygtepæle er der festivalbannere. På gaderne støder man jævnligt ind i festivalens store kunstnere, som gerne tager sig en sludder med musikturister, autografjægere og journalister: Lang Lang mænger sig med det unge publikum mellem koncerterne; den pressesky James Levine er set med et stykke pizza i den ene hånd og et partitur i den anden; dværgen Thomas Quasthoff med den prisbelønnede stemme vandrer utrætteligt rundt på gader og i stræder.

På trods af festivalens betragtelige omfang er stemningen alligevel hyggelig. Folk stresser ikke, men nyder virkelig livet her i alpeidyllen. Verbier er et af den klassiske musiks Hollywood'er: Som i den rigtige Hollywoods filmverden finder man den brede smags ikoner, ikke finkulturens. Navne på nulevende komponister, som fx Sciarrino, Rihm eller Saariaho, må man lede forgæves efter på festivalens koncertprogrammer. Man kan forstå, at en så stor festival skal hænge sammen økonomisk, og at de gavmilde sponsorer ikke vil udstede checks til radikal musik. Men en festival, der forløber over 17 dage, burde kunne inkludere mindst et par nye kompositioner, uden at budgettet vælter af den grund. Sponsorerne er kæmpevirksomheder, der bl.a. tæller Rolex, dagbladet Le Temps, Volvo og ikke mindst den schweiziske bank UBS. I kraft af Engströms stilling ved Deutsche Grammophon bliver de fleste af kunstnerne sandsynligvis hyret for et mindre honorar, end de plejer. Dertil kommer de vennetjenester, som Engstroem med sit betydelige netværk har kunnet benytte sig af, bl.a. fordi hans kone er operasanger og hedder Barbara Hendricks.

UBS Verbier Festival Orchestra

Verbier-festivalen har et usædvanligt husorkester: Et symfoniorkester bestående af unge musikere under 30 år fra 37 forskellige lande, og orkestrets musikalske leder er ingen ringere end James Levine. Han assisteres af dirigenterne Jens Georg Bachman og Claudio Vandelli, der forbereder og sliber de groveste kanter af orkestermedlemmerne. Typisk er medlemmerne ca. 25 år og nyudklækket fra konservatoriet. Hvert efterår drager UBS-orkestret på turné i udlandet - i år til Asien og rundt i Europa. Orkestrets eksistens er muliggjort gennem banken UBS' støtte. Ud over at få betalt rejseudgifter får musikerne en ugeløn på ca. 2000 kr.

Musikerne mødes tre uger før festivalens start og er til gruppe- og/eller tuttiprøver seks timer hver dag - også under festivalen. Spanieren Amaia Ruano Cano, der spiller cello i orkestret, synes mere, det er en fordel end en ulempe, at der er så mange forskellige nationaliteter i orkestret. Hun fortæller, at der ingen konflikter er, som man måske kunne frygte, når der både er amerikanere, franskmænd, jøder, ægyptere og andre folkeslag mikset. Musiceren og samvær skubber politiske og teologiske diskussioner i baggrunden.

Blot én dansker spiller i orkestret for tiden, hvilket Engstroem kommenterer med: "De unge skandinaviske musikere er bange for at rejse til udlandet. De bør søge erfaring i udlandet, så de kan blive bedre musikere. Der kommer næsten ingen skandinaver til vores optagelsesprøver".

Claudio Vandelli - der behandler ansøgninger og udvælger musikere til orkestret - supplerer: "Det er meget få danskere, skandinaver i det hele taget, der ansøger om at blive optaget i orkestret. Deharjob, så de er ikke interesserede. Jeg finder flest unge musikere i New York, Köln og Wien."

Hvorfor bliver UBS-orkestret ikke tildelt ny musik-partiturer?

"Musikerne skal først lære at spille det klassiske repertoire," siger James Levine. "Da jeg 'arvede' programmet på The MET [Metropolitan Opera], havde det fx ikkeLuluellerJanufa. Jo mere komfortabel man er med at spille Schubert, Richard Strauss, Bartók, osv. op til den ny musik, desto mere ny musik kan man spille. Nu kan jeg sætte næsten hvad som helst på programmet med MET-orkestret, men da vi startede [samarbejdet i 1973] ville det have været en mærkelig vej at betræde [at begynde med ny musik], når de - som en gruppe - aldrig havde spillet fx Brahms. Det er bagvendt."

Levines argumentation virker ikke helt logisk, da UBS-orkestret sidste år spillede en koncertopførelse af Strauss'Elektra, som ikke ligefrem er for begyndere - mange ny musik-kompositioner er lettere at spille endElektra. The MET's sæsonprogram er endnu mere konservativt end Verbier-festivalens, selv om Levine dog har uropført John Coriglianos buffooperaThe Ghosts of Versailles(1991) og John HarbisonsThe Great Gatsby(1999).

Han er ikke interesseret i at bestille et værk til UBS-orkestret, hvilket ellers kunne tage hensyn til den spilletekniske sværhedsgrad og musikernes korte erfaring med at spille sammen som orkester. Men det afviser han også: "Nye værker får sjældent repremiere, og der eksisterer allerede en kæmpe mængde fantastiske ny musik-værker."

Koncertprogrammerne

På årets Verbier-festival var Tan Duns klaverstykkeEight Memories in Water Colorop. 1 fra 1978-79, det nyesteprogramsatteværk. Det blev spillet af det kinesiske stortalent Lang Lang, som i forvejen har det på sit turnéprogram. Man kan spekulere på, om det mere er for at promovere en landsmand (og Kina), end det er af kærlighed til den ny musik, at Lang Lang har musik af Tan Dun på sit repertoire (som i øvrigt til koncerten indeholdt musik af Schumann, Haydn, Schubert, Chopin og Liszt).

Det nyeste stykke, der blev spillet på festivalen, var en sats fra Asger Lund ChristiansensGarden Partyfra 1994, spillet af Michala Petri og Lars Hannibal som ekstranummer. Ellers var musik af Sjostakovitj, Britten, Prokofjev og Schönberg det mest dristige, arrangøren havde tilladt på programmet, som ellers hovedsageligt bestod af sikre publikumstræffere (Tjajkovskij, Brahms, J.S. Bach osv.).

Publikum var - karakteristisk for mange klassiske koncerter - gennemsnitlig over 50 år. I mange år har man varskoet om, at den klassiske musik kan risikere at uddø, hvis ikke yngre mennesker begynder at tilslutte sig publikumsskaren. Hvis man antager, at 'MTV-generationen' vil finde den ny musik mere attraktiv end den klassisk-romantiske, vil også Verbier-festivalen kunne drage nytte af at satse mere på nulevende komponister. Men det rokker ikke ved Engstroems strategi:

"Det er muligt, at du har ret - i teorien. Jeg ER konservativ. Det er en subjektiv vurdering [om programmerne er for konservative], og det er MIG, der bestemmer repertoiret. Vi har haft ny musik-koncerter, men der kommer næsten ingen. Jeg tabte 50,000 francs (ca. 250,000 kr.) på én koncert. Da Gidon Kremer gæstede festivalen, blev det også, som han ville have det. Næste år bliver der spillet noget Schnittke. Jeg vil ikke bede fx Martha Argerich om at spille ny musik," siger Martin Engstroem køligt.

En genert ny musik-ambassadør

Michala Petri er en musiker, de fleste i Danmark først og fremmest forbinder med meget andet end ny musik. Det skyldes i høj grad den måde, hun tidligere er blevet fremstillet i medierne på. Mange har overset eller glemt, at hun gennem tiden både har bestilt værker og har fået uopfordrede henvendelser fra komponister. I udlandet er Petri i langt højere grad kendt for at spille ny musik. Fx spillede hun tidligere i år Thomas KoppelsLos Angeles Street Concerto(1994) sammen med Kremerata Baltica til en festival i Basel, og hun fortæller, at den spanske komponist Juan Albert Amargoz arbejder på en solokoncert til hende, der skal uropføres næste år.

Markedsføringen af Petri herhjemme har især henvendt sig til 'Familien Danmark'. Den lange hukommelse er undgået. Hun begyndte meget tidligt at samarbejde med komponister. Allerede i 1970 - som 12-årig - uropførte hun Henning ChristiansensDet er forår, og fem år senere Vagn HolmboesKoncert for blokfløjte, strygeorkester og slagtøj. I det seneste årti har hendes udøvelse af ny musik ikke været så omfattende som tidligere. Dog uropførte hun sidste år svenske Daniel Börtz'Piber og klokkeri Radiohuset. Gennem årene er det blevet til indspilninger af relativt mange nulevende komponisters kompositioner, fx af Ole Buck, Olav Anton Thommessen, Malcolm Arnold, Makoto Shinohara og Gary Kulesha.

Det kan virke som et paradoks, at Petri og hendes mand blev hyret igen i år til at spille på Verbier-festivalen, efter at de sidste år spillede Nørgård og Holmboe. Enten er arrangør Engstroems tolerancetærskel mere fleksibel, end han giver udtryk for, eller også har han ikke kunnet undvære Petri og Hannibal af en eller anden grund (de er i øvrigt blevet inviteret til festivalen næste år). Konservatismen kan altså opblødes, hvilket er en udfordring for danske ny musik- lobbyister m.fl., til at give Verbier- festivalen en vitaminindsprøjtning.

Den goodwill, Petri har opnået gennem årene, gør hende til en værdig ambassadør for Danmark og dansk musik. Hun kan være det i endnu højere grad for den ny musik, og vi venter spændt på hendes fremtidige planer - og måske på henvendelser fra komponister?

Ud over det dyre prisniveau i Schweiz er der ellers ikke noget at klage over. Verbier Festival & Academy er som et besøg af julemanden, der rundhåndet deler gaver ud. Af øvrige kunstnere på dette års festival kan nævnes: Yuri Temirkanov, Valerij Gergjev, Sarah Chang, Michael Collins, Nikolaj Znaider, Leif Ove Andsnes, Martha Argerich, Yuri Bashmet, Neeme Järvi, Maxim Vengerov, Joshua Bell, Evgeny Kissin og Frans Helmerson.

Festivalchef: Martin Engstroem Kunstnerisk leder: Avi Shoshani

Verbier Festival & Academy 4, rue Jean-Jacques-Rousseau 1800 Vevey - Switzerland Tlf: (+41 21) 925 90 60 fax 925 90 68 E-mail: info@verbierfestival.com

Pressekontakt: Dvora Lewis PR Tlf: +44 (0)20 7435 9257 Fax: +44 (0)20 7435 1417 E-mail: dl@dvoralewis.com

Links: www.verbierfestival.com www.verbierorchestra.com