70erne er forbi

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 02 - side 71-72

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Pia Raugs indlæg om Markedet, Medierne og Magthaverne i DMT nr. 8 istemmer sig det kor af klagesange, der kommer fra mange danske kunstnere og deres organisationer i disse år. Fordi disse sange er sært enslydende på en efterhånden ganske triviel måde – ja, undskyld mig, men de minder mere og mere om de LO-betalte blade, man støder på rundt omkring – så har jeg lyst til at komme med en kommentar:

At kunst fungerer dårligt på et kommercielt marked, rokker vel ikke ved det faktum, at markedet som sådant er vældig godt for en hel del andet, for nu at sige det mildt! Det er meget svært at argumentere politisk for, at markedet skal afskaffes, fordi kunsten ikke trives på det, sådan som det nærmest refleksmæssigt sker, når danske kunstnere klager sig.

I stedet forventer jeg, at kunstnernes repræsentanter over for politikerne argumenterer for, HVORFOR det forholder sig sådan, og HVORDAN støttesystemer og lignende kan udvikles.

Og det er, i parentes bemærket, IKKE godt nok at sidde og vente på, at vennerne igen kommer til magten!

I øvrigt: hvis man vil være toneangivende intellektuel, som det hed i gamle dage, må man også kunne forlange selvstændig analyse og ikke bare ufordøjet ideologi. Bare et eksempel: de politikere, Raug udnævner som repræsentanter for “den stærkes ret”, og dermed som superglobalister og superkapitalister, Haider, Le Pen, Talebanerne og Berlusconi, er altså alle nationalister, hver på deres egen hyggelige måde, og vil tværtimod gerne fremstå som beskyttere af netop deres nationale marked og deres egne “syge, svage og gamle” mod de “stærke udenlandske kræfter”, gennem nye toldmure og lukning af nationalgrænserne. Det sætter dem da, mere end noget andet, i bås med vore egne unionsmodstandere og “antiglobalister” – den gruppe som Raug i sit CV i øvrigt stolt bekender at tilhøre.

Dette er et efterhånden gammelt paradoks på den danske venstrefløj, som ikke kan skjules af forsøget på at placere alle danske kunstnere på den “Godhedens Akse”, der går ned igennem vort samfund: Den Gode Kunstner, der spiser økologisk, ikke slår sine børn, hader Europæisk Union, Amerika og Kapitalisme og synes at Fred er bedre end Krig.

Ja, ja, men lige så lidt som Stravinsky ville bo i et af de huse, som arkitekten/komponisten Xenakis kunne tænkes at tegne, lige så nødig ville jeg bo i et samfund som det, denne prototype på den danske kunstner kunne tænke sig.

I det hele taget synes jeg, at kunstnerorganisationerne har et problem med at komme ud over 70er-syndromerne: man sætter den skabende kunstner i en lønmodtagerposition – 70ernes “Hellige Arbejder” over for kapitalisten – og argumenterer derudfra (Pia Raug: “Efter at kunstnerne i mange år var blevet – om ikke lønnet efter fortjeneste – så ...”). “Lønnet efter fortjeneste” – hvad i alverden betyder det? Kunstneren er da snarere en selvstændig erhvervsdrivende og skulle argumentere for sin sag ud fra den vinkel: at man får støtte – offentlig eller ej – er ganske naturligt og nødvendigt, hvis et samfund vil have et kulturliv!

I stedet bruger man det sociale argument: kunstneren er en statsansat kulturarbejder, der udfylder de forskellige “kunsthuller” i samfundet, et nyttigt job, som skal aflønnes efter tariffen – uanset kvaliteten i øvrigt, man er vel solidarisk – og når kunsthullerne er fyldt ud med diverse offentlige skulpturer og bestillingssymfonier, skal den ansatte i sagens natur have arbejdsløshedsunderstøttelse, som enhver anden lønmodtager, indtil nye kunsthuller opstår og står klar til udfyldning. Kort og upolemisk sagt: Tving politikerne til at føre kulturpolitik og ikke socialpolitik. Og vågn af 70er-søvnen og se det 21. århundrede i øjnene, i stedet for at skære tænder over et globalt marked, der sandsynligvis er kommet for at blive – med mindre man da tager drastiske midler i brug og lukkker nationernes grænser igen og cutter internetkablet (Hvem er det forresten lige, der ønsker det?!)

Efterskrift: Så vidt jeg husker, blev Stockhausen sat på porten af Deutsche Grammophon engang i 80erne, fordi hans plader ikke solgte over 25.000 eksemplarer! Men hvad er problemet egentlig: DGG og de andre selskaber har siden gravet deres egen grav ved at fejltolke udviklingen. I dag kan Stockhausens cd’er uden problemer købes over hele jordkloden af nysgerrige nørder (hvis de har råd til det), samtidig med at markedet for den 117. genindspilning af Beethoven-symfonierne er stagneret, for ikke at sige udslettet.

Intet musikalsk kunstværk af nok så epokegørende kvalitet kan nærme sig salgstal på bare et almindeligt dansk P3-døgnhit, så drop den målestok! Derimod er den moderne globale distributionsmulighed en naturlig videreførelse af forrige århundredes individualistiske modernisme og en første mulighed i det 21. århundredes kamp mod massekulturen!

Anders Brødsgaard

Årgang 79/2004-2005, nr. 02