Det handler om Kunst

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 02 - side 72-72

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Poetisk podcast

Annonce

Edition s

Jeg så en mand i døren, »hey man, are you ready to rock«, så tog de spaden og trykkede den flad, hold kæft hvor jeg keder mig over gamle mænd, do you need this shit?? Ellers så fuck up. You name it.

Nej det holder vist ikke rigtigt ...

Jeg må være for gammel til det nye sprog, som Michael Nyvang og andre af DMT’s skribenter for tiden argumenterer i. Jeg kan hverken skrive det eller forstå dets samlede udsagn. Måske er det fordi, jeg ikke er kunstner nok, hvem ved?

Imidlertid er der faktisk sætninger hist og her, der giver mig et billede af, om ikke en sagsfremstilling, så dog former for synspunkter. Såsom: At de komponister, der ikke har publikum til deres koncerter, er for dårlige, de skriver måske kun for at tjene penge, skriver alt for meget. Hvis man derimod fx gjorde sig mere umage eller bare havde noget på hjerte, så var sagen måske en anden, og i øvrigt er det hele ligegyldigt – at over-hovedet skænke det en tanke grænser til rent formynderi. Underforstået: er kunsten god nok, er der intet problem.

Med en sådan forståelse af Michael Nyvangs tekst i sidste nummer af DMT må jeg melde ud i protest! Karsten Fundal har rejst et reelt problem, der fortjener anden respons, end hvad man med lidt god vilje kan kalde ‘poetisk argumentation’. Ligesom Karsten synes jeg, at det er en besynderlig tilstand, at danske komponister ikke prioriterer at følge med i hinandens musik. Oven i og sammenfaldende med vores egen manglende interesse for kollegerne kan man notere sig en generel svækkelse af interessen for vores felt i medierne og fra politisk hold. En svækkelse af troen på, at vi har noget at sige.

Når komponister ikke vægter at mødes til koncerter og holde sig ajour med hinandens musik, skyldes det vel dybest set, at vi hver især har nok med vores eget projekt. De andres forsøg interesserer os ikke, synes ikke at have relation til os selv. Hvis den ny musik består af en række isolerede projekter udgør den ikke et hele, man kan forholde sig til og kan vurdere i forhold til hinanden. Der kan være enkelte komponister, der kan holdes oppe som succeshistorier, men heller ikke disse forholder sig til et samlet udtryk: Til noget der med et samlende begreb kan kaldes ‘Den ny musik’.

Denne situation beskrives normalt som en lykketilstand. Væk er dogmer og musikpoliti. Alt er godt, og stort set alt kan spilles, væk er udelukkelsen af de anderledes. Væk er musikken …

For som jeg ser det, er der det problem, at sammen med ismerne, fordommene og muligheden for skandale forsvinder også kunsten. Det, der nemlig i sidste ende gør kunst til kunst – vil jeg påstå – er kunstværkets bevidste relation til andre kunstværker. Er det bare flot og fantastisk, er det ikke mere kunst end Niagara Falls, uanset hvilken nyopdaget kineser/bornholmer/marsbo, der har skrevet det. Hvis ikke dets indhold rækker ud over sig selv, forbliver det underholdning, pop. Man kan også sige det således: Muligheden for kunst er komponisters individuelle løsninger af fælles problemstillinger.

Set i dette lys kan man sige, at den romantiske musiks mesterværker udfolder dialogen om, hvorledes man kan aflokke dur-mol-tonaliteten stadig nye toneforbindelser. Den serielle musik handler om at få systemerne til at tale. Den så omtalte guldalder for ny musik i Danmark opstod i kølvandet på projektet “ny enkelhed” (hvad det så end var) og komponister som Per Nørgårds og Karl Aage Rasmussens musikfilosofiske over-vejelser. Her var et centrum, en problemstilling som værkerne kunne spille op imod, her var selve deres raison d’être.

I vores situation i dag, synes der ikke at være noget at spille op imod. Dermed er der ingen inspiration at hente hos kollegerne, der er ingen værdinorm at vurdere udfra, ingen historie at fortælle til pressen, ingen base for et musiktidsskrift, egentlig ingen grund til at komme som publikum, for der er ikke noget at følge med i. Ingen drivkraft til at provokere til kvalitativ bedre musik.

Derfor er Karstens påpegning vigtig. Vi skulle måske overveje nok engang, om ikke det var værd at følge med i kollegernes musik og lade os provokere og inspirere af hinanden til at udfolde det, de andre gør forkert, langt mere overbevisende og sikkert i et felt, der derved bliver et fælles felt af individuelle løsninger. Inden for den elektroakustiske musik ligger det jo lige for. Her er nye landvindinger, der skal erobres. Vi der (endnu) ikke tør løbe an på mekanikken, eller ikke har nok pc-know how, kan jo så arbejde på at overhale maskinen indenom.

For på et punkt har Michael jo ret. Der er absolut ingen grund til at lave musik. Skal det gøres, skal vi spilde musikere og publikums, og måske endda pressens, tid, så lad os forholde os til hinanden og spilde deres tid professionelt med en musik, der udfolder sig i kommunikation med sin samtid, med en musik, der vil være kunst.

Svend Hvidtfelt Nielsen

Årgang 79/2004-2005, nr. 02