Enquete. Nordiske musikdage

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 02 - side 54-56

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Nordiske Musikdage har eksiteret siden 1888. Det er en festival eller rettere en biennale, som arrangeres på skift af de nordiske komponistforeninger. I november 2004 har Dansk Komponistforening ansvaret for biennalen, der finder sted i København, Malmø og Helsingborg. Hvad mener foreningens egne medlemmer om arrangementet? Vi har sendt nedenstående spørgsmål til ti medlemmer.

Hvilken rolle spiller musikdagene efter din mening som samtidsfestival i 2004? Har festivalen overlevet sig selv, eller fungerer den som en stærk ressource i det nordiske og internationale musikliv?

Hvis Nordiske Musikdage kan blive endnu bedre som platform for den nye nordiske musik, hvor mener du så, man skal sætte ind med nye ideer?

Er det en styrke for musikdagene at det er en ‘foreningsfestival’, eller mener du, at det er en svaghed?

Læs svarene på de følgende sider. Vi har oprettet et debatforum om Nordiske Musikdage på www.danskmusiktidsskrift.dk – her kan De læse flere enquete-svar fra komponister. Vi inviterer også læserne til at bidrage med synspunkter i dette online debatforum.

Haves: Friseret vildskab Ønskes: Vildskab

Det er svært at afgøre, om Nordiske Musikdage spiller en stærk rolle i kulturlandskabet. Ikke desto mindre mener jeg, at den er nødvendig og vigtig, som festival. I en tid hvor klassisk musik er reduceret til en parentes i hjørnet af samfundet, er det endnu vigtigere end tidligere, at der eksisterer et nordisk sammenhold komponister imellem. Men festivalen bør fremover gøres til en stærk ressource.

Der bør gøres meget mere for at udbrede kendskabet til festivalen uden for ‘foreningskredse’, især i Norden. Initiativet med MAGMA var et forsøg, som ikke så helt ud til at lykkes. Set i bakspejlet kan det muligvis skyldes en slags ‘overkill’, hvor man forsøger at eksportere festivalen ud af dens egne rammer. Jeg tror, at det ville være bedre, hvis den ‘groede’ ud af sine egne rammer, således at den bliver så stor indadtil, at det bliver naturligt for udlandet at få øje på den.

Organiseret kultureksport har altid et eller andet embedsmandsagtigt over sig, uanset hvor velment det kan være; et eller andet der ligesom friserer det hele, således at det mister sin vildskab. Jeg tror meget også kan være vundet ved at reducere foreningspræget i festivalen, gøre den mindre demokratisk og mere fandenivoldsk. Og så skal der køres parallelle PR/lobby kampagner i alle de involverede lande samtidigt, op til hver festival, så ingen i det pågældende landes kulturlandskab er i tvivl om, hvad der foregår. Som det er nu, er der lidt en stemning af, at i år er det de andres tur, så kan vi tage det roligt, indtil det er vores tur. Men som tingene ser ud for øjeblikket, så tror jeg ikke det er en holdning, der kan bruges til ret meget. Og det er her, at foreningerne virkelig kan gøre gavn for festivalen som en slags lobbyorganisationer for de forskellige lande og i de forskellige lande.

Så stærkere ‘forening’ i PR-øjemed og mindre ‘forening’ i den kunstneriske planlægning, og større æstetisk frihed til de kunstneriske ledere.

Karsten Fundal

Årlig festival med det halve budget

Hvis NMD skal præsentere orkestermusik og økonomisk ‘tunge’ værker, vil den forblive en fastlåst institutionel mekanisme, der ikke kan rumme det progressive, men må forblive en antikveret begivenhed, der har overlevet sig selv.

Hvis NMD skal blive en vital festival med appel til et meget stort potentielt kunstinteresseret publikum, skal den satse på den lille besætning scenograferet med videokunst, malerkunst, dans, lys eller lignende.

Gerne en årlig festival for det halve budget, der tager udgangspunkt i undergrunden, gerne på skift i de nordiske lande, altid udvidet med en special-event, der udvælges til fremførelse i hvert land.

Ejnar Kanding

Foreningspræg understreger ny musiks overflødighed

Det er vanskeligt at betragte de Nordiske Musikdage som et isoleret fænomen i det samlede billede af traditionel ny musik, da hele området jo eksisterer som ø. Omgivelsernes tiltagende kommercialisering og generelle vulgarisering har jo gjort det svært for ethvert nuanceret udtryk overhovedet at komme på tale.

Når man så i vort lille lokalsamfund tilmed er belemret med en regering, for hvem æstetiske (for ikke at tale om etiske) spørgsmål skal klares ved hjælp af markedsmekanismer, så kan vi komponister jo bare komme an med vores raffinementer – de bliver bare ikke hørt og eksisterer derfor i en vis forstand ikke.

I mine unge dage var jeg meget glad for UNM, her var et forum, hvor man kunne lære de andre nordiske komponister og deres musik at kende, noget jeg også siden har profiteret af, ikke mindst på det menneskelige plan.

Engang håbede jeg at det ligesom kunne føres videre af de Nordiske Musikdage, men da min musik stort set aldrig har været spillet på NMD har jeg ikke været til stede, så jeg kender ikke noget NMD’s egentlige sjæl.

Svar på de direkte spørgsmål er:

1) Jeg mener, at NMD spiller en stor rolle i det nordiske ny musik-liv, og at disse mange nordiske kontakter er af stor værdi for mange komponister.

2) Forsøge aktivt at integrere den ny musik i det almindelige musikliv. Man kan ikke noksom anbefale, at det klassiske musikliv hele tiden fornys af nulevende hænder og ører.

3) Jeg mener, man skal kæmpe mod at ny musik lever på sin egen ø, for sådan som det ser ud nu, har den ikke en kinamands chance for nogensinde at vinde terræn blandt almindelige musiklyttere, som jo dog er dem, vi komponister faktisk henvender os til.

4) Jeg mener i den nuværende situation, at ethvert foreningspræg er med til at understrege ny musiks overflødighed.

Bo Holten

Festivaler er fæstninger

Min kontakt med Nordiske Musikdage er nærmest ikkªe eksisterende. Ud over at have været involveret i koordineringen mellem Radio France og Dansk Komponist Forening, i forbindelse med et samarbejde mellem Nordiske Musikdage og festivalen Précenses, har jeg aldrig deltaget i, eller indsendt værker til festivalen.

Man kunne nu måske tro, at dette var udtryk for en eller anden afstandtagen eller snobberi, men faktisk er år-sagen ganske enkelt, at jeg aldrig har passet sammen med de krav og dead-lines, som jeg jævnligt har modtaget, og der er så mange andre koncerter og ting at se, at hvis jeg ikke lige er i nærheden, rejser jeg nødigt efter det (med mindre altså det er noget der er værd at dø for, om jeg så må sige).

Et af de problemer, jeg synes at opleve med kunstnerens rolle i det moderne samfund, er, at man nemt kommer ind i en karrierebane, der kan sammenlignes med en sportsudøvers. I den forstand at der tilrettelægges en vej frem bestrøet med vigtige events til at blive eksponeret i, og vigtige priser at få. For mig er det grundlæggende i strid med mit ønske om at lade fremtiden være uvis og at søge inspirationen og diskussionen i stadigt nye eventyr, drevet af passionen for at skabe noget ganske særligt. At reagere og agere i samspil med livet i samfundet, menneskene og skæbnerne.

Derfor føler jeg et vist ubehag ved mange festivaler. Fordi de står som fæstninger i det kulturelle liv og opsluger formidable mængder af ressourcer, uden altid nødvendigvis at være funderet i en vision om at eksponere noget kunst, som har noget ganske særligt at sige netop her og nu. Altså festivalen som eksisterer per definition som en tom papkasse, man derpå på bedste vis pligtskyldigst fylder noget ned i, og ikke festivalen som skabes ud fra en passion og vision om at netop nu og netop her at vise frem noget kunst, som har en ganske særlig relevans.

På den anden side er det jo klart, at det store apparat, der skal til for at stable en festival på benene, kræver en professionalisme og solid organisation bag, så derfor er det jo ikke hverken enkelt eller nemt at komme med et entydigt svar på, om det nu er godt eller skidt, at store festivaler eksisterer i årevis, med stadigt stigende konsolidering og magt. For på den ene side siger mit ønske om frihed for kunsten og passionen, at det var bedre, om der var større mængder frie midler til rådighed for eventyrere, og på den anden side siger snusfornuften, at det nok er bedre, at en mangeårig organisation med dygtige folk stiller en ramme til rådighed for tilbagevendende begivenheder. Det er et såkaldt dilemma.

Det her med det nordiske ved jeg snart ikke, hvad jeg skal mene om. På den ene side er det klart, at de nordiske lande beundres over det meste af verden for deres gode håndtering af kulturlivet – her især kunstnernes vilkår (hallo, os som klager, vi skulle bare vide), og som sådan er det klart, at en foreningsbaseret og stærkt profileret festival har et budskab og et eksempel at vise, som kan støtte og inspirere kunstnere og kunstnernes organisationer i andre lande.

På den anden side virker hele ideen om, at der er en særlig nordisk kunst, noget træt. Det hører jo strengt taget hjemme i nationalromantikken, og for at være rigtig grov kan hele konceptet i dagens politiske scenario siges at have nogle fascistoide og protektionistiske undertoner. Altså en festival som kun er for nordiske statsborgere? Altså ikke noget med hvad der er det mest sublime og fantastiske kunstneriske udtryk på planeten? Ja, det er ikke let at mene noget entydigt i denne sag.

Et er klart for mig: Nordiske Musikdage kan kun eksistere som en foreningsbaseret festival. Såfremt det skulle være anderledes, ville det eneste anstændige være at nedlægge arrangementet og derpå stille samtlige midler frit til rådighed for ansøgere med gode og velbegrundede ideer.

Faktisk kunne der her være en sjov konstruktion at overveje helt generelt: At en organisation stiller en række søgbare midler inklusive en professionel administration og produktions- stab til rådighed for ansøgere. Altså en tanke om at der ikke kun tildeles midler til et projekt, men at der med midlerne følger en administration (alt det kedelige, men også alt det, der i reglen går galt for eventyrere).

En ny idé i tråd med ovenstående kunne således fx være at udlicitere en række koncerter til andre. Dvs. have en slags NGO aktiviteter, der ikke styres af festivalens kunstriske ledelse, men administreres af festivalens administration.

En anden idé kunne være last minute koncerter, altså holde nogle slots åbne op til få måneder før festivalens start, og så lade nogle unge komme til i en fart uden at skulle have indsendt alverdens ting flere år i forvejen.

Jeg tror Nordiske Musikdage bør fortsætte, trods alt.

Michael Nyvang

Musik er mange ting

NMD er i princippet en stærk ressource, som et rum, hvor man kan udveksle tanker og ideer og søge erkendelser og udfordringer. Jeg ved godt, at det er et lidt tåget svar, men jeg har ikke så mange erfaringer med NMD.

Hvis Nordiske Musikdage kan blive endnu bedre som platform for den nye nordiske musik, hvor mener du så man skal sætte ind med nye ideer?

Jeg ville egentlig gerne have været til 2004-festivalen, inden jeg skulle svare på det spørgsmål, men jeg tror, at det vil være en god idé at fokusere på koncerter, hvor rammer og musik går op i en højere enhed, som fx forestillingen med Peter Bruun & co.’s Miki Alone, som jeg er meget glad for at se på dette års program. Desuden mener jeg, at afsøgning af grænselande og randområder bør fylde en del (for er det ikke det, kunst handler om?): For eksempel synes jeg, at det er godt, at samarbejdet mellem mooseMATRIX og Bjørn Svin er med på festivalen.

Nu kæfter jeg selvfølgelig op om ting fra dette års festival, som jeg kender i forvejen, men det er blot for at understrege, at jeg ønsker mig mere af samme skuffe: Hele gennemtænkte koncerter og grænseudforskende projekter og ting, der udføres af lyst og engagement. Men jeg synes altså, at det virker, som om arrangørerne af dette års festival allerede har tænkt på det, så hvis man i fremtiden fortsætter i samme retning, er det godt.

Er det en styrke for Musikdagene at det er en ‘foreningsfestival’ eller mener du at det er en svaghed.

Det ved jeg ikke. Jeg tror, at det KAN være en svaghed, hvis det kommer til at blokere for spændende ideer og tiltag, der falder uden for foreningens cirkler. Men jeg tror blot, at man skal være opmærksom på, at musik er mange ting.

Jexper Holmen

Musikdage uden nogen større rolle

Nordiske Musikdage spiller som festival desværre ikke nogen større rolle, men er måske så meget desto vigtigere som referenceramme for de nordiske komponistmiljøer. De nordiske lande er jo så små, at de kun vanskeligt hver især kan bibeholde et kompositionsmiljø, der deler sig i mere og mere specialiserede undermiljøer. På den baggrund kunne et (meget mere) udvidet nordisk samarbejde inden for kompositionsmusik styrke de enkelt områder. Nordiske Musikdage har som festival den akilleshæl at den er en foreningsfestival, men at bryde dette princip er nok svært, desværre ser jeg det som den eneste mulighed for videreudvikling. Kombinationen af politiske hensyn og kunstnerisk programlægning er en vanskelig balancegang, i dette tilfælde står det politiske aspekt for stærkt.

Eva Noer Kondrup

Årgang 79/2004-2005, nr. 02